Det seneste topmøde mellem EU og Rusland i slutningen af januar varede kun få timer. Forholdet knager og det hæmmer en løsning i Ukraine.  

8.2.2014 | EU-RUSLAND | Det er ikke nogen hemmelighed, at forholdet mellem Rusland og EU lige nu ikke har det for godt. Slet ikke siden Ukraines præsident Viktor Janukovitj sidst i november 2013 sagde nej til en frihandelsaftale med EU. Efter udtalt pres fra Moskva.

Det faste halvårlige topmøde mellem Rusland og EU blev i november 2013 udskudt til januar – netop på grund af udviklingen i Ukraine. Efter planen skal der derfor afholdes hele tre topmøder i 2014 og det er for tit, mener i hvert fald Ian Bond fra tænketanken Center for Europæisk Reform. Møderne fører nemlig sjældent til noget, da de ganske enkelt savner substans, ifølge Bond.

De vigtigste møder holdes bilateralt, dvs. mellem Rusland og hvert enkelt EU-land. Topmøderne er derimod mærket af uenighed om menneskerettigheder, visumbestemmelser og om handel og konkurrenceregler etc. Og spørgsmålet om energiimport fra Rusland er stort set altid på dagsordenen.

Mødet sidst i januar, der havde Ukraine på dagsordenen, varede i blot nogle få timer og brød ikke isen.

Dybe interessekonflikter
Holdningerne til Rusland har altid delt EU’s medlemslande. Det har derfor altid været svært for EU’s ledere at finde frem til en fælles linje i forhandlinger med Rusland.

De baltiske lande og Polen har traditionelt hørt til ”høgene”, mens Tyskland holder fast ved ”partnerskabspolitikken” og den kritiske dialog. Andre lande, heriblandt Spanien, Italien og Cypern, regnes for ”Rusland-venlige” og prioriterer EU’s forhold til Mellemøsten og Nordafrika mindst lige så højt som partnerskabspolitik mod øst.

Kritikerne i EU ser Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik som udtryk for autoritær ekspansionisme og nyimperialisme. Omvendt anklager Rusland, eksempelvis i spørgsmålet om menneskerettigheder, EU for at føre en dobbeltmoralsk politik. Geopolitik og økonomiske interesser er styrende, hævdes det.

EU lancerede sin partnerskabspolitik med Rusland tilbage i 1994, og aftalen blev senest fornyet i 2007. Rusland forlanger særstatus, og afviser at være en del af EU-naboskabspolitikken samt at være sidestillet med mindre lande som Ukraine, Moldova og Georgien. Et krav EU langt hen ad vejen har bøjet sig for, da forholdet mellem EU og Rusland reguleres særskilt.

EU og Rusland har tydeligvis dybe indbyrdes interessekonflikter i SNG-området, Ruslands nærområde. Rusland kan ikke slippe gamle imperialistiske uvaner, siger ”høgene”. Modsat anklager Rusland EU for at agere geopolitisk og konfrontatorisk; at inddæmme og omringe Rusland.

Som formuleret af Dmitri Trenin fra Carnegie Endowment i Moskva forlanger Rusland at være en lige partner i forholdet til Vesten. Og ønsker i det hele taget at spille en mere central rolle på den internationale scene. Det har vi blandt andet set i forbindelse med forhandlingerne om Syrien og Iran.

Værdigabet på tværs af Europa
I EU-Rusland forholdet finder vi også et værdigab. Og værdigabet skal bestemt ikke overses. Putin kalder sig godt nok ”europæer”, men kun i den klassiske forstand. For mange russere, og ikke mindst den russisk ortodokse kirke, står vestlige værdier for kaos og liberalt demokrati – og for fri markedsøkonomi, homopropaganda, multikulturalisme og sekularisme.

I Putin’s national-konservative optik har familien, religionen og kirken særlig høj prioritet. Den værdipolitik er bestemt ikke uden genklang i EU-landekredsen, hvor euroskepticisme, national-konservatisme og modstand mod det fri marked, som bekendt, trives ganske godt for tiden.

Eksempelvis er forholdet mellem to national-konservative statsledere tæt for tiden, nemlig Ruslands Vladimir Putin og Ungarns Viktor Orbán. For nylig underskrev Orbán en gigantaftale til 10 mia. euro med russerne om udbygning af atomkraftværket i Paks. En handling der er set som anti-vestlig.

Euroskepticisme og modstand mod den fri markedsøkonomi har Putin og Orbán fælles. Som Putin er Orbán en ”enfant terrible” i og uden for Europas grænser. Ligesom Viktor Orbán ser Vladimir Putin EU’s indflydelse dale og magten blive forskudt mod Asien og Stillehavsregionen. Derfor taler han om etablering af et fælles euro-asiatisk økonomisk rum, strækkende sig fra Lissabon til Vladivostok. En ny udgave af Michail Gorbatjov’s gamle tanke om det ”fælleseuropæiske hus”.

Samtidig har Putin lanceret politiske og økonomiske projekter i Euroasien. I 2009 blev der etableret en toldunion mellem Rusland, Hviderusland og Kazakhstan. Året efter blev en plan for etablering af et fælles eurasisk rum lanceret, der efter planen i 2015 gerne skal udgøre en eurasisk økonomisk union.

Konflikt i vejen for en løsning i Ukraine
Rusland er vred over, at EU ikke tager disse planer alvorligt og anerkender den russisk styrede toldunion. Rusland ønsker gerne Ukraine med i sine projekter. Men heller ikke Janukovitj og oligarkerne i Ukraine ønsker ensidig afhængighed af Rusland. De foretrækker en to-vektor politik, eller snarere tre-vektor politik, for at opnå maksimale fordele gennem balancering af EU, Rusland og Kina over for hinanden.

I kølvandet på Janukovitj’s nej til en aftale med EU i november udbrød der omfattende demonstrationer i Kiev og flere andre ukrainske byer. Demonstrationerne fortsætter og er løbende blevet mere voldelige. I højere og højere grad møntet på at få afsat regeringen og præsident Janukovitj.

Kampene i Ukraine har kun ydereligere understreget de dybe værdi- og interessekonflikter mellem EU og Rusland, og hvilken betydning dette har for hele regionen.

Kort sagt, lige nu er forholdet mellem EU og Rusland noget nær frysepunktet. En ny Rusland-strategi er påkrævet. Men mange, også statsledere, deler det standpunkt, at kold krig i hvert fald ikke er vejen frem, hvis der skal nås en fredelig løsning i Ukraine.

Søren Riishøj er lektor ved Syddansk Universitet og fast skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Bohan Shen