Jerntæppet er forsvundet, men i Østeuropa er skabsdørene stadig lukkede for homoseksuelle, som helt åbenlyst diskrimineres og ved flere lejligheder er blevet overfaldet på åben gade. Men hvor kommer hadet fra?

06.12.2012 | HOMOFOBI | I oktober bandlyste serbiske myndigheder Beograd Pride for homoseksuelles rettigheder på grund af trusler fra højrenationale kredse. I Ukraine er Gay Pride-deltagere blevet tæsket af skinheads, mens uropoliti blot har set på, og landets parlament har for nylig godkendt et lovforslag, der forbyder omtale af homoseksualitet på TV og i offentlige forsamlinger.

Blot få eksempler på den homofobi, der stortrives i Østeuropa. Til trods for den politiske og kulturelle omvæltning med vild rigdom, en blomstrende pornoindustri, heavy metal, og mange andre forandringer, som regionen har undergået siden Murens fald, viser EU-undersøgelser, at homoseksualitet stadig er voldsomt tabuiseret. Ifølge russiske meningsmålinger mener skræmmende mange, at homoseksuelle bør isoleres fra samfundet eller ligefrem dræbes. Men hvorfor?

Hetero er sundt og normalt
Det er nationalistiske/anti-EU kredse, der leverer de mest højrøstede udfald mod homoseksuelle. Umiddelbart er det svært at se sammenhængen mellem stærkt nationale holdninger og homofobi, men formentlig gentager historien sig. I Vesteuropa dannedes i løbet af 1800-tallet homogene nationalstater, men i Østeuropa opnåede befolkningerne først efter 1. Verdenskrigs afslutning i 1918 en stærkt efterstræbt uafhængighed fra de spraglede imperier Østrig-Ungarn, zar-Rusland og det tyrkisk-osmanniske rige. Etniske og religiøse mindretal, der faldt uden for samfundets majoritet, blev set på med mistro og udsat for diskrimination, da enhed blev opfattet som styrke og diversitet som svaghed. Efter Østblokkens sammenbrud ses ”afvigende” seksualitet nu i samme lys som en trussel mod de atter frie og selvstændige østeuropæiske stater. For nationalisme baserer sig på et normalitets-ideal med stærkt fokus på en klar heteroseksuel maskulinitet. Andet anses som unormalt, degenereret, og som farligt for staten og samfundet. Nazisterne tog det et skridt videre og betragtede afvigende, og dermed undergravende, seksualitet som en decideret forbrydelse mod staten. I vor tid står EU for mange som et nyt overnationalt styre, der truer den nationale selvbestemmelse, og samtidig er EU stærkt engageret i at skabe større frihed og rettigheder til mindretal, også det homoseksuelle.

Vesteuropa snerper til
Normalitets-idealet baserer sig i høj grad på kristent-religiøse traditioner. I oldtidens Mesopotamien, det gamle Egypten og det klassiske Grækenland dyrkedes mand-mand seksualitet, og romerne vægrede sig ved at forbyde mandlig prostitution, da afgifter fra branchen skæppede godt i skattekassen og altså må have været ret efterspurgt. I det hele taget gik man ikke så meget op i køn i forbindelse med seksualitet; vigtigere var spørgsmål om stand, hvor en slave f.eks. ikke måtte være udøvende i forhold til sin ejer eller en fri mand. Men kristendommen tabuiserede homoseksuelle forhold, da intimt samkvem i kirkens øjne kun burde dyrkes i forbindelse med familieforøgelse. Særdeles ildeset blev seksuel aktivitet mellem mænd, der jo umuligt kan resultere i børn og derfor må karakteriseres som ren nydelse. Da det romerske imperium blev kristent, rettedes en serie love mod homoseksualitet; i år 390 blev døden på bålet fastsat som en passende straf, og under kejser Justinian I (kejser år 527-565) blev fordømmelsen en del af ’Corpus Juris Civilis’, som i høj grad påvirkede senere europæisk lovgivning. Hunger, jordskælv og pest skyldtes Guds vrede mod homoseksuelle, blev det bestemt.

Exit Gud
I Vesteuropa blev den religiøse opfattelse af ret og vrang undermineret af Oplysningstidens konstante stillen spørgsmål, der erstattede den blotte tro også på kirkens autoritet og religiøse dogmer. Oplysningstiden kulminerede i den franske revolution i 1789, hvor Le Pelletier de Saint-Fargeau, som præsenterede et udkast til den grundlovsgivende forsamling, udtalte, at ”falske lovovertrædelser baseret på overtro, feudalisme, skattesystemet og despotisme” ville blive afskaffet i den nye revolutionære straffelov af 1791. Overtro betød kristen-religiøs tro og relaterede til bl.a. homoseksualitet. Med industrialiseringen i løbet af 1800-tallet blev religionen yderligere udfaset, særligt fremskyndet af socialismens og rationalismens sekularisering af samfundene. På den lange bane ledte det i Vesteuropa frem til Ungdomsrevolutionen i slutningen af 1960’erne, hvor homoseksualitet fik yderligere plads og ikke længere officielt blev opfattet som en sygdom, men derimod som et frit valg, eller som naturlig forekommende seksualitet.

