I Europa-Parlamentet bestræber politikerne sig på at lave ambitiøs og progressiv klimapolitik, siger SF-medlem Kira Marie Peter-Hansen, som er en del af gruppen De Grønne/Europæiske Frie Alliance. Udfordringerne ligger i medlemsstaternes mere snævre nationale dagsordener – og i selve implementeringen af EU’s klimapolitik.

 Interview af Simon Kratholm Ankjærgaard

TEMA: EUROPA-PARLAMENTETS TUNGE ARBEJDS- OG VALGÅR | En af de mest presserende dagsordener for de 705 medlemmer af EU-parlamentet er klimapolitikken, klimakrisen og den grønne omstilling. Og spørger man EU-parlamentarikeren Kira Marie Peter-Hansen, der blev valgt ind for SF i 2019, så er Europa-Parlamentet – i hvert fald i sin egen forståelse – den grønne EU-institution. Det siger hun på en Zoom-linje fra kontoret i Bruxelles.

”På tværs af de forskellige partiskel er der en opfattelse af, at Europa-Parlamentet er den grønne EU-institution. Det tror jeg sådan set også, at man mener i de øvrige EU-institutioner,” siger hun og fortsætter:

”På trods af de forskellige politiske uenigheder, så er det EU-parlamentet, der presser på for højere klimamål. Og medlemslandene, der trækker i den anden retning. Sådan groft sat op.”

Hun nævner som et første eksempel ’Fit for 55 in 2023’-pakken, som er EU’s plan for at mindske drivhusgasserne senest i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

”Her var det vores ambition, at der skulle reduceres med 60 procent, hvor EU-kommissionen og medlemslandene sagde 55. Vi endte på 55 procent, men det mest ambitiøse udspil kom fra parlamentet,” siger hun.

I hendes optik bestræber EU-parlamentet sig på at kigge ud over de nationale interesser og på at være så grøn og pro-europæisk som muligt i klimapolitikken.

”Det viser sig blandt andet i EU’s klimalov med de bindende mål om 55 procent, som jo presser medlemslandene til at reducere deres udskilning af drivhusgasser. En anden ting, jeg også gerne vil fremhæve, er byrdefordelingene, som jo præcis skitser, hvad hvert land skal reducere med. Og så er der vores revision af CO2-kvotesystemet, hvor jeg også mener, at parlamentet har trukket i en bedre og mere grøn retning,” siger hun og uddyber:

”For os EU-parlamentarikere handler det også om at der bliver lavet et godt, grundigt lovforberedende arbejde. Og at vi – når vi laver klimapolitik på godt og ondt – har en masse stakeholders involveret. Når vi fremlægger et stykke klimalovgivning, har mange typer virksomheder, ngo’er, civilsamfund født ind i processen og ind i lovarbejdet. Derfor mener jeg helt klart, at EU-parlamentet er en af vigtigste aktører i klimapolitikken.”

Klimapolitik blev sikkerhedspolitik
SF er i EU-parlamentet en del af gruppen De Grønne/Europæiske Frie Alliance. I alt 74 parlamentarikere sidder i gruppen, der er en sammenslutning af grønne partier, parlamentarikere fra regionale partier og det tyske Piratparti. Ved valget i 2019 blev gruppen den fjerdestørste i parlamentet med repræsentanter fra 16 af medlemslandene.

”I vores grønne gruppe er vi meget enige om ambitionerne for klimapolitikken, men i andre dele af parlamentet er der mere støj – og hér er det i høj grad de nationale dagsordener, der præger debatten,” fortæller Kira Marie Peter-Hansen, der mener, at de mere snævre nationale interesser i visse medlemslande mudrer arbejdet med klimapolitikken.

”Hvis jeg starter lidt mere overordnet, så har klimapolitikken indenfor de seneste fire-fem år ændret sig i den måde, vi går til den på. Efter valget i 2019 havde vi en grøn bølge, der skyllede ind over parlamentet og vores arbejde. Vi lavede klimapolitik for klimaets skyld,” siger hun og fortsætter:

”Det gør vi desværre nok i mindre grad nu – og et skelsættende øjeblik er naturligvis udbruddet af krigen i Ukraine. Nu handlede det om at vi skulle have anden energi end russisk gas – og så var det måske mindre vigtigt om det var vedvarende energi eller om det var norsk olie. Det skulle bare være noget andet end russisk gas. På den måde blev klimapolitik på sin vis også sikkerhedspolitik. Nu er vi dér, hvor vi i mindre grad laver klimapolitik for klimaets skyld. Det er frustrerende – det må jeg bare sige, som SF’er.”

Unionen for de små og mellemstore virksomheder
”Nu taler man om, at vi skal være en SMV-union,” fortsætter Kira Marie Peter-Hansen.

”Altså en union for de små og mellemstore virksomheder – og at vi skal fjerne byrder og administrativt bureaukrati. En del af det bureaukrati er jo den vigtige bæredygtighedsrapportering. Fokus bliver på om virksomhederne kan følge med. Kan de bære, at vi trykker speederen i bund? Går omstillingen for hurtigt? Kan de nationale og lokale økonomier følge med? Ja, nogle gange handler det også helt snævert om borgernes private økonomier kan følge med. Hvad kan husholdningerne bære, når vi ruller den grønne omstilling ud fra Bruxelles?”.

