I denne måned er det 15 år siden, at lederen af det kurdiske separatistparti PKK, Abdullah Öcalan, blev taget til fange i Kenya og efterfølgende bragt til Tyrkiet. I anledningen af dette ”jubilæum” kigger Magasinet Europa nærmere på, hvordan forholdet mellem den tyrkiske regering og PKK siden har udviklet sig, og hvor det er i dag.

22.2.2014 | EUROPAHISTORIE | Den tyrkisk-kurdiske konflikt er ikke et moderne fænomen. Igennem det meste af Osmannerrigets historie har der været kurdiske opstande. Dog var det især efter grundlæggelsen af den moderne tyrkiske stat, af landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk i 1923, at modsætningsforholdet mellem tyrkisk og kurdisk identitet for alvor udviklede sig i uforenlige nationalismer.

I 1980’erne var målet for det tyrkiske militærstyre at udslette alle forestillinger om etnisk forskellighed indenfor Tyrkiets grænser, da sådanne forestillinger blev anset for at være grobund for separatisme. Den tyrkiske forfatning fra 1982 deklarerede, at tyrkisk var det eneste nationale sprog, og dermed blev kurdisk ulovliggjort i det offentlige rum. Et år senere blev denne lovgivning taget et skridt videre og brugen af kurdisk i private samtaler blev forbudt.

I modsætning til tidligere kurdiske bevægelser formåede PKK igennem 1980’erne at styrke sin position i de kurdiske områder på trods af en hård indsats af det tyrkiske militær. I 1984 blev det første angreb foretaget mod en tyrkisk militærpost, og igennem firserne og halvfemserne blev det fulgt op af flere angreb på både civile og militære mål.

Tidligere tiders hardliner stil over for kurderne og fornægtelse af, at der overhovedet eksisterede et ’kurdisk problem’, blev til dels opblødt, da den kurdiske leder Abdullah Öcalan blev taget til fange den 15. februar 1999. Samtidig med, at man påbegyndte optagelsesforhandlinger imellem EU og Tyrkiet.

Skridt i den rigtige retning?
Disse begivenheder og de demokratiske reformer EU krævede var medvirkende til, at PKK og Tyrkiet i år 2000 indgik en våbenhvileaftale. Aftalen betød, at den tyrkiske regering ophævede den undtagelsestilstand, som havde lammet det civile liv i det sydøstlige Tyrkiet i mere end ti år.

Denne udvikling forsatte til dels, da det højre-konservative og moderate muslimske parti AKP, under ledelse af Recep Tayip Erdoğan, kom til magten i 2002. I tiden fra 2002 og til i dag har AKP kørt en sælsom linje over for det kurdiske mindretal.

Erdoğan har givet indrømmelser til forskellige kurdiske aktører, men har på samme tid også sat hårdt ind over for PKK og andre kurdiske aktivister. Dette har man blandt andet gjort med den tyrkiske anti-terror lov fra 2006, som betyder, at den tyrkiske regering kan straffe alle der udtrykker nationalistiske synspunkter, inklusiv politikere, aktivister og journalister.

Det er altså mildest talt misvisende, når loven omtales som ’anti-terror’, da den ganske enkelt bliver anvendt til at fjerne politiske modstandere.

Nutidens realiteter
I 2011 udbrød der igen voldshandlinger, der stoppede ved indgåelsen af en våbenhvile i marts 2013. Forhandlingerne, der blev påbegyndt i slutningen af 2012, ser dog på nuværende tidspunkt ud til at være gået i hårdknude, og vidner om, at der stadigvæk er lang vej til en bæredygtig løsning.

2013 begyndte ellers godt, da de tyrkiske myndigheder for første gang tillod Abdullah Öcalan at modtage besøg af et pro-kurdisk organ i hans fængselscelle på øen Imrali. I  en erklæring, der blev oplæst i forbindelse med fejringen af det kurdiske nytår, opfordrede Öcalan til våbennedlæggelse og dialog. Han erklærede, at ”våbnenes æra er forbi.”

Som udgangspunkt er de to stridende parter enige om en overordnet handlingsplan i tre faser, som Öcalan i februar 2013 skitserede i et brev til PKK’s ledelse. Første fase drejer sig om en tilbagetrækning af væbnede styrker. Anden fase omhandler påbegyndelsen af demokratiske reformer og etableringen af kommissioner til at overse processen. Både i og udenfor det tyrkiske parlament. Tredje og sidste fase går ud på at integrere PKK i det politiske og civile liv efter, at nedrustningen er gennemført.

Selvom parterne er enige om den overordnede plan, er der ikke blevet udarbejdet en egentlig køreplan for, hvornår hver enkelt fase er afsluttet, og den næste således kan påbegyndes.

Som tidligere har det fra AKP’s side været en dans frem og tilbage. Små tiltag er blevet gennemført, såsom etableringen af en parliamentarisk kommission, flytningen af Abdullah Öcalan til en større og bedre celle og lovliggørelsen af modersmålsundervisning i kurdisk på privatskoler. Men som tidligere set fra Erdoğans side er dette blevet efterfulgt af en til tider stærk anti-kurdisk retorik og en mangel på væsentlige politiske ændringer, som for eksempel en ændring af anti-terrorloven fra 2006.

Tyrkisk valg
Den nuværende politiske stampe bliver ikke bedre af, at Tyrkiet inden for det næste års tid står over for både et lokal- samt præsidents- og parlamentsvalg. Relevansen af disse valg og den kurdiske situation hænger i høj grad sammen med det sælsomme tyrkiske valgsystem.

Dette system kræver, at et givent parti på landsbasis opnår ti procent af samtlige stemmer for at blive valgt ind i parlamentet. Med denne konstitutionelle fordel i baglommen sørger Erdoğan for at fiske stemmer fra begge sider af det politiske spektrum i Tyrkiet, og dermed sikre hans parti AKP det maksimale antal parlamentsmedlemmer.

Indtil nu har Erdoğan formået at ligge låg på den sprængfarlige heksekedel, men en stigende utilfredshed kan spores blandt de militante kurdere. Den nuværende operationelle leder af PKK, Cemil Bayik, har truet med at genoptage krigshandlingerne, hvis ikke den tyrkiske regering viser flere reelle tiltag, heriblandt en påbegyndelse af fase to i aftalen med Öcalan.

Senest har også Öcalan advaret om, at en fortsættelse af det nuværende valgsystem kan bringe fredsforhandlingerne i overhængende fare.

Hvad kan der gøres?
Situationen er altså gået i hårdknude. Med en vekslende retorik og uden egentlig handling fra AKP’s side samt genoptagede kampråb fra PKK. En holdningsændring eller opblødning fra både tyrkisk og kurdisk hold er derfor en nødvendighed for at opnå resultater.

Dette er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Öcalans fredsopfordring kan ses som et skridt i den rigtige retning, og på samme måde kan man opfatte de tyrkiske tiltag, der trods alt er blevet ført ud i livet.

En større indsats fra EU kan muligvis hjælpe med at sætte skub i tingene. I 1999 var det netop de påkrævede reformer fra EU, som satte skub i Tyrkiets demokratisering. Men disse forhandlinger gik sidenhen i stå. Det samme kan siges om de demokratiske reformer, som ikke ligefrem står i kø for at blive implementeret i øjeblikket.

EU kunne dog ved f.eks. at eftergive Tyrkiets ønske om visa-liberaliseringer, stille krav om fortsat demokratisering og en bæredygtig kurdisk løsning, som den Tyrkiske regering kunne tænkes at ville efterleve.

Simon Dahl er journalist på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Magne Hagesæter