Fra teltturer i Den Kolde Krigs Europa over fordomsfuld EU-journalist til Europa-Parlamentariker. Tag med Morten Løkkegaard på en personlig rejse, der de sidste år har ført til arbejdet med at skabe en ny fortælling for Europa.
14.5.2014 | EP-TEMA | 2014 er et spændende år for både historikere og andre med interesse for Europa. Det er i år 150-året for det danske 1864-traume og den skelsættende krig mod Preusserne, 100-året for Første Verdenskrigs udbrud og 75-året for Anden Verdenskrigs udbrud – begyndelsen til enden for nationalismen i dens mest ekstreme form.
Det er også 25-året for Murens Fald og den autoritære kollektivismes endelige sammenbrud, hvor gamle fjender efterfølgende blev en del af det europæiske fællesskab. Og endelig er der i år Europa-Parlamentsvalg den 25. maj.
Der er altså i år mindst fem gode grunde til at tage et seriøst kig på vores fælles forståelse af kontinentet og Danmarks rolle i Europa.
Europæisk ungdom
Jeg har nu arbejdet i Europa-Parlamentet i fem år, men Danmark og Europa har været et gennemgående tema i mit liv, både privat og professionelt. Min slægt er pæredansk – med enkelte kartoffeltyskere som det eksotiske strejf udefra. Mine forældre tog revanche som en del af efterkrigsgenerationen med den øgede velstand og muligheden for at rejse ud i Europa. Før jeg flyttede hjemmefra, havde jeg sammen med familien gennemtrevlet Norden, Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene – som regel i bil og telt.
Skolen og gymnasiet bidrog desværre ikke med alverden i forhold til forståelsen af det europæiske kontinent og samarbejde. Som barn af 70’ernes skolereformer oplevede jeg det forunderlige, at al historieundervisning blev gjort valgfri. Resultatet var forudsigeligt. Mange valgte faget fra, og generationer af unge voksede op historieløse.
Europa var derfor for mange – undertegnede indbefattet – ensbetydende med grisefest på Mallorca eller en togtur med gymnasieklassen til Rom.
Det nye EF-univers
Som nyuddannet journalist fik jeg imidlertid kendskab til det nye politiske europæiske univers, EF. Da jeg aldrig havde beskæftiget mig med dette politiske fænomen, måtte jeg lære om det, som journalister gør flest. På den hårde måde: ved selvstudier.
Vinklen var oftest, at EF var et kedeligt sted, hvor embedsmandsagtige politikere som Henning Christophersen og Poul Nielson blev sendt ned for at sikre Danmark eksportindtægter og bureaukratisk vægt. Til tider blev mere farverige typer som Ritt Bjerregaard eksporteret i eksil, som straf for at have skabt ballade på hjemmefronten.
Jeg rejste tit mellem København og Bruxelles og lavede europajournalistik, som de fleste stadig laver den: Uvidende, fordomsfuld og selvtilstrækkelig. Det var dem over for os. Det store stygge Europa over for lille, men altid tapre, Danmark.
Men jeg gjorde det med et stænk af dårlig samvittighed. Et eller andet sted vidste jeg godt, at der var noget galt. Hvordan kunne man (jeg) se på Danmark og Europa på denne overfladiske måde? Og hvorfor blev alle EF/EU-fællesskabets gode sider underspillet, mens de dårlige altid blev fremhævet?
Fra havearbejde til parlamentariker
Sådan var forhistorien – lidt karikeret – da en venlig århusiansk Venstre-mand ringede mig op en sommerdag i 2008, mens jeg stod og lugede i min have. Han spurgte til, om jeg mon havde overvejet Europa-Parlamentet? Nej, det havde jeg overhovedet ikke. Om jeg ville? Ja, hvorfor ikke! Bagefter funderede jeg over, hvorfor jeg ikke havde tøvet.
Svaret er simpelt: Spørgsmålet ramte en nerve i mig. Her var en opgave, som rakte videre end dagen og vejen. Opgaven hed umiddelbart Europa-Parlamentet og dermed EU-systemet, men for mig var der ingen tvivl om, at der var mere på spil. Det gjaldt det fælles Europa.
To måneder efter mit opstillingsmøde kollapsede den globale finanssektor. Finanskrisen blev til en økonomisk krise, som igen blev til en politisk krise – sågar en tillidskrise. Og helt efter bogen fik EU skylden. Nogen skulle jo have den.
