Den organiserede modstand, vi så i starten af 1970’erne under nej-sidens kampagne, var en nyskabelse og en tidlig indikation på kløften mellem eliten og folket. Hvordan er det gået siden?
28.9.2012 | TEMA OM 1972-AFSTEMNINGEN | Da Danmark den 2. oktober 1972 sagde ja til EF, som det hed dengang, skete det med fynd og klem: Over 90 procent deltog i afstemningen – og to tredjedele af dem sagde ja. Dermed kunne Danmark den 1. januar 1973, sammen med Storbritannien og Irland, træde ind i EU. Selv om to tredjedeles flertal syntes overbevisende, var det måske ikke så overbevisende endda i betragtning af, at de fire ”gamle” partier, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti alle bakkede op om et ja. For øvrigt sammen med industrien og – især – landbruget samt store dele af fagbevægelsen. Ja-siden var stærkere blandt eliter end i den øvrige befolkning, og det har på en måde være et særkende for dansk europapolitik lige siden.
Den organiserede modstand
Som nævnt var der flere nej-stemmer i befolkningen, end man skulle antage ud fra fordelingen blandt eliterne. Det var ikke mindst græsrodsorganisationen Folkebevægelsen mod EF, der var årsagen. Dét, at det politiske spil ikke kun var forbeholdt de politiske partier var lidt af en nyskabelse i det politiske landskab, og Folkebevægelsen holdt faktisk godt sammen gennem kampagnen – mod alle odds.
Der havde siden tresserne været en vis artikuleret modstand mod dansk EF-medlemskab. På det tidspunkt kom den i høj grad fra folk med rod i modstandsbevægelsen, heriblandt mange kommunister, men modstanden fandtes også i andre befolkningsgrupper. I begyndelsen af 1970’erne var krigen kommet noget på afstand, men en del af Folkebevægelsen kunne stadig spores tilbage til krigens modstandsfolk. Der var mange kommunister med i Folkebevægelsen og en del folk fra fagforeningerne, som ikke ville følge den generelle LO-linje om at bakke op om et ja. Samtidig var der støtte fra SF og fra en række – dengang yngre – socialdemokrater, som gik imod partiets generelle ja-linje.
Folkebevægelsen mod EF havde dog også enkelte borgerlige støtter, herunder Retsforbundet, et parti som dengang endnu spillede en – om end beskeden – politisk rolle. Derfor gjaldt det naturligvis om ikke at diskutere politik generelt, men at holde sig til det, som forenede, nemlig modstanden mod EF-medlemskab. Det lykkedes. Dermed blev Folkebevægelsen mod EF nok Danmarks første eksempel på en egentlig stærk græsrodsorganisation.
De trykte medier var overvejende på ja-siden, fordi de var knyttet til ja-sidens organisationer og politiske partier, men allerede dengang i starten af 1970’erne begyndte de nye medier at spille en rolle. Med Danmarks Radios pligt til at give plads for alle synspunkter fik også EF-modstanden pludselig masser af plads i radio og TV.
It’s the economy, stupid
Når Danmark sagde ja til EF i 1972 hang det dels sammen med frygten for at blive ladt udenfor, dels at man så muligheder for økonomisk udvikling i medlemskabet. Danmark var medlem af EFTA, Den Europæiske Frihandelssammenslutning, som var blevet oprettet for de lande, der ikke kom med i EF fra starten – men i 1972 var der ikke meget mere kraft i EFTA-samarbejdet, der var begrænset til at fungere som et frihandelsområde uden politiske ambitioner.
Samtidig var Storbritannien – det dominerende land i EFTA – på vej mod EF, og det spillede en stor rolle i debatten i Danmark. Ikke mindst fordi landbruget og landbrugseksporten fyldte meget mere i økonomien og i bevidstheden hos vælgerne. Der var således ingen slinger i valsen, når det kom til landbrugets holdning. Landbruget ville være med i EF, og der var ingen tilbageholdenhed med pengemidler til ja-kampagnen.
Overskrifter i henholdsvis Berlingske Tidende den 2. oktober 1972 (top) og Jyllands-Posten den 28. august 1972 (bund)
Den anden grund – de økonomiske fordele – blev meget stærkt fremhævet i debatten, hvorimod de mere politiske aspekter af EF-medlemskabet blev holdt så meget tilbage som muligt fra ja-siden. Derimod tordnede nej-siden med argumenter om EF’s mulige politiske udvikling hen imod en egentlig union, og set i bakspejlet var det jo ironisk nok nej-siden, der her havde den mest præcise analyse.
