Med en snedig strategi havde Krag overrumplet sine politiske modstandere, men det lignede alligevel et nej til EF. Til sidst ringede en fortvivlet statsminister til en kendt erhvervsleder for at bede om hjælp. Spørgsmålet var, hvad det ville koste at sikre danskernes ja.

2.10.2012 | TEMA OM 1972-AFSTEMNINGEN | ”Man har et standpunkt til man tager et nyt,” sagde Krag og blev kendt for netop dette citat. I virkeligheden har ingen anden statsminister i Danmarkshistorien i den grad haft ét standpunkt og én filosofi, som han gennem hele sit politiske liv forsøgte at gennemføre. Krags standpunkt var velfærdsstaten i en international verden, og det kunne kun ske, hvis Danmark blev medlem af EF. Muligheden for at få Danmark med i det europæiske fællesskab var kulminationen på en proces, som Krag gennem størstedelen af sit politiske liv havde kæmpet for. Men det var nær gået galt.

Før afstemningen: Krags taktiske genistreg
Valget i 1971 havde været påfaldende tavst om EF. Det havde været de traditionelle økonomiske spørgsmål, der havde optaget sindene. Det havde nogle modstandere af EF ganske vist protesteret imod. Folkesocialisten Aksel Larsen havde korrekt fremhævet, at dansk medlemskab af EF forudsatte, at fem sjettedele af Folketinget stemte for det, som Grundloven kaldte en ”nærmere begrænset” overdragelse af suverænitet.

Men, hævdede Larsen og andre EF modstandere som Søren Krarup, alt tydede på, at der ville være et sådant flertal. Hermed ville Folketinget kunne overdrage beføjelser til EF, også selvom et flertal af de danske vælgere måske, eller måske ikke, var imod dette. Strategisk klogt brugte folkesocialisten argumentet som et led i sin valgkamp; stem på mig og I kan dermed hindre, at der opnås det fem sjettedeles flertal, der er nødvendigt. Krag var ikke sen til at se faren i dette argument, og som den trænede strateg han var, så han det lang tid inden valget. Larsen vidste, at Krag var skeptisk over for brugen af folkeafstemningen, og han vidste også, at Krag – selvom de to ikke var på talefod dengang – havde været knust og skuffet over resultatet af folkeafstemningen om jordlovene, som var blevet tabt i 1963.

En mand, der havde oplevet sit største nederlag som følge af netop folkeafstemninger, ville ikke, troede Larsen, bruge netop denne institutionelle mekanisme. Heri tog Larsen dog fejl. Krag var givetvis ikke ubetinget tilhænger af folkeafstemninger. Men han var også strateg. Han vidste, at Larsen ville kunne bruge argumentet om de famøse fem sjettedeles flertal til at vinde mange vælgere for SF. EF-kritiske socialdemokrater, som der var rigtig mange af (måske endog et flertal) ville, forudså Krag, ’låne’ deres stemme til SF. Så hvad kunne han gøre?

Krag foreslog en vejledende folkeafstemning. Ved at sende den endelige afgørelse ud til folket kunne de socialdemokratiske vælgere både blæse og have politisk mel i munden. De kunne stemme på “deres” parti ved folketingsvalget og så, om de ønskede det, stemme “nej” ved folkeafstemningen. På denne måde var Larsens taktik undermineret. Der var ingen grund til, at socialdemokrater “lånte” deres stemme til SF. Larsens strategi var blevet kvalt i fødslen, og det endnu inden valgkampen i efteråret 1971 var kommet i gang. Pludselig stod Krag som demokraten, der ville lade folket bestemme. For hvad kunne være mere demokratisk end en folkeafstemning?

Men der var jo en risiko: Folket kunne stemme nej! Det var der mange, der frygtede. Jens Christensen, Krags gode ven, der havde ansvaret for Danmarks forhandlinger med EF, var ikke begejstret. En sådan ordning var på kanten af det forfatningsmæssigt forsvarlige, mente han. For hvad var en “vejledende folkeafstemning”? Den slags bekymrede ikke Krag. Folkeafstemningen var et politisk træk. At gøre den forenelig med Grundloven var et juridisk og teknisk problem. Det blev løst af Udenrigsministeriets forfatningsekspert professor Max Sørensen. Han påpegede, at folkeafstemningen om salg af de Vestindiske Øer i 1916 også havde været en vejledende afstemning. Der var derfor et forfatningsmæssigt fortilfælde. Dette gjorde sagen acceptabel ud fra et grundlovsmæssigt synspunkt, selv om fremgangsmåden var noget uortodoks. Dette problem løste dog sig selv.

Da Folketinget stemte om dansk medlemskab, var der lige præcis ikke medlemmer nok til at mønstre det påkrævede fem sjettedeles flertal. Folkeafstemningen blev derfor, helt utilsigtet, en såkaldt paragraf 20-afstemning om suverænitetsafgivelse, og de statsretslige problemer blev glemt – i hvert fald for en tid!

Valgkampen og modstanden mod EF
Selv om meningsmålingerne havde tydet på et klart ja tidligere på efteråret, var der nu tilnærmelser til nej-siden. Krag havde satset på at ignorere disse stemninger. Nogle gange er det klogt at ignorere problemer og lade stormen blæse over. Men denne strategi var ikke længere en farbar vej. Socialdemokratiets kampagne var ikke den traditionelle velfinansierede og professionelle maskine, hvilket var meget nyt for Krag.

Under valgkampe og under folkeafstemningen i 1963 havde “bevægelsen” beredvilligt punget ud og betalt. Men det gjorde den ikke denne gang. Mange af forbundene var imod, og det var ikke politisk muligt at overbevise fagbevægelsens ledere om, at de skulle betale for en kampagne for en organisation, som medlemmerne var inderligt imod. Socialdemokratiets kampagne var underfinansieret – og det kunne mærkes.

