I 1. halvår 2008 var det Slovenien, i 1. halvår 2009 Tjekkiet, i 1. halvår af 2011 og i 2. halvår Polen. Nu har i alt fire lande fra øst prøvet rollen som EU-formandskabsland. Og de er sluppet meget forskelligt fra opgaven. 

30.05.2012 | EU-FORMANDSSKABER | Slovenien var første eks-kommunistiske land til at prøve formandskabsrollen. Da Slovenien havde formandskabet, var Lissabon-trakaten vedtaget, men endnu ikke ratificeret i alle medlemslandene. Ratifikationsprocessen blev yderligere kompliceret af det irske nej ved folkeafstemningen om traktaten. Det var et lille medlemsland med begrænset administrativ kapacitet og fik derfor støtte fra de andre troika-lande, især fra Tyskland.

Slovenien undgik at skulle forholde sig til dramatiske og uventede udenrigspolitiske begivenheder og blev derfor ikke involveret i de helt store udenrigspolitiske spørgsmål. Dertil kom, at formandskabet fandt sted før selve udbruddet af den globale finanskrise. Det bidrog til, at formandskabet kom til at forløbe ret udramatisk.

En stor del af arbejdet var koncentreret om den reviderede Lissabon-strategi, der handlede om ændringer på det europæiske arbejdsmarked, hvor ikke mindst forslag til mere fleksibilitet, den såkaldte “flexicurity-model”, som vi kender i Danmark, de demografiske udfordringer med befolkningssammensætning med flere ældre, samt beskæftigelsesproblemerne for de unge, var i fokus. Slovenerne fik desuden oprettet en ny institution for teknologiske fremskridt og globalisering, som efter planen skulle placeres i Budapest. På grund af sin geografiske beliggenhed var Slovenien naturligt nok optaget af EU’s forhold til Balkan, men udvidelsen af EU mod syd måtte vente. Og den blev ikke gjort lettere af slovenernes og kroaternes indbyrdes strid om grænsedragningen til havs.

Tjekkiet: Et skandaleombrust formandskab
Det tjekkiske formandskab i første halvdel af 2009 kom til at forløbe langt mere dramatisk end det slovenske. Tjekkerne overtog formandskabet fra Frankrig, der ikke var meget for at give det fra sig, for Georgien-krigen var knap nok overstået, og her havde Frankrig ydet en stor indsats som mægler. I Mellemøsten var der udbrudt krig i Gaza, og her blev tjekkerne beskyldt for at tage Israels parti. Finanskrisen var på sit højeste, og her var det svært for et lille ikke-euroland som Tjekkiet at yde de store bidrag.

Det tjekkiske embedsapparat gjorde på mange måder en konstruktiv indsats. Problemerne var først og fremmest politiske. Præsidenten, Václav Klaus, er kendt som liberal euroskeptiker, og den rolle ændrede han ikke på i det halve år, hvor tjekkerne havde formandskabet. Dertil kom så, at den politiske våbenhvile mellem opposition og regering blev brudt, da socialdemokraterne midt i formandskabsperioden fik vedtaget et mistillidsvotum til regeringen. Regeringen måtte gå af og overlod magten til en apolitisk teknokrat-regering, der af gode grunde fik problemer med at udfylde formandskabsrollen på betryggende vis. Problemet blev ikke mindre af, at Václav Klaus blev ved med at nægte at underskrive Lissabon-traktaten. Det erklærede ønske var gennem formandskabet at bevise, at ”Tjekkiet ikke længere er en europæisk bananstat”. Det blev ikke bevist, i hvert fald ikke fuldt ud.

Ungarn: Et formandskab i ”Orbánismens skygge”
Det ungarske formandskab blev ganske som det tjekkiske skandaleombrust, men på en helt anden måde. De indenrigspolitiske forhold var nærmest ultra-stabile, eftersom det regerende parti Fidesz ved det forudgående valg havde sikret sig mere end 2/3 af pladserne i parlamentet, nok til at ændre grundloven. Og Viktor Orbán, landets statsminister, var bestemt ikke sen til at drage nytte af det nyvundne flertal. Under det ungarske formandskab var det især forslaget til ny grundlov og den ny medielov, der vakte opsigt. Begge var klart i modstrid med de gængse liberale principper, og begge blev hårdt kritiseret både hjemme og ude, og ikke mindst i Europa-Parlamentet. Orbán er ikke modstander af EU-medlemskabet som sådan, men han er stærkt kritisk indstillet over for overnationalisme og betragter ikke demokratiet ud fra liberale konstitutionelle principper, sådan som det kræves i EU. (Læs mere om Orbán, EU og Ungarn her.)

