”Ved at kaste lys over Frontex’ arbejde, vil vi trække Europas ydre grænser tættere på folk i Skandinavien.” Interview med ’The Dream of Europe’-instruktør Liv Gilberg, der lige nu er aktuel på årets CPH:DOX.
13.11.2015 | CPH:DOX | ”Du er en god hund Dennis,” siger Karoline og klapper hunden. Imens prøver manden at løsne sig fri fra under lastbilen. Han sidder godt fast. Hun vender sig smilende mod kameraet og siger:
”Det føles godt at være startet og se, at det virker.”
Imens bliver manden, der nu endelig har løsnet sig fri, men knap kan gå, eskorteret væk af spanske betjente.
Tættere på Skandinavien
”Vi har en afstand, som gør det vanskeligt at forstå de skæbner, det hele handler om,” fortæller Liv Gilberg, der til dagligt arbejder hos Norsk national-tv NRK.
Jeg fanger hende over telefonen, hvor hun forklarer, at vi både har en fysisk, men også en psykisk distance til, hvad der foregår ved Europas grænser.
Hun har sammen med Bodil Voldmo Sachse og Jens Blom lavet filmen The Dream of Europe, som portrætterer to norske ansattes arbejde i Frontex (EU’s grænseagentur, red.). I filmen følger vi således Rolf-Arne og Karoline fra de vante omgivelser i Norge til Spaniens og Italiens grænser.
De færreste er klar over, at EU-agenturet, som bevogter Europas sydligste grænser, er sat sammen af politifolk fra hele Europa, inklusiv Norge. Liv Gilberg forklarer, at netop det var udgangspunktet for filmen:
”Vi startede med at følge Frontex, fordi det var ukendt land for de fleste mennesker i Norden. Ved at kaste lys over Frontex’ arbejde, vil vi trække Europas ydre grænser tættere på folk i Skandinavien.”
Kampzone og ambivalens
Ifølge Liv Gilberg afspejler Karolines lettere kyniske arbejdsmetoder den distance, vi i Skandinavien har skabt til de sydlige grænser.
Fra CPH:DOX-aktuelle The Dream of Europe
Liv Gilberg beskriver stemningen på kajen som en kampzone og indrømmer, at hun blev overrasket over, hvordan Karoline og de andre grænsevagter heppede på hinanden i arbejdet med at fange flygtninge. Dog pointerer hun, at det ikke er sort/hvidt:
”Jeg har lært at se ambivalensen, som mennesker som Karoline står i. På den ene side skal de udføre et stykke arbejde, men på den anden side er de her mennesker ikke kriminelle, men mennesker, der har ofret meget for at stå der ved grænsen.”
Sammmenstød mellem menneskelige og politiske hensyn
Ambivalensen bliver stærkere, jo tættere du kommer på dem, det handler om, forklarer Liv Gilberg. Rolf-Arne arbejder i Italien, og hans job er at tale med immigranterne for at forstå deres historie og deres rute til Europa. Han er i starten en hård negl med en meget klar formodning om, hvad jobbet indebærer.
Men da han kommer tæt på en ung flygtningedreng, som er flygtet fra borgerkrig i Sudan og som fortæller Rolf-Arne sin historie, gør det et stort indtryk. Liv Gilberg forklarer, at hans indre og ydre rejse hjælper os med at udviske den distance, vi ifølge instruktøren ofte har:
”Rolf-Arnes følelsesmæssige udvikling hjalp os til at forstå problemerne ved Middelhavet lidt bedre. Vi kom på den mentale rejse fra at have afstand til at komme ned til grænsen og få det ind under huden.”
Gilberg pointerer, at Karoline ikke gennemgår samme udvikling som Rolf-Arne, fordi hun simpelthen ikke ser menneskene bag flygtninge-masken:
”Karoline fik næsten ikke mulighed for at tale med immigranterne. Hun holdt distancen i modsætning til Rolf-Arne. Når Karoline og hendes hund fandt flygtninge, blev de med det samme overleveret til spansk politi. Hun fik aldrig historien, den nærhed, som gør hele forskellen.”
For Karoline er det allervigtigst, at hun gør det, hun er hyret til, og at hun gør det godt. Gilberg mener, at det er menneskeligt at distancere sig personligt i sådanne situationer, der til tider næsten har karakter af en krigszone. Hun mener, at Frontex har et ansvar for at se ud over Europas grænser:
”Vi bliver nødt til at forstå baggrunden for de her mennesker. Hvad er det, der får mennesker til at gemme sig under lastbiler? De skandinaviske grænsevagter, som vi sender til Sydeuropa vil gerne udføre et godt stykke arbejde, men vi er så langt væk fra Middelhavets kaos, at afstanden gør det vanskeligt at forstå de skæbner, som er fanget i det.”
Europa skal forstå sine egne grænser
Europas ekspanderende og militariserende grænser bliver stadig mere komplekse og diffuse at forstå. Selv i Europa-Parlamentet er der ophedede diskussioner om, hvordan Frontex skal bruges. Liv Gilberg påpeger vigtigheden i, at Europas befolkning ved mere om, hvordan Frontex bruges og mere om, hvem der styrer politikken omkring agenturet.
”Vi må passe på, så Frontex ikke bliver misbrugt, men brugt på den måde, det er meningen. Frygten er, at Frontex bliver et instrument til at lukke og ikke til at vogte. Det er vanvittigt komplekst at gå ind i, og det er selvsagt ikke alle, der forstår mekanismerne,” forklarer Liv Gilberg og fortsætter:
”Jo tættere vi kommer på virkeligheden og historier, om dem det gælder, jo bedre forstår vi de mennesker, som kommer til Europas ydre grænser. Som FN’s specialrapportør, Francois Crepeau siger i filmen: We would do the same if we were in their shoes, and had their courage.”
Camilla Henriette Qvistgaard Madsen er presseassistent på CPH:DOX
Billede i artiklens top er fra ‘The Dream of Europe’, der vises til årets CPH:DOX. Læs mere her