I Bosnien er en kulturfestival med budskab om fred og europæisk fællesskab blot én ud af adskillige markeringer af 100-året for Første Verdenskrig. Bosnierne er dog hverken enige om hvordan man skal mindes krigen eller byen, hvor krigen tog sin begyndelse.
Analyse af Annemarie Majlund Jensen
WW1:TEMA | Der smøres som regel tykt på, når Sarajevo omtales som alle tiders europæiske hovedstad. Med grækernes og romernes efterkommere lige rundt om hjørnet, ligger Bosnien ikke kun i samme område som de lande, der ofte betegnes som den europæiske civilisations vugge. Religiøst og kulturelt er Sarajevo også der hvor ’Øst’ angiveligt møder ’Vest’, hvorfor byens multikulturelle brand ofte opsummeres under betegnelsen ’Europas Jerusalem’.
I år er alle diplomatiske sejl sat til, for at dyrke netop ideen om Sarajevo som Europas multikulturelle centrum, som støttes af diverse internationale kulturinstitutioner og repræsentationer i skøn forening. Èt af tiltagende er en kulturfestival.
Europas Hjerte
Sarajevo Srce Evrope – eller Sarajevo Europas Hjerte på dansk – hedder således festivalen som egentlig var tænkt som anledning til at sætte dét punktum for krig og konflikt, som i disse måneder markeres af talrige lande i Europa.
Med den bosniske hovedstad som det symbolske omdrejningspunkt for diverse fredelige kulturelle aktiviteter, var hensigten at lade bosniere og internationale besøgende mindes verdenskrigen sammen. Vel at mærke med det fælles mål for øje at bidrage til europæisk forsoning og integration.
Men trods sit budskab om mangfoldighed og dialog har Sarajevo-festivalen mødt kritik – og dertil konkurrence fra andre mindre kompromissøgende arrangementer. For selvom festivalens arrangører ellers forsikrer om, at man ”ikke ville tage nogen historisk stillingtagen til fortiden,” så skal man ikke kigge mange bosniske avisredaktører i bladene, før man får en god fornemmelse af, at ikke alle i Bosnien synes lige godt om den idé.
Festivalens højdepunkt, en mindekoncert med Wiener Philharmonikerne i Sarajevo, blev delvist boykottet. Og ikke mindst fra bosnisk-serbisk side skete det til fordel for flere uofficielle mindearrangementer.
Sarajevo Srce Evrope – Sarajevo Europas Hjerte
(Foto: sarajevosrceeurope.org)
Frihedskæmper? Helt? Nationalist?
Det er værd at dvæle kort ved den historiske begivenhed, vi ikke kommer udenom, når det handler om Første Verdenskrig og især opfattelsen af krigen, som i Bosnien er langt fra entydig. Med til det historiske billede hører nemlig Gavrilo Princip – den østrig-ungarske tronfølger og Franz Ferdinands banemand, hin 28. juni 1914.
Mens serberne ser Princip som en serbisk helt og frihedskæmper er bosniakkernes (de muslimske bosniere) sympati for samme mand ganske lille. I den bosnisk-muslimske lejr forbindes Princip i dag således mere med serbisk nationalisme, end med det han ifølge historiske kilder egentligt plæderede for – en jugoslavisk stat og løsrivelse fra det imperialistiske Østrig-Ungarn.
Mens det kan være overordentligt svært at finde enkle svar på alle spørgsmålene om hvad, og hvem, der bør mindes i forbindelse med 100-året, og ikke mindst hvordan og hvorfor, så er det også interessant at se på, hvorfor man i Bosnien er så vilde med at mindes overhovedet.
Og hvorfor bosnierne ikke kun havde én, men hele tre arrangementer til at markere det krigsplagede århundrede.
En nation, flere hovedstæder?
De mange markeringer fortæller nemlig ikke kun om bosniernes stridende opfattelser af de begivenheder, der udspillede sig i Sarajevo op til verdenskrigen. De siger også rigtig meget om, hvordan hundredeåret for krigen skaber anledning til igen at cementere det, for en del bosnieres vedkommende, ambivalente forhold til Bosnien som nation.
Den modvind, som Srce Evrope-arrangementet har mødt især blandt bosniske serbere, bunder netop i internt modstridende opfattelser af, hvilket land Bosnien er og bør være. Med til dette billede hører selvsagt forskellige opfattelser af landets hovedstad, hvis bystyre ikke mindst de bosniske serbere har et noget anstrengt forhold til.
Med andre ord er forestillingerne om Sarajevo noget mere tvetydige end kulturfestivalens ærinde og budskab antyder. Og mens bosniakkerne således mindedes i Sarajevo som en del af festivalen, holdt de bosniske serbere deres egne højtideligheder – ingen af hvilke vel at mærke fandt sted i hovedstaden.
