Til december bliver polske Donald Tusk formand for Det Europæiske Råd, populært kaldet EU-præsident. Han står over for en række udfordringer, men kan vise sig at blive løsningen på blandt andet Ukraine-krisen og Storbritanniens trussel om at forlade EU-samarbejdet. 

8.9.2014 | NY EU-PRÆSIDENT | Valget af den 57-årige polske ministerpræsident Donald Tusk kom dybest set ikke som den store overraskelse. Allerede inden topmødet i Bruxelles den 30. august stod det klart, at én af de to topposter, præsident eller udenrigsminister, skulle gå til et østeuropæisk land.

At valget faldt på Donald Tusk er der flere årsager til. Donald Tusk har stor politisk erfaring, og har været sit lands ministerpræsident i syv år. Han har et godt forhold til Merkels Tyskland, og derudover er Polen det største østeuropæiske land i EU. Dette er ikke er uvæsentligt.

Tusk er desuden kompromissøgende, hvilket ikke kan siges om Polens kandidat til udenrigsministerposten, Jaroslaw Sikorski. Sikorski har snarere lighedstræk med Sveriges Carl Bildt og NATO’s Anders Fogh Rasmussen, mens Tusk er mere pragmatisk.

Fire spørgsmål presser sig på, når det kommer til Tusks fremtid som EU-præsident – en post han overtager fra Herman Van Rompuy den 1. december. Vil Tusk kunne skabe de nødvendige kompromiser omkring de centrale, økonomiske spørgsmål? Kan han udfylde rollen som ’østeuropæernes stemme’ i EU? Kan han agere konstruktivt i forhandlingerne om Storbritanniens fremtid i EU? Og ikke mindst: Kan han gøre en forskel, når det gælder forholdet til Rusland?

Østeuropas stemme i EU
Polen er ikke med i euroen, men satser på at blive det. Spørgsmålet er blot, hvornår Polen er klar til euromedlemskabet, og herom er der delte meninger. Også blandt polske økonomer. Om det er et problem, at EU-præsidenten ikke repræsenterer et euroland, må tiden imidlertid vise.

Eurogruppen har som bekendt sin egen formand, og Tusks rolle bliver at bygge bro mellem euro-lande og ikke-eurolande. Opgaven bliver at forsøge at undgå, at beslutninger taget af eurolandene skaber problemer for EU som helhed. For eksempel for EU’s indre marked.

EU’s østpartnerskabspolitik er et emne, Tusk uden tvivl vil prioritere særdeles højt. Hvilket ikke overraskende støttes stort set hele vejen ned gennem Østeuropa. Tusk kender de østeuropæiske landes holdninger godt fra blandt andet Visegrad-topmøderne, hvor statslederne og ministre fra de fire centraleuropæiske lande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn forsøger at koordinere deres politik. Tusk må dog se bort fra Polens egne interesser. I hvert fald i langt højere grad end i rollen som polsk ministerpræsident.

Polske interesser i Storbritannien kan blive afgørende
Når det gælder Storbritanniens fremtid i EU kan Tusk afgjort spille en rolle. Og Polen har da også en stor interesse i at fastholde Storbritannien mest muligt i EU-samarbejdet. Der er således mere end 600.000 polakker i Storbritannien, og alene det betyder meget.

Spørgsmålet om arbejdskraftens fri bevægelighed og emnet social dumping har imidlertid skabt problemer i forholdet mellem Polen og Storbritannien, men uden britisk EU-medlemskab vil risikoen for begrænsninger i indvandring og i sociale ydelser for polakker i England være større.

Polen deler dog et stykke hen ad vejen Camerons syn på EU, når det gælder modstanden mod supranationalisme og overstatslig magt koncentreret i EU. Og når det gælder det transatlantiske forhold og forsvar og sikkerhed rækker enigheden meget langt.

Vandene skilles derimod, når det gælder EU’s budgetter og landbrugspolitikken. Polen får store overførsler fra EU’s pengekasser, og tilhører derfor ’kohæsion-vennerne’, dvs. den gruppe af lande der ønsker økonomisk omfordeling og et stort EU budget. Storbritannien er derimod i den modsatte lejr.

I rollen som ’østeuropæernes stemme i EU’ vil Tusk derfor utvivlsomt fokusere meget på EU’s budget og på fastholdelsen af arbejdskraftens fri bevægelighed. Når det gælder EU’s klimamål er Polen og de fleste lande i øst derimod minimalister.

Tusk som EU’s svar på Ukraine-konflikten?
Slutteligt – men ikke mindst: forholdet til Rusland. Polen hører som bekendt til høgene, når det gælder Ukraine og indførelse af sanktioner overfor Rusland. Der er da også dem, der mener, at valget af Tusk er et signal til Moskva om, at EU mener det alvorligt, når det gælder Ukraine. Men Moskva er ikke nødvendigvis utilfreds med valget af Donald Tusk.

Over de år, hvor Tusk har været Polens ministerpræsident, har forholdet mellem Rusland og Polen svinget mellem kold krig og en vis afspænding. Forholdet blev forværret efter Georgien-krigen i 2008, men det blev derefter hurtigt forbedret. I 2009-10 blev der afholdt flere møder mellem Putin (dengang ministerpræsident) og Tusk, og samhandelen mellem Polen og Rusland steg betragteligt.

Flykatastrofen ved Smolensk i april 2010, der medførte store tab af menneskeliv, heriblandt præsident Lech Kaczynski, lagde dog umiddelbart fundamentet til forsoning mellem Polen og Rusland. Medvedjev, dengang Ruslands præsident, trodsede askeskyen fra Island og tog del i Lech Kaczynski’s begravelse.

Smolensk-katastrofen førte til mange og hidsige konflikter internt i Polen, men det forholdsvis gode forhold mellem Polen og Rusland blev fastholdt trods alt. Til trods for, at der var en vis uenighed mellem Polen og Rusland om årsagerne til flykatastrofen.

Men udviklingen i Ukraine efter topmødet i Vilnius i november 2013 vendte om på det hele. I dag står vi over for en ny alvorlig kold krig. Polen vil utvivlsomt fortsat komme til at spille en central rolle, når det gælder fastlæggelsen af EU’s Rusland-politik, og det uanset om den kolde krig fortsætter eller, modsat, at diplomatiske løsninger og kompromiser får en chance.

Polen har over årene ikke kun været høg. I 2004 optrådte Polen som mægler. Det samme skete i februar i år, da udenrigsministrene fra Polen, Tyskland og Frankrig – og med støtte til sidst fra Rusland – nåede frem til en aftale med oppositionen i Kiev om en køreplan for fred. Aftalen holdt som bekendt ikke. I dag er Ukraine en ”failing state”. Økonomien er kollapset, og store udfordringer venter. Også for EU.

Polakkerne er stolte af at få topposten og valget af Donald Tusk er efter min bedste overbevisning ikke noget dårligt valg. Han skal lære sig bedre engelsk, men det går jo nok. Lad os håbe Tusk klarer opgaven.

Søren Riishøj er lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet og fast skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Kancelaria Prezesa Rady Ministrów