Onsdag den 12. september var der valg til det hollandske underhus. Premierminister Mark Ruttes liberale folkeparti blev belønnet af vælgerne og er fortsat største parti, mens Diederik Samsoms socialdemokrater meget overraskende gik frem. De to partier forventes at danne regering. Geert Wilders’ Frihedsparti gik markant tilbage.

19.09.2012 | VALG I HOLLAND | Borgerne i det tæt befolkede lavliggende land gik til stemmeurnerne onsdag i sidste uge. De gik til valg for femte gang på ti år. Valget blev fremprovokeret, da Mark Ruttes borgerlige mindretalsregering bestående af det liberale Volkspartij voor Vrijheid en Democratie (VVD) og det kristendemokratiske Christen Democratisch Appèl (CDA) kom i mindretal i maj måned efter kun 18 måneder på taburetterne, da Geerts Wilders Frihedsparti afviste at stemme for regeringens foreslåede sparepakke. Frihedspartiet havde ellers været parlamentarisk grundlag for regeringen.

Valgets udslag gav to klare vindere og to klare tabere. Vinderne tæller de to pro-europæiske partier på hver sin fløj, VVD og Partij van de Arbeid (PvdA), der er et klassisk socialdemokratisk parti. VVD gik frem med 6,1 procentpoint svarende til 10 mandaters fremgang og PvdA med 5,2 procentpoint svarende til 8 mandater. Taberne blev det højrepopulistiske Partij voor de Vrijheid, der blev stiftet af Geert Wilders i 2006, og det kristendemokratiske CDA. De mistede henholdsvis 9 og 8 mandater.

En sådan svækkelse af højrepopulismen er ikke rigtigt set andre steder i Europa. I Holland må en af Europas mest kontroversielle politikere og markante kritikere af både islam og EU sande, at hans storhedstid er forbi. Faktisk krævede Wilders i valgkampen, at Holland skulle melde sig ud af unionen. Det faldt åbenbart ikke i god jord hos vælgerne.

For kristendemokraternes vedkommende blev det partiets dårligste resultat nogensinde. Partiet har traditionelt set været meget stærkt. Partiet, der fra 2002 til 2010 var regeringsbærende og det største parti, må se sig henvist til blot en femteplads med kun 8,5 procent af stemmerne ved sidste uges katastrofevalg. Under premierminister Jan Peter Balkenende opnåede partiet i 2003 hele 28,6 procent af stemmerne.

Overraskende socialdemokratisk comeback
Ved valget – hvor knap tre af fire stemmeberettigede hollændere valgte at gå til stemmeurnerne, hvilket er en lille bitte smule lavere end i 2010 – opnåede socialdemokraterne noget, som man kan opfatte som et umuligt og ufatteligt resultat, når man ser på partiets tilstand det sidste halve års tid.

I en måling fra den 22. januar stod PvdA til kun 17 mandater, og selv om den karismatiske atomfysiker Diederik Samsom overtog styringen af partiet i marts, gav det ikke partiet den ønskede optur. I en meningsmåling fra analyseinstituttet Peil.nl kun en måned før valget, stod PvdA til 15 (!) mandater i det 150 pladser store andetkammer.

Samsom gjorde det umulige. På 30 dage rettede han skuden op og opnåede 24,8 procent og 38 mandater. Det må siges at være noget af en kraftpræstation, når partiet en måned forinden lå til under det halve. Han ikke bare holdt stand – han sikrede fremgang til et parti, der ellers så ud til at lide den totale nedsmeltning. Den 41-årige Samsom profiterede af sin karisma, sin slagfærdighed i tv-debatterne og sin troværdighed, da han som socialdemokrat slog på de klassiske dyder og krævede en mere retfærdig fordeling af de økonomiske byrder efter finanskrisen.

Valgkampen viste sig ellers at være dødt løb mellem VVD og PvdA. Det er også værd at nævne, at begge partier endte med at få bedre resultater, end målingerne havde spået. Da stemmerne var talt op, overhalede VVD alligevel socialdemokraterne med 1,8 procentpoint og fik sit bedste resultat nogensinde med 26,6 procent af stemmerne.

Skuffelse hos socialisterne
En af valgets forventede vindere – hvis man kigger lidt længere tilbage – var det socialistiske parti, SP. SP red på en bølge af popularitet i løbet af vinteren og foråret og overhalede både den historisk stærkeste kraft på venstrefløjen, PvdA,  og det største regeringsparti, VVD, da socialisterne i januar stod til at få 32 mandater. Den 12. august stod partiet til et resultat svarende til 37 mandater og ville altså blive største parti for første gang i landets historie.

Den ellers folkelige, tidligere skolelærer, Emile Roemer, havde kørt en euro-skeptisk kampagne og erklæret sig modstander af både den europæiske stabilitetsmekanismeog økonomiske hjælpepakker til de trængte sydeuropæiske lande. Men Roemer stod tilbage med en lang næse, da resultatet forelå. SP fik uændret 15 mandater og gik faktisk 0,2 procentpoint tilbage.

Vælgerne straffede dermed euro-skeptikerne på begge fløje – socialisterne i SP og højrepopulisterne i PVV – mens de belønnede pro-europæiske partier som VVD, PvdA og de socialliberale Democraten 66.

Den socialdemokratiske spidskandidat Diederik Samsom løftede det hollandske socialdemokrati fra dyb krise til fremgang på en måned – lige inden det hollandske parlamentsvalg

Purpur regering på vej
På trods af, at der var dømt hanekamp mellem Mark Rutte og Diederik Samsom, forventes det, at der dannes en samlingsregering mellem de to partier. Premierministeren sagde ellers gentagne gange i valgkampen, at en koalition mellem de to partier var meget langt væk, og han anklagede PvdA for at være ”farlig for Holland”.

Men selv om de politiske forskelle er store, er den økonomiske krise det altoverskyggende problem, hvilket kræver en stabil regering. Rutte anerkender nu den socialdemokratiske fremgang ved valget som et klart signal fra vælgerne. De to partiledere har siden valget udtalt, at de tror på, at en sådan koalition kan være ganske frugtbar. Både arbejdsgiverorganisationer og det kristelige fagforbund CNV har også ytret ønske om en hurtig regeringsdannelse med en stabil koalition til følge.

I regeringsdannelsen må partierne overveje, om de ønsker, at regeringen også har et flertal i førstekammeret. VVD og PvdA har alene intet flertal i førstekammeret, men de to partiformænd har endnu ingen kommentarer til, om de inddrager et tredje parti i regeringen. Hvis de gør det, er det sandsynligt, at det bliver det mindre, socialliberale parti Democraten 66, der gik frem med to mandater.

Faktisk findes der et særligt hollandsk udtryk, der beskriver en regeringskoalition mellem VVD, PvdA og eventuelt D66. Udtrykket er ”Paars kabinet” og kan bedst oversættes til ”purpur kabinet” eller ”lilla kabinet”, da det blander de blå og røde farver fra henholdsvis liberalisme og socialdemokratisme. En sådan trepartiregering eksisterede også fra 1994 til 2002, dog under socialdemokratisk ledelse med Wim Kok i spidsen.

Men mere overraskende end som så er det dog ikke, hvis en sådan midterregering ender med at falde på plads. For flere partiledere sagde i den sidste partilederrunde inden valgdagen, at man er nødt til at indgå kompromisser. Det bliver sandsynligvis også realiteten, hvis de tre pro-europæiske partier går til forhandlinger om at danne en samlingsregering.

Fotos: Partij van de Arbeid