EU og det manglende offentlige rum
Jeg gik i 2009 til valg på de sædvanlige liberale mærkesager, men også på et løfte om at få bygget bro mellem borgere og beslutningstagere, når det gælder EU. Jeg fik efter valget hurtigt mulighed for at være ordfører på en rapport om det notoriske ”missing link” mellem EU og Europas borgere.
Rapporten om skabelsen af et europæisk offentligt rum var enkel og alligevel kompleks. EU-tomrummet hos os alle handler selvfølgelig om svigt fra politikerne og pressen. Men det handler også om en mangel. En manglende fortælling. En endnu ikke fortalt, sammenhængende historie, som skaber bånd bagud til den grundlæggende fortælling om fred og velstand skabt gennem samhandel, men som også bygger videre og skaber en tro på Europas globale rolle i det 21. århundrede.
EU i det 21. århundrede
Al litteratur og erfaring viser, at den eksisterende fortælling om fred gennem samhandel trods sin enorme succes ikke længere har samme appel hos de unge som hos deres forældre og bedsteforældre.
Med andre ord: Hvis EU-projektet skal overleve i det 21. århundrede med de nye udfordringer, som globaliseringen har medført, skal fortællingen have et supplement. Og den fortælling skal gå længere tilbage end anden verdenskrig. Den skal finde det guld, som udgør vores fælles arv. En fælles identitet, om man vil. Først da kan vi føle os både som danskere og europæere og dermed atter spille vores historiske rolle over for resten af verdens regionale magtcentre.
Det kommende Europa-Parlamentsvalg handler derfor ikke kun om et Euro-projekt i krise, om en kommende bankunion og betaling af græsk gæld. Folkelig opbakning til det europæiske projekt kan kun vindes, hvis vi også får vist, at der er en anden mening med tingene end økonomi og strukturelle reformer.
At der er en mening med at være europæer, og at vi kan forfægte de europæiske værdier over for resten af verden. Med andre ord, at der også er tale om et europæisk projekt, der kulturelt set binder os sammen.
En ny europæisk fortælling
Jeg foreslog derfor i min første periode i parlamentet, at lade en snes mennesker fra det europæiske kulturliv arbejde sammen for at give deres bud på, hvad der binder os europæere sammen. Europa-Parlamentet bakkede op, og projektet om “Den nye fortælling om Europa” var en realitet. Knapt var det vedtaget, før kommissionsformand Barroso henvendte sig og spurgte, om han måtte være med.
En ny fortælling for Europa blev diskuteret på Louisiana i fjor
(Foto: Rasmus Leander Nielsen)
Barrosos deltagelse indebar selvfølgelig den risiko, at projektet ville blive politiseret. Men jeg sagde alligevel ja tak, dels fordi kommissionsformanden ikke var med i selve arbejdsgruppen, men kun tilbød sig som aftager af slutproduktet, og dels fordi et projekt af denne art har brug for politisk opmærksomhed. Og det fik det så sandelig med Barrosos indtræden.
Dansk og europæisk identitet i forening
Fra at være et “top-down” projekt skal vi have gang i en “bottom-up” proces, hvor debatten, om hvad det vil sige at være europæer, gerne skal tage form. Hermed mener jeg ikke, at den eksisterende fredsfortælling ikke er glimrende, ja ligefrem genial. Den fik Nobels Fredspris af samme grund. Det er ikke det samme, som at et narrativ ikke kan og skal suppleres, så det taler til en ny tid.
Jeg håber, at arbejdet med en ny fortælling vil vise, at man sagtens kan være dansker og europæer på én og samme tid. At man ikke behøver at frygte for det Danmark, vi alle elsker. Tværtimod. Det nationale fællesskab er en forudsætning for det europæiske. Vi deler skæbne med de mange andre nationaliteter og kulturer, som er Europas udfordring og berigelse.
Men det 21. århundredes udfordring er også, at erkende at det er nødvendigt for vores overlevelse som region at stå sammen, og at det derfor også giver mening at besinde os på vores fælles værdier. I Europa er vi forenet i forskellighed. Ingen kan være en vinder-nation i en taber-region.
Morten Løkkegaard er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og næstformand i Europa-Parlamentets Kultur- og Uddannelsesudvalg
Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Alberto Novi