Udbruddet af Første Verdenskrig var først og fremmest storpolitik, men satte ligeledes sit aftryk på stort set alle aspekter af hverdagslivet i den mellemstore tyske by Wiesbaden. Lektor Karl-Heinz Pogner, der i sin forskning har zoomet ind på krigens spor i delstatshovedstaden, fortæller her, hvordan de grusomme begivenheder gennemsyrede alt fra matematikopgaver til kogebøger og satiretegninger.

Interview af Rasmus Leander Nielsen

29.8.2014 | WW1:TEMA | ”Der große Krieg hat begonnen,” stod der grandiost i Wiesbadener Zeitung den 2. august 1914. Den Store Krig var brudt ud, og med den fulgte store forandringer i Wiesbaden. En by, der ellers mest var, og er, kendt som et fredsommeligt kursted i delstaten Hessen i det sydvestlige Tyskland.

Også for dem, der ikke drog i felten forandrede hverdagen sig slag for slag i takt med krigens gang. Ganske hurtigt sneg krigen sig ind i tøjreklamer, digte og religiøse prædiker, på postkort, løbesedler og plakater. For bare at nævne et par eksempler.

For når der er ”krig og storpolitik i luften, udfoldes dette også i hverdagslivet – i det små,” forklarer Karl-Heinz Pogner, lektor ved Institut for Interkulturel Kommunikation og Management, da Magasinet Europa møder ham på Copenhagen Business School til en snak om Wiesbaden i midten af 1910’erne. Akkompagneret af talrige teksteksempler og billeder fra arkiverne.

Wiesbaden som mikrokosmos
Karl-Heinz Pogner boede i 1980’erne selv i Wiesbaden og har igennem arkivstudier undersøgt, hvad der skete i lokalsamfundet og byrummet, da Første Verdenskrig brød ud.

Hvordan storpolitikken kom til udtryk i hverdagen og offentligheden, men også, hvordan hverdagslivet gjorde storpolitikken mulig via en mobilisering af byens borgere.

”Der var ikke kun tale om en militær mobilisering, men også en social og mental mobilisering, hvor krigen blev brugt til at holde sammen på lokalsamfundet,” påpeger Karl-Heinz Pogner, der ved at zoome ind på lokalhistorien kan bidrage til andre forståelser af Første Verdenskrig end historikere med fokus på stormagtskonflikter.

Krigen i det offentlige rum
I byrummet kom krigen tidligt til udtryk ved parader, hvor Kejser Wilhelm red i takt med marcherende soldater. På feltpostkort, løbesedler og plakater blev de tyske soldaters mod hyldet, mens de franske latterliggjort med et stænk af racisme over for folk fra de franske kolonier i Nordafrika.

Begejstringen for krigen var ganske synlig i det offentlige rum og humøret højt i august 1914. Forventningen var, at krigen ville være overstået inden jul.

Selv mange venstreorienterede fra fredsbevægelsen bakkede op om krigen, og tegninger i aviser og magasiner ”glemte deres samfundskritiske satire til fordel for propaganda og agitation. I stedet for humor blev det til hetz mod franskmænd og russere,” fortæller Karl-Heinz Pogner.

Senere kom krigen blandt andet til udtryk i byrummet i alternative anvendelser af de mange kurhoteller og grønne områder, hvor især mange rige russere tidligere havde rekreeret og lagt penge. Efter krigens udbrud forsvandt russerne og turismen som indtægtskilde.

Wiesbaden havde ingen tung industri og meget lidt landbrug i nærområdet. Parker blev nu brugt til at avle kartofler, og kurstedernes bygninger blev i stigende grad brugt som hospitaler.

Plakaterne i det offentlige rum ændrede over tid karakter, med opfordringer til at støtte og samle ind til krigen ved hjælp af metoder, vi i dag kender som mikrofinansiering. På samme vis informerede plakater om priser og rationering af mel, ris og ost, der kun blev solgt fra specifikke steder, hvor de tilbageværende udlændinge systematisk betalte overpriser.