Det, du siger dér, åbenbarer jo at der er nogle brudflader indenfor EU – mellem parlamentet og de enkelte medlemsstater, men måske også geografisk indenfor EU mellem vestlige medlemslande og øst- og centraleuropæiske medlemslande?

”Dét, vi blandt andet ser lige nu, er at europaparlamentarikerne fra de central- og østeuropæiske lande ikke ligefrem skubber på for den grønne omstilling. Det er der jo nogle klare nationale koblinger i – det handler om forholdene og rammerne i de enkelte medlemslande. Vi danske parlamentarikere kommer jo fra et land, hvor vi har råd til, at det går stærkt og hvor vi er gode til at få den sociale dimension af den grønne omstilling med,” siger Kira Marie Peter-Hansen og fortsætter:

”Men det viser jo bare tydeligt, at der er en national dimension, når vi laver klimapolitik i Europa-Parlamentet. Og der er jo forskel på, om man ser sig selv som en national politiker i Europa-Parlamentet eller som en europæisk politiker i parlamentet. I den grønne gruppe, hvor SF sidder, har vi en klar forståelse af, at vi er europæiske parlamentarikere, der skal kunne kigge ud over det nationale, men andre talsmænd fra andre grupper ser måske ikke helt på samme måde på det.”

Kira Marie Peter-Hansen nævner nogle eksempler på situationer, hvor det nationale i enkelte medlemslande påvirker arbejdet med klimapolitikken på EU-plan.

”I Finland er skovdrift en stor industri. I Frankrig er der spørgsmålet om atomkraft – og i Tyskland vil man gerne værne om sin naturgas,” siger hun, ”De nationale interesser betyder, at det bliver en tand mere udfordrende at harmonisere minimumskrav. Det kommer til at handle om nationale industrihensyn, men også om de økonomiske rammer og vilkår for familierne.”

Det er en af årsagerne til, at der er lande – særligt i nord og vest – som presser på for høje klimamål, mens andre lande – i syd og øst – ikke afviser høje klimamål, men presser på for at der følger økonomi med. Der skal penge på bordet til at hjælpe de lokale og nationale erhverv – og de potentielt økonomisk nødstedte familier.

”Det er derfor vi også arbejder med en Just Transition Fund og den sociale klimafond, så den økonomiske byrde kan blive delt bedre. Det kan blive opfattet, som om de vestlige og nordlige lande skal understøtte den grønne omstilling, men det er helt afgørende for, at nogle af de andre lande kan blive villige til at gå med på de ambitiøse klimamål. Det er en krydsspænding i forhold til, hvor dyr regningen bliver for hvem. Og hvor meget støtte kan de lande, der skal betale regningen, måske få?” spørger Kira Marie Peter-Hansen.

Langt fra lov til effekt
Ét er selve lovgivningen og de forskellige tal – 55 procent eller 60 procent, eksempelvis. Noget andet er implementeringen – altså den konkrete effektuering af en EU-lovgivning i selve unionen. I alle medlemslandene. Og dér har EU et problem, mener Kira Marie Peter-Hansen.

”Vi har et problem med håndhævelse og implementering i EU,” siger hun og fortsætter:

”Og det er jo dét, der er det afgørende. Hvordan – eller hvorvidt – den lovgivning, som vi har lavet de sidste fire år kan komme til at gøre en forskel.”

Hvordan vil I løse den udfordring?

”Det tror jeg ikke at vi har nogle gode svar på endnu – og det er jo faktisk heller ikke parlamentets rolle at løse. Det er kommissionens rolle. Det handler om kommissionens vilje til at føre det her igennem. Og om de embedsmandsapparater, som lovgivningen skal passer igennem. Dér kan vi bare konstatere, at det ikke altid bliver håndteret særligt godt i de enkelte medlemslande. Og det gælder altså også Danmark, som normalt bliver betragtet som lidt af en duks. Vi implementerer heller ikke altid EU-lovgivningen. Og så kan kommissionen åbne en sag på os – og det gør den da også fra tid til anden. Men det er en større politisk proces, som man ikke altid bevæger sig ud i,” siger Kira Marie Peter-Hansen.

På klimapolitikken er Europa-Parlamentet altså på den ene side en progressiv aktør – og på den anden side besværet af problemer med implementeringen og med medlemslandenes forskellige dagsordener.

”Jeg synes jo faktisk, at vi har den institutionelle støtte, vi har brug for, i både det lovgivende arbejde og i evalueringsarbejdet, men Kommissionen mangler redskaberne til at implementere det – eller den politiske prioritering. Dét er en udfordring,” slutter hun.

Billede i artiklens top: /Fred Marvaux/© European Union 2023 – Source : EP/

Læs hele temaet “Europa-Parlamentets tunge arbejds- og valgår”

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.