Ernst Jüngers krigsskildring ‘I stålstormen’ er kontroversiel i Tyskland den dag i dag. Bogen skildrer køligt individets ubetydelighed i Første Verdenskrigs mekaniserede krigshelvede, og registrerer hvordan en ny og jernhård mennesketype fødes i skyttegravenes blodbad. Bogen bringer os tættere på en forståelse af krigens voldsomme konsekvenser.
Baggrund af Martin Lamberth
17.8.2014 | WW1:TEMA | Sommeren 1917. Et regiment tyske tropper fanget under heftig britisk beskydning graver improviserede dækningshuller på en markvej i Flandern. Under arbejdet støder feltspaderne på geværer og patronbælter tilhørende de tyskere, der forsvarede samme plet jord i efteråret 1914.
Tre års krig og hundredetusinder af døde havde ikke flyttet fronten nogen vegne. Soldaterne var ankommet til fronten, var blevet dræbt og afløst af nye soldater i en stadig strøm siden krigens start, og deres død havde intet forandret.
Krigen som elementarkraft
Scenen stammer fra bogen I stålstormen, Ernst Jüngers optegnelser over sine oplevelser som menig og senere officer i den tyske hær under Første Verdenskrig. Jünger meldte sig som krigsfrivillig den 2. august 1914, dagen efter den tyske krigserklæring mod Rusland. Han var 19 år gammel.
Da Jüngers deltagelse i Den Store Krig ophørte i august 1918, havde han været såret fjorten gange. Han havde modtaget jernkorset samt den højeste tyske, militære orden, Pour le Mérite. Han havde stormet skyttegrave og været under artilleribombardement utallige gange. Han havde været ved Somme og havde deltaget i den tyske forårsoffensiv i 1918. Og han havde skrevet dagbog.
Dagbøgerne danner grundlaget for I stålstormen, som Jünger selv udgav i 1920. Bogen forvandlede ham øjeblikkeligt til en litterær stjerne i mellemkrigstidens Tyskland. Jünger skildrer i et køligt og registrerende sprog krigen som fænomen.
I stålstormen forholder sig ikke til Første Verdenskrig som historisk begivenhed, som produkt af menneskelige idéer og handlinger. I stedet beskrives krigen som elementarkraft, som en kraftudladning på linje med jordskælv og oversvømmelser. Blot mægtigere, mere destruktiv i sin virkning. Et angreb beskrives eksempelvis som et tyfonoppisket hav, der ”skyllede ind over vores isolerede tilflugtssted.”
Fordi Jünger rykker begivenhederne ud af enhver humanistisk-historisk ramme og i stedet blot registrerer krigen som løsrevne sanseerfaringer hos de kæmpende, berøves kampen også enhver betydning, der rækker ud over den selv.
Ernst Jünger (1895-1998).
‘In Stahlgewittern’ udkom på dansk i 2012
(Foto: commons.wikimedia.org)
Det borgerlige individs undergang
Første Verdenskrig bragte for alvor krigsførelsen ind i den industrialiserede tidsalder. Det er den første krig, der delvis udkæmpes fra luften. Det er den første krig, hvor kampvogne indsættes på slagmarken. Men mest af alt var første verdenskrig en artillerikrig.
Jünger er på mange måder rundet af den gamle verdens forestillinger om mandsmod og handlekraft i krigen. Bevæbnet med håndgranater og revolver springer han gang efter gang kækt gennem krydsilden og ned i fjendens skyttegrav. Han tager på nattepatruljer i ingenmandsland for spændingens skyld.
Og han pointerer flere gange undervejs, at han regner ”modet og friskheden hos mændene” for vigtigere end mægtige forskansninger og overvældende ildkraft. Men når Jünger skal beskrive kamphandlingerne, slås man af en anden virkelighed.
Kun sjældent møder man fjenden ansigt til ansigt. Beskrivelsen af krigen er i hovedsagen beskrivelsen af virkningen af artilleribombardementer, og når klorgassens gustne tåger driver gennem skyttegravene, når granaterne falder tæt som regndråber, når jorden skælver og himlen syder, står det klart, at den gamle verdens forestillinger om krig som skueplads for heltedåd og individuel handling drukner i artilleribatteriernes dumpe larm:
”Mellem klokken ni og ti fik beskydningen en vanvittig kraft. Jorden skælvede, himlen lignede en kogende kæmpekedel. Hundreder af tunge batterier bragede i og omkring Combles, utallige granater krydsede hylende og hvæsende hinanden over os. Evnen til at tænke logisk og følelsen af tyngdekraft syntes ophævet. Man havde fornemmelsen af det uundgåelige og betingelsesløst nødvendige, som stod man over for elementernes oprør.”
Artilleriangrebene er ”en rasende torden”, granaterne lander med ”vulkaniske eksplosioner”, nedslagene er en kæde af ”lavasprøjtende kratere”. Overfor krigens naturkræfter står mennesket magtesløst.
Dette er krigen reduceret til manifestation af ødelæggelsens princip. Individet berøves tanke- og handlekraft. Selv naturlovene synes ophævede. Soldaterne forvandles under bombardementerne til ”egern, man smider sten efter.” De er myrer, der intet kan stille op mod den industrialiserede krigs destruktion.
Fra 1914 til 1918 erfarer en hel generation af unge mænd det enkelte menneskes uendelige ubetydelighed over for den nye verdensordens ærefrygtindgydende industrielle titankræfter. Det er ikke kun forestillingen om evig fred og velstand via teknologisk udvikling, der går tabt i skyttegravene. Det er hele forestillingen om det frie borgerlige individ, der begraves i granatregnen.
Frontsoldaten: den nye tids menneske
Ud af den borgerlige verdens ruiner træder en ny mennesketype til den nye tid, der følger krigen. Hos Jünger er det frontsoldaten. En følelseskold handlingens mand, hærdet i ilden og barsk nok til at føre nationen igennem den nye verdens nådesløse virkelighed:
”Det var første gang jeg så en tysk soldat med stålhjelm, og han forekom mig straks at være fra en fremmed og hårdere verden. Mens jeg sad ved siden af ham i grøften, spurgte jeg nysgerrigt til forholdene i stillingen og hørte en monoton beretning om at sidde i et granatkrater i dagevis uden kontakt og forbindelsesgrave, om uophørlige angreb, om marker af lig, om vanvittig tørst, om vansmægtende sårede og meget mere. Nogle få dage havde sat deres præg på denne budbringer, der skulle lede os ind i flammernes rige, og syntes på ubeskrivelig vis at adskille ham fra os andre. Der var intet andet tilbage i denne stemme end en stor sindsro; ilden havde lutret den. Med sådanne mænd kan man kæmpe”.
Første Verdenskrig ses ofte som skæringspunktet, hvor den gamle europæiske samfundsorden bryder sammen, hvor de store fortællinger kuldsejler, og hvor den teknologiske udvikling åbenbarer sit Janusansigt. I stålstormen bringer os tættere på at forstå, hvorfor krigen fik disse konsekvenser.
En europæisk generation gennemlevede i fire lange år den totale ødelæggelses meningsløshed. Krigen er den store smeltedigel, hvori Europas ungdom, nedbrudt og berøvet de gamle forestillinger om individ og samfund, udsmeltes i en ny krigerkaste. Med nazismens voldsforherligelse, dødsfascination og foragt for det enkelte menneske in mente, er det ikke sært, at Jüngers bog fortsat er særdeles kontroversiel i Tyskland.
Martin Lamberth er kulturjournalist på Magasinet Europa
Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Marines