Klimaet forandrer sig. For den tidligere klimakommissær Connie Hedegaard (K) er den politiske klima-agenda mere betydningsfuld end nogensinde før. Gennem fem år har hun spillet en hovedrolle i den fælles europæiske klimapolitik, men 1. november i år gav hun ansvaret videre. Nu er det tid til at gøre status.
27.11.2014 | KLIMA | Dedikationen til hendes arbejde er tydelig. Fra første sekund Connie Hedegaard træder ind i konferencesalen, hvor interviewet finder sted, fornemmer man, hvorfor hun tilbage i 2009 fik jobbet som EU’s klimakommissær. Med hurtige, bestemte skridt indtager hun det store lokale efterfulgt af en kort, men høflig velkomst. Dette har hun prøvet før.
En kompleks verden med konkrete mål
Allerede tidligt inde interviewet bliver man mindet om, hvilken rolle Connie Hedegaard egentlig har spillet på den internationale klimascene. Hun har forsøgt at se udover egen politiske næsetip og haft fokus på at flytte på verdenssamfundets klimaproblemer, der rækker ud over vores generation. For det er ofte der, det går galt for diplomatiet, mener hun.
”Vi har altså et clash mellem langtidsudfordringer og korttidsfokus. Det er ligesom noget af det, jeg ser som de store bønner i klimadiskussionen.”
Derfor har hun forsøgt at implementere konkrete mål i sin politik. Sådan at både hendes kolleger i EU og de enkelte medlemslandene har kunne forstå dem. Senest har hun i slutningen af oktober i år forhandlet EU’s nye klimaaftale på plads, den såkaldte 2030-plan, der blandt andet forpligter landende til at udlede mindst 40 pct. mindre CO2 i 2030 i forhold til 1990. Et stærkt signal op mod FN’s klimatopmøde ved COP21 i Paris næste år, mener Connie Hedegaard.
Planerne har været længe undervejs. Da Connie Hedegaard startede som kommissær, vidste hun, at hun ville nå længst, hvis hun sigtede så højt som muligt. Under forhandlingerne til 2020-målene foreslog hun derfor allerede der en reduktion på 30 pct. af CO2-udslippet. Det blev ikke stemt igennem, og de europæiske ledere kunne dengang kun blive enige om 20 pct. I øjeblikket ser det dog ud til, at reduktionerne vil blive højere end målene. Efter al sandsynlighed vil vi i 2020 udlede op mod 24-25 pct. mindre CO2.
Finanskrise overskygger klimaet
Ét er, at Europas regeringsledere har sluttet op om Connie Hedegaard og resten af Kommissionens forslag til en klimaplan. Noget andet er, at få de enkelte medlemslande til rent faktisk at efterleve den. For ellers er aftalen jo ikke til megen gavn, påpeger Connie Hedegaard.
Hendes erfaring er, at det indimellem har været svært for hende som Klimakommissær at holde medlemslandene i ørerne, når de passivt har set til. Der findes som bekendt intet klimapoliti, og det har været Connie Hedegaards rolle at få medlemslandene til selv at se fordelene ved et bedre klima.
”Hvis man sidder som regeringsmedlem eller er spansk eller græsk statsminister, så er det andre ting, man har tænkt på, når man vågnede op hver morgen i de sidste mange år.
Ikke desto mindre er det lykkedes ved hjælp af udspillet fra kommissionen at presse denne her dagsordnen frem,” lyder det ikke uden en vis stolthed i stemmen.
Mange NGO’er, klimainvestorer og forskere har ellers kritiseret hende for, at målene ikke har været ambitiøse nok, og på den anden side har hendes politiske kolleger argumenteret for, at finanskrisen har gjort det svært at efterleve de strikse krav. Netop derfor er det så afgørende, at EU i fællesskab bliver enige om, hvordan man skal stille sig overfor fremtidige klimaudfordringer, siger hun:
”Hvis vi ikke havde sat mål, hvor mange finansministre tror I så lige havde fortsat med mange af de her ting under krisen? Europas erfaringer siger, at det hjælper, når man sætter mål op,” fastslår hun.
Udfordreren og optimisten
Udfordringerne stopper dog ikke her. For løsninger kommer som bekendt ikke ud af det blå. I en verden, hvor de helt store udledere ifølge Connie Hedegaard ikke gør nok, bør der gøres noget drastisk og gerne snart. Men ikke alle lande er lige samarbejdsvillige, mener hun.
En af de største udfordringer med omstillingen til grøn energi har længe været det gamle Østeuropa. Et land som Polen, hvor over 80 pct. af landets energiforbrug dækkes af kul, har længe været det sorte får i europæisk klimapolitik. De vil ikke være afhængige af energi fra Rusland og bruger i stedet kuldriften som økonomisk drivkraft.
De største diplomatiske udfordringer står BRIK-landene og ikke mindst USA derimod for. FN’s COP-møder er både langtrukne og giver sjældent noget afkast. For modstanden er desværre stor blandt de magtfulde lande, mener Hedegaard, der dog alligevel synes, at hendes arbejde har båret frugt.
”Hvis man kigger lidt tilbage på de seneste fem til ti år, så må jeg fremhæve Kina, der nu har sat en pris på CO2 – hvis jeg havde sagt det for fem år siden, havde folk sagt, at det sker ikke.”
Alligevel er hun nervøs for, at Kinas magt kan spænde ben for en aftale på COP21 næste år i Paris. Tidligere behøvede ulande kun at bidrage frivilligt. I dag skal alle parter involveres. I kraft af Kinas økonomiske vækst og ekstreme udledning af CO2 er landet en vigtig brik i det store klimapuslespil.
”Når vi taler om verdens største udleder af CO2, altså Kina, dur det jo ikke, at vi bliver ved med at sige, at det er en lille håndfuld lande, der skal klare det hele. Det kan ikke lade sig gøre. Vi er nødt til at have Kina, Sydafrika og Brasilien med også.”
Klimakampen fortsætter
Alt dette skal drøftes under næste års klimatopmøde i Paris, som også kommer til at handle om klimafinansiering. Det er selvfølgelig indlysende, at EU skal spille en central rolle, påpeger Hedegaard, men hverken USA eller Kina virker interesserede i at deltage.
Men fakta taler for sig selv, mener hun. EU’s udledninger er faldet, mens de er steget i både Kina og USA. Og det er helt afgørende, at man kommer frem til en løsning, siger hun, ”for ellers vil de her problemer udvikle sig til at være så store, at vi ikke længere kan håndtere dem.”
Faktum er dog, at det ikke bliver med hende ved roret for EU’s klimadelegation. For efter at have stået i spidsen for EU’s diplomatiske klimaforhandlinger gennem fem år, er hendes mandat udløbet 1. november i år. Men hun forlader alligevel ikke helt kampen for et bedre klima. Hun er pr. 1. Januar 2015 blevet ansat som formand for Velux’ nye miljø-, klima- og økonomifond; The Kann Foundation.
Et nyt kapitel begynder snart i Connie Hedegaards efterhånden lange og indædte kamp for klimaet. Men hendes drivkraft og gåpåmod er langt fra brugt op.
”Jeg synes jo, det er vanvittig vigtigt, at verden forstår, at man virkelig begynder at handle på det her.”
Jens Bjørn Gefke Grelck er elev på Vallekilde Højskole