Ole Christensen (S) trådte ind i politik for at bekæmpe social dumping og hjælpe de svageste i samfundet. I dag er det stadig hans vigtigste mærkesag, og med valget af den nye kommissionsformand nærer han større forventninger til en løsning, end nogensinde før.
31.10.2014 | MEP:TEMA | Social dumping er stadigvæk den største og vigtigste mærkesag for Ole Christensen. Han har siden 2004 siddet i Europa-Parlamentet, men mener, at der først nu med den nye formand for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, for alvor vil blive sat ind imod social dumping:
”Den nye kommissionsformand har sagt, at det her er en prioritet hos den nye Kommission. At de vil forhindre og kæmpe imod social dumping.”
Han mener generelt, at de borgerlige partier i Danmark og Europa-Parlamentet har været for dårlige til at tage fat på problemet, og i stedet maskeret det som velfærdsturisme. Men der er en markant forskel, påpeger han.
Hvor velfærdsturisme er en betegnelse, der bliver brugt til at omtale folk der kun kommer til Danmark for at udnytte de sociale ydelser, er social dumping kendetegnet ved, at arbejdstagere kommer til landet og accepterer dårligere arbejdsforhold, end en dansker ville. Men det kan indimellem være svær at skelne mellem de to, lyder det fra Ole Christensen, som også så denne forvirring over alt i medierne under den seneste EP-valgkamp i maj i år.
”Ulla Tørnæs (MEP for Venstre, red.) snakkede om velfærdsturisme og social dumping, som om det var det samme. Men det er det ikke, og det kom til udtryk for sent i valgkampen, så folk vidste ikke bedre,” siger han.
Tid til forandring
Når alt kommer til alt, er der i virkeligheden ikke sket ret meget på området gennem de ti år, Ole Christensen har haft sin faste gang i Bruxelles.
”Jeg ville gerne sige der var sket en masse, men de forskellige ledere – både i EU og hjemme i Danmark – har været for dårlige til at tage fat på problemet, og det er træls,” konstaterer han.
Han har gennem tiden hørt mange forklaringer på, hvorfor social dumping ikke er blevet vægtet højere. Den mest brugte har været, at man under en økonomisk krise ikke kan fokusere på lige arbejdsvilkår.
”Det burde ikke være enten eller. Vi må ikke glemme det menneske, der er på arbejdsmarkedet, bare fordi der er mange om jobbet.”
Og det er ved at være sidste chance for den nordjyske parlamentariker, hvis han vil rykke ved noget. Han har nemlig allerede meldt ud, at den nuværende periode formegentligt bliver hans sidste i EU.
”Derfor vil jeg også satse hårdt på at få sat social dumping på dagsordenen. Heldigvis tegner det som sagt til at blive en større sag hernede nu med den nye formands støtte.”
Set i lyset af Kommissionens klare udmelding, håber Ole Christensen også, at arbejdet med arbejdsmarkedspolitik generelt kan blive nemmere:
”Jeg har oplevet ansatte, der ikke er bekendt med deres rettigheder, og det gør ikke lovgivningsarbejdet nemmere. Alle burde vide, hvad de kan forlange på arbejdsmarkedet, og vi i Europa-Parlamentet burde arbejde stærkt på at lave love, som virksomhederne ikke kan undgå at følge. Det er vores pligt.”
Olivia Madsen er elev på journalistlinjen på Vallekilde Højskole
Billede i artiklens top: Pressefoto