Europa-Parlamentet Wrapped: Hvad har din folkevalgte lavet i 2023?

Hvad er de vigtigste dagsordener og diskussioner de næste 12 skelsættende måneder, der blandt andet byder på et valg til Europa-Parlamentet, før Danmark sætter sig for enden af forhandlingsbordet og overtager EU-formandskabet i begyndelsen af 2025? Med fortsat stor usikkerhed om udfaldet af det amerikanske valg til efteråret bliver 2024 året, hvor EU, herunder Europa-Parlamentet, for alvor skal stå til ansvar for Europas egen forsyningsmæssige, infrastrukturelle og ikke mindst militære sikkerhed. Og hvordan går det i øvrigt med klimaindsatsen; har vi glemt naturens ødelæggelser, mens vi har snakket om krigens ditto? Hvad var Europa-Parlamentets rolle i ovenstående? Og hvad har din folkevalgte i EU egentlig lavet i 2023?

Analyse af Michael Winther

TEMA: EUROPA-PARLAMENTETS TUNGE ARBEJDS- OG VALGÅR | EU-året 2023 stod i fortvivlelsens tegn. Putin forsøgte på andet år at udfordre og destabilisere vestens demokratiske værdier med sin angrebskrig i Ukraine – godt hjulpet på vej af med sin nyttige, europæiske marionetdukke Victor Orbán, der gang på gang stod i vejen for Det Europæiske Råds forsøg på hjælp til Ukraine. Det medførte på de store strategiske og politiske linjer, at udenrigspolitik blev sikkerhedspolitik. Oveni blev sikkerhedspolitik til forsyningspolitik, da EU-institutionerne fik travlt med at trykke på speederen for at frigøre sig særligt russisk gas. Alt imens natur, miljø og klima så fortvivlet til, at det grønne fokus på langsomt blev overdøvet af mere højtråbende indsatser, men selv den grønne omstilling nød godt at politiske spillover-effekter.

I danske medier fyldte det mest i 2023’s andet halvår, at den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager fortvivlet tabte valgkampen som formand for Den Europæiske Investeringsbank til Spaniens finansminister Nadia Calviño, hvorefter Vestager gik all-in på en tredje valgperiode som kommissær. Desuden så Bruxelles fortvivlet til, da den europæiske højrenationalisme pludselig var tilbage med et brag med den moderne EU-skepsis’ gudfader Geert Wilders’ Frihedspartis kanonvalg i Holland i november. Wilders begyndte allerede på valgnatten at tale om et potentielt Nexit, blot få måneder efter gennembruddet for EU’s asylpagt i juni.

2024 bliver et rekordstort valgår på verdensplan. Med indtoget af autoritære kræfter i flere lande, kan vores forståelse af demokratiet dermed se væsentligt anderledes ud ved årets udgang. I år skal 65 lande og godt 4,2 milliarder mennesker stemme i forskellige grader af demokratiske valg. Den 9. juni skal du stemme nye folkevalgte i Europa-Parlamentet. Dette tema fokuserer derfor primært på at oplyse om Parlamentets rolle, dagsorden og arbejde i 2023. Danskerne satte faktisk national EP-valg-stemmerekord (66,08%) ved valget i 2019, hvilket kun blev overgået af Malta (72,7%), Luxembourg (84,28%) og Belgien (88,47%). Lande med væsentligt demografiske forskelle fra Danmark, men særligt Luxembourg og Belgien har også EU-systemet tættere på hverdagen, mens Malta ikke bare traditionelt her en høj stemmeprocent, men også har en høj EU-synlighed i deres nationale medier i forlængelse af Europa-Parlamentets maltesiske formand Roberta Metsola. For Danmark er der dog stadig et stykke vej op til stemmeprocenten fra seneste folketingsvalg i 2022 på 84,2%

Generelt fungerer EU’s valg- og beslutningsprocedurer en del anderledes, end vi kender det fra Folketinget. En vigtig forskel fra de nationale valg er, at EU-borgere med fast bopæl i Danmark kan stemme i Danmark på lige fod med danske statsborgere. Dette kan delvist – men ikke helt – forklare forskellen i stemmeprocenterne i de nationale og europæiske valg. Selvom særligt de unge vælgere har været særdeles stemmeaktive ved de seneste valg i 2014 og 2019, skal forklaringen i de tyve procentpoints forskel nok i højere grad findes i, at visse vælgergrupper finder EU komplekst, fjernt, udemokratisk og underprioriteret i de nationale medier.

