Udenrigsministeriet overdrev de positive sider ved dansk EF-medlemskab og bagatelliserede problemerne, ifølge forfatteren, der var særdeles EF-kritisk, radikal folketingsmedlem og både dengang og nu tilknyttet Folkebevægelsen. Denne hjernevask virkede på stort set alle, der ikke var stålsatte modstandere, da det gav vælgerne et indtryk af, at alle fornuftige folk ville sige ja til EF.
30.9.2012 | TEMA OM 1972-AFSTEMNINGEN | “Du har ret i, at Udenrigsministeriet lyver i alt, hvad der har med ulandshjælp at gøre. Men det er for intet at regne mod de løgne, som ministeriet kommer med om EF!”
Ja, sådan sagde Hal Kochs begavede søn, Ejler, til mig engang i efteråret 1971. Og det var ikke forkert. Udenrigsministeriet spillede en kolossal rolle i forbindelse med folkeafstemningen i 1972, og ministeriet havde hovedansvaret for, at kampagnen fik det forløb, den fik.
De fleste betragter uden tvivl Udenrigsministeriet som et rent neutralt organ, der bestræber sig på at gavne danske interesser i forhold til udlandet. Det gør ministeriet også, men neutralt er det ikke. Udenrigsministeriet er i langt højere grad end andre ministerier interesseret i at skabe sig selv så meget magt og indflydelse som muligt, og denne interesse vil altid være afgørende for ministeriets handlinger.
En dansk indtræden i EF blev fra første færd betragtet som en ønskesituation for ministeriet. Det ville ikke alene betyde, at der kunne ansættes flere medarbejdere. Det ville også give ministeriet en helt anden magt inden for regeringen, end det hidtil havde haft, fordi det skulle føre alle forhandlinger med EF’s institutioner og medlemslande. Ingen minister ville kunne fremsætte et lovforslag uden at have spurgt Udenrigsministeriet først.
Derfor arbejdede ministeriet energisk for at få skabt en stemning for dansk tilslutning. Det overdrev i sine rapporter de problemer, det ville skabe for landbruget at stå udenfor EU. Og det bagatelliserede de problemer, som medlemskabet ville give, først og fremmest på det politiske område. Derfor blev kampagnen så rædselsfuld.
Den vigtige hjernevask
Kampagnen blev ledet af den magtfulde leder af Markedssekretariatet, ambassadør Jens Christensen, hvis nærmeste medarbejdere var den senere kommissær Finn Gundelach og den senere generalsekretær for EF’s ministerråd, Niels Ersbøll.
De nøjedes ikke med at udsende skriftligt materiale. De foretog også en intens bearbejdning af ledende personer inden for politik, erhvervsliv og medievirksomhed. De sørgede for at få personlige samtaler med de pågældende og forklarede dem herunder, hvor katastrofalt det ville være at sige nej til EF. Det ville ikke alene skade Danmark økonomisk. Det ville også isolere os fra omverdenen.
Denne hjernevask virkede på stort set alle, der ikke var stålsatte modstandere. Det gav vælgerne et indtryk af, at alle fornuftige folk ville sige ja til EF. Det mest geniale træk blev foretaget i dagene umiddelbart efter, at Norge havde holdt sin folkeafstemning. Den endte med et nej, hvad der under normale forhold burde have haft stærk virkning i Danmark.
Men Udenrigsministeriet fik fremkaldt uro på Børsen og fik nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer til at bebude en nedskrivning af den danske krone. Det blev udnyttet i den skamløse, men uhyre effektive annoncekampagne »Prisen på et nej«, hvor man fortalte folk, at alle varer ville blive 20 procent dyrere, hvis man sagde nej til EF.
Baunsgaard kunne ikke lide EF
Det eneste modspil til Udenrigsminister kom fra Handelsministeriet, hvis EF-sagkyndige, Tom Hiort-Lorenzen, var yderst kritisk over for et dansk medlemskab. Det kom til at påvirke den senere radikale leder, Hilmar Baunsgaard, der fra 1961-64 var handelsminister.
Han kunne instinktivt ikke lide EF. Derfor var han begejstret, da Udenrigsministeriet i 1968 fremlagde planerne for det nordiske økonomiske samarbejde Nordek. Det gav i hans øjne en mulighed for at undgå at blive medlem af EF. Men Nordek-planerne led skibbrud, da de Gaulle gik af som fransk præsident, og hans efterfølger, Georges Pompidou, sagde ja til at England og dermed også Danmark kunne blive medlem af EF.
Derefter var Baunsgaard et let offer for Udenrigsministeriet, der påpegede, at Danmark nu var nødt til at gå ind i EF. Han var dog bange for at splitte det radikale parti, hvori mange var imod EF. Derfor indgik han i sommeren 1971 en aftale med den socialdemokratiske leder Jens Otto Krag, der havde tilsvarende bekymringer. Aftalen gik ud på, at der under alle omstændigheder skulle holdes en folkeafstemning om medlemskabet.
Baunsgaard gjorde heller ikke modstand, da det radikale landsmøde i maj 1972 fastslog, at partiet skulle forholde sig neutralt i afstemningen. Og i lang tid holdt han lav profil, så lav at dagbladet BT på et tidspunkt spurgte, om han ikke havde nogen mening om EF.
Overskrift i Politiken, 5. september 1972
Opgøret i Folketinget
Baunsgaards handlinger ændrede sig dog, da afstemningen nærmede sig, og han brød partiets beslutning ved i alle væsentlige TV-debatter at lade tilhængere af EF udtrykke sig. Og da Folketinget behandlede spørgsmålet i september 1972, gik han blankt ind for EF. Og det kom jeg til at mærke.
Som medlem af Folkebevægelsen mod EF var jeg i august og september ansat i Morten Jersilds reklamebureau, der førte bevægelsens kampagne mod EU. Jeg havde derfor et medansvar for den meget omtalte annonce »Vi anklager«, hvilket førte til en af de mest heftige ordvekslinger i tinget.
Jeg var den eneste modstander, der havde mod til offentligt at stå op og forsvare annoncen. Og det førte til, at Baunsgaard angreb mig på en nærmest uhyrlig måde. I salen virkede det nærmest, som om jeg var knust politisk.
Men på seerne virkede det anderledes. På blot en halv time modtog jeg over 100 telegrammer fra folk, der støttede min holdning. Selv tilhængere af EF var forargede over den måde, Baunsgaard optrådte på.
Debatten førte til en midlertidig styrkelse af modstanden mod EU. Men ikke nok til, at vi kunne klare os over for tilhængerne. De rådede jo over alle de store kanoner.
Sven Skovmand er journalist, forfatter, historiker og tidligere medlem af folketinget for Det Radikale Venstre (1968-73). Han har desuden repræsenteret Folkebevægelsen mod EF i Europaparlamentet fra 1979-84, og sidder i dag i Folkebevægelsens landsledelse og forretningsudvalg.
Forsidefoto: kampagneannonce fra Folkebevægelsen imod EF, 1972.