Den økonomiske situation i Portugal rammer kulturlivet så hårdt, at der i fremtiden kan opstå ”sorte huller” i landets kulturarv. Så kontant beskriver kilder i det portugisiske kunstmiljø landets kulturelle deroute, der startede med finanskrisens udbrud, accelererede, da Kulturministeriet blev nedlagt, og nu risikerer at spinne ud af kontrol.

26.04.2013 | KULTURKRISE | Finanskrisen raser på højeste gear i Portugal. Både statsunderskuddet og arbejdsløsheden stiger, og regeringen er i færd med at gennemføre de mest omfattende offentlige besparelser i EU.

De offentligt ansatte er blevet beskåret i løn og pension, skatten og pensionsalderen er blevet sat op, og massedemonstrationer er det seneste år fejet over landet i protest mod besparelserne, der tvinger mange til at leve i fattigdom.

Men krisen har også en alvorlig kulturel slagside. Siden finanskrisens udbrud har landets kunstnere gradvist mistet stort set al statsstøtte, og i kunstmiljøet frygter man, at Portugal er på vej ind i en periode af kulturel fattigdom.

Kultur koster penge – og penge er der ingen af
Krisen i kulturmiljøet blev for alvor tydelig, da Kulturministeriets genereldirektør, Jorge Xavier Barreto, i 2011 sagde sin stilling op i protest mod regeringens besparelser på kulturområdet.

”Det var første gang, Jeg ikke kunne overholde mine løfter til folk – besparelserne gik direkte ud over aftalerne med kunstnerne, så jeg sagde op” forklarede Barreto dengang til den tyske avis Spiegel.

Kort efter blev Kulturministeriet nedlagt, og dets aktiviteter hører nu under Statsministeriet. I dag har Portugal praktisk taget ikke en kulturpolitik, og det har haft vidtrækkende konsekvenser i en i forvejen vanskelig situation, forklarer kunstanmelder og kurator Filipa Oliveira, som de seneste ti år har oplevet stemningen i kulturmiljøet gå fra slem til værre.

”Finanskrisens indflydelse på det portugisiske kulturmiljø er allerede meget tydelig, men konsekvenserne vil blive endnu tydeligere i fremtiden. Der er generelt meget færre penge til kulturproduktioner nu end tidligere. Færre penge til teatrene og den visuelle kunst. Gallerierne lukker, tv-selskaberne har ikke penge til kulturprogrammer, filmmiljøet er gået totalt i stå, og de statslige institutioner har ikke penge til at investere i ny kunst.”

Kunstnerne har mistet deres eksistensgrundlag
Det samlede kulturliv lider hårdt under krisen, men Filipa Oliveira er særligt bekymret for kunstmiljøets overlevelse. Befolkningen er for længst holdt op med at købe kunst, og kunstnerne er derfor afhængige af støtte fra staten og uafhængige institutioner som Gulbenkian Fonden, der administrerer de største kunstsamlinger og museer i Portugal. Men siden både staten og Gulbenkian Fonden har skåret kraftigt ned i opkøb og bestillingsopgaver, og dermed står kunstnerne reelt uden en kundegruppe.

Konsekvensen bliver, frygter Filipa Oliveira, at Portugal mister sigte af sin kulturarv.

”Der vil opstå et tomrum i historien. Det er svært for kunstnerne at overleve. De bliver nødt til at tage alt muligt andet arbejde, som fjerner deres fokus fra kunsten, og når vi kigger tilbage om ti år, tror jeg, at vi vil se et sort hul i den portugisiske kulturhistorie.”

Fransisco Laranjo, som leder landets største kunstakademi, Faculdade de Belas-Artes på Porto Universitet, nikker genkendende til Filipa Oliveiras bekymring. Han er bange for, at der vil blive færre aktive kunstnere i Portugal i fremtiden. Han forudser blandt andet, at færre af akademiets elever vil gennemføre studierne i fremtiden. Enten har de ikke råd til at blive på skolen, eller også mister de undervejs drømmen om at tage en kunstuddannelse på grund af de usikre arbejdsvilkår, der venter på den anden side. Og netop den udvikling er symptomatisk for kunstmiljøets udvikling i Portugal.

”De fleste kunstnere er nødt til at søge arbejde uden for deres fag for at overleve, og mange vender ikke tilbage. Det er simpelthen for hårdt at arbejde om dagen og forfølge kunstnerdrømmen om aftenen,” siger han.