En anden væsentlig forskel i valgproceduren er, at danske partier kan dele valgforbund. Det lyder som en teknokratisk mekanisme, men formålet er at reducere stemmespild. Fx meddelte Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti i oktober, at de på ny deler valgforbund. En stemme på det ene parti kan derfor være et stemme på et andet. Denne ordning skal dog ikke forveksles med de faktiske partigrupper. Fx var Venstre i 2019 i valgforbund med netop Liberal Alliance og Konservative, men sad i den klassisk-liberale og centrumorienterede partigruppe Renew Europe med blandt andet Det Radikale Venstre, mens Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti placerede sig i den mere borgerligt-liberale og centrum-højre-orienterede EPP-gruppe, der hviler på kristendemokratisk tradition.

Et tredje punkt hvor din europæiske parlamentariker adskiller sig fra din nationale MF’er er, at din parlamentariker ikke direkte kan fremsætte lovforslag. Initiativretten er placeret hos kommissærerne, der er udvalgt af de nationale regeringer – men som også skal genudpeges til sommer. Bare ikke af dig. Det vil altså sige, at det er Kommissionen og Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne), der sætter de store, strategiske linjer, mens din parlamentariker er din repræsentant i Bruxelles, der skal sige ja, nej og forhandle lovforslag endeligt på plads. Når et lovforslag skal stemmes på plads mellem Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet, der består af de enkelte fagområders ministre, er det en langtrukken og grundig proces, hvilket nedenstående stemmemønstre ligeledes er et udtryk for. Til gengæld stemmer de enkelte politikere i højere grad efter egen overbevisning end efter deres partigruppes – meget ulig  kutymen på Christiansborg.

Parlamentet består pt. af syv partigrupper;

Det vides ikke i skrivende stund, hvilken gruppe Danmarksdemokraterne vil tilslutte sig, omend henholdsvis ECR og ID ligner oplagte bud.

Når parlamentet stemmer om lovforslag, så er tendensen generelt, at der særligt i efterveerne af Brexit og Putins invasion er udtryk for et politisk Europa, der står sammen og udarbejder brede, konsensussøgende aftaler, ud fra devisen, at komplekse internationale udfordringer kalder på brede internationale løsninger. Tendensen er desuden, at EU – og særligt parlamentet – arbejder mere aktivistisk i de senere år, også når det gælder EU fælles sikkerheds-, udenrigs- og klimapolitik.

Med den begrænsede EU-dækning i danske medier, kan det være uklart for den enkelte borger, hvordan de enkelte valgforbund egentlig står, når det kommer til de vigtigste europæiske dagsordner. Hvad mener de egentlig? Hvad stemte de faktisk i 2023? Her følger de vigtigste nedslag i parlamentets udvikling og arbejde i 2023.

Ukraine – korn, kampfly og korruption
På trods af særligt tysk modvilje i begyndelsen af året mod militær opbakning til Ukraine – dels på grund af historien, dels på grund af tyskernes afhængighed af gas og det øvrige Europas ditto af ukrainsk kornimport – så er der fra parlamentets fortsat rimeligt bred enighed om fortsat støtte til Zelenskyj. Støtten til Ukraine er ikke bare et territorielt spørgsmål, men i lige så høj grad et spørgsmål om et forsvar for de vestlige demokratiers værdier og fremtid. Temaerne for de større politiske drøftelser på parlamentsniveau har derfor også været flerfoldige og nuancerede.

