I Nordirland er ungdomsarbejdsløsheden på godt 20 pct. og fremtidsudsigterne dystre. Det gælder især for den del af ungdommen, der bor i Belfasts fattigste kvarterer, hvor fredsprocessen ikke har ændret det store og hverdagen stadig er tappet for muligheder – og fyldt med vold.

30.04.2013 | MARGINALISERING |  Der er to herskende fortællinger om Nordirland: en om fred og en om konflikt. Den om fred fortæller, hvordan modige og fremsynede politikere, med hjælp fra internationale mæglere, forhandlede sig frem til en historisk aftale i 1998. En aftale, der afsluttede 30 års voldelig konflikt og banede vejen for fred og fremgang. Den om konflikt fortæller om bestandigt, indgroet had, der igen og igen blusser op i voldelige sammenstød mellem protestanter og katolikker, på trods af den politiske fredsaftale.

Tilsammen skygger de to fortællinger for den enorme sociale og økonomiske fattigdom, som den protestantiske og katolske underklasse faktisk har til fælles. ’Fredspropagandaen’ melder intet om, hvordan man tackler konfliktens efterslæb, der kombinerer flere generationers arbejdsløshed, konflikttraumer, dårligt helbred og manglende uddannelse – en krise-cocktail der har ramt underklassen hårdt. Samtidig beretter den ’indgroede had model’ intet om, at volden i Belfasts ghettoer nu primært bliver begået mod ens ’egne’, hvad enten der er tale om vold i hjemmet eller paramilitær disciplinering af unge ’hoods’.

Afskåret fra udviklingen
Der er ingen tvivl om, at fredsaftalen har forandret livet i Belfast. Men det er en forandring, der er koncentreret i centrum af byen, hvor restauranter, butikker og natteliv blomstrer for dem, der har råd til at spendere. Prestigebyggerier skyder op overalt og leder den langsomt voksende strøm af turister igennem den præsentable og kontrollerbare version af Belfast. Den nordirske middelklasse kan tage del i festen, nu i mindre grad end før finanskrisen, men de har både oplevet faldende arbejdsløshed og stigende huspriser som følge af fredsprocessen. Mange af dem bor endda i blandede områder, hvor protestanter og katolikker sammen kan se fremad.

Men for den nordirske underklasse er meget lidt forandret. De er afskåret fra udviklingen, fordi den dårligt når deres områder i periferien af Belfast. Og fordi deres omstændigheder, både under og efter konflikten, er så radikalt anderledes: Ofte har kvartererne lagt gader til konfrontationer mellem britisk militær og paramilitære grupper. Ud af godt 3500 ofre er over 1100 fra Vest- og Nordbelfast, der huser nogle af de største arbejder- og underklassekvarterer.

Det er de samme områder, der rutinemæssigt er scene for voldelige optøjer og bilafbrændinger, når den politiske situation spidser til. Det er også her, der fortsat bygges flere såkaldte ’fredsmure’ mellem samfundene og her, at arbejdsløsheden er tre gange så høj som det nationale gennemsnit. Fattigdommen er udbredt og mismodet er nærmest absolut blandt børn af konflikten, der har afreageret med aggression, hærværk, misbrug og selvmord.

Fastlåst og uden indflydelse
Den generation, der er født under fredsprocessen i det katolske Poleglass, Twinbrooks og Ardoyne, eller i det protestantiske Tiger’s Bay og Sandy Row er fanget i et komplekst vadested. De er nu mellem barndom og voksenliv, mellem krig og fred og mellem industrisamfund og videnssamfund. De er ikke blevet taget med på råd i de politiske aftaler – og er ofte for unge til at stemme. De synes hverken de bliver set eller hørt, men får derimod udelukkende diktater fra voksne autoriteter, som de i høj grad har mistet tilliden til.

Igennem medierne får de hele tiden at vide, at de lever i et ’post-konflikt’ samfund, men fortællingen om fred forstår de mest som social kontrol, der ikke nødvendigvis betyder, at deres liv virkelig forbedres. Når deres fortsat udsatte situation bliver ignoreret, oplever de tværtimod at blive marginaliseret i fredsprocessen. De mener ikke, at de er blevet ordentligt forberedt på overgangen fra krig til fred, hverken i form af engagement eller økonomiske, sociale og kulturelle tilbud til at gennemføre forandringer, tage en uddannelse, få et job.

Deres muligheder er ikke kun begrænsede af manglende social mobilitet. Deres fysiske bevægelsesfrihed er også begrænset. 95 pct. af Nordirlands sociale boligbyggeri er opdelt efter religiøst tilhørsforhold, og demografi og geografi har med tiden gjort Belfast til et patchworktæppe, hvor det kan være farligt at bevæge sig igennem ’de andres’ felter. Det betyder, at mange opgiver at søge arbejde, uddannelse og fritidsfornøjelser uden for deres eget kvarter. Det betyder også, at latent frygt er en stor del af de unges hverdag. Undersøgelser viser, at over 50 pct. af beboerne i disse bydele ikke tør bevæge sig på tværs af religiøse grænser – et tal, der stiger til 88 pct., hvis det er om aftenen. I stedet hænger de unge ud på gadehjørner og uden for de lokale butikker, hvor kedsomhed hurtigt kan blive til højrøstet sjov og ballade eller i nogle tilfælde hærværk og grovere kriminalitet.

