Nye afsløringer tyder på, at russiske atleter og trænere bare var små møtrikker i et stort maskineri, der skulle køre bag kulisserne til store internationale sportsbegivenheder. Dopingafsløringerne har nu ført til, at de russiske letatleter og vægtløftere er udelukket ved OL i Rio til august. Rusland deltager dog i andre discipliner.

Baggrund af Jesper Gormsen

29.06.2016 | DOPING | Det så skidt ud for Grigorij Rodtjenkov i 2011. Han stod anklaget for noget, han som laboratoriechef for det russiske anti-doping-agentur RUSADA bestemt ikke burde  — nemlig import og videresalg af præstationsfremmende stoffer. Hans søster havde netop fået en betinget dom for samme forseelse, og det lod til at være et spørgsmål om tid, før også han blev stillet for en dommer. Men det blev han ikke.

Måske fordi der var brug for hans viden. Der var kun tre år til, at Rusland skulle være vært for vinter-OL i Sotji. Alle sejl var sat til for at demonstrere at Rusland var tilbage! Tilbage som en økonomisk, kulturel og sportslig stormagt. Det skulle blive en succes og værtslandet kunne ikke, som ved OL i Vancouver i 2010, ende på en sjetteplads i det samlede medaljeregnskab.

Og Rodtjenkov kunne hjælpe. Han havde udviklet en cocktail af metenolon, trenbolon og oxandrolon, der satte elitesportsfolk i stand til at restituere hurtigere efter konkurrencer og holde topformen over flere dage og uger.      Rodtjenkovs cocktail var i helt bogstaveligste forstand en cocktail. For at øge optagelseshastigheden af stofferne og mindske det tidsrum, de kunne spores i, opløste Rodtjenkov dem i alkohol. Op til OL i London i 2012 skyllede russiske sportskvinder simpelthen mund i Martini tilsat stoffer, mens russiske sportsmænd gurglede i Chivas whiskey tilsat stoffer.

Operation tis
I dag indrømmer Rodtjenkov, at han har deltaget i et omfattende dopingprogram. Fra sit skjul i USA har han forklaret, at det russiske sportsministerum op til de olympiske lege i Sotji sendte ham et regneark med navnene på de russiske sportsfolk, han skulle bringe i medaljeform. Og ifølge ham var femten af de russiske medaljetagere ved OL i Sotji i 2014 dopede.

At ingen af dem blev fældet, skyldes ifølge Rodtjenkov, at han hver dag under OL fik en liste med, hvilke urinprøver, der skulle skaffes af vejen. Om natten stak han så disse prøver gennem et hul i væggen i det olympiske anti-dopinglaboratorium ud til en ventende medarbejder fra den russiske efterretningstjeneste FSB, der efter nogle timer vendte tilbage med gamle rene urinprøver i de tilsyneladende stadigt forsejlede flasker.

At Rusland i 2014 alligevel var det land, hvor flest blev taget for doping, forklarer Rodtjenkov med, at nogle atleter tog stoffer, han ikke havde godkendt, og dermed selv gjorde sig sårbare overfor dopingtests:

“Alle atleter er som små børn (…) Alt hvad du giver dem, vil de putte i munden,” citerer New York Times ham for at sige.

Doping-tvang
Måske var det i sidste ende denne nedladende holdning til atleterne, der tvang ham under jorden og afslørede en dopingmaskine, hvor doping ikke alene blev tolereret — det var et krav.

I den tyske dokumentar Geheimsache Doping fra 2014 fortæller 800-meterløberen Julija Stepanova, hvordan unge russiske sportsfolk blev dopet systematisk:

“De tager en tilfældig pige, fylder hende med piller og så løber hun. I morgen får hun karantæne. Så finder de en ny, siger til hende, tag dét her, tag dé her stoffer. Alle tager det, og hvis der er en der bliver taget, så smider de vedkommende væk og finder en ny.”

Denne brug-og-smid-væk-kultur i de russiske idrætsorganisationer var faldet mange russiske sportsfolk og trænere for brystet, og da den tyske journalist Harjo Seppelt samlede materiale til sin dokumentar stod mange frem med deres historier. I Samara fortalte en træner, at sportsfolk var tvunget til at dope sig. Hvis de ikke ville, blev de smidt ud af landsholdet.

Præstationslønnede læger
Og det er ikke kun for at øge medaljechancerne, at atleterne blev tvunget ind i doping. Julia Stepanova fortæller, at hun udover at skulle betale for de præstationsfremmende stoffer også skulle betale 50.000 rubler af sin præmie, hvis hun vandt guld, 30.000 hvis hun vandt sølv og 20.000 hvis hun vandt bronze. Hertil kom at hun skulle aflevere fem procent af de penge hun tjente i løbet af hele året.  Til gengæld sørgede den læge, hun købte stofferne af, for, at hun ikke blev testet positiv ved nationale mesterskaber. Hun skulle bare sende en sms med nummeret på sin urinprøve, når hun blev testet efter et løb, så ville den pågældende prøve forsvinde.