Den Europæiske Investeringsbank, hvor Vestager ikke blev chef, foreslog allerede i januar, at Kommissionen skulle afsætte flere midler til genopbygningen af Ukraine. Dog var nogle partier her skeptiske, da Ukraine, ifølge kritikerne, blev ved med at kræve mere og mere, mens EU-kassen var ved at være tom. Den dyre krigsindsats kom også til udtryk i Danmark få måneder senere, da den blev et argument for afskaffelsen af Store Bededag. Derudover blev det en politisk knast, at EU gerne ville sælge ammunition til Ukraine, men ikke havde kapacitet til at producere det. EU modtog desuden en del kritik i begyndelsen af året, da Putin kunne mobilisere 200.000 kampklare soldater i samme tempo som EU kunne blive enige om indkøb af hjelme til Ukraine. Grundige og demokratiske beslutningsprocesser tager tid og koster penge, som man ikke altid nødvendigvis har, selvom de skal bruges på en krig mod en stormagt, som man ikke har råd til at tabe. Derfor fik EU også travlt med at åbne døren på klem for strategisk vigtige geopolitiske områder som Ukraine og Moldova.

En ny EU-udvidelse mod øst frem mod 2030 handler ikke bare om Ukraine og Moldova, der på rekordtid blev givet kandidatstatus, men også Albanien, Montenegro, Nordmakedonien og Serbien ligner realistiske kandidater i en fremtidig udvidelse. Georgien, Kosovo og Bosnien-Hercegovina kan ligeledes komme på tale på sigt. Fælles for alle de potentielle kandidatlande er, at de skal leve op til EU’s kriterier om stabile institutioner og fungerende markedsøkonomi, mens de også på sigt skal integrere alle EU’s regler. Hvad angår kriteriet om stabile institutioner er emner som politisk undertrykkelse og korruption et tilbagevendende problem hos mange kandidatlande – særligt Serbien og Ukraine. Det tredje kriterium om integration af EU’s regler i national lovgivning er mere på vippen, da der pt. er begyndende diskussioner om en større traktatændring i de kommende år, der potentielt kan ende med et EU á la carte – altså, hvor en medlemsstat er med i nogle EU-aftaler, men ikke nødvendigvis i dem alle. Når man ser på partigruppernes udmeldinger i forhold til Ukraine, er der i store træk også tale om bred opbakning til den fortsatte støtte til Ukraine.

EPP støtter først og fremmest Ukraines tiltrædelsesforhandlinger. De er desuden åbne for optagelse af Vestbalkan, Ukraine, Moldova og Georgien. Derudover værner EPP om EU’s nuværende medlemmer med et særligt fokus på de europæiske landbrug og en bæredygtighed markedspolitik i Ukraines nabolande.

S&D fordømmer ligeledes invasionen og har særligt været fortalere for yderligere EU-sanktioner mod både Rusland og Hviderusland, samt finansiering og fremsendelse af militært udstyr til Ukraine. Derudover har deres fokus været på landbruget og sociale rettigheder, ligesom de har haft et mere hybridmilitært forslag om at bekæmpe russisk misinformation og valgindblanden. S&D er desuden åbne for en udvidelse mod øst og traktatreformer, der skal begrænse Orbáns politiske råderum.

Renew Europe gav fuld opbakning til Zelenskyj i hele 2023 – nærmest koste hvad det vil. RENEW kaldte allerede i juni på en fast track-ordning, der skulle optage Ukraine i EU og NATO hurtigt muligt, da dette kunne give garanti for sikkerhed og stabilitet i Europa ifølge dem – men ville kunne ses som en kraftig krigseskalering ifølge kritikerne. I oktober foreslog RENEW desuden, at indefrosne aktiver fra russiske oligarker skulle allokeres til genopbygningen af Ukraine. Senest i november understregede RENEW dertil, at Moldova også ”hørte til i den europæiske familie”, hvilket var en tilkendegivelse for en yderligere ekspansion mod øst. RENEW har også støttet en øget europæisk produktion af ammunition og militær støtte til Ukraine.

