Når vi taler om muslimer i Europa, er det ofte i termer og på måder, der trækker grænserne op mellem ”dem” og os” – muslimer er i høj grad blevet dem, vi ser os selv i modsætning til.  Men hvorfra stammer disse billeder af muslimer som væsensforskellige fra os? Og kan vi nærme os svaret ved at se nærmere på, hvad der i Europa betragtes som ”rigtig” og ”forkert” religion?

29.11.2012 | ISLAM I EUROPA | Vi taler ofte om det sekulære og det religiøse på måder, hvor den ene udelukker den anden. I politiske diskussioner har  det sekulære  forrang over for det religiøse, og muslimer bliver ofte brugt af politikere  til at eksemplificere religionernes problematiske tilstedeværelse i det offentlige rum. I vores europæiske andedam, Danmark, er denne rangering for eksempel kommet til udtryk under den ofte genoplivede karikaturkrise, hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke ville mødes med de danske imamer, fordi de var religiøse repræsentanter – underforstået, at politik og religion ikke kan eller må sammenblandes. I denne logik er politik altså inden for det sekulære område, hvor religion ikke hører hjemme. Andre eksempler er forbuddet mod minareter i Schweiz med henvisning til, at religion ikke hører hjemme i det offentlige rum, eller Frankrigs forbud mod alle religiøse symboler i offentligheden. Men hvis religion ikke hører hjemme i det offentlige rum og heller ikke i politik, hvor hører det så hjemme?

Hvis vi maler med den helt grove pensel, kan vi tale om, at den store og dominerende fortælling om religion i Europa er en historie om det moderne, om det sekulære og om løsrivelsen fra kirken. Det er en historie om oplysningstiden, hvor religion og religiøse magter blev udmanøvreret af rationelle politiske kræfter, og hvor magten blevet taget ud af religiøse mørkemænds hænder og givet til folket. Det er en historie om demokrati, om ytringsfrihed og om menneskerettigheder. Historien om religion i Europa er derfor tæt forbundet med forestillinger om, hvad det sekulære er. Dette begrebspar – det sekulære og det religiøse – er ofte debatterede emner i Europas værdidiskussioner.

Religionens rolle i Europa
I forskningen taler man i disse år om, at islams rolle som Europas næststørste religion udfordrer den måde, europæiske institutioner og stater må forholde sig til religion på. For legitime eller ”rigtige” religiøse udtryk i Europa vedrører det private liv, ikke det offentlige. Legitim religion udspiller sig i og praktiseres primært på individniveau eller i religiøse institutioner, som ikke blander sig i politiske forhold. Hvis religionen påvirker politikker, er det i etiske og moralske – det vil sige åndelige – spørgsmål. Religiøse eksperter, f.eks. præster, er vejledere, men det står individet frit for at drage sine egne fortolkninger. For ”rigtig” religion i en europæisk selvforståelse er ikke autoritær og dogmatisk, men baseret på individets frie valg. Den legitime form for religion er altså privat, individuel, institutionaliseret (ofte i tilknytning til staten), anti-autoritær og vedrører primært etik og moral.

Muslimers synlige forskellighed
Denne form for legitimeret religion er så ”almindelig”, at den næsten bliver usynlig. I forhold til de indbyggede normer i denne version af religion bliver netop muslimer meget synlige. Og det er der flere grunde til. For det første er muslimer en minoritet i Europa, og minoriteter har status som minoriteter, fordi de på den ene eller anden måde adskiller sig fra flertallet. Men for det andet har vi også både politisk og i islamforskningen en tendens til at fokusere på de muslimer og de typer af islam, som træder mest frem i kontrasten mellem det sekulære og det religiøse. Ofte er det de aktivistiske muslimer og islamiske organisationer, der tages udgangspunkt i, når debatten handler om islam generelt. Men lige så lidt som folkekirken eller Church of England giver os det hele billede af, hvem danskerne eller englændere er, så vil et udpluk af muslimsk organiserede og aktivistiske talsmænd og -kvinder også kun fortælle os noget om muslimer, der udlever deres religiøsitet primært i disse sammenhænge. I mange af debatterne om islam og muslimsk tilstedeværelse i Europa, der også ofte handler om, hvorvidt muslimer er tilstrækkeligt integrerede, fokuseres der på praksisniveau: Hvor ofte går de i moské? Skal der overhovedet bygges moskéer? Skal burkaer forbydes? Skal der serveres halal-slagtet kød i børneinstitutioner? Skal der indrettes bederum på arbejdspladser? Og så videre. Disse debatter handler altså ikke blot om det, som bl.a. medier og politikere ser som de mest fremtrædende repræsentanter for islam (de organiserede og aktivistiske muslimer), men også i høj grad om islams synlighed i det offentlige rum. Muslimer træder frem som vores religiøse modsætning, netop fordi de ikke er os – dvs. ikke-muslimer. Deres forskellighed skyldes primært deres synlighed; at de er synlige i forhold til de normer, der skiller ”rigtig” fra ”forkert” religion.

