For over 100 år siden forsøgte den politiske rebel Joseph Chamberlain fundamentalt at ændre briternes forhold til frihandel. Forsøget definerede en skillelinje, som den dag i dag går igen i mange af argumenterne for og imod Storbritanniens EU-medlemskab.

Analyse af Andreas Bach Mortensen

12.06.2016 | TEMA: BREXIT? | Den nuværende valgkamp om Storbritanniens forhold til EU har dybe historiske rødder og bygger på konkurrerende forståelser af frihandel: repræsenterer frihandel altid et gode, eller er gensidige regler og forpligtelser nødvendige for, at frihandel er en fordel?

I starten af det 20. århundrede blev sidstnævnte opfattelse fremført af den politiske rebel Joseph Chamberlain (billedet). Han ville erstatte det etablerede frihandelsregime med et differentieret system. Mens de britiske kolonier skulle tilgodeses med liberaliserede handelsforhold, skulle der rejses toldmure over for kontinentet Europa og USA.

Særligt agiterede Chamberlain og hans lobby-organisation, Tariff Reform League, mod Tyskland. Han mente, at Tyskland med protektionistisk lovgivning subsidierede deres egne bønder, der så kunne ’dumpe’ deres produkter på det britiske marked. På den måde udnyttede de briternes liberale frihandelslovgivning og bragte britiske landmænd på fallittens rand.

Derfor ville Chamberlain sætte en stopper for importen af de tyske produkter ved at modsvare protektionisme med mere protektionisme. Ligesom i den nuværende Brexit-kampagne ønskede Chamberlain et radikalt brud med en politisk situation, der fastlåste den britiske økonomi til kontinentet Europa og forhindrede Storbritannien i at udleve sit fulde potentiale. I stedet var hans vision at revitalisere det britiske imperium gennem stærkere økonomiske bånd til de britiske kolonier.

Adam Smiths ultimative sejr
Chamberlain var blevet udnævnt som minister med ansvar for de britiske kolonier allerede i 1895. Dengang som fortaler for det frihandelsregime, som havde fungeret siden ophævelsen af den protektionistiske kornlovgivning i 1846.

1846 er på mange måder et afgørende år, hvis man skal forstå briternes forhold til frihandel. På det tidspunkt havde Adam Smiths epokegørende værk ’En undersøgelse af principperne og årsagerne til nationernes velstand’ længe summet i folkedybet med tiltagende kraft.

Smiths grundlæggende tese om arbejdsdelingens overlegenhed skulle ifølge de liberale parlamentsmedlemmer og græsrodsorganisationer overføres til den internationale økonomi, sådan som David Ricardo senere havde anbefalet.

Tesen byggede på en særlig positiv fortælling om frihandlens natur: den gavnede først og fremmest forbrugerne, dvs. størstedelen af befolkningen, og var derfor et ubetinget gode. Modsat gavnede told og handelsbarrierer de få, privilegerede producenter. De kunne godt nok afsætte deres produkter til overpris, men tyngede resten af samfundet med økonomisk dødvægt og ineffektive produktionsforhold.

Jo mere frihandel, jo bedre
For de liberalt sindede parlamentsmedlemmer blev det derfor underordnet, hvilken handelspolitik, som andre lande førte. Hvis tyskerne eksempelvis statsstøttede deres kornproduktion, ville det komme britiske forbrugere til gode i form af billigere udenlandske produkter – og britiske landmænd ville blot flytte deres produktion over i andre erhverv, hvor briterne så ville nyde en komparativ fordel. Samtidig ville tyskerne måske nyde fordele i landbruget, men på bekostning af resten af deres økonomi.

Med andre ord: jo mere frihandel, jo bedre. Men selvom Adam Smiths filosofi godt nok havde fundet sine politiske forbundsfæller hos de liberale parlamentsmedlemmer, havde et parlament styret af det konservative landaristokrati indtil 1846 forhindret handelsliberalisering.

Afgørende folkeligt pres
Men særligt en gruppe nyrige industriherrer omkring Manchester indså protektionismens problemer. Handelsbarrierer betød både manglende eksport af deres produkter og højere priser for den britiske befolkning, der skulle betale overpris for de beskyttede produkter. Og netop på grund af den bredere folkelige appel lykkedes det at gøre kampen for frihandel folkelig.