De Grønne giver ligeledes deres lys til en østudvidelse. Derudover lægger De Grønne vægt på en genopbygning af Ukraine med stærkt fokus på sol- og vindenergi, bæredygtig isolering af bygninger og fødevaresikkerhed. Derudover ønsker De Grønne at isolere Putin – og dermed Orbán politisk.

ECR mener også, at Ukraine skal optages i EU og NATO hurtigt muligt. Deres holdning er desuden, at EU skal fortsætte den nuværende sanktionsbaserede strategi. Samtidig lægger de vægt på, at Putin og hans topfolk skal for en international domstol – gerne krigsforbryderdomstolen.

ID er imod en østudvidelse, men står ellers i store træk med ECR, hvad angår Ukraine.

LEFT fordømmer som alle andre partier Ruslands invasion og forlanger omgående våbenhvile – med EU, NATO og FN som aktive, fredsskabende parter i konflikten. Derudover fokuserer LEFT i højere grad på humanitær assistance og evakuering af civile samt en aktiv fredsbevægelse gennem fredelige konflikthåndtering.

Sådan stemte dine EU-folkevalgte i udvalgte sager helt eller delvist om Ukraine fra januar til september 2023:

 
1) De enkelte forslag kan også indeholde andre og mere vidtfavnende regulationer og anbefalinger. Se links for uddybning.
2) Magasinet Europa er partineutralt og forholder sig derfor ikke til argumenter for og imod de enkelte forslag.

3) Hvis man afstår, stemmer man hverken ja eller nej
4) Udtræk fra howtheyvote.eu – 1. januar 2023 til 12. september 2023

Israel vs. Hamas: At blive enig med sig selv
Den 7. oktober 2023 blev en dag som mange europæere vil huske, som amerikanere husker 11. september 2001. Hamas angreb den israelske Supernova-festival, hvilket antændte nye gnister i Mellemøsten med tusindevis af civile tab på især palæstinensisk side til følge. EU blev hurtigt enige om at fortsætte den økonomiske støtte til Palæstina. Dog figurerer Hamas fortsat på EU’s officielle terrorliste. Generelt har vi i Europa set en tendens til, at venstrefløjen har været pro-palæstinensisk, mens højrefløjen har været pro-israelsk. Som vi så det med Ukraine-spørgsmålet, er det forventeligt, at partierne her groft sagt følger deres hjemlige partilinjer, hvor venstrefløjen prioriterer det humanitære og den hurtige fred, centristerne prioriterer den liberale og internationale verdensorden, mens højrefløjen prioriterer begrænsning af flygtninge til Europa og pengestrømme til professionelle menneskesmuglere.

Uenighederne kom også til udtryk i Kommissionen, da den Orbán-loyale ungarske udvidelseskommissær Oliver Várhelyi i et soloridt i forbindelse med angrebet 7. oktober tweetede ‘There can be no business as usual‘, mens Kommissionens ligeledes konservative formand, tyske Ursula von der Leyen i en tale ligeledes ubetinget og utvetydigt tog Israels parti. Omvendt tilhører chefen for EU’s udenrigstjeneste, Josip Borrell, den spanske venstrefløj og var hurtig til udvise støtte til palæstinenserne. Det er normalt ikke kommissærernes opgave at varetage landenes interesser eller føre national politik. De skal derimod forholde sig til de enkelte politikområder i et EU-perspektiv, hvorfor det fælles manglende standpunkt endnu mere forekom endnu mere krampagtigt for udefrakommende iagttagere.

