Hvad vil der ske, hvis det EU-kritiske parti UKIP vinder parlamentsvalget og regeringsmagten d. 7. maj? Det spørgsmål forsøger den kontroversielle, fiktive dramadokumentar “UKIP: The First 100 Days” at give svaret på. En hurtig udmeldelse af EU er blot én af konsekvenserne.
21.04.2015 | BREXIT:TEMA | “Ja, mit ansigt er brunt… men hvis du ser på mit hjerte, er det rødt, hvidt og blåt.”
I samme sekund som den sidste stavelse falder, bryder folkemængden ud i jubel. På scenen foran dem står en lille brun kvinde badet i lilla lys. Bag hende bølger Union Jack-flaget på storskærmen, mens podiet foran hende prydes af en gul skive med et lilla £-tegn – logoet for UK Independence Party – bedre kendt som UKIP.
Taleren er Deepa Kaur. Hun er britisk sikher, medlem af parlamentet for UKIP og har lige leveret en brandtale for regeringens nye og hårde linje mod indvandrere. Med hende på partilisten er der nemlig carte blanche til at gå all in i kampen mod immigranterne.
Men vi er ikke i virkelighedens verden. Scenen stammer fra Channel 4’s dokudrama UKIP: The First 100 Days, der rullede over de britiske tv-skærme den 16. februar. Her får vi på en time et bud på, hvad der vil ske, hvis det euroskeptiske UKIP-parti vinder det kommende parlamentsvalg til maj, og lederen Nigel Farage rykker ind i premierminister-boligen på Downing Street 10.
UKIP trækker Storbritannien ud af EU
I filmens univers går der kun to uger, efter at boblerne fra UKIP’s valgsejr har lagt sig, før den nyudnævnte premierminister Farage realiserer sin plan om at trække Storbritannien ud af EU. ’Brexit’et’ sparer staten for tre mia. pund, som Farage i stedet vil spendere på det offentlige sundhedssystem.
Dokudramaet udvikler sig dog hurtigt til en katastrofefilm: UKIP sætter eks-soldater til at jagte ulovlige immigranter, mens Airbus og andre store selskaber flygter ud af landet. Det hele bliver krydret med partimedlemmer, der skyder løs med racistiske kommentarer. Resultatet er eksploderende arbejdsløshed, splittelse i regeringen og demonstrationer i gaderne.
Men er filmen helt ude i skoven? Eller findes der træk fra virkeligheden i den grove karikatur?
Magasinet Europa mødte Holly Snaith fra Københavns Universitet til en snak om scenarierne i filmen. Hun er post.doc. i europæisk politisk økonomi og skyder hurtigt filmens hovedpræmis ned: UKIP kommer ikke til at vinde det forestående valg.
“Men det bliver mere og mere sandsynligt, at en afstemning om EU-medlemskab vil blive brugt som en forhandlingsbrik i en konservativ koalitionsregering. Uanset hvilken regering, der viser sig efter valget, vil der være et stærkt pres for at få en folkeafstemning,” siger Holly Snaith.
Så selvom UKIP ikke står til at tage magten i Underhuset, så kan deres ønske om en folkeafstemning om EU-medlemskab meget vel blive en realitet. Der har dog endnu ikke været nogen tilkendegivelser fra de Konservative om, hvad der i så fald skal stå på stemmesedlen.
Ifølge Holly Snaith er det helt afgørende, hvilke valgmuligheder briterne får, hvis de skal til folkeafstemning:
“Hvis der kommer en valgseddel med en mulighed for at forlade EU og blive i EØS-samarbejdet (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, red.), så vil mit bud være, at det bliver udfaldet. Hvis det derimod bliver et rent ’in/out’-spørgsmål, så vil jeg skyde på et snævert flertal for at blive i EU.”
Når Storbritannien forlader EU, så pakker de store selskaber kufferten
I filmen er der dog ingen afstemning. UKIP kan med sit flertal i Underhuset egenhændigt sige farvel og tak til Bruxelles. Men det viser sig at have alvorlige konsekvenser.