Julija Stepanovas mand, Vitalij Stepanov, arbejdede af alle steder i det russiske anti-dopingagentur under Rodtjenkov. Her blev man ofte ringet op fra sportsministeriet, hvor man ville vide, hvem der var blevet testet postiv. Hvis det var en ukendt, lavtrangerende sportsudøver, blev resultatet offentliggjort. Hvis det derimod var en kendt atlet eller et medaljehåb, blev der dækket over det.

Fredede topatleter
Et eksempel er Lilija Sjóbukhova, der i 2011 var verdens næsthurtigste på maratondistancen. I flere målinger var hendes hæmoglobinværdier så høje, at de burde have udløst en suspendering. Men der kom ingen sanktioner.Topatleten blev aldrig testet.

Men op til OL i London i 2012 fik hun af det russiske atletikforbund besked på, at hun skulle betale 150.000 euro, hvis hun ville gøre sig forhåbninger om at stille op. Hun og hendes mand betalte.

Lige inde legene opdagede den internationale atletikføderation imidlertid lige pludselig de høje blodværdier og kontaktede det russiske atletikforbund. Hvorefter landstræneren for det russiske atletikforbund krævede 300.000 euro betalt i to rater. Igen gjorde hun og hendes mand, hvad de fik besked på.

Maratonløberen Sjóbukhova vandt ingen medaljer i London. Året blev hun bedt om at underskrive et samtykke om karantæne fra det internationale atletikforbund IAAF. Hun og hendes mand nægtede. Hvad havde de betalt 450.000 euro for, hvis ikke for at undgå karantæne?

Ifølge Sjobukhova fik ledelsen i atletikforbundet nu kolde fødder, og nogen tid efter modtog maratonløberen en mail fra landstæneren med en kvittering for en bankoverførsel på 300.000 euro. CC på mailen var chefen for det russiske atletikforbund, Valentin Balákhnitjev, som tilfældigvis også er kasserer i det internationale atletikforbund, IAAF.

Lavinen ruller
Balákhnitjev nægtede at give interview til tysk tv, men journalisten Harjo Seppelt fik et interview med RUSADA’s administrende diktektør, Nikita Kamaev. Han betegnede påstandene om doping og korruption som hævngerrige løgne fra forsmåede dopingdømte sportsfolk. Det samme gjorde laboratoriechefen i RUSADA – Grigorij Rodtjenkov:

“Du skal passe på med at tro bedragere. De gennemlever lige nu den værste katastrofe i deres liv,” sagde Rodtjenkov til Harjo Seppelt i 2014.

Men den tyske dokumentar havde sat en lavine i gang:

– I slutningen af 2014 forlod 800-meterløberen Julia Stepanova og hendes mand Vitalij Rusland.

– 9. november 2015 udkom første del af verdens anti-doping agentur, WADA’s rapport Den beskyldte Rodtjenkov for personligt at have tilintetgjort 1417 dopingprøver. Det russiske atletikforbund blev diskvalificeret fra alle internationale konkurrencer.

– 10. november 2015 lukkede WADA midlertidigt RUSADA. Rodtjenkov sagde op.

– 14. januar 2016 udkom WADAs anden del af rapporten, der anklagede chefen for det russiske atletikforbund, Valentin Balakhnitjev for at have købt sig interne oplysninger om dopingkontroller i det internationale atletikforbund IAAF.

– 27. januar 2016 rejste Grigorij Rodtjenkov til USA.

– 5. februar døde RUSADA’s bestyrelsesformand pludseligt i en alder af 50.

– 14. februar døde RUSADA’s administrende diktektør Nikita Kamaev i en alder af 51.

Brikker i det store spil
Et tilfælde? Ifølge Verner Møller fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet skrev Kamaev på en bog om doping i den internationale sportsverden.

Ét er sikkert. Harjo Seppelts dokumentar, WADA’s rapporter og Rodtjenkovs udtalelser tegner et ret tydeligt billede af et system, hvor atleter og trænere bare var små møtrikker i et stort maskineri, der skulle køre bag kulisserne til olympiaden i Sotji og andre store internationale sportsbegivenheder, hvor Rusland gerne ville gøre god figur. Koste hvad hvad det koste ville.

Harjo Seppelt har i år lavet to opfølgere til Geheimsache Doping. Den første dokumenterer, at Rusland ikke har fulgt WADA’s anbefalinger og at en række kendte dopinglæger stadig “praktiserer”. Den anden sandsynliggør, at den russiske sportsminister havde ikke bare kendskab til, men direkte kontrol med dopingen.

Dokumentarerne har formentligt været medvirkende årsag til, at IAAF har forlænget suspensionen af det russiske letatletikforbund fra alle konkurrencer, herunder også OL.

Torsdag den 23. juni kom det frem, at de russiske vægtløftere sandsynligvis også går glip af olympiaden i Rio. Tidligere samme dag vedtog den Internationale Olympiske Komite, IOC, dog en erklæring om, at dopingskandalerne ikke får generelt får konsekvenser for Den russiske Olympiske Komite og Ruslands deltagelse ved OL i Rio.

Jesper Gormsen er skribent på Magasinet Europa

Foto i artiklens top: Francesca Ebel/AP/Polfoto