I Vesten har de såkaldte Panama-papirer handlet om flosset moral og huller i international skattelovgivning. I Kreml er de blevet udlagt som et vestligt informationsangreb på Rusland og på præsident Putin. 

Analyse af Jesper Gormsen

03.06.2016 | PANAMA-PAPIRERNE | “Det drejer sig om Putin personligt, det drejer sig om forsøg på at ramme hans familie informationmæssigt, det drejer sig om Putins barndomsvenner, om forretningsfolk — Kovaltjuk, Rotenberg og andre. Det drejer sig om nogle off-shore firmaer, om et stort antal forretningsfolk, som Putin aldrig har mødt.”

Sådan lød det fra den russiske præsident Vladimir Putins pressesekretær Dmitrij Peskov for et par måneder siden, da hans kontor i flere dage var blevet kimet ned af undersøgende journalister, der ville have Kremls kommentarer til transaktioner mellem off-shore-konti i Panama og nogle af Putins nærmeste.

Og dagen efter lækket efter, den 3. april – mens ministre og premierministre rundt omkring i verden stadig kæmpede for deres politiske liv – gentog Peskov: “Det er åbenlyst for os, at det væsentligste mål for sådanne informationsangreb var og er præsidenten i en kontekst af parlamentsvalg – og på længere sigt præsidentvalg – og også den politiske stabilitet i landet som helhed. Det er åbenlyst, at dette angreb har brod mod vores land og mod præsident Putin personligt.”

Uden Putin intet Rusland
Påstanden om, at enhver korruptionsanklage på præsidenten er et angreb mod Rusland, er ikke ny. Tværtimod har den været noget nær et statsligt slogan siden efteråret 2014, da næstkommanderende i præsidentadministrationen Vjatjeslav Volodin erklærede, at så længe Putin er ved magten, vil Rusland bestå, og at uden ham er der intet Rusland.

Og Peskov, Voldin og andre i kredsen omkring Putin har for så vidt ret. Anklagerne retter stærke anklager mod Rusland. Deres Rusland.

Panama-lækket har afsløret, at cellisten Sergej Roldugin, der er gudfar til præsidentens ældste datter og angiveligt stadig Putins nære ven, indtil 2012 havde to firmaer registreret på Jomfruøerne og ét i Panama. Mellem disse firmaer er der foregået ikke altid lige gennemskuelige pengetransaktioner. Blandt andet er der overført betalinger for gamle aktiehandler, udbetalt erstatninger for fejlslagne handler og indkasseret konsulenthonorarer uvist for hvad. Der er også udstedt lån til utroligt lav rente, lån som ikke altid er tilbagebetalt. I et tilfælde blev et lån på seks millioner dollars indfriet for én dollar.

Hvor godtfolk er
I flere tilfælde ligner transaktionerne mellem Roldugins selskaber mere pengegaver og pengevask end legitime forretningsaktiviteter, og de trækker spor til mange russiske oligarker. Blandt andet er der lånt 200 milioner dollars til Putins gamle judo-makker Arkadij Rotenberg, der sammen sin lillebror Boris har vundet utroligt mange offentlige licitationer. Alene op til de olympiske vinterlege i Sotji vandt de to dollarmilliardærer ordrer for 38 milliarder kroner. Der er også flydt penge til et skisportsted nord for Sankt Petersborg, som ejes af Putins tidligere nabo Nikolaj Sjamalov. Interessant nok var det netop her, at Nikolajs søn, Kiril, i allerdybeste hemmelighed blev gift med Putins yngste datter, Jekaterina i 2013. I 2015 kom det frem, at den dengang 28-årige kvinde var leder af innovationsprojekter ved Moskva Statsuniversitet med et samlet budget på 11 milliarder kroner. Og at hendes tilkomne nu også var dollarmilliardær.

Èn for alle, alle for en
Anklagerne om mistænkelig kapitalkoncentration i kredsen omkring Putin er ikke nye. Allerede i 2005 sagde Putins økonomiske rådgiver Andrej Illiarionov op i protest mod det, han kaldte etableringen af en stænderstat. I 2009 forklarede han ved en høring i den amerikanske kongres, at der efter hans mening var opstået en mafialignende struktur i toppen af det russiske samfund.

“Medlemmerne af den øverste stand deler et strengt troskab overfor deres respektive organisationer, strenge opførsels- og æreskodeks, basale principper for opførsel, herunder blandt andet princippet om gensidig støtte til hinanden under enhver omstændighed og princippet om omertá,” sagde Illiarionov — en henvisning til den italienske mafias tavshedskodeks.

Oligarkernes donationer
Panama-dokumenterne udgør nogle af de hidtil tydeligste indicier på, hvordan denne musketéred fungerer rent økonomisk, nemlig ved at der skal sendes gaver — eller måske rettere beskyttelsespenge — længere op i systemet. I 2010 skrev forretningsmanden Sergej Kolesnikov i et åbent brev til daværende præsident Dmitrij Medvedev, at der i al hemmelighed var ved at blive opført et palads til premierminister Putin ved Sortehavet. Ifølge Kolesnikov havde anlægsarbejdet da kostet mere end seks milliarder kroner, penge som Putin havde indsamlet ved at betinge alle statslige kontrakter af, at der skulle overføres «donationer» på 35 procent af kontrakternes værdi til off-shore-konti i udlandet. Pengene skulle angiveligt føres tilbage til den russiske økonomi under Putins direkte kontrol, men reelt blev de kanaliseret til projekt syd, det vil sige anlægget af det Versailles-lignende palads, som man havde fældet 70 hektar fredet kystområde for at opføre.

Patriotisme og privatøkonomi
Panama-papirerne løfter endnu et flig af tæppet for omfanget af korruptionen i Rusland. For hvor mange andre i toppen af russisk politik, forretningsliv og retsvæsen kan ikke tænkes at have personlige, privatøkonomiske interesser i at slå kreds om Putin? Deres absolutte bedste garanti for et fortsat sorgløst liv er, at absolut intet ændres: At der ikke skiftes ud på præsidentposten, og at højtråbende aktivister holdes langt væk fra magtens korridorer.

Derfor spiller de og Kreml på russernes indgroede angst for revolutioner, og derfor bliver ethvert forsøg på at anfægte præsidentens legitimitet udlagt som landsskadelig virksomhed eller ekstremisme. Derfor overholder de deres musketéred overfor hinanden og overfor Putin. Han er den bedste garant for deres velstand og frihed. Og de for hans.

Jesper Gormsen er skribent på Magasinet Europa.

Billedet i artiklens top: nettisanomat