Arthere er en hip café, der ligger i Istanbuls pulserende og multikulturelle miljø. Et frirum for kreativ udfoldelse, væk fra krig og politiske rivaliseringer. Her bearbejder de syriske ejere og deres gæster traumatiske oplevelser fra krigen i Syrien gennem kunst og samtale. Her har de fundet en vej ud af den venteposition, mange flygtninge føler sig fanget i.
18.9.2015 | TYRKIET/SYRIEN | I en af Istanbuls talrige smalle gader sendes et varmt og indbydende lys ud i aftenens skumring. De kommer fra kunstcaféen Artheres panoramavinduer. Igennem ses et overdådigt kagebord fyldt til randen med lækre og kaloriefyldte sager. Lokalets hvide vægge er prydet af storslåede malerier, der indeholder alle regnbuens farver, hvilket også gør sig gældende for caféens møblering.
Når man træder ind i cafeen, rammes man med det samme af tillokkende dufte fra de friskbagte croissanter og den dampende, krydrede tyrkiske te, der på elegant vis bliver serveret i fine glaskopper. Gæster bliver modtaget med åbne arme og brede smil. Som var de familiemedlemmer.
Der strømmer ørehængende tyrkiske toner ud gennem højtalerne. Musikken gør det svært for kunderne at sidde stille på deres farverige træstole. Det samme gælder caféens to grundlæggere, Omar Berakdar og Zolfaqar Shaarani, som begge spiller trommer med pensler på en Starbucks-lignende kaffemaskine.
Caféen er lys. Men årsagen til, at Omar Berakdar og Zolfaqar Shaarani har åbnet den, er mørk og forbundet med svære minder. De er flygtet fra krigen i Syrien. Siden foråret i fjor har caféen været deres liv. Den har til formål at hjælpe syriske flygtninge med at integrere sig i det moderne Istanbul.
Kunsten bygger broer
Selvom det at skulle flygte fra sit hjemland er barske realiteter, har det givet Omar Berakdar og Zolfaqar Shaarani mulighed for at etablere et nyt liv. For en hverdag langt fra den syriske krig, hvor faldende bomber er blevet lige så normalt som tunge regndråber på en grå dag. Et liv uden det syriske regimes strenge restriktioner omkring kunstudfoldelse.
Syriske kunstnere i Istanbul
Det primære fokus og grundprincip bag projektet er, at alle, der kommer i caféen, skal have mulighed for at skabe den kunst, de gerne vil, uden censurering og regler skabt af regeringen. Netop af denne grund er caféen også udelukkende finansieret af kunsternes egen økonomi og private familiers bidrag. Kunstnerne har i caféen mulighed for at vise dem selv og deres person gennem kunsten – uafhængigt af regelsæt.
“Kunsten, vi skaber, kommer før det faktum, at vi er flygtninge fra den syriske krig og før vores lidelser,” siger Omar Berakdar, mens han kigger ned i sit tomme glas, der før var fyldt med æblete.
Han fortsætter:
“Vi kan ikke blive ved med at blive set som flygtninge, vi vil ud af det her. Projekter som disse er med til at fremme integrationen, da det giver flygtningene en aktiv mulighed for at bryde ud af det paralyserende venteværelse, mange befinder sig i.”
Gæster, ikke flygtninge
“Krigen i Syrien har varet i tre-fire år nu, og vi ved ikke, hvornår vi kan komme hjem,” siger Omar Berakdar i et frustreret toneleje.
I Tyrkiet har flygtninge, der kommer fra steder uden for Europas grænser, ikke samme rettigheder som de europæiske flygtninge. Da Tyrkiet i 1951 underskrev FN’s flygtningekonvention, var det netop med denne geografiske tilføjelse. Konsekvenserne af konventionen har medført, at de syriske “gæster” på egen hånd må integrere sig i det tyrkiske samfund uden nogen form for sikkerhedsnet eller lovgrundlag. De er med andre ord overladt til tyrkernes barmhjertighed.
Omar Berakdar har den opfattelse, at alle syrere, der har været nødsaget til at flygte til Tyrkiet, efterhånden har den realistiske opfattelse, at de bliver nødt til at komme videre i livet og starte en hverdag med de midler, de har. Og det har rigtig mange gjort, mener han.
Et frirum fra borgerkrig
Derfor er Omar Berakdar også frustreret over det billede, han mener, medierne har skabt af situationen. Han mener ikke, at mediernes dækning af de syriske flygtninges forhold stemmer overens med den virkelighed, han selv oplever. Blandt de syriske flygtninge, der lever i Tyrkiet, er der ifølge Omar Berakdar en bred enighed om, at medierne grundlæggende har tegnet et forvrænget billede af dem som fortabte og identitetsløse mennesker uden ordenlige levevilkår.
Denne vinkel på de syriske flygtninge gør ham ked af det. Det er ikke en korrekt og en reel måde at skildre de syriske flygtninge på. Han vurderer, at det kun er 30 pct. af de syriske flygtninge, der lever under dårlige forhold i eksempelvis Istanbuls gadebillede.
De resterende 70 pct. syrere er faktisk kommet videre med deres liv. Enten ved at etablere et hjem selv eller ved at bo ved familie, venner og bekendte.
Han tilføjer også, at integrationen efter hans mening er svær, fordi det tyrkiske og det syriske folk ikke ved nok om hinanden, og tyrkerne skræmmes af det negative billede som blandt andet medierne har sat op af Syrien. Derudover fortæller flere syrere, at de oplever, at det tyrkiske samfund møder dem med en racistisk opfattelse.
Også her hjælper kunsten, mener Omar Berakdar. For gennem kunsten ser man ikke mennesket med xenofobiske briller. Og i Omar Berakdar og Zolfaqars Shaaranis café er det kunsten, man møder ved første øjekast – og ikke selve kunstneren.
“Kunsten er noget, vi i hele verden kan være fælles om,” siger Omar Berakdar og pointerer hermed, at det negative kulturskel, der gør integrationen svær, kan ophæves netop gennem kunst.
“Kunsten er mit våben”
I et roligt øjeblik i atelieret på caféens førstesal præsenterer Zolfaqars Shaarani en række af sine malerier, der på sin egen abstrakte måde viser ildebrande.
Den gennemtrængende følelse af ro og glæde, der hersker på stedet, krakelerer, når man ser på Zolfaqars Shaarani malerier, og tankerne ledes hen på den brutale syriske krig, tabene af menneskeliv og familier, der er gået itu.
“Kunsten er mit våben mod alt det, der er sket,” siger Zolfaqar Shaarani på en selvsikker måde, mens han engageret viser rundt i sine kunstværker fra både Syrien og Istanbul.
“Kunsten er min måde at skabe balance på i livet. Jeg har set ting eksplodere og mennesker dø for øjnene af mig. Jeg kæmper dagligt med en dårlig hukommelse, og mine nætter er domineret af mareridt. Kunsten gør mig i stand til stadig at kunne elske. Kunst er kærlighed, og kærlighed er kunst.”
Julie Dencker Nielsen og Mie Strange Nielsen var begge elever på Ry Højskole i foråret 2015
Artiklen bringes i samarbejde med globalstory.dk