Heftige kampe raser i Sajtsevo – en landsby, som er skåret midt over af frontlinjen mellem prorussiske separatister og ukrainske regeringsstyrker. De civile er overladt til en tilværelse mellem murbrokker og angsten for, hvor den næste granat rammer.

15.08.2016 | ØSTUKRAINE | En skudsalve skratter gennem Sajtsevo. Kort stilhed. Et andet sted i landsbyen holder en skytte sin aftrækker ned som svar – noget tættere på efter lydstyrken at dømme. Når ilden fra maskingeværerne smælder, er det som om våbnene snakker med hinanden. Krigsstøjen skræmmer mennesker og dyr. Hver gang en granat slår ned, hyler hundene op mellem husene.

Sajtsevo ser ud som så mange andre landsbyer i det østlige Ukraine. Krat og ukrudt vokser vildt langs mudrede hjulspor. Under et turkist stakit stikker mælkebøtter deres gule hoveder frem. En ensom Lada baner sig vej frem blandt rønnerne.

Boligområdet lider den triste skæbne at være blevet delt midt over af frontlinjen, der skiller prorussiske separatister og ukrainske regeringstyrker. De fleste beboere er flygtet. Skodder sidder solidt for vinduerne. Flere steder i husrækken har et granatnedslag fjernet bygningen, og kun en bunke murbrokker ligger tilbage.

Ved siden af sådan en ruintomt bor en ældre dame. Fint gråt hår stikker frem under hendes orange hovedtørklæde. Hun lukker lågen bag sig og kommer ud i solskinnet.

En granatsplint i armen
”Om natten skyder de, om aftenen skyder de, om eftermiddagen skyder de. Hver dag. Hvornår hører det op?” siger den 81-årige kvinde.

Ordstrømmen flænses af endnu en skudsalve. Krigshandlingerne har allerede været tæt på at gøre det af med et familiemedlem.

”Min nevøs søn stod ude i sin køkkenhave, da en granat slog ned. En splint ramte ham i underarmen, så der var blod over det hele,” siger den 81-årige.

At bringe sig i sikkerhed uden for krigszonen er ikke så let, som det måske lyder.

”Alt her har vi bygget selv. Hele mit liv er her. Hvor skal jeg tage hen? Min pension er på 2.000 rubler (cirka 200 kroner). Jeg har ikke råd til at tage nogen steder hen,” forklarer hun.

Pensionister, arbejdsløse, mindrebemidlede – kun de mest udsatte sociale grupper er blevet i Sajtsevo. Dem, der ikke har andre muligheder.

Nu dukker flere af de tilbageblivende indbyggere op og blander sig i samtalen. De sætter sig på bænken i et busskur, der udgør et naturligt samlingssted. Buskørslen er dog indstillet på grund af kampene. Beboernes opførsel giver et indtryk af, hvordan det påvirker at bo midt i krigszonen – hver eneste dag at leve med rædslen for, at den næste granat finder vej til netop deres hjem: De taler usammenhængende, virker forvirrede, gentager sig selv, har let til gråd.

‘Derovre står ukrainerne’
”Vi vil bare have fred, at der igen bliver stille, for Guds skyld,” messer en ældre dame med et lilla hovedtørklæde og tårer i øjnene igen og igen. Hun når dårligt nok af putte sin lommeklud tilbage i jakken før det næste brag fra artilleriet høres.

En separatist-soldat, der benytter navnet Kum, er også stødt til. Han anlægger den officielle linje i Folkerepublikken Donetsk – den selvudnævnte, pro-russiske udbryderrepublik – og begynder at redegøre for den militær situation, idet han slår ud med armen:

”Derovre står ukrainerne. De bombarderer skolen og sygehuset på vores side hver dag. Hvis det lykkes dem at indtage skolen, vil de have omringet det halve af Sajtsevo. Vi gør vores yderste for, at de ikke kommer igennem,” forklarer han og spejder ud under skyggen på sin grønspraglede kasket.