Hvad angår konkrete resultater, gik det ikke dårligt i det halve år, Budapest havde formandskabsrollen. For regeringen var det vigtigt at få vedtaget en ny Donau-strategi og en fælles plan for bedre integration af romaerne, og på de to områder blev der i hvert fald opnået en del. Der blev også vedtaget nye regler for ”god regnskabsførelse” for at få begrænset eurokrisen, ligesom der skete fremskridt under forhandlingerne om Kroatiens optagelse i EU.  Det planlagte og længe imødesete topmøde om EU’s naboskabspolitik mod øst måtte dog udsættes til det polske formandskab på grund af det arabiske forår, der lagde beslag på næsten alle udenrigspolitiske ressourcer.

EU havde i mellemtiden fået en præsident og ministerpræsident, og de kom til at indtage lederpositionen, når det gjaldt de store politiske emner. Kort sagt var problemerne under det ungarske formandskab forbundet med ”Orbánismen”, med nationalisme og brud på demokratiske regler og normer.

Polen: Et formandskab ”på polsk manér”
Den polske regering havde lang tid til at forberede formandskabet, for lige siden valget i 2007 havde det liberale Borgerplatformen, ledet af Donald Tusk, været ved magten, og regeringen kendte i god tid tidspunktet for overtagelsen af formandskabet.

Lidt uventet måtte polakkerne dog til stemmeurnerne midt under formandskabet, men takket være genvalget af Donald Tusks regering kom valget ikke til at svække formandskabet som sådan. Den polske regering havde ofret mange penge på formandskabet, som regeringen så som et led i at sikre Polen en stærk position i EU.

Formandskabet forløb på god ”polsk maner” med store og højtidelige politiske ”armbevægelser”. De mange møder, en vigtig del af formandskabets opgaver, blev afholdt efter planen, deriblandt ikke mindre end 20 ministerrådsmøder. Men den nye Lissabon-traktat satte grænser for, hvad polakkerne konkret kunne komme igennem med. Det lykkedes i det halve år, formandskabet varede, at få forhandlet det kroatiske EU-medlemskab på plads og få afholdt det udsatte topmøde om EU’s naboskabspolitik mod øst.

Polens premierminister, Donald Tusk, mødtes her med Europa-Parlamentets President Jerzy Buzek og fremlagde Polens prioriteter for de seks måneders formandskab for EUs Ministerråd. Ifølge Tusk var svaret på krisen “mere Europa”.

Topmødet om EU’s relationer mod øst førte ikke til de store resultater på grund af problemerne for demokratiet i Ukraine og Hviderusland. Det lykkedes til gengæld at få gennemført den særlige ”six-pack” for mere finansiel disciplin i EU-landene på plads, og det, selv om også Polen står uden for euroen. Generelt havde Polen ringe indflydelse på forhandlingerne om de forskellige hjælpepakker til de sydeuropæiske lande, og her i særdeleshed Grækenland. Polen forsøgte i egenskab af formandskabsland at få adgang til eurolandenes egne møder, men det ønske blev afvist. De svære forhandlinger om EU’s budget for 2014-2020 kom nogenlunde fra start, men blev ikke afsluttet. På negativsiden hører, at det ikke lykkedes at færdiggøre forhandlingerne om Rumæniens og Bulgariens deltagelse i Schengen, især på grund af finsk og hollandsk modstand, og heller ikke forhandlingerne om en dyb frihandelsaftale med Ukraine faldt på plads. Men det skyldtes de interne forhold i Ukraine selv.

Kort sagt, meget blev trods alt opnået under det polske formandskab. At flere mål og ønsker ikke blev opfyldt, var i bund og grund ikke polakkernes skyld. Som for de andre lande i øst er selve det at have formandskabet en vigtig øvelse i diplomati og derfor mere prestigefyldt, end for landene i det ”gamle” EU.

Kort om EU-Formandskabet
EU-formandskabet har ikke samme betydning som før Lissabon-traktaten. Slovenerne og tjekkerne havde formandskabet under den gamle traktat, Ungarn og Polen under Lissabon-traktaten. Topmøderne holdes i Bruxelles, og EU har fået en udenrigsminister og en præsident, som har overtaget opgaver fra formandskabet.

Formandskabets klassiske opgaver, at være dagsordensættende og dagsordenstrukturerende og optræde som ”ærlig mægler”, er stadig aktuelle, men har ændret karakter. Opgaverne for formandskabslandet er med den ny traktat blevet mere ”administrative” og således i høj grad møntet på at lette samarbejdet mellem Rådet og Parlamentet. Her er der dog fortsat brug for mægling og konstruktive løsningsforslag.

Søren Riishøj er cand.mag. og lektor på Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet.

 

Forsidefoto: Tjekkisk EU-formandskabs logo, EU 2009.cz, på Rådets bygning, som afspejler Berlaymont-bygningen på rue de la Loii  i Bruxelles (TPCOM).