Der var naturligvis gode grunde til, at de to sider forholdt sig sådan til de økonomiske og politiske argumenter, for mens danskerne generelt holder meget af EF/EU, når det handler om økonomi, så er de fleste danskere meget bange for at afgive suverænitet, når det drejer sig om det europæiske politiske samarbejde.
Fra 1973 til nu
Med visse modifikationer er det nok ikke for meget at sige, at datidens modstand mod EF, udover at være i opposition til eliten, var overvejende venstreorienteret. Dels var der de ældre, for hvem det at komme ind i en klub domineret af Tyskland var slemt, dels de yngre, som reagerede mod EF, fordi fællesskabet baserede sig på de frie markedskræfters spil. Det billede har ændret sig væsentligt siden hen. Mange på venstrefløjen opdagede nemlig at EF, og senere EU, faktisk ikke kun var en klub til forsvar af de frie markedskræfter. Med diskussionen om et socialt Europa, og ikke mindst EF/EU’s progressive miljøpolitik gennem tiderne, fik det mange til venstre for midten til at blive mere positive overfor EF/EU. Det har blandt andet medført, at den socialdemokratiske EF-modstand stort set er forsvundet samtidig med, at EF/EU-spørgsmålet har skabt dybe kløfter i SF.
Udviklingen efter Danmarks tiltrædelse passede i begyndelsen godt til danske synspunkter. Efter en periode med euro-sklerose kom der gang i hjulene med planerne om det indre marked i midten af 1980’erne, hvilket havde en stor interesse i Danmark, og som også blev ganske populært. Men så snart det var mere eller mindre på plads, kom diskussionen om Maastricht-traktaten med mere vægt på det politiske samarbejde i Europa, og selv om danskerne blev forsikrede om, at “unionen var stendød”, så lod de sig ikke rive med – heller ikke i forhold til den fælles mønt. Et projekt, som nok mere blev set som et politisk end et egentligt økonomisk projekt. Man kan måske endda konkludere, at danskerne valgte en løsning, som passede fint ind i det generelle mønster, nemlig at tilslutte sig euroen for så vidt angår de praktiske økonomiske årsager gennem fastkurspolitikken, uden at deltage fuldt ud, og dermed skippe den politiske del.
Med fremvæksten af en egentlig højrefløj i dansk politik er modstanden mod EU nu også i højere grad blevet et nationalpolitisk anliggende. Dermed kom Danmark gradvist til at ligne mange øvrige europæiske lande. Modstanden mod et udvidet europæisk samarbejde har nemlig de fleste andre steder været et anliggende for nationalistiske højreorienterede – ofte sammen med den yderste venstrefløj, og således meget lig det nuværende billede i Danmark.
Unionen har i perioder været forholdsvis populær i Danmark, ikke mindst i forbindelse med lanceringen af det indre marked. I det store hele har danskerne dog set på EU med kølighed. Der synes at være størst fokus på situationer, hvor EU beslutter sig for noget, som er anderledes end det, danskerne er vant til. Det bliver ofte i debatten, og ikke mindst i medierne til, at “EU vil ødelægge noget dansk”. Det er samtidig meget karakteristisk, at vi i Danmark ofte taler om, at “EU bestemmer”, hvilket indikerer en fjern politisk magt, der trækker noget ned over hovedet på de vrangvillige. En sådan retorik afspejler en manglende identifikation med og forståelse af, hvordan processerne i EU virker.
Overskrifter fra henholdsvis Politiken, 3. september 1972 (top) og BT, 2. oktober 1972 (bund)
Man kan jo så spørge sig selv: Hvorfor skal folk da også vide noget om EU? Det skal de, fordi EU-systemet betyder så meget for medlemslandene. Nogle hævder endda, at EU-systemet faktisk har en større politisk rolle end de nationale politiske systemer, og derfor er der måske god grund til at være en anelse betænkelig ved, at der selv på eliteplan synes at være så lidt viden om EU, som tilfældet er. Samtidig kan man mene, at borgerne i bred almindelighed også burde vide i det mindste så meget, at de har mulighed for at forholde sig kritisk til de historier, der fortælles om EU, samt for øvrigt at have en mening om de love, indsatser og resultater, der kommer ud af samarbejdet.
Hans Martens er Chief Executive ved European Policy Centre (EPC) og blandt andet forfatter til bogen “Danmarks ja, Norges nej: EF-folkeafstemningerne i 1972” (1979).
Forsidefoto: Kampagneannonce fra Det Konservative Folkeparti, 1972.