Den fortsatte vold
Selv om der sjældent sprænger bomber nu, er vold stadig en stor del af livet i underklassen. Der er selvfølgelig den drukdrevne vold i hjemmet og i nattelivet, men derudover er der også stadig en meget håndfast paramilitær tilstedeværelse. Gennem konflikten har de paramilitære på begge sider patruljeret deres ’egne’ områder og fungeret som alternativ til de officielle autoriteter.

Selv om Nordirlands politistyrke nu i teorien har adgang til de fleste kvarterer, fortsætter de paramilitære med at udøve det, man kalder ’uformel retfærdighed’. De tager sig for eksempel af folk, der begår vandalisme, stjæler biler, sælger narko eller på anden måde udviser ’anti-social opførsel’. Med lokalmiljøets opbakning udmåler de paramilitære kontant afstraffelse, hvor det at pushe stoffer, på trods af gentagne advarsler om at stoppe, for eksempel kan udløse en ’six-pack’, dvs., at gerningsmanden bliver skudt i ankler, knæ og håndled. Imellem 1973 og 2007 blev der registreret 5000 paramilitære afstraffelser, der varierede fra tørre tæsk og rulning i tjære og fjer, til invaliderende skud, eksil og henrettelse (Police Service Northern Ireland 2009).

Og de tal er sandsynligvis kun toppen af isbjerget, da langt fra alle tilfælde i sagens natur anmeldes. Gennem 30 års voldelig konflikt er vold blevet mere end almindeligt acceptabelt, mange foretrækker den ’hurtige afregning’ fremfor en langsommelig juridisk proces, og det går især hårdt ud over børn og unge. Ifølge politistatistikkerne uddeltes cirka en fjerdedel af afstraffelserne til folk under 20 år

At marginalisere unge som anti-sociale, kriminelle, fordrukne og uansvarlige er ikke exceptionelt i Storbritannien, hvor man siden 1998 har uddelt de såkaldte ASBO’s (Anti Social Behavioural Orders) helt ned til børn i 10 årsalderen. På den måde bliver de unge et socialt problem i sig selv – hvor deres opførsel bliver et udtryk for deres individuelle dårlige valg og manglende moralske kompas i stedet for et udtryk for den sociale sammenhæng, der strukturerer deres valg.

Storbritanniens ’broken society’
Mange andre træk ved livet i den nordirske underklasse kan oversættes til andre dele af Storbritannien. Belfast er ligesom Glasgow og Manchester hårdt ramt af afviklingen af industrisamfundet. Skibsværfter og tekstilindustri er for længst lukket, og de traditionelle jobmuligheder for ufaglært arbejdskraft er forsvundet.

Denne udvikling betyder, at de der før, på trods af manglende uddannelse, kunne være en del af arbejderklassen, i stedet forsvinder ud af arbejdsmarkedet og ender på et udtræk af forsørgelsesydelser og magtesløshed. Den fatale kombination af fattigdom, dårligt helbred, ringe uddannelseskultur, ghettoisering, bander og vold kendetegner mange storbyer i Storbritannien, hvor man ligefrem er begyndt at tale om et ’broken society’, et samfund i sammenbrud.

Mistilliden mellem de marginaliserede samfund og de etablerede autoriteter er stor, og samtidig deles middelklassens voksende angst og foragt for underklassen også på tværs af Nordirland, Skotland og England. Arbejder- og underklassen stigmatiseres, patologiseres og latterliggøres i stigende grad som ’chavs’ eller ’spides’ og bliver overladt til sig selv i parallelsamfund. Oftest bliver vi kun opmærksomme på den sociale uro, når den koger over i optøjer, som den gjorde i London i sommeren 2011, mens vi ikke ser den daglige nedslidning i samfundets margin.

Der er ikke nogen tvivl om, at 30 års voldelig konflikt og knap 15 års urolig post-konflikt gør Nordirland mere ustabil end andre dele af det forenede kongerige, men det stærke fokus på etno-national konflikt og den tilhørende fredsproces fortrænger spørgsmål om social ulighed i politiske udkantsområder. En social ulighed, der hele tiden øges på grund af finanskrisens strammere offentlige budgetter.

Derudover har de to herskende fortællinger om Nordirland alvorlige blinde vinkler og kan betyde, at man taber en stor del af en ungdomsgeneration på gulvet. Livet på kanten af samfundet i Nordirland er stadig en daglig kamp, hvad enten man er katolik eller protestant.

Sara Dybris McQuaid er adjunkt på Engelsk, Aarhus Universitet, og leder af Center for Irske Studier.

Forsidefoto: Flickr Creative Commons