Hvad repræsenterer mindesmærkerne i det offentlige rum? Hvilken funktion har de, og hvilken betydning har deres æstetiske form? Magasinet Europa lyttede med, da KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – stillede skarpt på disse spørgsmål.

5.3.2015 | MONUMENTER | Treblinka, Majdanek, Belzec, Stutthof, Kulmhof, Sobibor, Auschwitz-Birkenau. Et antal europæiske monumenter hæver sig for vores blik som vidnesbyrd fra Anden Verdenskrigs nazistiske udryddelseslejre.

Erindringen om Holocaust er efterhånden kendt og måske endda trættende for beskueren – dog hverken mindre aktuel eller relevant. Disse monumenters ihærdige insisteren på at minde os om fortiden udtrykker et behov for at bearbejde kollektiv og individuel sorg og tab.

Historien trænger sig på, men hvordan spiller den sammen med monumenterne og deres æstetiske udtryk? Og hvilken betydning har monumentale mindesmærker for samtidens kollektive og individuelle erindring?

International konference om mindesmærker
”Det er et enormt stort ansvar at træffe en beslutning om, hvordan en fortidig begivenhed skal erindres,” forklarer James E. Young, professor og leder af Institut for Holocaust, Folkemord og Erindringsstudier ved Massachusetts Amherst Universitetet, ved den internationale konference Memorials of Today – between a collective history of loss and new artistic strategies.

Konferencen blev arrangeret af KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – i anledningen af kunstudstillingen Magt Minder Mennesker og afholdtes i Kosmopol i København fredag den 23. januar 2015.

Til formålet havde KØS samlet førende danske og internationale forskere, arkitekter, kunstnere og erindringseksperter, som sammen satte deres erfaring og faglige viden i spil gennem analyser af et udvalg af samtidens monumenter, som repræsenterer en ny æstetik i mindesmærkegenren.

Magt, minder og mennesker
Vigtigheden af at bringe emnet frem i dagens lys bunder i det, som konferencens forskere samt KØS’ direktør, Christine Buhl Andersen, beskriver som en monument-mani. Monumenter – en traditionel kunstform – er blevet genstand for fornyet interesse.

Som en underkategori af mindesmærkegenren er monumenter en del af vores fælles offentlige rum. De opstilles til minde om historiske begivenheder, som dermed tilskrives en erindringsværdig betydning.

Men monumenterne er ikke blot historiske pejlemærker. De er også med til at definere, hvordan vi forstår vores fortid, hvad og hvordan vi erindrer, og hvad vi dermed ikke erindrer. De fungerer som markører for både vores kollektive og individuelle erindringer.

Et mindesmærke – eller, med andre ord, et erindringssted – er ikke uskyldigt. Ifølge Mattias Ekman, som forsker i spændingsfeltet mellem arkitekturteori og erindringsstudier, kan mindesmærker tjene politiske formål. Monumenter kan underbygge en bestemt politisk og ideologisk dagsorden, som reproducerer én bestemt version af fortiden.

Det store ansvar, ifølge James E. Young, ligger i beslutningen om, hvilken erindring et monument skal tilskrives, hvordan det skal opretholdes, på vegne af hvem og med hvilket formål.

Monumenternes radikale transformation
Monumenterne som kulturelt redskab har forandret sig både i idé og praksis, som har medført en æstetisk genreinnovation tilpasset samtidens individualistiske epoke med subjektet i fokus.

”Men hvordan orkestreres erindringsprocesser i forhold til arkitekturen?” spørger Mattias Ekman.

Karakteristisk for monumenter fremstillet i slutningen af det 19. århundrede er deres figurative, vertikale, rigide og grandiose form, som hæver sig op over individet med en autoritativ og dominerende effekt, forklarer kunsthistorikeren Mette Haakonsen.

Disse monumenter repræsenterer nationale idealer og triumfer, som forsøger at fastlåse erindringer. De skaber dermed ikke rum for erindringens foranderlige natur. For ifølge Young er hverken monumenter eller deres betydning eviggyldige. Den ændres i forhold til historiske, politiske og æstetiske strømninger inden for en bestemt tid og et bestemt sted.

Til gengæld, lyder det fra talerrækken på Kosmopol, søger samtidens monumenter at udfordre verdens realiteter og ikke blot bekræfte dem. Disse monumenter tager horisontal og abstrakt form, som metaforisk set omfavner det enkelte menneske og lader det være alene med værket. De sænkes ned på et plan, hvor vi som publikum står ansigt til ansigt med monumenterne – med historien – med gerninger og ugerninger.

Monumenternes tomme rum
”De er mere som et sår, som ikke vil hele,” siger James E. Young om samtidens åbne monumentale værker, som tvinger os til at se ind i os selv, på vores egne handlinger og motiver for erindring.

”Monumenter, som åbner op i landskaber ved at lave huller og tomme rum i landskaber, åbner et rum inde i os, hvor erindringen om det, som er fraværende, kan udspille sig,” uddyber han.

Dette rum for erindringen finder sted mellem mindesmærket og beskueren. Og dér, hvor mindesmærket placeres, er derfor i beskuerens “mind, heart, and conscience” skriver Young i At Memory´s Edge: After-images of the Holocaust in Contemporary Art and Architecture.

Disse værkers tomheder forvandler beskueren til et aktivt, inkluderet og handlende menneske, som bruger sin egen forestillingsevne til at bearbejde og fortolke sorg, tab og traume uden at blive dikteret én forenklet version af den kompleksitet, som en historisk begivenhed nu engang er viklet ind i.

Som konkrete eksempler på samtidens monumenter nævner konferencens forskere bl.a. Peter Eisenmans Denkmal für ermordeten Juden Europas i Berlin, Arret på Utøya af Jonas Dahlberg samt Monument over Danmarks International Indsats udført af Finn Reinbothe i 2011.

Historien på erindringens betingelser
Sovjetunionens kollaps, folkemord, diktaturregimers fald, post-konflikt samfund og ikke mindst Holocaust kan nævnes som eksempler på hvorfor vores blik ofte retter sig mod det, der ligger tilbage i tiden snarere end i nutiden og fremtiden.

Anden Verdenskrig sluttede i 1945, men den udkæmpes til stadighed på erindringens betingelser. Og vi er efterladt med en følelse af historisk ansvar og et spørgsmål om, hvordan vi bygger op efter sådanne sociale og historiske sammenbrud.

Selv om en så tragisk arv som Holocaust netop ikke fordrer ønsker om at mindes historiens gru, så ligger der en etisk forpligtelse i erindringen, som ikke kan ignoreres.

Polemikken om Holocaust-erindringen har især i Tyskland taget form af en afstandstagen fra at reducere erindring af Holocaust til kunstudstillinger og konventionelle monumenter for offentlig skue, som på en overfladisk måde påminder os om fortiden.

Bygger vi monumenter til at repræsentere fravær af noget eller nogen, bliver vi i den henseende mere glemsomme, fordi vi overlader erindringen til monumenterne og fralægger os ansvaret for at holde erindringen i live. Ændrer vi monumenterne ved at give dem form af åbne og tomme rum, kan vi bedre værne om erindringen gennem dens vedvarende uafsluttethed.

Monumenternes konceptuelle, skulpturelle og arkitektoniske former giver således erindringens lod tilbage til dem, som er kommet for at finde det.

Dalila Tatarević er cand.mag. i spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur med speciale i erindring, identitet og litterær erfaring