Alt imens en stigende politiseret Kommission farede rundt som forvirrede elefanter i en retorisk glasbutik med en række modstridende udmeldinger, var partigrupperne mere varsomme og diplomatiske. Som et eksempel udtalte Philippe Lamberts, co-præsident i De Grønne, sig i en plenardebat 11 dage efter angrebet:

”Ja, Israel har ret og pligt til at forsvare sine borgere, i fuld overensstemmelse med international, humanitær lovgivning. Det betyder, at svaret på lovovertrædelser ikke kan være flere lovovertrædelser og at grusomhederne begået mod Israels befolkning ikke giver tilladelse til hævn. Israels legitime kamp mod Hamas er på vej til at blive en kollektiv straf af to millioner palæstinensere, hvoraf halvdelen af dem er børn. Fanget under en illegal belejring er de enten tvunget til en umulig relokering eller risikere døden, som er sket for mere end 3.000 allerede. Ikke flere israelske ofre. Palæstinensiske ofre fortjener vores fulde solidaritet.

Kære kollegaer, verden stirrer mod afgrunden. EU må stå sammen for omgående våbenhvile for at give plads til humanitære korridorer og sikre ubetinget frigivelse af gidsler. Vi må være enstemmige i vores indsats for at forlange respekt for international, humanitær lovgivning af alle aktører. Vi må kollektivt oppe vores indsats for at genskabe en politisk proces, der kan gøre en tostatsløsning levedygtig. Der er intet andet valg, hvis vi vil have israelere til at leve i sikkerhed, hvis vi vil have palæstinenserne til at leve i værdighed og hvis vi er seriøse om at sikre deres sameksistens.”

Kort efter fordømte EU også Hamas’ angreb i en tæt på enstemmig resolution (500 stemmer for, 21 imod), hvor hovedbudskaberne var, at

• parlamentet udviste dyb bekymring over den humanitære situation i Gaza,
• parlamentet påkaldte en undersøgelse af Iran, Qatar og Ruslands roller i angrebet,
• parlamentet efterspurgte, at kommissionen gennemgår al finansiel EU-støtte til Palæstina,
• parlamentet fortsat støtter en tostatsløsning,
• parlamentet udtrykte bekymringer over stigende antisemitisme i Europa.

Der er dog utvivlsomt sådan, at angrebet i de kommende år betyder, at alle EU-institutioner skal balancere diplomatisk mellem to meget forskellige krige i EU’s baghave. Som følge heraf foreslog S&D i november en international fredskonference med EU som chefforhandler for enden af bordet.

Fra krig til klima
Klimafortvivlelsen blandt borgerne fortsatte i 2023 med rekordhøje temperaturer, naturbrande og oversvømmelser globalt. Status er pt. at den globale gennemsnitstemperatur er 1,40 grader højere end i år 1900, at niveauet af drivhusgasser fortsætter med at stige, at verdenshavene har aldrig været varmere og vandstanden aldrig har været højere, mens der er målt rekordlave ismængder på Antarktis. Jorden kvæles langsomt.

Men 2023 var også året, hvor de internationale konflikter fik sat yderligere skub i den grønne omstilling. EU var hurtige til at få koblet Ukraine op på det europæiske energinet allerede i slutningen af 2022 for at frigøre landet fra russisk energi. Mest markant i 2023 var vedtagelsen af EU’s enormt ambitiøse bygningsdirektiv som et led i EU’s Green Deal. Byggebranchen står for mellem 36% af EU’s drivhusudledning og 40% af EU’s energiforbrug.

Problemet er i lige så høj grad nationalt som internationalt, da en tredjedel af danske børn allerede lever i usunde hjem ifølge Velux, mens 80% af boligerne på Ærø og Læsø var energimærket D-G ifølge Energistyrelsen. Tre ud af fire bygninger i EU, heraf tre ud af fem i Danmark, er energiineffektive. I Danmark bliver der fra politisk side derfor blandt andet fokuseret på udskiftning af olie- og gasfyr til fjernvarme og varmepumpe. Derudover er der indbygget et socialt perspektiv i direktivet, da det særligt er økonomisk underudviklede regioner, der har brug for renoveringer, ligesom der er indbygget et økonomisk perspektiv for borgerne i henhold til den globale inflation. Direktivet udspringer ligeledes at tanke om løsrivelse fra russisk energi og dermed indflydelse og betyder helt konkret, at:

• Byggesektoren skal være klimaneutral senest i 2050.
• Alle nye bygninger skal være såkaldte nulemissionsbygninger i 2030, hvilket betyder, at de skal være klimaneutrale.
• Alle nye bygninger, der er ejet eller bliver brugt af offentlige myndigheder, skal være klimaneutrale i senest 2028.
• Når medlemslandene skal måle bygningers klimaaftryk, vil de kunne tage højde for bygningens såkaldte “life-cycle global warming potential”, hvor man ser på CO2-udledningerne forbundet med produktionen og deponeringen af bygningsmaterialerne.
• Medlemslande skal sætte initiativer i gang, der sikrer, at energiforbruget fra beboelsesbygninger bliver reduceret med minimum 16 procent i 2030 og 20 til 22 procent inden 2035.
• Medlemslande skal renovere de 16 procent værst performende bygninger, der ikke er til beboelse, inden 2030 og de 26 procent værst performende bygninger inden 2033.
• Medlemslande skal installere solcelleanlæg løbende i offentlige bygninger og bygninger, der ikke er til beboelse inden 2030, hvis bygningerne er teknisk og økonomisk egnede.
• Medlemslande skal udfase fossile brændstoffer brugt til at opvarmning af bygninger inden 2040.
• Landbrugsbyggeri og bygninger med kulturarv kan blive undtaget fra de nye regler, mens medlemslande også kan beslutte at ekskludere bygninger for at værne om deres arkitektoniske eller historiske værdi. (Kilde: Altinget)

Et direktiv betyder, at det er relativt frit for landene selv, hvordan de kommer i mål med de enkelte punkter, i modsætning til en forordning, der er direkte og bindende EU-lovgivning. Men al EU-lovgivning har forrang for – altså ”står over” – national lovgivning.

En anden udfordring på dette område er, at 91% af alle solceller solgt i EU i 2022 kommer fra Kina.  Også her bliver EU’s produktionskapacitet sat under pres i de kommende år.

Morten Helveg (RENEW), der var medforhandler på bygningsdirektivet, udtalte til Ritzau, at ”Bygningsdirektivet har været en lang sej kamp og uden tvivl en af de sværeste love i EU’s Green Deal. Jeg var gerne gået længere, men nu har vi et bygningsdirektiv med mere sol på bygningerne, færre fossile brændsler og ikke mindst, at vi kigger landene over skulderen, så de implementerer, hvad vi har vedtaget. Kursen er sat mod klimaneutrale bygninger i 2050”.

Skal den europæiske bygningsportefølje opnå klimaneutralitet frem mod 2050, er vi allerede bagud på point, hvorfor direktivet også søsættes næsten rettidigt. Af sikkerheds-, miljø- og udenrigspolitiske årsager står europæiske energiuafhængighed generelt meget højt på dagsordenen i EU. Derfor var afslutningen på trilogforhandlingerne – altså mellem ministrene, parlamentet og kommissionen – en milepæl for den grønne omstilling, omend enkelte parter nok havde ønsket sig, at EU havde været endnu mere ambitiøse med både hastigheden og omfanget af direktivet.

Sådan har din parlamentariker stemt i på klima- og energi-afstemninger januar til september 2023.

 
1) De enkelte forslag kan også indeholde andre og mere vidtfavnende regulationer og anbefalinger. Se links for uddybning.
2) Magasinet Europa er partineutralt og forholder sig derfor ikke til argumenter for og imod de enkelte forslag.

