Den slovakiske præsident Ivan Gasparovic og førstedame Silvia Gasparovicovas kommer på statsbesøg i Danmark den 23. og 24. oktober. Det er en god anledning til at få et indblik i Slovakiet, det uortodokse, men spændende EU-land. 

23.10.2012 | SLOVAKIET | Det er ikke ret meget vi til daglig hører om Slovakiet – et smukt centraleuropæisk land geografisk på størrelse med Danmark og med omtrent samme indbyggertal. Dertil en yderst turbulent nyere historie. Den slovakiske præsidents besøg i Danmark er imidlertid en anledning til at gøre skaden god igen.

Slovakiet har meget at lære det ”gamle” Europa: For det første at et land, i dette tilfælde det tidligere Tjekkoslovakiet, godt kan blive delt uden blodbad og etniske udrensninger. For at det andet, at en fælles valuta, i dette tilfælde den tjekkoslovakiske valuta, godt kan blive delt i to uden at føre til økonomisk kaos og undergang. For det tredje, at et tilbagefald for demokrati kan overvindes og vendes til det bedre. For det fjerde, at socialdemokratier, i dette tilfælde Robert Ficos socialdemokratiske parti, Smer-SD, kan vinde et valg stort, ja opnå et flertal alene hvilket skete i marts i år. For det femte, at et præsidentembede ikke nødvendigvis behøver at være et instrument kun til fremme af personlig magt. Og endelig, for det sjette, at økonomisk krisepolitik ikke behøver at være blot asocial nedskæringspolitik.

Fra kontroversiel politisk stil til demokratisk fremskridt
De nu 20 år med selvstændighed for Slovakiet har været omskiftelige. Ud fra et demokratisk synspunkt startede det skidt, men endte lykkeligt. Den 71-årige præsident Ivan Gasparovic har været med helt fra start. Vladimir Meciar, den kontroversielle leder af Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet, blev væltet som ministerpræsident, for dog kort tid efter at vende tilbage. Som politiker har han altid været stærkt omdiskuteret. Blandt vælgerne opnåede han stor opbakning, men hans tvivlsomme omgang med de demokratiske spilleregler og hans kontroversielle politiske stil vakte modstand. Hans regime er ikke med urette betegnet som et ”blokeret” demokrati, men dog et demokrati. Under hans regeringsperioder var Slovakiet udelukket fra medlemskab af både EU og NATO.

Vendepunktet kom i 1998, hvor det lykkedes en bred borgerlig koalition at tage magten fra Meciars parti. I årene efter blev der gennemført vidtgående politiske og økonomiske reformer. Der blev desuden indført direkte valg af præsident, hvilket var et demokratisk fremskridt, al den stund parlamentet gentagne gange havde været handlingslammet på grund af uenighed om netop valget af en præsident. Slovakiet blev nu accepteret af det internationale samfund og optaget i både NATO og i 2004 også i EU. I kampen for at ”vende tilbage” til Europa fik Slovakiet støtte fra Tjekkiet. Tjekkerne var heller ikke begejstrede for de sanktioner, der blev påført Slovakiet op igennem 1990’erne.  Trods turbulens har Slovakiet siden årtusindeskiftet gennemløbet en demokratisk konsolidering.

Præsidentembedet har bidraget hertil. Ivan Gasparovic blev valgt til præsident i 2004 og 2009, først ved at slå sin tidligere partifælle Vladimir Meciar, senere den borgerlige kandidat Iveta Radicova og begge gange med en pæn margin.  Gasparovic søger ikke genvalg ved valget i 2014, så der tales lige nu i Slovakiet meget om en kommende efterfølger, som måske kan blive den nuværende ministerpræsident, nemlig Robert Fico.

April 2012: Robert Fico (th.) fejrer sin indsættelse som ministerpræsident med præsident Ivan Gasparovic (tv.) (Foto: Reuters)

Forskellige meninger om Gasparovic
Blandt slovakkerne hersker der i dagens Slovakiet forskellige meninger om Ivan Gasparovic. Han er ikke kendt for store politiske armbevægelser, og den magt præsidenten juridisk set har i henhold til forfatningen, indbyder heller ikke til det. At han ikke har involveret sig i politik på en aggressiv måde som for eksempel Lech Kaczynski i Polen og Trajan Basescu i Rumænien, har gjort ham populær hos mange. Han har heller ikke stået i vejen for de store økonomiske og politiske fremskridt, der er sket siden årtusindeskiftet, og som er kommet som en overraskelse for de fleste. Men han er ikke veget tilbage for at kritisere regeringernes politik og skandale- og korruptionssager, ligesom han har nedlagt veto over for love, især på det juridiske område. Men vetoerne er som regel blevet ophævet af et flertal i parlamentet.