Paradoksalt nok havde kirken historisk set ikke haft samme held med at tabuisere mand-mand-seksualitet i Østeuropa, hvor der i hvert fald siden middelalderen eksisterede en tolerance, eller måske snarere ligegyldighed, over for homoseksuelle relationer, der minder om den før-kristne tradition. Hvis de traditionelle russiske badehuse kunne fortælle historier, ville mange af dem nok ikke være for sarte ører. Den russiske 1800-tals historiker, Sergei Soloviev, skrev således, at ”intet steds, hverken i Orienten eller Vesten, blev den modbydelige og unaturlige synd homoseksualitet taget så let som i Rusland”. En historisk ukarakteristisk stramning i 1832 resulterede i en kriminalisering af homoseksualitet, men både håndhævelse og straf, op til fem års forvisning til Sibirien, var dog mild i forhold til tidligere inkvisition og dødsstraf i Vesteuropa.

Kirken trumfer Lenin med Stalin
Den militante østeuropæiske homofobi af i dag stammer altså fra en senere tid. Efter Oktoberrevolutionen i 1917 legitimerede Lenin igen homoseksualitet, men 2. Verdenskrig ændrede magtforholdet mellem stat og kirke. For at øge befolkningens støtte til krigen mod de tyske invasionsstyrker bejlede Stalin til den ellers siden 1917 heftigt forfulgte russiske kirke og genindførte lovgivning mod homoseksualitet. At netop Stalin stod bag denne lovgivning, falder sammen med, at han, uagtet hans forbrydelser, for mange russere står som en stærk leder af en stærk stat. Homofobien i dagens Rusland trækker på samme hammel som andre steder i Østeuropa, hvor homoseksualitet forbindes med svaghed, dekadence og udenlandske kræfters (Vestens) middel til at svække landet. Derudover opfattes homoseksualitet som en trussel mod samfundets bærende søjle, den guddommeligt sanktionerede familie. Moskvas tidligere borgmester, den notorisk homofobiske Yuri Luzhkov, rammer hovedet på sømmet med udtalelser om, at homoseksuelle ægteskaber og seksualundervisning er ”moralsk gift”, og at Gay Pride-parader er ”sataniske”.

Det er ikke mindst tilfældet på Balkan, hvor der på baggrund af de brutale uafhængighedskrige i 1990’erne findes en opfattelse af, at patriotiske mænd er stærke, heteroseksuelle ”krigere”, mens homoseksuelle mænd er feminine, svage, og konspirerer med udenlandske kræfter (EU) om at undergrave landet. Det ligger i forlængelse af 1800-tallets nationalisme rettet mod de dengang tyrkisk-osmanniske overherrer, der ikke var håndsky over for fysisk tiltrækning til eget køn og gerne udlevede deres seksualitet med de unge, feminint klædte mandlige dansere (köcek) eller unge tjenende mænd (tellak) i de tyrkiske badehuse. Det kristne Europa brugte naturligvis skikken til at karikere osmannerne som dyriske og diabolske, inklusive nationalisterne. De samledes om den kristne kirke, som f.eks. patriarkaterne i Serbien og Bulgarien, der oprindeligt var oprettet i middelalderen for at cementere fyrsters uafhængighed af det byzantinske imperium. Nu tjente de til at bekræfte de fremvoksende, men historisk svagt funderede, nationalstaters legitimitet. Kirkens homo-fjendtlige normalitets- og familieideal fulgte med.

Modstand mod forfald
Dertil kommer, at mens Vesten under Den Kolde Krig forandrede sig, udøvede de kommunistiske regimer fortsat en intens kontrol med samfundslivet og slog ned på alt, der ikke passede ind i den stramme partidoktrin. Homoseksualitet blev aldrig en del af det officielt tilladte ideal, men betragtedes som afvigende. Så selv om mange i Østeuropa, særligt de unge, efter revolutionsåret 1989 har omfavnet 1960’ernes kulturelle revolution, har mange andre, særligt de ældre, ikke. Undersøgelsen ”Homophobia and Same-Sex Legislation in Europe” (Ivett/Szalma 2011) bekræfter dette og udpeger tillige religiøsitet og krisetid som stærkt medvirkende til dannelsen af homofobiske holdninger. Den militante homofobi i Østeuropa bunder derfor i et ønske om styrke og stabilitet, skærpet af de seneste par årtiers voldsomme politiske og økonomiske forandringer siden Murens fald, hvor kirkens normalitets-ideal i stigende grad udfylder tomrummet efter kommunismen.

Selv om der naturligvis findes regionale forskelle, kan den markante forskel i holdningen til homoseksualitet i Øst og Vest således – i store træk – forklares med betydelige forskelle i historie og kultur, ikke kun, men særligt inden for de seneste par hundrede år. Udviklingen i kontinentets vestlige halvdel afmonterede religiøse tabuer, gav afklarede nationalstater og tillod en fri, fortløbende samfundsudvikling, mens en atter opblomstrende paranoid nationalisme og gamle, religiøse tabuer stadig danner baggrunden for en militant homofobi i Østeuropa.

Jens Geisler er cand.mag. med særligt fokus på østeuropæisk historie og politik. Han er i den sammenhæng tilknyttet Magasinet rØST samt Forlaget Gallo og Røde Kors, Aarhus.

Billede i artiklens top: Gay Liberation Network / Flickr Creative Commons