Bruxelles er i sproglig kamp med sig selv. Den belgiske befolkning, med flamlænderne på den ene side og de fransktalende på den anden, kæmper med næb og kløer for at millionbyen ikke skal overtages af modparten. Af ren stædighed tyer de to befolkningsgrupper til engelsk, når samtale er uundgåeligt. I Europa-Parlamentet foregår samme kamp (artiklen bringes i samarbejde med Askov Højskole).

25.6.2015 | BELGIEN | Når man træder ind i den store Reyers-bygning i udkanten af Bruxelles, skal man vælge side.

Til højre ligger den flamske tv-station VRT, til venstre den fransktalende tv-station RTBF. Hver med sit eget cafeteria, hver sine egne tv-studier og hver medarbejder sit eget kort, som de kun kan bruge på deres egen side. De to afdelinger skilles af en symbolsk gangbro, på samme måde som mange andre institutioner i Belgien er delt op i to – et til hvert nationalsprog: det flamske og det franske.

Selvom størstedelen af de ansatte kan begge sprog, holder hver part dog stædigt fast i deres ret til at udtrykke sig på sit eget sprog. For Maggie Bovendaerde, ansat ved den flamske tv-station VRT, ligger det lige til højrebenet, at hver person holder fast med næb og kløer i sit sprog.

“Hvorfor skal jeg tale fransk, når de ikke vil tale flamsk?”

To sprogidentiteter – et land
Denne ’hvorfor os og ikke dem’-tankegang gennemsyrer Belgiens sprogdiskussion i dag – lige fra diskussionen om hvorvidt vejskiltene i Bruxelles omegnskommuner skal være flersprogede til diskussionen om landets sprogopdelte universiteter.

Jean-Claude Barbier, ph.d i sociologi med speciale i EU, forklarer protesterne mod begge foretagender med, at “sproget er en del af en persons identitet.” Derfor kan det opleves som en trussel mod ens identitet, når ens sprog anfægtes.

Den sproglige konflikt trækker stærke tråde tilbage til landets historie, som har været præget af et langt, stormfuldt forhold mellem fransk og flamsk. Ved landets grundlæggelse i 1830 var fransk det eneste officielle sprog. De flamsktalende belgiere har kæmpet en lang kamp, for også at få flamsk anerkendt som et officielt sprog i Belgien. Først i 1898 lykkedes dette. De belgiske sproggrænser blev herefter etableret i 1963.

Splittelsen gør, at det er som at træde ind i bygningen med de to tv-stationer, når man træder ind i Belgien. Man skal vælge side. Nordpå ligger den flamsksprogede region, Flandern, og mod syd den fransksprogede region, Vallonien. Men de har også en fælles gangbro. Dette er hovedstaden, Bruxelles.

Skilsmissebarnet Bruxelles
Efter mange års sprogkamp har freden efterhånden lagt sig i Belgiens distrikter, mens kampen fortsætter ufortrødent i Bruxelles. Her står alle vejskilte både på fransk og flamsk, ungdomsklubberne er enten franske eller flamske, og eksemplerne fortsætter derudaf.

Ingen af regionerne er villige til at opgive hovedstaden. Til dels fordi EU’s hovedsæde er placeret her, til dels fordi byen er økonomisk velgående. Men mest fordi tabet af byen til den anden region ville skabe store protester. Af den grund vil de to landdistrikter aldrig helt adskilles.

Et fællesskab i Bruxelles kunne dog skabes gennem engelsk. Det mener Anne Feilberg, som er Belgienforsker, cand.mag. i historie og tidligere oversætter i Europa-Parlamentet, da flamlænderne hellere vil overgå til engelsk end at tabe kampen mod det dominerende sprog fransk.

”Det er normalt for flamlænderne at lære at tale engelsk. Omkring 100.000 i Bruxelles har engelsk som modersmål. Samtidig skal der virkelig noget til for at rykke ved det franske sprogs dominerende position. På grund af dette er det vanskeligt at finde en fællesnævner udover engelsk,” forklarer Anne Feilberg.

Så selvom en fælles identitet er svær at opnå i hele Belgien, da hver region allerede har en fælles samhørighed gennem historie, sprog og kultur, vil et fælles sprog som engelsk kunne samle Bruxelles’ indbyggere. Maggie Bovendaerde oplever det selv i dagligdagen.

“Vi kan tale hinandens sprog, men når vi i få tilfælde alligevel mødes, taler vi engelsk med hinanden.”

Engelsk som samlingspunkt
Ifølge Anne Feilberg er stridigheder mellem sprog ikke kun et problem i Belgien, men også i EU-institutionerne. Her har hun som tolk i Europa-Parlamentet mødt mange problemer ved, at alting skal oversættes til alle 24 sprog.

“Budskabet bliver klart forvrænget, når alt bliver oversat til så mange sprog. Vi har anbefalet dem at afholde sig fra vittigheder og avancerede vendinger, da disse nemt kan blive misforstået,” forklarer hun.

Til trods for risiko for misfortolkninger og et beløb på 1 mia. Euro om året til oversættelse og tolkning er denne ordning stadig en realitet. Ligesom vallonerne og flamlænderne i Belgien insisterer på at tale eget sprog, ønsker medlemslandene i EU-institutionerne også, at hver deres modersmål er repræsenteret gennem tolkene. Det nyeste sprog på den i forvejen lange liste er kroatisk, mens sprog som catalansk, luxembourgsk og makadonsk fortsat arbejdes på at blive indført.

Men det er langt fra alle, der er lige begejstrede for tanken om, at engelsk som fællessprog skal samle EU.

“Det er hverken muligt eller ønskeligt,” udtaler Jean-Claude Barbier, der forklarer, at det er umuligt, da det kun er eliten, der er i stand til at udtrykke sig på engelsk på højt niveau.

Derfor mener han, at engelsk som fællessprog kun vil øge afstanden mellem lande, hvor der eksisterer gode engelskkundskaber, og lande, hvor der ikke gør. Derudover er det, ifølge Barbier, heller ikke ønskeligt, da “ens modersmål er en stor del af ens identitet.”

I Bruxelles, byen hvor næsten alle de europæiske sprog mødes, er Maggie Bovendaerde fra VRT dog sikker på, at engelsk er fremtiden.

“Engelsk er bare meget praktisk. I Bruxelles, hvor der befinder sig så mange udlændinge, ender engelsk med at være det bedste valg for alle.”

Michala Bøgetoft, Amalie Klitgaard og Manon Buch er elever på journalistlinjen på Askov Højskole

Dette er den fjerde af fem i en artikelserie, hvor elever fra Askov Højskole skriver om samhørighed i Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Álvaro Millán