Gasparovic har i den seneste tid haft kontroverser med de ungarere, der ønskede at få opført en statue på slovakisk grund af den stærkt omdebatterede ungarske etniske politiker fra omkring udbruddet af anden verdenskrig, János Ersterházy, og på hjemmefronten en tilsvarende sag om opførelse af en statue af Ferdinand Durcansky, der var med i den regering, der for 72 år siden medførte, at Slovakiet rev sig løs fra Tjekkoslovakiet. Forholdet til Ungarn er blevet bedre, men bliver aldrig problemfrit. Set fra Bratislava hjælper det dog, at Slovakiet har klaret sig godt økonomisk, hvilket ses ved, at Slovakiet i 2009 kom med i euroen og ikke har lidt samme kranke skæbne som Sydeuropa på grund af en mere fornuftig økonomisk politik.

Fico vil have kriseramte lande ud af euroen
Inden for euro-landekredsen hører Slovakiet i dag til de ”konstruktivt-kritiske”. Samtlige regeringer i Slovakiet har i de seneste år forholdt sig negativt over for de forskellige hjælpepakker til de kriseramte eurolande, hvor Slovakiet skal yde milliardbeløb i lån og støtte til det rigere Grækenland. Den borgerlige regeringschef, Iveta Radicova, måtte for et års tid siden gå af på grund af intern splid i regeringen om netop dette spørgsmål, hvilket banede vejen for socialdemokraten Robert Ficos valgsejr. Fico har accepteret EU’s hjælpepakker og finanspagten, men har forholdt sig åbenlyst kritisk over for EU’s nuværende struktur og ser gerne, at de mest kriseramte lande forlader euroen. Det er modigt at sige det, som mange tænker, men som regeringerne i EU ellers ikke vover at sige åbent.

Ingen ren besparelsespolitik i Slovakiet
Også når det gælder den økonomiske politik går Slovakiet egne veje. Faktisk har Ficos regering ført en økonomisk politik, der minder en del om den, Viktor Orbán forsøger sig med i Ungarn, og som er betegnet som uortodoks, da som den afviger fra den rene besparelsespolitik, der kræves af Den Internationale Valutafond og EU.

I det spørgsmål møder Fico ikke modstand fra præsidenten. Underskuddet skal efter planen ned fra 4,8 procent af BNP til de krævede 3 procent, men uden at momsen hæves. I stedet skal der indføres en særskat på høje indkomster, lavere skat på de laveste, ekstra skatter på virksomheder inden for energi og telekommunikation samt en pensionsreform. En engangsindkomst for staten skal sikres ved at sælge statens aktier i det slovakiske Telekom, hvor det tyske Telekom har aktiemajoritet. Den type politik er ikke populær overalt, men har især efter præsidentvalget i Frankrig vundet mere gehør.

Danske socialdemokrater kan lære meget af sit søsterparti i Slovakiet, både når det gælder politisk lederskab og økonomisk politik. Robert Fico er politisk kontroversiel, men har lederevner, og regeringen i Bratislava er bevidst om, at krisepolitik også skal omfatte den del af befolkningen, der har det bedst.

Barrierer forsvinder og lande re-nationaliseres
Robert Ficos parti Smer-SD har fået flertal alene i parlamentet og har ikke problemer med præsident Ivan Gasparovic, men Fico har klogeligt undgået at misbruge flertallet og indføre ”ungarske tilstande”. Den nye generation af slovakker har kun levet i et uafhængigt Slovakiet, men tjekker og slovakker er sjovt nok ved at vokse sammen igen. Underholdningsprogrammer i TV følger i stigende grad det samme format i de to lande, og kunstnere fra Slovakiet og Tjekkiet har et stort publikum på tværs af den nye grænse, heraf havde nogle af dem optrådt i det gamle Tjekkoslovakiet før 1989. De sociale medier har desuden fjernet mange barrierer, og sprogforskellen er som bekendt beskeden.

Kort sagt, i et Europa med eurokrise og præget af re-nationalisering fremstår Slovakiets udvikling og også delingen af Tjekkoslovakiet som noget nær en solstrålehistorie. Lige nu har Europa hårdt brug for den type historier!

Så Ivan Gasparovic hilses velkommen til Danmark. For Slovakiet er et uortodokst, men spændende EU-land.


Fakta om Slovakiet

  • Selvstændig stat fra januar 1993 efter at forsøgene på at redde Tjekkoslovakiet led skibbrud.
  • Op gennem 1990’erne var Vladimir Meciar og hans parti Bevægelsen for et Demokratisk Slovakiet dominerende.
  • I den periode var Slovakiet isoleret og holdt uden for EU og NATO.
  • I 1998 blev Meciar taget fra magten gennem valg.
  • Derefter blev Slovakiet regeret af brede borgerlige koalitioner frem til 2006.
  • I 2004 blev Ivan Gasparovic valgt som præsident.
  • I 2006 vandt Robert Ficos parti regeringsmagten og dannede en koalitionsregering.
  • I 2010: Fico mistede regeringsmagten og en ny borgerlig koalition ledet af Iveta Radicova, tog over.
  • Denne regerings blev splittet på spørgsmålet om EU’s hjælpepakker, og der blev afholdt valg i utide i marts 2012.
  • Valget blev vundet stort at Robert Ficos socialdemokratiske parti, Smer-SD, der kunne danne regering alene.

Søren Riishøj er lektor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, SDU

Foto: Kancelária prezidenta Slovenskej republiky