Den folkelige mobilisering – og det politiske pres, som det afstedkom – skulle vise sig at være afgørende. Underhusets medlemmer var nemlig oprigtigt bange for revolutionslignende tilstande, sådan som man havde set dem udspille sig i Frankrig, hvis man ignorerede folkets krav om billigere brød. Det var i høj grad denne frygt, der tvang landaristokratiet til at handle mod sine egne økonomiske interesser og acceptere frihandelsregimet.

Nostalgiske forstillelser
Et halvt århundrede senere havde frihandlen, som forudset af de liberale, drevet priserne ned. Men Chamberlain mente nu, at britiske producenter blev udnyttet i de lave importprisers tegn. For Chamberlain ville kun have frihandel, hvis den byggede på gensidig liberalisering. Derfor skulle Storbritannien i stedet prioritere frihandel med kolonierne Australien, New Zealand, Canada og Sydafrika. Dem kunne briterne regne med og stole på. Og hvis en sådan tankegang lyder bekendt, er det en nok en god grund.

I den nuværende valgkamp om briternes EU-medlemskab er et af hovedargumenterne for Brexit netop en nostalgisk længsel efter den britiske storhedstid – at opnå mere selvbestemmelse og genetablere båndene til gamle kolonier og nye vækstmarkeder. Det sætter EU en stopper for nu, lyder anklagen, da EU som bekendt forhindrer medlemslandene i at forhandle selvstændige frihandelsaftaler.

Som den højtprofilerede ”Brexiteer”, den konservative justitsminister Michael Gove, udtalte, da han erklærede sin støtte til at træde ud af EU:

”Vi kan lave nye handelsaftaler og partnerskaber med nationer over hele verden”, og fortsatte ”vores økonomi er mere dynamisk end Eurozonen, vi har den mest attraktive hovedstad på kloden, den stærkeste ‘bløde magt’, global indflydelse og en lederrolle i NATO og FN. Er vi virkelig for små, for svage og for magtesløse til at lykkes med selvstyre?”.

Fokus på Commonwealth
Allerede i november 2014 havde den daværende borgmester af London, Boris Johnson, svaret klar: “Det lader til, at næsten alle dele af vores tidligere Commonwealth er fyldt med ny energi og optimisme på præcis det tidspunkt, hvor EU er trængt. Storbritannien har historiske bånd, sprog, lovgivning, familie og skikke over hele verden, og det ville være tåbeligt ikke at udnytte dem bedre i det globale økonomiske opsving”.

Og ideen om et stærkere samarbejde med de tidligere kolonier er ikke uden folkelig appel. F.eks. viste en undersøgelse for nylig, at hele 58 procent af briterne støtter en visum-fri zone med Canada, Australien og New Zealand.

Et hypotetisk alternativ
Chamberlains vision lever således i bedste velgående. Med sin klare sammenblanding af frihandelslovgivning og længsel efter imperiets velmagtsdage, spiller tankegangen fortsat en vigtig rolle i den britiske selvforståelse. Hans forsøg på fundamentalt at ændre briternes forhold til frihandel definerede en skillelinje, som den dag i dag går igen i mange af argumenterne for og i mod Storbritanniens EU-medlemskab.

Men Chamberlains idé led af en intellektuel defekt, som skulle blive dens foreløbige skæbne. Problemet var, at ideen om differentieret frihandel, dengang som nu, bygger på forventninger om, hvad andre lande vil gøre. Tariff Reform afhang af hypotetiske og usikre fremskrivelser af andres landes adfærd. Som Chamberlain selv sagde i 1903: ”Ingen endelig plan kan blive præsenteret, før en regering har fået et mandat fra folket til at starte forhandlinger på baggrund disse principper”.

Frihandel á la Norge eller Albanien
Det samme kan i den grad siges om Brexit-fortalernes alternativ til EU-medlemskab. ”Vote Leave”-kampagnen afviser for eksempel ofte, at Brexit vil skade den britiske udenrigshandel, da man nemt kan forhandle en ny frihandelsaftale med EU. Men at beskrive sådan en frihandelsmodel er tilsyneladende vanskeligt. Indtil videre har Brexit-fortalere foreslået handelsaftaler, som henholdsvis Norge, Schweiz, Canada og – ja sågar – Albanien har.

Men tilbage til Joseph Chamberlain. Hans kampagne fejlede eklatant. I stedet blev valget i 1906 den såkaldte “liberale jordskredssejr”, og Chamberlains eget parti blev splittet i to. Om folkeafstemningen om EU-medlemskabet får lignende konsekvenser, finder vi ud af efter den 23. juni.

Andreas Bach Mortensen er skribent på Magasinet Europa.

Billedet i artiklens top: commons.wikimedia.org