Første Verdenskrig har sat dybe spor i den tyske nations kultur og selvforståelse. Men hvad præcis har krigen betydet for forholdet mellem kulturnation og statsnation, fællesskab og individ, frihedsbegrebet og multikulturalismen? Kulturforsker Adam Paulsen forklarer i et interview med Magasinet Europa urkatastrofens konsekvenser for Tyskland og tyskerne – dengang og i dag.
Interview af Rikke Johan
21.8.2014 | WW1:TEMA | I bogen Overvindelse af Første Verdenskrig – Historiepolitik hos Ernst Troeltsch, Oswald Spengler og Thomas Mann undersøger Adam Paulsen med udgangspunkt i de tre tyske forfatteres værker ombrydningerne i den nationale selvforståelse.
Han beskriver, hvordan selvbilledet med tiden gennemgår en udvikling fra de første måneders kollektive selvforsikringer over den stadig mere skrøbelige politiske borgfred, krigsnederlaget og den deraf følgende nationale orienteringskrise frem til genovervejelsen af forholdet mellem Tyskland og Europa i mellemkrigstiden.
I dette interview spørger Magasinet Europa nærmere ind til nationsbegrebets udvikling i Tyskland siden Første Verdenskrig – og trækker debatten op til i dag.
Den daværende kulturelites syn på staten
Magasinet Europa: Frem til 1945 blev Tyskland blandt intellektuelle betegnet som en kulturnation i modsætning til en statsnation. Fællesskabet stod over individet i politikken. Hvad kendetegnede den tyske kulturnation?
Adam Paulsen: For de tyske intellektuelle omkring 1900 var Tyskland en kulturnation, mens f.eks. Frankrig var en statsnation. Kulturnationen er et førpolitisk, deterministisk koncept. Det er forestillingen om, at man fødes ind i nationen, hvis grænser falder sammen med sprogets, historiens, traditionens.
Omvendt forholder det sig med statsnationen, som er et politisk, universalistisk og voluntaristisk koncept. Her er fællesskabet noget, individet kan vælge til eller fra. Man fødes ikke ind i nationen, men vælger, at det er her, man vil tilbringe sit liv.
De fleste nationer hælder mere til den ene end til den anden idealtype. Under alle omstændigheder spillede denne forestilling om nationen en vigtig rolle i den tyske selvopfattelse og identitetskonstruktion fra slutningen af 1700-tallet til Første Verdenskrig. Den tyske nation beroede på folket og hævdedes at være naturgroet, fremspiret af mulden, mens den fransk-vesteuropæiske statsnationsmodel omvendt blev betragtet som noget kunstigt og konstrueret.
Meget firkantet sagt spiller politikken derfor ingen rolle i kulturnationen. De intellektuelle overlod det derfor gladeligt til monarken og regeringen at styre landet. Faktisk betragtede mange det ligefrem som noget mindre fint end kulturen. Selvfølgelig gjorde man også en dyd ud af nødvendigheden, det er de sure rønnebær. Men det betød under alle omstændigheder, at man trak sig tilbage til kunstens ophøjede sfære og overlod det til andre at styre landet.
Fællesskabet stod over individet i politikken, men til gengæld brystede man sig meget af at have både tiden og friheden til at dyrke eksempelvis litteraturen og musikken. Den individuelle frihed fandtes med andre ord kun i privatsfæren, mens den enkelte borger intet som helst havde at skulle have sagt i politikken.
ME: Hvordan gik det for den tyske kulturnation efter 1945?
AP: Efter Anden Verdenskrig er situationen en anden, hvis vi da ser bort fra DDR, som i en vis forstand fortsatte ad samme spor under andet flag. Her havde partiet som bekendt altid ret, og når Østtyskland ofte blev kaldt et ”læseland”, så har det jo igen med det forhold at gøre, at det offentlige rum så at sige ikke var tilgængeligt, at politikken heller ikke her var noget, den enkelte havde indflydelse på.
Derfor kunne man jo lige så godt dyrke de områder, man nu engang havde adgang til, altså bl.a. litteraturen og dannelsen. På den måde kan man sige, at det upolitiske borgerskab overvintrede i DDR, men selvfølgelig i en helt anden form.