Derudover er der en stor gruppe, som forlader landet. I 2011 havde mere end hver tiende kunstner opgivet at arbejde i Portugal og søgte i stedet til blandt andet Frankrig, England og Tyskland i håb om en bedre fremtid der.

Kulturkløft gennem landet
Når Fransisco Laranjo kigger sine elevlister igennem, ser han samtidig en anden tendens.

”Vi får færre og færre elever fra landområderne, fordi folk ikke har råd til at sende deres børn i skole i de store byer, hvor universiteterne og museerne ligger. Folk ved kysterne har helt andre muligheder end dem, der bor indenlands. Dette er stort problem. Vi mister muligheden for at kommunikere med folk på landet. Der er en stilhed fra landet.”

Dette er ifølge Fransisco Laranjo med til at forværre landets kulturelle helbred. Krisen er ved at skabe et kulturelt A- og B-hold, hvor den fattigste del af landet hverken får adgang til kunst eller mulighed for at præge den retning, den bevæger sig i.

Problemstillingen er velkendt, men desinteressen for kulturen er så total, at selv ikke medierne interesserer sig for det længere, siger Filipa Oliveira.

”Aviserne giver mindre og mindre plads til kulturstoffet, og hvis der sker noget uden for Lissabon eller Porto, har det ingen interesse for aviserne. Historierne bliver ikke fortalt.”

Et nødvendigt værdiskifte
Problemerne er åbenlyse, men løsningen tilsvarende svær at få øje på. Hvis staten ikke kan støtte kulturen og kunsten, må hjælpen komme et andet sted fra. Filipa Oliveira kigger derfor mod England, Frankrig og Tyskland som eksempler på lande, hvor det civile samfund er mere involveret i finansieringen og etableringen af kulturmiljøet.

”Regeringen har hverken viljen eller midlerne til at investere i kunsten, når der er hårdere brug for pengene andre steder, så vi bliver nødt til at finde en anden måde at understøttet kulturudviklingen end gennem statsstøtte. Der bliver nødt til at ske et værdiskifte, så befolkningen får øjnene op for, hvad der ske vil ske med landet, når man ikke har et stærkt kulturmiljø. Virksomhederne bør investere mere i kulturlivet, ligesom videnskaben bør interessere sig for, hvordan man skaber kultur.”

Værdiskiftet bør dog først og fremmest finde sted internt i kunstmiljøet, siger hun.

”Der bliver nødt til at komme en modreaktion, hvor kunstnerne lærer at få tingene til at fungere, lærer at arbejde under de herskende vilkår.”

Og hun synes også, at modreaktionen så småt er på vej.

”Kunstnerne finder nye rum at arbejde i, de er ved at finde en ny plads i samfundet. Der oprettes fælles værksteder, der opstår undergrundskunstfestivaler, hvor kunstnerne indgår samarbejde med nye partnere, som bevæger kunsten i en uforudset retning.”

Krisen og kunsten følges ad
Fransisco Laranjo ser den samme tendens blandt sine elever.

”De studerende finder alternative steder at arbejde, udstille og holde kunstseminarer, koncerter og performances. De indlogerer sig i nedlagte fabrikker og skaber kunst af de materialer, de kan finde. De svære vilkår tvinger eleverne til et sammenhold i kampen for at overleve, og det udvikler deres fantasi.”

På den måde er krisen med til at ændre kunstens retning, og det, mener Fransisco Laranjo, vil have stor betydning for, at der også i fremtiden vil blive skabt kunst af høj kvalitet i Portugal.

”Der er en direkte forbindelse mellem krisen og udviklingen af kunst. De unge har et realistisk indtryk af virkeligheden, de går i møde, og derfor vil de indstille sig på vilkårene. Men uddannelsesinstitutionerne har et medansvar. De studerende skal fremover ikke kun mestre deres fag, de skal blive omstillingsberedte i en sådan grad, at de kan klare næsten alting selv.”

Filipa Oliveira ser samme lys for enden af tunnelen, men understreger, at vejen derhen er brolagt med vanskeligheder.

”Måske vil vi se, at der opstår en utroligt kreativ generation, fordi kunstnerne er tvunget til at være mere fleksible for at overleve. De er tvunget til at blive mere kreative. Men det er et lyserødt perspektiv. Lige nu er mange lammet af situationen. Det er ikke en ideel, romantisk situation for kunstnerne, når de har så svært ved at arbejde.”

Foto: lukexmartin/Flickr

Læs mere om kunstens overlevelse i Portugal her:
Dilemmeaet i atelieret: Kunst eller overlevelse