Trump har lidt nederlag som forhandler, og Europa er den eneste aktør, der kan skabe meningsfuld fred i Ukraine og Gaza. Men det kræver fokusering på konflikternes kerne.
Analyse af Hugo Gaarden
Konflikterne i Ukraine og Gaza er en dans på stedet. Begge konflikter er nogle af de værste i efterkrigstiden. Kaos og brutalitet er fremherskende trods forhandlingsbestræbelser. Brutaliteten er blevet en ny norm for ”løsning” af konflikter.
Det giver en udfordring for Europa, der reelt er i stand til at skabe en meningsfuld og fair fred i Ukraine og Gaza. USA har med præsident Donald Trump mistet sin magt. USA er ikke længere den ”uundværlige” nation, som tidligere udenrigsminister Madeleine Albright udtrykte det i 1998.
Mandagens telefonsamtale mellem Trump og præsident Vladimir Putin viste, at Trump har vist sig som en elendig forhandler. Han er snarere ved at kaste håndklædet i ringen og lade Putin køre løbet, og han har allerede overladt Gazas skæbne til Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, der forsøger at tage den fulde kontrol med Gaza, som Trump ville gøre til et ferieparadis ved at fordrive palæstinenserne.
Samtidig har Trumps tarifkrig over for Kina vist, at han ikke kan knække Kina. Han opgiver, allerede inden tarifkrigen for alvor er begyndt.
Konklusionen er, at Trump har fået et drønende nederlag, og at USA under hans ledelse ikke kan løse de internationale konflikter. Men når udviklingen i Ukraine og Gaza står i stampe og kan give varige problemer for regionerne og for Europa, så skyldes det, at ingen af aktørerne fokuserer på problemernes kerne.
Mandagens telefonsamtale gav ikke noget fremskridt, for Trump nægter at betragte Putin som årsagen til krigen, og han har tydeligt givet grønt lys for Ruslands erobring af 20 pct. af Ukraine, ligesom han nægter at optage Ukraine i NATO. Det er et nederlag for ikke bare Ukraine, men også for Europa, da Europas grænser og sikkerhedsorden er blevet brudt. Han lader
Europa hænger i tovene.
Det skyldes dybest set, at USA siden Sovjetunionens tilbagetrækning fra Europa efter Murens fald i 1989 udnyttedeSovjetunionens sammenbrud til at udvide NATO trods protester fra Tyskland og Frankrig, og at der ikke var villighed til inddrage Rusland i et stærkt økonomisk engagement. Det gav Putin anledning til at forsøge at genskabe det gamle russiske imperium, først og fremmest ved at svække Ukraine. På intet tidspunkt satte USA eller Europa foden ned for Putin og gav ham et ultimatum.
Derfor kan Ukraines eksistens som et frit land kun sikres, hvis de europæiske lande vil give Ukraine en garanti, der skal hindre Putin i at trænge længere frem eller angribe Ukraine igen efter en våbenhvile eller fred. De aktuelle forhandlinger om våbenhvile eller fred har kun til hensigt at forlænge krigen eller svække Ukraine.
EU og Storbritannien er hægtet af forhandlingerne, men de kan få indflydelse, hvis de med Koalitionen af Villige stiller nødvendige styrker til rådighed nu og senere med det eneste, klare formål at bekæmpe Rusland direkte, hvis Putin fortsætter sine bestræbelser. Det må ske med f.eks. egne flystyrker og raketforsvar og med en intention om at etablere en europæisk atomafskrækkelse. Europa har blot endnu ikke taget stilling.
Krigen i Gaza har i ugevis taget en umenneskelig drejning, fordi Israel har standset alle forsyninger, så hungersnøden truer.
Det har ført til skarp kritik fra de store europæiske nationer, og så småt også fra det tøvende land Tyskland. Men europæerne har ikke fulgt op på Frankrigs tidligere forslag om at sende forsyninger til Gaza med skibe trods israelske protester.
Europæerne kunne legalt gøre det ved straks at anerkende Palæstina.
Europæerne ignorerer, at det brutale Hamas-angreb i 2023 og gidseltagningen var en reaktion på næsten 50 års ulovlig besættelse, og at Israels brutale bombardementer i Gaza også bunder i Israels frygt for en selvstændig, palæstinensisk stat. Den er en nødvendighed, men Israel og til dels USA har konsekvent spændt ben for alle forhandlinger om en stat.
De europæiske lande har konsekvent bøjet sig for Israel. Derfor kan konflikten kun løses, hvis europæerne beslutter at tvinge Israel til at acceptere en palæstinensisk stat, også med økonomisk, diplomatisk og eventuelt militær pression. Det var europæerne ikke været parate til, og det skyldes især Tyskland og skylden over nazisternes jødeudryddelse.
USA har siden præsident Barack Obama været bange for den massive fremgang i Kina og har forsøgt at hindre økonomisk og teknologisk vækst. Det begrundes selvsagt med sikkerhedspolitiske argumenter, men det er økonomi og magtpolitik, der ligger bag. Det er sådan, krige ofte opstår og udvikler sig.
EU og Storbritannien har ingen interesse i at holde Kina nede for at sikre USA’s overmagt, da Kina ikke har vist, at landet vil dominere verden, og da Europa har en interesse i at have et ligeværdigt samarbejde med Kina som med alle andre lande.
Det er vitalt for at håndtere klimaforandringen og for at skabe fremgang i Syden.
Med Trumps nederlag som fredsmægler og med USA’s gradvise svækkelse over for Kina er det kun Europa, der kan skabe en fair fred i Ukraine og Gaza og samtidig hindre, at den økonomiske krig mellem USA og Kina ikke ender i en ny kold krig eller en tredje verdenskrig.
Europa har de nødvendige økonomiske midler til opgaven, der ikke kræver en militær styrke som en supermagt. Resten af verden er på Europas side. Det afgørende er, om Europa har modet og viljen.
Der er dog tegn på, at europæerne har det. Det ses i de aktuelle bestræbelser på selv at stå for Europas forsvar og atomafskrækkelse, som den nye tyske kansler, Friedrich Merz, bakker op bag. Det ses i den aktuelle aftale mellem EU og Storbritannien om at løsne op for Brexit.
USA er ikke længere den uundværlige nation. Det er EU heller ikke. Men Europa er på vej til at blive en global aktør for at give forhandlinger og ikke konfrontationer en chance. Det lykkedes for Europa at finde en balance mellem datidens stormagter i 1815. Det gav 100 års fred med en frodig samfundsudvikling.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: @ European Union 2021 – Source : EP
Ovenstående analyse omhandler problematikker, der er kernen i Hugo Gaardens nye bog “Frit Europa”. Bogen beskæftiger sig med og argumenterer for, at Europa (EU og resten af Europa) må være selvstændigt og klare sig uden USA, og at EU må blive meget mere aktiv i hele verden. EU’s samfundsmodel er noget, resten af verden kan lære noget af.