Krigsminder og kulturarv
Den officielle bosniske ceremoni fandt sted i Sarajevos netop genindviede Vijecnica – Sarajevo tidligere nationalbibliotek og rådhus. Alene valget af denne smukke restaurerede bygning som baggrund for markeringen er interessant – og kontroversiel.
Bygningen blev voldsomt ødelagt under de serbiske bombardementer af Sarajevo fra 1992-1995. Efter et utal af bøger og andre værdifulde genstande blev tilintetgjort under den tre år lange belejring, står den i dag som et symbol på serbisk aggression mod den bosniske kulturarv.
Det har derfor næppe været nogen tilfældighed at man fra det primært bosnisk-muslimske bystyres side har valgt netop Vijecnica som kulisse for fejringen af fred og multikultur. Og selvom Sarajevo således på visse punkter ligner den multireligiøse og kosmopolitiske hovedstad i hjertet af Europa, som mange gerne vil gøre den til, så anser mange bosniske serbere i høj grad byen som en multikulturel hovedstad som var.
De forbinder i dag Sarajevo med Bosniens tyrkisk-muslimske kulturarv og med deres, efter egen opfattelse, fordrivelse fra byen efter afslutningen på krigene i 1990’erne.
Gavrilo Princip hyldes i Øst-Sarajevo
Derimod fandt ingen af de serbiske arrangementer noget særligt behov for at iscenesætte sig selv som en del af den bosniske hovedstad. Eller det vil sige – den ene, en ceremoni i bydelen Øst-Sarajevo, gjorde til dels.
Øst-Sarajevo er Sarajevos primært serbisk beboede bydel. Bydelen ligger et godt stykke fra Sarajevos centrum og den er i modsætning til resten af hovedstaden en del af Rebublica Srbska – den ene af Bosniens to administrative enheder, som politisk er domineret af de bosniske serbere. Med offentliggørelsen af en ny statue hyldede Øst-Sarajevo Princip som serbisk nationalhelt.
Dyrkelsen af Princip som serbisk helteskikkelse var også omdrejningspunktet for den anden serbiske markering, nemlig åbningen af den kunstige bydel Andricgrad i den østbosniske by Visegrad. Andricgrad er Visegrads stolthed (eller skamplet – alt efter hvem man spørger), en kuriøs fortolkning og kitchet kropsliggørelse af ideen om et Bosnien i flere udviklingsstadier: Fra det laveste stade – repræsenteret af tyrkisk-osmannisk arkitektur – til det højeste.
Sidstnævnte er forbilledligt fremhævet i form af en majestætisk Serbisk-Orthodoks kirke. Bydelen er opkaldt efter den bosniske Nobelprismodtager Ivo Andric og er hovedsageligt et nationalistisk motiveret prestigeprojekt finansieret af filminstruktør Emir Kusturica i samarbejde med et selvstændighedshungrende Republica Srbska.
Jagten på den europæiske kultur
Men det er ikke kun bosnierne selv, der bruger fortællingerne om Sarajevo og Første Verdenskrig til at iværksætte politiske mål og kampagner. I Bruxelles, såvel som i korridorerne hos mangt en europæisk repræsentation på Balkan, var det indtil for nyligt den store diplomatiske drøm, at se Sarajevo som Europæisk Kulturhovedstad 2014.
Tænk, at se Bosnien som vært for en kulturhovedstad samtidig med 100-året for Første Verdenskrig, samtidig med en eventuel bosnisk indtræden i den Europæiske Union.
Det er nok i virkeligheden her, vi skal finde ophavet til ideen bag ’Sarajevo Europas Hjerte’. Den historiske determinisme står på spring: Et hypotetisk sammenfald af den kaliber ville med sikkerhed have fået de diplomatiske hovedstæder- og sæder til at kamme over af mytiske fortolkninger af ikke bare Bosniens, men også af Europas historie.
Mange almindelige bosniere opfatter da også krigen som den ultimative årsag til, at Bosnien ”er drevet væk fra Europa”. Her ser man 1990’erne og den seneste efterkrigstid som en tidslomme mellem ”de gode tider” før krigen og så den ventede (gen)optagelse i det europæiske fællesskab gennem et EU-medlemskab.
Der skal dog mere end symbolske datoer og forjættende historiefortællinger til før sådanne drømme bliver til virkelighed. I Sarajevo findes historien ikke, så her er man stadig på jagt efter en fortælling, der passer alle.
Annemarie Majlund Jensen er journalist ved Magasinet Europa og cand.mag. i Europastudier