Hajduk Split er kroaternes fodboldklub, men samtidig et levende mindesmærke om borgerkrige, kommunisme og politiske tilhørsforhold. 

24.09.2012 | KROATIEN | Stadionuret runder det nioghalvtredsende minut. Få splitsekunder efter bryder helvedet løs. Flammerne fra romerlysene står i lys lue, flagene med politiske budskaber fra en svunden tid vajer og capoen rækker hænderne i vejret for at gøre klar til næste slagsang. Poljud Stadium er i feststemning, balkanbalustraderne er prydet med bannere og røgen gør det svært at se spillet på banen, men fansene skriger ufortrødent: Forza, Forza, Hajduk I splita! Af mange kroatere bliver den dalmatiske storklub og den europæiske traditionsklub, Hajduk Split, set som jugoslavernes jægersoldat, der stadig flyver uden at blive skudt ned. For selvom Titos kommunistiske Jugoslavien blev opløst i 1991 ved den Kolde Krigs afslutning, så er klubben stadig ”jugoernes” hold, men de røde stjerner, der var på spillerdragten i 1955 er byttet ud med det kroatiske flag med teksten ”Nogometni Club Hrvastka”. Kroatiens fodboldklub. Tiderne er skiftet. Hajduk er nu venligt stemte over for den kroatiske stat, og størstedelen af tilhængerne bakker op om den europæiske union, som Kroatien endegyldigt tilslutter sig i 2013.

Tilbageerobring af tronen
Stadionuret tikker. 66 minutter er gået. Måltavlen blinker, folkemængden hujer og folk brøler målscorerens navn ud. 4-1. Ekstase. Snakken på fortovscafeerne om, at Hajduk igen i år vil blive slået af ærkerivalen Dinamo Zagreb er forstummet, fløjet bort med mistralvinden, for nu drømmer fansene om en gentagelse af tidligere tiders triumfer. Hajduk-tilhængerne håber på et vindpust tilbage mod toppens tinder. De sidste fire år er klubben endt på andenpladsen, men klubbens trofaste og berygtede ”Torcidas” ønsker at få has på zagreberne. Der skal igen fejres mesterskaber på Poljud Stadium, der knitrer op i horisonten med udsigt til det azurblå Adriaterhav. Her har stadionet stået siden 1979, hvor det blev bygget i forbindelse med Middelhavs-legene. I guidebøgerne beskrevet som et af verdens flottest beliggende stadions, men for beboerne i Split, og i særlig grad Poljud-beboerne, vurderes stadionets værdi ikke ud fra den eminente Adriaterhavs-udsigt. Det er blevet et symbol, et levn fra fortiden, eller måske snarere et sted, hvor fortiden genopleves. For Balkankrigen i 1990’erne sidder dybt i den kroatiske folkesjæl, selvom Kroatien i dag anses som et land, der har fundet vej ud af krigens dyng, hvilket optagelsen i EU klart viser.

Men det kvarter, hvor stadionet ligger, er ikke præget af små snørklede gader, lavendelkasser hængende på terrassen og sommerkjoler, der hænger til tørre i solens bagende hede. Her står betonbygningerne klistrende op ad hinanden, de grå facader er sprayet til med politiske statements og kærlighedserklæringer til gamle krigshelte, men mest af alt med navne på den enkelte bygnings Torcida-fraktion. Og ud af en lejlighed lister en mand med gråsprængt hår, pulsende på en cigaret og med en hvid Hajduk Split trøje, hvor der står 100 godina på. En hyldest til Hajduk Splits hundrede års jubilæum, der blev fejret med et overdådigt fyrværkeri og en folkefest af monumentale dimensioner i 2011. Det er nu et år siden, men den ældre herre, som har boet hele sit liv i den beskedne koksgrå betonbygning i Poljud-kvarteret, hiver trøjen over hovedet igen. Om en time drager han på stadion. Et stadion, hvor halvdelen af sæderne på tribunen ligner efterdønningerne af en netop afsluttet brand. Brændte. Smeltede. Løbebanen rundt om græsplænen er i den klassiske røde grusfarve, men enkelte steder er sorte pletter synlige. Romerlysene, der traditionelt bliver tændt på afsnittet, hvor de berygtede og inkarnerede Torcida-fans står, har sat deres spor. Gnisternes omfavnelse af den røgfyldte aftenluft er et varemærke. En ligakamp, europæisk kamp eller sågar en pokalkamp mod et lavere rangerende hold på Poljud Stadium uden pyroteknik er et særsyn. Ja, nogle vil kalde det en tragedie.

I Split betyder fodbold mere end blot tre point, et flot mål eller en lækker detalje. Det lokale fodboldhold får sport og politik til at forenes. Stadionuret er slukket. Hajduk vandt 5-1. Håbet om igen at vende tilbage til fordums styrke lever i bedste velgående.

Foto: Frederik Heiselberg