Det serbiske parlamentsvalg sidste søndag endte med en storsejr til Serbiens Progressive Parti, der med 48,2 pct. af stemmerne sikrede sig et absolut flertal i parlamentet. Den kommende premierminister, Aleksandar Vučić, har dermed frie hænder til at udstikke retningen for Balkan-republikken de næste fire år.
23.3.2014 | VALG I SERBIEN | Afviklingen af det serbiske valg forløb uden nogle større nævneværdige uregelmæssigheder, og ifølge det korps af valgobservatører som undertegnede var en del af, var valget efter internationale standarder generelt frit og fair.
På trods af det ganske vellykkede forløb på selve valgdagen, er det vanskeligt at overse det faktum, at valgdeltagelsen endte på kun lidt over 50 pct., og at næsten halvdelen af serberne derfor helt undlod at anvende deres stemmeret.
En næsten ikke-eksisterende opposition
Alle de opstillede partier, med undtagelse af det Demokratiske Parti under ledelse af Dragan Đilas, har ytret ønsker om at samarbejde med Aleksandar Vučić’s Progressive Parti og dermed få indflydelse i en kommende regering. Đilas’ Demokratiske Parti opnåede blot 5,9 pct. af de samlede stemmer til valget, og oppositionen er således blevet marginaliseret til et punkt, hvor den må siges at være næsten ikke-eksisterende.
Den marginaliserede opposition er imidlertid ikke den eneste demokratiske udfordring i Serbien efter valgets afslutning. Manglen på kritiske stemmer i medierne er påfaldende, hvilket blandt andet skyldes, at flere større medier modtager økonomisk støtte eller ejes af aktører, der har interesse i valgets udfald.
Et sigende billede på manglen på kritisk presse blev – på nærmest tragikomisk vis – illustreret på OSCE’s pressemøde efter valget. Her blev der ikke blev stillet et eneste spørgsmål fra nogen af de serbiske journalister, der var til stede i lokalet.
Den serbiske presse var stille under OSCE’s pressemøde i mandags.
Apati og manglende politisk tillid
Efter at have tilbragt noget tid i Serbiens hovedstad Beograd, er det ganske tydeligt, at der som i andre østeuropæiske lande eksisterer en vis grad af politisk apati. Dette gennemsyrer samtlige generationer og påvirker på mange måder den demokratiske udvikling i landet.
Opfattelsen blandt serberne forklarer den lave valgdeltagelse i landet, ligesom udbredt korruption, mest nævneværdigt især i politiet og i sygehusvæsenet, medvirker til følelsen af vilkårlighed og manglende retfærdighed hos mange serbere.
Serbiens forhold til EU er også væsentligt i denne sammenhæng. Støtten til serbisk medlemskab af EU er til stede, omend faldende i befolkningen. Hos de serbiske politikere er ønsket om på sigt at indgå i et samarbejde med EU stadig højt. Det mærkværdige er, at de fleste af de politikere og partier, der nu fuldt ud støtter serbisk medlemskab, for blot 10 år siden var stærke EU-modstandere.
Det er netop den slags modsætninger, der kendetegner det nuværende politiske billede i Serbien, og som måske kan få befolkningen til at betvivle oprigtigheden af politiske udsagn og holdbarheden af de politiske løsninger, der arbejdes frem imod i landet.
Krigene på Balkan spøger stadig
Selvom ønsket om EU-medlemskab således er til stede i Serbien, er især NATO stadig et meget ømtåleligt emne. NATO’s bombning af det tidligere Jugoslavien i 1999 er på ingen måde glemt, hverken blandt politikerne eller befolkningen. Mange af de gamle regeringsbygninger der blev bombet, står stadig til skue midt i centrum af Beograd side om side med de nye – næsten som en illustration af den uafsluttede historie og de kontraster, der stadig præger landet.
Regeringsbygninger og ruiner er stadig genboer i Beograd.
Kosovo forbliver også et ømtåleligt emne og skaber stadig splid i forhold til EU og nabolandene. Det faktum, at retssagerne i Haag mod flere forhenværende serbiske ledere endnu ikke er afsluttet, gør det vanskeligt at lade fortid være fortid og bevæge sig videre.
Valget i søndags var imidlertid en begyndelse. På trods af de mange udfordringer, Serbien står overfor, er der på alle måder mulighed for at skabe et udgangspunkt for et samfund, der bevæger sig i en retning, der kan være gavnlig for hele befolkningen – også selvom det kommer til at tage tid.
Charlotte Pingel er stud. jur. ved Københavns Universitet og valgobservatør for SILBA
Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Österreichisches Außenministerium – de to andre billeder er forfatterens egne