Der går nemlig ikke længe, før flyproducenten Airbus meddeler, at de går på vingerne og forlader Storbritannien. En beslutning, der går hårdt ud over den valgkreds vores hovedperson Deepa Kaur har: Romford. Hendes bror rammes også hårdt, da han ligesom tusindvis af andre pludselig står uden job.
“Hvis der bliver tale om et rent ’brexit’, så er det ret sandsynligt, at bestemte virksomheder vil flytte ud af landet for at sikre adgangen til det Indre Marked,” vurderer Holly Snaith.
Scenariet om, at et ’brexit’ vil have en afskrækkende effekt på udenlandske virksomheder, og at investorer vil flygte fra Storbritannien, er da også ofte blevet fremført i den britiske debat.
Men risikoen for en sådan kapitalflugt afhænger af, om Storbritannien vil træde helt ud af EU og det Indre Marked, eller om de vil erstatte EU-medlemskabet med at blive en del af EØS, ligesom Norge, Island og Liechtenstein er det i dag.
“Hvis Storbritannien forlader EU, men træder ind i EØS, så tror jeg ikke, det vil gøre den store forskel for virksomhederne. Men det er ret svært at spå om, fordi der er så mange ubekendte. Usikkerheden i sig selv kan være meget skadelig for landets økonomi på kort sigt. Bortset fra Grønland er der jo aldrig nogen, der har forladt EU.”
UKIP får svært ved at stille et ordentligt hold, når mandaterne kommer væltende
På lærredet begynder den nyudsprungne regering for alvor at slå sprækker allerede efter 10 uger. Tre ministre – blandt andet indenrigsministeren – må forlade deres taburetter, efter at medierne har afsløret dem i at lufte diverse racististiske kommentarer.
Derfor må Farage ud i en hastig regeringsrokade, hvor den politiske debutant Deepa Kaur pludselig står som en af de stærkeste kandidater. For som et populistisk parti på højrefløjen er det tilsyneladende svært at tiltrække solide politiske kræfter og holde de ekstreme typer og “landsbytosser” fra døren.
Filmens fremstilling af UKIP faldt selvsagt ikke i god jord hos Nigel Farage, men han var langtfra den eneste. I den første uge efter udsendelse kom der mere end 6.500 klager fra vrede seere, og filmen undersøges nu for at bryde de britiske medieregler.
Holly Snaith mener dog ikke, at filmens portræt af et UKIP-kabinet som fyldt af løsgående missiler er helt urealistisk.
“De er meget uprofessionelle, for de har endnu ikke haft muligheden for at udvikle denne professionalisme. Men det er samtidig en del af grunden til, at de er attraktive for vælgerne. De bliver set som værende uden for etablissementet.”
UKIP har også haft sine problemer med medlemmerne – i både bund og top. I 2012 udtalte partimedlemmet Geoffrey Clarke, at man burde indføre obligatorisk abort, hvis et foster blev diagnosticeret med Down’s Syndrom. Han blev hurtigt suspenderet af partiledelsen.
Året efter meddelte Godfrey Bloom, der var medlem af Europa-Parlamentet for UKIP, at man burde stoppe med at sende hjælp til “bongo bongo-lande”. Kommentaren fik ingen alvorlige konsekvenser for Bloom, men partileder Nigel Farage bad ham om ikke at bruge det udtryk igen.
Siden oprettelsen i 1993 har partiet haft mange af den slags sager.
Keep calm, carry on
Og det er i bund og grund den pointe, som filmen forsøger at sælge os. På trods af mere end 20 år under den politiske varmelampe præsenteres partiet stadig som en skrøbelig størrelse, der ikke er parat til at rykke ind i regeringskontorerne.
Og i virkelighedens verden er det måske heller ikke drømmescenariet for dem på nuværende tidspunkt, forklarer Holly Snaith.
“Det vil være perfekt for UKIP at vinde omkring 10 mandater. Så kan de fortsætte med at vinde indrømmelser fra de traditionelle partier og holde disse til ilden på en ’brexit-afstemning’. Og med tiden kan de fortsætte med at vokse i størrelse og blive mere veletableret.”
Jørgen Stenbæk er journalist på Magasinet Europa. Mads Hansen er freelance journalist
Billeder: Screendumps fra filmen og Nigel Farages Twitter-konto