Hverdagsreligion og hverdagsislam
Samtidig ved vi også en del om, hvordan mainstream religionstendenser hos Europas befolkninger stikker i andre retninger end de versioner, som udtrykkes af f.eks. statsunderstøttet eller organiseret religion. I folks almindelige liv udleves og praktiseres religion på et væld af forskellige måder og i forskellige kontekster. Religion i almindelige menneskers hverdagsliv krydser grænserne for, hvad vi traditionelt forstår som det sekulære og det religiøse og bevæger sig både uden om og på tværs af organiserede religiøse institutioner og fællesskaber. Mennesker forbruger religion i sammenhænge, hvor det giver umiddelbar mening for dem, for eksempel i relation til sundhed og behandling, i skoler og på arbejdspladser og i privat regi. Mennesker blander og bruger fra forskellige religiøse traditioner (buddhisme, islam, reiki healing, katolske bønspraksisser, helgendyrkelse, kristendom) alt efter, hvad der giver mening her og nu og i forhold til de fællesskaber, de indgår i. Det er ikke ualmindeligt, at man kan opfatte sig selv som værende religiøs eller spirituel på nogle tidspunkter i ens tilværelse, mens man ikke er det på andre tidspunkter. På samme måde er religiøs praksis også noget, der forbruges og udskiftes efter behov.

Disse tendenser passer for så vidt meget godt til de former for legitim religion, som struktureres af sekulære normer. For denne type religion gør ikke krav på at være offentlig eller på at påvirke politisk. Den er ofte overset, netop fordi den vedrører individets egen status og som sådan ofte er privatiseret. Men i relation til muslimer og islam er det sjældent disse tendenser, vi hører om. Her hører vi om deres synlige forskellighed fra den måde, rigtig religion bør se ud på.

Men rent faktisk findes der et væld af muslimske religiøse udtryk, som vi blot ikke får øje på, fordi vi ofte kigger det forkerte sted. Hverdagslivet er generelt et overset felt.  De muslimer, som jeg interviewede til mit Ph.d.-projekt, opfattede generelt deres religion som en ressource, de kunne bruge, når de følte behov. De blandede praksisser fra forskellige religioner, for eksempel meditation, reiki healing og traditionel bønspraksis, og de opfattede generelt sig selv som selvstændige fortolkere af islams religiøse traditioner. De udlevede en form for religiøsitet, som gav mening i hverdagslivet, og som ikke var afhængig af institutionelle, autoritære religionsformer. En ung muslimsk kvinde fra Tyskland sagde eksempelvis følgende:

”Islam er bare en del af min personlighed. Jeg kan ikke sige, at jeg rigtig gør noget for det. Som muslim har man jo visse forpligtelser i forhold til, hvad der står i Koranen, og jeg kan bestemt ikke sige, at jeg opfylder de forpligtelser… For eksempel beder jeg ikke fem gange om dagen, og jeg faster heller ikke. Men jeg har respekten for Gud, og det giver mig styrke. I mange situationer får denne oplevelse af at have styrke mig til at åbne mine hænder og bede og simpelthen opleve, at jeg har en forbindelse til Gud via den kraft, der er i mine tanker.”

Man kan argumentere for, at disse indblik i muslimers hverdagsliv er særligt presserende i en tid, hvor mange unge muslimer i stigende grad føler sig fremmedgjorte i de europæiske samfund, bl.a. på grund af deres tro. Det argument er baseret på en lighedstanke, en ideologi om anerkendelse, som nogle kalder multikulturalisme. Men det er nu ikke kun for lighederne i sig selv, at vi skal interessere os mere for religion i hverdagslivet – hos både majoritets-og minoritetsbefolkninger. Det skal vi, fordi det er et ufravigeligt faktum, at mennesker ikke altid opfører sig sådan som konventionerne foreskriver. Religion i hverdagslivet krydser grænserne for, hvad der er offentligt og privat, for hvad der er religiøst og sekulært. Ved at fokusere på dette felt kan vi få øje på tendenser, som kan nuancere det billede, vi har af, hvad der er ”rigtig” og ”forkert” religion i Europa.

Med en optik, der primært fokuserer på de former for religion, der udtrykker sig problematisk i forhold til sekulære normer, ser vi kun sjældent, hvordan Europas befolkninger – muslimske eller ikke-muslimske – omformer, hvad det vil sige at være religiøs og sekulær på samme tid i et moderne samfund. De tendenser, som tegner billedet af mainstream religiøsitet for etniske  europæere er ofte tendenser, som deles af muslimer i Europa.

Nadia Jul Jeldtofter Ph.d. og flygtningekonsulent i Rudersdal kommune. Hun har skrevet -afhandlingen Everyday Lived Islam. Religious Reconfigurations and Secular Sensibilities among Muslims in the West på KU og redigeret bogen Methods and Contexts in the Study of Muslim Minorities: Visible and Invisible Muslims, Routledge 2012.

Forsidefoto: Mark Soon / Flickr Creative Commons