Fredagen inden afstemningen tirsdag den 2. oktober viste en meningsmåling, at et flertal af danskerne ville stemme nej. Modstandernes kampagne omfattede blandt andet et billede af en lille blond pige og en tekst, der kort, men effektfuldt lød: ”Når jeg bliver stor, vil jeg være dansker”. Den slags nationalistiske slogans gik rent ind. Selv marxisterne og leninisterne i Venstresocialisterne fremstillede en plakat med et Dannebrogsflag og en kort tekst med det simple budskab: ”Nej til EF”.

Billede af de fire tidligere statsministre: Hilmar Baunsgaard, Erik Eriksen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. Annonce fra Komiteen for tilslutning til EF, 1972.

En plakat med et billede af de fire statsministre og et budskab om, at de alle (Erik Eriksen, Hilmar Baunsgaard, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag) ville stemme ja, havde den modsatte effekt. Befolkningen blev mere skeptisk. Opfattelsen af, at EF var en elite-konspiration udtænkt af de magtfulde imod folket blev bestyrket af, at toneangivende socialdemokrater og de borgerlige ditto stod sammen, mens “folket” – altid en diffus, men effektfuld størrelse – følte sig underløbet.

‘Prisen på et nej’
Krag var i tovene. Hans dagbog vidner om depression, men ikke om decideret panik. Det var, som om denne for ham uventede modstand opildnede ham, som om han følte, at han igennem en sidste kraftanstrengelse skulle overvinde modstanden. Han greb telefonen og ringede til Nils Foss, direktøren for F.L. Schmidt. De to mænd kendte ikke hinanden specielt godt. De færdedes i forskellige kredse. Nils Foss forstod situations alvor. I det øjeblik Krag havde lagt telefonen, ringede Foss til sine bekendte. To timer efter ringede F.L. Schmidt-direktøren tilbage til Krag.

”Jeg har fundet nogle penge”. Det var en underdrivelse. Foss havde stampet en million kroner op.
”Det er en del, Nils. Men er det nok?” spurgte Krag.
”Jeg ved det ikke. Det koster 20 millioner kr. at introducere et nyt sæbemærke på det danske marked.”

Det er en myte i politik, at den rigeste altid vinder. Penge kan misbruges, og der er ingen garanti for, at en overflod af penge kan omsættes i stemmer. Politisk kommunikation handler om, hvordan man for penge kan købe sig til indflydelse. Men det er ikke nogen simpel proces. Målet med den kampagne, som Krag og Foss satte i gang var, at ændre dagsordenen væk fra den følelsesladede debat, som nej-fløjen havde iværksat og prøve at få EF-debatten til at handle om økonomi. Men var der tid nok? Og hvordan skulle de gøre det?

Efter samråd med Foss inviterede Krag reklamemanden Morten Rubin på besøg i privaten. Han kom diskret. Sidst på eftermiddagen fredag, kun otte timer efter Krags opringning til Foss, var Rubins kampagne klar. De planlagte annoncer til søndagsaviserne blev droppet og skiftet ud med Rubins kampagne: ’Prisen på et Nej’. Den bestod af billeder af dagligvarer og en simpel tekst, der viste, hvad disse varer ville koste, hvis der blev stemt nej. Kampagnen hævdede, at priserne ville blive højere, da en devaluering ville være en sandsynlig konsekvens af et negativt resultat. Det var ikke nogen urimelig antagelse fra et nationaløkonomisk synspunkt.

Prisen på kaffe, ifølge annoncen, ved ja eller nej. Annonce fra Komiteen for tilslutning til EF, 1972.

Men kampagnen var næppe objektivt saglig. Påstanden om, at kaffe ville stige fra 12,35 kroner til 15,43 kroner var grebet mere eller mindre ud af den blå luft. Men det virkede. Baunsgaard, der var blevet informeret om kampagnen af Krag om lørdagen, blev sendt i byen med et budskab om ”et ja for husholdningernes skyld” og optrådte i bedste amerikanske stil med sin kone Egone.

Kampagnen kom som en overraskelse for nej-siden. De følte sig næsten sejrssikre. Den folkelige opbakning til deres kampagne var betydelig, og den nationalistiske kampagne havde resonans langt ind i de borgerlige og socialdemokratiske rækker. Men Rubins kampagne ændrede debatten. Og vigtigst af alt: Den blev ændret på et tidspunkt, hvor nej-siden på grund af spærretiden, ikke havde mulighed for at tilbagevise påstandene.

Resultatet
Den 2. oktober 1972 mødte de danske vælgere talstærkt frem ved stemmeurnerne. Valgdeltagelsen blev på hele 90,1 procent, og dommen var klar. Trods Norges nej en uge tidligere stemte 63,4 procent af danskerne ja til dansk medlemskab af EF, mens 36,6 procent af vælgerne hellere havde set Danmark udenfor. Norges nej havde ikke foranlediget et flertal af danskerne til også at sige nej. Det så ud, som om flertallet var blevet overbevist af de økonomiske argumenter.

Dagen efter gik Krag af, hans politiske mål var opnået.

 

Mads Qvortrup er forskningschef på Cranfield University, England. Han er i januar 2012 blevet beskrevet af BBC som en af verdens ledende folkeafstemningseksperter, og er forfatter til flere bøger, heriblandt “A Comparative Study of Referendums” (2005) og “Fogh, Krag, Schlüter og Stauning” (2009). Hans bog “Balloting to Stop Bullets” udgives  senere på året.

Forsidefoto: Avisannonce i Berlingske Tidende, 1. oktober 1972.