Ungdomsarbejdsløsheden i Europa er alarmerende høj. Derfor skal en ny og opdateret Erasmus-uddannelse fokusere benhårdt på at forbedre de studerendes muligheder for at tilkæmpe sig et job på et globaliseret arbejdsmarked, der kræver høj mobilitet. Til gengæld må tidligere tiders idealistiske fokus på europæisk identitet træde mere i baggrunden.

17.2.2014 | ERASMUS+ | Det mest velkendte udvekslingsprogram i Europa er EU’s Erasmus-program, og ordningen betragtes af mange som en af de store europæiske succeshistorier. Tallene synes da også at tale for sig selv. I de 26 år, der er gået siden de første studerende i 1987 krydsede europæiske grænser i studieøjemed, har over tre millioner håbefulde unge mennesker fulgt dem i hælene.

I de senere år har krisen i eurozonen imidlertid haft fatale konsekvenser for unge europæeres jobmuligheder, især i de sydeuropæiske lande, hvor ungdomsarbejdsløsheden er så høj, at man i nogle kredse er begyndt at snakke om en tabt generation. I de hårdest ramte lande, Spanien og Grækenland, var henholdsvis 56 og 59 pct. af de unge i alderen 15-24 arbejdsløse i andet kvartal af 2012. I EU som helhed er tallet 23,5 pct.

Krisen har altså haft den værste betydning for unges muligheder i de lande, der har været hårdest ramt af krisen, men også i mange andre europæiske lande er ungdomsarbejdsløsheden et alvorligt problem, der kræver en seriøs indsats.

Fra europæisk identitet til konkurrencedygtige studerende
Blandt andet derfor er EU’s Erasmus-program blevet nylanceret under navnet Erasmus+ og fået tilført øgede ressourcer i håb om, at programmet kan være med til at nedbringe den tårnhøje europæiske ungdomsarbejdsløshed.

Mens EU’s samlede budget er blevet beskåret for første gang i unionens historie, har Erasmus-programmet fået øget budgettet med hele 40 pct., og som noget nyt skal uddannelserne i højere grad end tidligere fokusere på, hvordan international erfaring og de evner, man tilegner sig under udlandsophold kan gøre de studerende mere attraktive på arbejdsmarkedet og øge mobiliteten.

Begge dele opfattes som vigtige parametre på et arbejdsmarked, der i stigende grad globaliseres. Det tidligere Erasmus-program fokuserede primært på udveksling af universitetsstuderende, mens det nye Erasmus+, der blev præsenteret i november 2013, samler alle tidligere mobilitetsordninger i ét samlet program.

Dermed kommer ordningen også til at gælde lærlinge og studerende på erhvervsskoler, lærere, der ønsker at undervise i udlandet samt unge, der tager til udlandet for at udføre frivilligt arbejde eller komme i jobtræning. Desuden introduceres en lånegarantiordning for unge, der ønsker at tage en kandidatuddannelse i udlandet.

Lanceringen af Erasmus+ illustrerer samtidig, hvordan vægtningen af rationalerne bag Erasmus-programmet har ændret sig i de senere år. Fra den spæde begyndelse var der to overordnede rationaler, der lå til grund for at etablere et EU-støttet udvekslingsprogram.

På den ene side tænkte man økonomisk. Ved at øge de studerendes mobilitet ville man skabe bedre konkurrencevilkår i en globaliseret verden. På den anden side gjorde man sig overvejelser i forhold til at bidrage til udviklingen og fostringen af europæisk identitet og unionsborgerskab. Det første ræsonnement har i stigende grad – og senest med etableringen af Erasmus+ – stjålet scenen fra det idealistiske udgangspunkt om identitet.

Ikke et partycruise
Det øgede fokus på arbejdsmarkedets behov har gjort det nødvendigt at skærpe kravene til Erasmus-studerende, men en opstramning kan også opfattes som et forsøg på at gøre op med forestillingen om, at et Erasmus-ophold er som et partycruise, en ferie eller en form for dannelsesrejse.

Disse opfattelser er udbredte på universiteterne og ofte hos de øvrige internationale studerende, fortæller Mette Ginnerskov Hansen, der er ph.d.-studerende ved Europastudier på Aarhus Universitet og som i sit feltarbejde undersøger det internationale studiemiljø på Aarhus Universitet.

”Man støder ofte på opfattelsen af, at Erasmus-studerende er en lille smule forkælede, fordi de får stipendium fra EU. Der var én, der eksempelvis ytrede, at ”de er også bare Erasmus-studerende” i relation til den arbejdsindsats og det engagement, der blev lagt for dagen. Altså opfattede denne studerende det sådan, at det lidt var en ”ferie” de Erasmus-studerende var på, snarere end et uddannelsesophold,” fortæller hun.

Disse forestillinger er givetvis opstået, fordi man som modtager af et Erasmus-stipendie ofte har ganske fordelagtige økonomiske forhold sammenlignet med andre udvekslings- og internationale studerende samtidig med, at man ofte kan ”nøjes” med at bestå de fag, man deltager i. Under alle omstændigheder forsøger man nu at udstikke nogle nye rammer, der kan bevise værdien af udveksling og være med til at effektivisere ordningen.

Eksempelvis har man indført, at studerende fremover skal tage en sprogtest, når de tager af sted og igen, når de kommer hjem for at se, om der sprogkundskabsmæssigt har været noget udbytte af opholdet. Der er altså skruet op for forventningerne til de studerendes indsats, ikke mindst på sprogsiden, som er en vigtig forudsætning for efterfølgende mobilitet på arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet må i sidste ende være, hvorvidt et øget budget, skærpede krav til de studerende og et bredere fokus vil kunne bidrage til at løse de enorme problemer med ungdomsarbejdsløshed, som krisen har været med til at skabe. En foreløbig status får vi i 2020, når Erasmus-ordningen skal gentænkes endnu engang.

Joakim Quorp Matthiesen er journalist på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons /  Jirka Matousek