Med forfatningen i baglommen
(Foto: Flickr Creative Commons / Konstantin Klein)
Men i Vesttyskland var situationen en anden. Det fremgår bl.a. af den vesttyske forfatning fra 1949, der helt ned i detaljen er præget af den ulykkelige tyske fortid. I forfatningens første to artikler lyder det, at menneskets værdighed er uantastelig, og at det tyske folk derfor bekender sig til de universelle og umistelige menneskerettigheder. Det er jo meget flot, og der er ingen tvivl om, at forfatningen – ”das Grundgesetz” – har en næsten sakral status i dag.
Tyskland er nu i højere grad en statsnation
ME: Hvordan er forholdet mellem kulturnation og statsnation i Tyskland i dag?
AP: Tyskland er nu ikke så meget en kulturnation, som det er en statsnation. Men selvfølgelig har ikke alle været lige glade for statsnationens dominans. Mange har igennem tiden kritiseret Jürgen Habermas’ og Dolf Sternbergers koncept om ”forfatningspatriotisme”, der jo er en slags opdatering af statsnationsbegrebet. Det er blevet opfattet som køligt, abstrakt, intellektualistisk og konstrueret. Det er utvivlsomt også rigtigt, hvis man sætter det op imod kulturnationens ”varme” fællesskab.
Jeg vil tro, at det er en af forklaringerne på, at så mange tyskere har kunnet samles om fodbolden i de seneste år. Det begyndte i 2006, da Tyskland var vært for VM, og hvor tyskernes følte flag-tabu bogstaveligt talt blev vejret bort. Følelsen af at kunne vise sit nationale tilhørsforhold uden at skamme sig har været utrolig vigtig for mange tyskere.
Sommeren 2006 har ligefrem fået et navn: ”Das Sommermärchen”, altså sommereventyret. Navnet spiller på et berømt tysk langdigt af Heinrich Heine fra 1844 med titlen ”Deutschland. Ein Wintermärchen”, som netop handler om den triste situation i Tyskland, hvor demokrati og frihed knægtes.
I øvrigt har det utvivlsomt også gjort det lettere både indadtil og udadtil, at det tyske fodboldlandshold i de sidste ti år har været så multietnisk. Det er vistnok stadig det landshold, der aktuelt repræsenterer flest nationaliteter, hvis man altså dermed hentyder til forældrenes herkomst. Det har gjort det lettere for tyskerne at bekende sig til nationen uden at blive beskyldt for atter at være på vej ud af en uheldsvanger tangent. Samtidig har det gjort det vanskeligere for udlandet at beskylde dem for netop det.
ME: Hvilke spor kan der trækkes fra Første Verdenskrig og kulturnationen til den tyske tilgang til multikulturalisme i nutiden?
AP: Du har selvfølgelig helt ret i at påpege forbindelsen mellem kulturnationen og så det kulturbegreb, der ofte ligger mere eller mindre uudtalt under vor tids multikulturalisme. Når mindretal i dag kræver autonomi, sker det jo med reference til en fælles kultur og/eller religion. Især i Canada og England er man gået meget vidt for at imødekomme disse mindretals kollektive rettigheder med diverse former for særlovgivning. Det er jo ren kulturnation!
Det er vanskeligt at forestille sig lignende tiltag i Tyskland, men om det alene skyldes de tyske erfaringer med kulturnationen, tør jeg ikke sige. Omvendt hælder man slet ikke lige så langt i den anden retning som Frankrig, hvor sekularismen er temmelig vidtgående.
Det punkt vil man aldrig nå i Tyskland, alene fordi det føderale princip modvirker sådanne udslag af etatisme (tanken om, at den politiske stat bør værende den øverste og bærende instans i samfundet, red.). Det skyldes dog også, at den tyske politiske kultur i meget høj grad har et kristent grundlag i CDU/CSU.
ME: Med den tyske kulturnations tilbagetog og statsnationens fremtog in mente, hvordan har den tyske tanke om fællesskab over individ ændret sig fra tiden omkring Første Verdenskrig til i dag?
AP: Det helt korte svar er, at fællesskabet, kollektivet, folket, der blev perverteret under Hitler, i dag er en meget problematisk politisk kategori. Når man så anderledes på det tidligere, har det i høj grad med det upolitiske tyske kulturbegreb at gøre.
Rikke Johan er journalist på Magasinet Europa
Adam Paulsen er ph.d. i tysk kulturhistorie fra Københavns Universitet og post.doc ved Institut for Kulturvidenskab på Syddansk Universitet.
Billede i artiklens top: Tyske officerer holder jul i 1917 – Flickr Creative Commons / pellethepoet