Mobilisering af husmødre og krigspædagogik for de yngste
For at få hverdagen til at hænge sammen spillede kvinderne en væsentlig rolle i Wiesbaden for godt hundrede år siden, fremgår det af arkiverne.

”Vi har brug for mødrene,” lød det fra lokalpolitisk hold.

Det hed sig, at kvinderne skulle mobiliseres, da de skulle ”vinde krigen ved gryderne.” Og i lazaretterne. En krigsplan for kvinder blev udbredt, og der blev brugt en del krudt på at hylde den ”kvindelige arbejder”.

”Nu har vi en pligt til at støtte de tapre krigere,” skrev eksempelvis en nyoprettet  patriotisk kvindeforening.

En krigsplan for husmødre

En krigsplan for husmødre

Adskillige oplysningskampagner omhandlede blandt andet, hvordan gas bruges mest effektivt, så gryderne kunne holdes i kog længst muligt. Selv i kogebøger og små madhæfter kunne krigen direkte spores. Der blev afholdt ’workshops’ i byen, hvor husmødrene lærte at få mest ud af de knappe fødevareressourcer.

Wiesbadens kvinder blev ligeledes hyldet for at have født deres sønner, der drog i krig, og de opfordredes til at sende deres yngre drenge i paramilitære træningslejre.

Der opstod endda en decideret krigspædagogik for skolebørn: ”Hvad kan krigen lære vores elever i skolen”, lød titlen således på en bog udgivet under krigen. Heri kunne man læse, at i retskrivning er prikken over i’et lige så nødvendigt som et godt udført kanonskud.

En krigsregnebog for skoleåret 1914-15 opstillede en velkendt øvelse, hvor eksempelvis udregning af afstand mellem to byer blev ændret til omkostningerne ved at bekrige briterne:

”En U 9 (en ubåd, red.) har med tre skud, som koster 15.000 mark stykket, skudt tre engelske panserkrydsere (et pansret krigsskib, red.) til havets bund. En panserkrydser koster uden ammunition 36,5 millioner mark. Hvor stor en skade forårsagede 1 mark brugt på ubådens ammunition?”

Fornyet interesse for lokalhistorie i krigens skygge
Ovenstående er blot få blandt mange af Karl-Heinz Pogners eksempler på, hvordan Første Verdenskrig kom til udtryk i alt fra politik over kultur og religion og altså helt ned til skolebørnenes matematikopgaver.

”Krigen kunne således spores i stort set alle aspekter af hverdagen. Mobiliseringen gennemsyrede alle samfundslag i en by som Wiesbaden,” konkluderer CBS-lektoren.

Karl-Heinz Pogners arkivstudier stammer primært fra dengang Første Verdenskrig ”kun” havde 80-års jubilæum for 20 år siden, men interessen for lokalhistorie under krigen har igen fået en opblomstring i forbindelse med 100-års jubilæet.

I Tyskland er der f.eks. flere igangværende forskningsprojekter og udstillinger, der alle på lignende vis fokuserer på krigen i et lokalt perspektiv, hvor dagligdagsprodukter, breve og dagbøger bruges til at forstå datidens rædsler og blive klogere på, hvordan livet trods alt kunne gå videre for dem, der ”blev hjemme”.

Herhjemme har Mosede Fort ved Karlslunde en udstilling med et tilsvarende sigte, og projektet Europeana 1914-1918 opfordrer alle europæere til at indsende historier, breve og andet materiale, der kan gøre os klogere på Første Verdenskrig.

Rasmus Leander Nielsen er ansvarshavende redaktør på Magasinet Europa

Karl-Heinz Pogner er lektor ved Institut for Interkulturel Kommunikation og Management, Copenhagen Business School. Alle billeder er stillet til rådighed af Karl-Heinz Pogner