3) Hvis man afstår, stemmer man hverken ja eller nej
4) Udtræk fra howtheyvote.eu – 1. januar 2023 til 12. september 2023

Migration – den genopståede kulturkamp
Klimaforandringer vil på sigt betyde øget migration, også i og til Europa. Blot otte år efter, at syriske flygninge vandrede langs de europæiske motorveje, lykkedes det i sommeren 2023 Kommissionen at blive enige om et nyt bud på en asylpagt. Det var også tiltrængt, da der ifølge Frontex, EU’s flygtningeagentur, ikke har været større flygtningstrøm mod EU siden 2016.

Asylpagten omfatter blandt andet en fælles aftale om modtagelse, screening (herunder biometriske oplysninger) og sagsbehandling på tværs af medlemsstaterne. Det vil i praksis sige, at en asylansøger, der kommer til Italien kan få sin sag behandlet i Sverige baseret på fælles, objektive kriterier, hvis svenskerne måtte ønske det. På den måde løfter alle lande solidarisk baseret på økonomiske incitamenter. Derudover er der indgået aftale om fælles retningslinjer for hurtigere sagsafgørelser, så ingen skal vente i årevis på en afgørelse på et modtagecenter.

Danmark står dog på grund af sit retsforbehold uden for asylpagten, hvilket i praksis betyder, at Danmark kan vælge at udvise solidaritet og ansvar efter behov, men uden reelle juridiske bindinger. Danmark er dog fortsat en del af Dublin-forordningen, der handler om sagsbehandling af asylansøgere. Den danske debat har, trods den fælles europæiske asylpagt, primært handlet om modtagecentre i Rwanda. En ordning som var en varm europæisk og politisk kartoffel i årets begyndelse, men som løbende mødte praktiske forhindringer – blandt andre på grund af Rwandas manglende efterlevelse af basale menneskerettigheder.

Migrationsdebatten har – som klimadebatten – fyldt mindre i de senere år. De seneste års nationale  valg har på det seneste igen sat skub i debatten igen med Wilders tilbage med indflydelse i Holland, EU-medgørlige Meloni som chef i Italien og det evige problembarn Victor Orbán bag roret i Ungarn. Selv supereuropæeren Donald Tusk, der netop er kommet tilbage til magten i Polen, har kritiseret asylpagten og ”nægtet at modtage en eneste illegal migrant”.

Den værdibaserede kulturkamp er med andre ord tilbage i hele Europa. Det kommer til at stille nye krav til den nationale NATO- og europapolitik, hvilket utvivlsomt vil blive reflekteret i EU’s daglige arbejde. Det betyder også, at fløjene sandsynligvis kommer til at stå stærkt ved parlamentsvalget i 2024, og der dermed kan komme et opgør med de seneste års konsensusrettede, midtersøgende politik.

Netop den brede bekymring for en ny EU- og migrationskritisk højrefløjsbølge var op til jul medvirkende til, at et smalt flertal i parlamentet kom med en omfattende ønskeseddel til Det Europæiske Råd. Øverst på listen stod en afskaffelse af medlemsstaternes – altså dem, der er repræsenteret i Ministerrådet – vetoret. Det betyder, at flere afstemninger kan gå over til at blive afgjort ved kvalificeret flertal. På den måde kan EU strukturelt forhindre at lande som Ungarn og Polen effektivt kan forhindre lovforslag eller benytte forhandlinger til at skabe politisk kapital. Derudover ønsker parlamentet – blandt meget andet – initiativret til at fremsætte lovforslag med den begrundelse, at det er mere demokratisk, at lovforslag kan fremsættes direkte af de folkevalgte. Valget i juni kommer derfor også med meget stor sandsynlighed til at påvirke EU’s potentielle traktatreformer.

Dine parlamentarikere laver rent faktisk noget. Noget, der er vigtigt for dig, for nutiden og for fremtiden. Og derfor er det vigtigt, at du stemmer den 9. juni.

Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.

Billede i artiklens top: /Mathieu Cugnot/© European Union 2023 – Source : EP/

Læs hele temaet “Europa-Parlamentets tunge arbejds- og valgår”

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.