”Lugten af stedet, af døden, trængte ind i tøjet, ind i kroppen. Men det mest skræmmende var oplevelsen af, at man vænner sig til alt. Det bliver en del af arbejdet, af livet,” fortæller kunstneren Ismar Čirkinagić om hans arbejde med massegrave i Bosnien (artiklen bringes i samarbejde med Magasinet Røst).
1.10.2014 | BOSNIEN | Første gang jeg snublede over navnet Ismar Čirkinagić var, da jeg tilbage i juni sad med programmet for dette års Copenhagen Photo Festival udfoldet foran mig som et skattekort. Jeg blev nysgerrig. Hvem var denne for mig hidtil ukendte kunstner med rødder i det tidligere Jugoslavien? Og hvad mon han beskæftigede sig med, bærende på sig den tyngde, som krigen måtte have lagt på hans skuldre?
For Ismar Čirkinagić (f. 1973) er oprindeligt fra Prijedor – en by i entiteten Republika Srpska i det nordlige Bosnien-Hercegovina. Han er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og senest har han været aktuel med fotoudstillingen Negatives Beyond The Green ved galleri Format, Malmø, i forbindelse med førnævnte festival.
Krigen som omdrejningspunkt
Hans kunstneriske praksis tager form i fotografier og konceptuelle installationer. I størstedelen af hans udstillinger, om end ikke i alle, er det tematiske omdrejningspunkt spørgsmålet om etnisk udrensning, som har fundet sted i Bosnien under krigen i 1990’erne.
Det er efterhånden to årtier siden, at Dayton-aftalen trådte i kraft med det formål at afslutte krigen i ruinerne af det sammenbrudte Jugoslavien. Men selv nu, tyve år senere, genlyder krigens ekko.
”Sidste år lokaliserede man massegraven i Tomašica i nærheden af Prijedor; et område, som blev udsat for massiv etnisk udrensning i løbet af 1992-95. Massegraven regnes for at være den største massegrav fra krigen. Og da jeg fotograferede stedet tilbage i 2006, var jeg ikke klar over, at der – ud over de 30 personer, som på daværende tidspunkt var ekshumeret (opgravet, red.) – stadig befandt sig flere hundrede lig under jorden,” fortæller Ismar Čirkinagić.
At betragte og forstå fortiden
Drivkraften bag Ismar Čirkinagićs beskæftigelse med emnet havde afsæt i behovet for at forstå og finde mening i fortidens konflikt:
”Man kommer fra et socialistisk system funderet på en form for bratstvo – jedinstvo (broderskab og enhed, red.). Man uddannes og rettes ind i systemet, som bryder sammen i løbet af få måneder, få år. Det er ubegribeligt, hvordan tingene kunne forandre sig så radikalt i løbet af kort tid, og at noget som massemord kunne finde sted.”
Han forklarer, at han ofte i samtaler med andre befandt sig over for stærke og klare holdninger omkring krigen.
”Det var svært at diskutere og tale om emnet. Det føltes, som om jeg ikke vidste nok, og at jeg dermed heller ikke kunne stille de rigtige spørgsmål eller give de rigtige svar. Interessen for emnet voksede, og jo mere jeg læste, desto flere perspektiver fik jeg på historien, hvilket gav mig overblik og udrustede mig med en evne til at kunne tage stilling til tingene uden at fortabe mig.”
Det underlige er at have en massegrav som arbejdsplads
Spørgsmålet om fortidens konflikt som tematisk struktur begyndte Ismar Čirkinagić at undersøge gennem kunsten allerede tilbage i 2002, mens han stadig var på akademiet.
”Interessen lå ikke så meget i brugen af fotografiet som sådan, men mere i behovet for at undersøge nogle temaer og derigennem søge svar ved at besøge steder og betragte fortiden.”
Om sit besøg til massegraven fortæller han, at han “var vidne til et område dækket til af skeletter, parterede kroppe, menneskeligt forfald. Lugten af stedet, af døden, trængte ind i tøjet, ind i kroppen. Men det mest skræmmende var oplevelsen af, at man kunne vænne sig til alt. Det bliver en del af arbejdet, af livet; at arbejderne ved massegraven spiser frokost som var det en helt almindelig arbejdsplads, som om her intet var hændt,” fortæller Čirkinagić og uddyber:
”Det underlige er ikke, at medarbejderne spiser frokost. Det underlige er at have en massegrav som arbejdsplads.”
Skjulte chok-effekter
I sine værker placerer Ismar Čirkinagić skjulte chok-effekter, som først kommer til udtryk sekundært i beskuerens møde med værket.