En kalashnikov hænger i en rem over skulderen på kamuflageuniformen. Bundet fast til geværløbet sidder et sort- og orangestribet Sankt Georgs bånd – et symbol som soldaterne i de rebelske folkerepublikker i Østukraine har taget til sig for at vise loyalitet med Rusland. Deres territorium ligger rundt om oprørshøjborgene Lugansk og Donetsk. Det er byer, som nu udgør “hovedstæderne” i de nye statsdannelser.

‘Vores nerver er flossede’
Kum indvilliger i at vise lidt rundt i separatisternes del af Sajtsevo. Landsbyen ligger fremskudt i krigszonen, der hvor frontlinjen kommer nede fra syd, fra Donetsk, og laver et knæk mod øst, over mod Lugansk. Den udsatte position gør boligområdet hårdt omkæmpet. Sajtsevo befinder sig få kilometer nord for Gorlovka – en provinsby som er under pro-russisk kontrol.

”Donbass (navnet på regionen, red.) må være tålmodig lidt endnu. Artjomovsk, Dsersjinsk, Konstantinovka  – hele landsdelen har vi i sinde at befri. Men vi har brug for grønt lys fra oven. For vi har ikke ret til at bryde Minsk-fredsaftalen. Hvis vi fik befalingen, ville vi allerede have taget hele Donbass. Indtil videre kan vi ikke gøre andet end at holde stand her, men vores nerver er flossede,” siger separatist-soldaten, mens militærstøvlerne knaser i gruset.

Maskotten
Han udpeger et bredt hul, hvor en granat har vendt mulden midt i græstæppet. Ligesom bygerne af projektiler flyver også beskyldninger mellem de to krigsparter om, hvem der bærer ansvaret for at bryde den sidste fredsaftale fra februar 2015.

”Man må være beredt på alt fra ukrainernes side. De har ingen skrupler. For deres 80 millimeter granater er vi ikke bange. Men de beskyder os også med både 120 og 152 millimeter artilleri fra tanks – i strid med Minsk-aftalen. Af og til sender de fosforbomber af sted,” siger Kum.

Han siger, at han allerede ved, hvordan det føles, når stumperne af metal møder kroppen:

”Det var ved Artjomovsk. Jeg blev ramt af granatsplinter i hovedet. Lægerne reddede mig. Men min ven døde der samme dag.”

Spadsereturen fortsætter i stilhed indtil maskotten for separatisterne i Sajtsevo kommer logrende imod os. Kum sætter sig på hug og aer deres firbenede ven på hovedet. Den giver sig til at slikke soldaten i ansigtet.

”Nej, vi skal ikke kysse. Det er der ikke nogen grund til,” affærdiger han den.

”Når der er fare på færde, begynder han at gø for at advare os. Det har hjulpet os mange gange,” forklarer Kum.

”Ja, du er en god hund, en rigtig god hund,” roser han.

Store kratere
Kum peger til forskellige sider på vejen, idet han går videre mellem ruiner og kratere.

”Det derovre var for en uge siden. Det her skete for et par dage siden. Det er helt frisk. Huset blev bombet fra den ukrainske side. Her boede en bedstemor,” siger han, og tilføjer:

”De brugte 120’ere. Det er ikke muligt at lave sådan nogle kratere med 80 millimeter granater.”

Kum tager afsked, mens eftermiddagen bliver aften. Solen nærmer sig horisonten og farver landet rødgyldent. Det betyder dog ikke, at beboerne i Sajtsevo bliver fri for angsten. Skudsalver og granatnedslag fortsætter.

Gensidige beskyldninger
Til trods for flere forsøg på at opnå en våbenhvile er situationen i Donbass fortsat præget af heftige kampe mange steder i regionen. De to parter beskylder jævnligt hinanden for at bryde den sidste våbenhvile, der blev underskrevet i februar 2015.

Kreml benægter anklager fra hovedstæder i Vesten om, at Rusland forsyner de oprørske republikker i Donetsk og Lugansk med våben og soldater. Krigen i Donbass har kostet op mod 10.000 mennesker livet. Sammen med anneksionen af Krim har den ført til omfattende vestlige økonomiske sanktioner mod Moskva.

Jens Malling er freelancejournalist med speciale i øst- og centraleuropa.

Foto fra Sajtsevo i artiklens top: Jens Malling.