Hvordan ville du reagere, hvis du som beskuer tilnærmede dig værket Cleaning Times? En installation sammensat af et antal høstakke og et udslået tøjstativ, hvor der – nok som forventet – hænger tøj. Og næste spørgsmål er så, hvordan ville du reagere, i det øjeblik du fandt ud af, at tøjet tilhørte krigsofre, og at høet blev høstet på en massegrav?
Cleaning Times-installationen
(Foto: Per Bak Jensen)
Samme koncept går igen i Negatives Beyond The Green, hvor beskuerens blik tilfredsstilles med æstetisk nydelsesfulde fotografier af landskaber og beklædningsgenstande. Men det smukke i disse fotografier krakelerer i det øjeblik, beskueren opdager, hvad der egentlig gemmer sig under overfladen.
Beklædningsgenstandene fotograferede Ismar ved Šejkovača – et identifikations- og ekshumeringscenter tæt på byen Sanski Most i Bosnien. Og de betagende, smukke landskaber hviler på Bosniens massegrave.
Netop denne baggrundsviden om materialerne tilføjer installationen og fotografierne en æstetisk kvalitet, som åbner op for anderledes og dybere oplevelse og erfaring.
Strategisk tilrettelæggelse
”Der er fotografier, som på en dokumentarisk og meget eksplicit måde og fantastisk vis repræsenterer massegrave og andre lignende motiver. I de tilfælde, hvor motivet er så direkte præsenteret for beskueren, er billedet tiltrækkende på en hypnotiserende måde, men på samme tid også frastødende. Folk genkender med det samme, hvad fotografiet drejer sig om, og de distancerer sig hurtigt fra motivet,” forklarer Ismar Čirkinagić.
Netop gengivelsen af det direkte, eksplicitte motiv af massegrave og ofrene er fraværende i hans fotografier. Et aktivt valg som han opdagede havde en klar effekt i beskuerens møde med fotografiet. Han fortæller, hvordan medstuderende på kunstakademiet ville tilnærme sig for at observere fotografierne med beklædningsgenstande, mens han arbejdede i mørkekammeret.
”De ville fortabe sig i billedet i forsøget på at finde mening. De genkendte tøjet, men hvorfor var det beskidt, ødelagt, brændt? De involverede sig. Men de distancerede sig, når de efterfølgende fik at vide, hvad billedet repræsenterede,” fortæller han og uddyber:
”Fravær af det eksplicitte har jeg brugt som en strategi til at trække beskueren ind i billedet uden at bebyrde med et hårdt motiv ved første blik. Strategien har gjort det muligt at nyde en repræsentation af noget, som under overfladen egentlig afslører et horribelt motiv. Jeg har forsøgt at pakke det ind i farverigt papir og gøre det æstetisk tiltrækkende, således af beskueren lettere kan træde ind i kunsten og tillade sig selv at reflektere over indholdet ved at bruge sin forestillingsevne til selv at skabe oplevelsen af det groteske i motivet.”
En følelsesmæssig distance
Nogle af de reaktioner, der opstod som respons på Ismar Čirkinagićs arbejde med fotografierne i Bosnien, afspejler en holdning til den nære, konfliktfyldte fortid i selvsamme land.
”Folk kunne finde på at sige ’lad det ligge, det er fortid, glem den historie, hvad skal du bruge det til?’ Men jeg tog blot billeder og stillede dem frem. Problemet er, at folk gerne vil feje fortiden ind under tæppet; lade som om intet er sket; glemme. På trods af at være bevidste om de begivenheder, som har fundet sted, ønsker folk ikke at acceptere dem ved ikke at tage stilling til dem,” forklarer han.
Ved nærmere eftertanke forekommer det unødvendigt at spørge, om han igennem sin søgen på mening er nået frem til noget brugbart. Krigens historier bærer i sig en iboende meningsløshed. Men den lange proces med fotografierne har trods alt ført noget med sig: En accept af meningsløsheden.
”Man finder jo ikke frem til en mening, som berettiger krigen. Man finder frem til en måde at begribe og forstå mangel på mening. Erfaringen siger mig, at man aldrig rigtigt kan forstå disse sager. Men ved at se dem i øjnene, ved at konfrontere sig med dem, formår man at skabe en følelsesmæssig distance. Man begriber tingene ved at slå koldt vand i blodet; man gør det nemmere for sig selv ved at have et overordnet overblik over situationen. Så er man i det mindste ikke forvirret omkring alting.”
Dalila Tatarevic er cand.mag. i spansk og spanskamerikansk sprog og har bl.a. organiseret en bosnisk-dansk filmfestival i Aarhus
Artiklen bringes i samarbejde med Magasinet Røst
Billede i artiklens top: Foto fra serien Execution sites and mass graves (2004/2010) af Ismar Čirkinagić