Fredsforhandlinger med kurderne og fredelige relationer med nabolandene kendetegnede det første årti under Tyrkiets nuværende AKP-regering. I dag er den bløde magtudøvelse skiftet ud med en hård, bomberne springer og Tyrkiet har invaderet syrisk territorium. Hvorfor er det gået sådan? For at finde svaret skal vi tilbage til foråret sidste år og det dengang forestående valg.

14.09.2016 | TYRKIET | Konstruktiv og progressiv. Disse tillægsord var gængse i beskrivelsen af Tyrkiets udenrigspolitik i årene op til det arabiske forår. I disse år førte Tyrkiet en aktivistisk udenrigspolitik, og promoverede sig selv som en godsindet regional magt, som foretrak soft power-værktøjer frem for hård magt. Centreret omkring en såkaldt ”zero problems with neighbors”-politik, forbedrede Tyrkiet sine historisk konfliktfyldte forhold til flere af landene i regionen, og fredsprocessen vedrørende det såkaldte ”kurdiske spørgsmål” opnåede indenrigspolitiske fremskridt.

Siden har ét enkelt ord været fremtrædende i beskrivelsen af Tyrkiets udenrigspolitik: fiasko. Den kurdiske fredsproces ligger i ruiner, Tyrkiets Syrien-politik har været en katastrofe, forholdet til flere af sværvægterne i regionen har oplevet krisetider og bomberne eksploderer som konsekvens på regulær basis i tyrkiske byer.

Mens faktorerne, der ligger til grund for Tyrkiets nuværende knibe, er flerdimensionelle og komplekse og vedrører både indenrigspolitiske og udenrigspolitiske forhold, fremstår konflikten med kurdiske grupperinger som en afgørende faktor i optrævlingen af Tyrkiets hidtidige udenrigspolitik. Tyrkiets genoptagelse af væbnet kamp mod kurdiske grupperinger står i direkte kontrast til regeringens hidtidige ”zero problems with neighbors”-politik, da kurderne både er nære naboer og medborgere i Tyrkiet.

Tyrkiets fjendtlige og kompromisløse tilgang til forhandling og samarbejde med kurdiske grupperinger i Syrien og Irak har ligeledes bragt Tyrkiet i konflikt med USA og NATO-partnerne, som anser grupperingerne som vigtige samarbejdspartnere i kampen mod Islamisk Stat.

Hvorfor gik Tyrkiet fra blød til hård magt?

Tabet af politisk magt
Med et absolut flertal i det tyrkiske parlament i 13 år, præsidentembedet siden 2007 og med en svækkelse af militærets evne til at blande sig i udenrigspolitisk beslutningstagning, havde AKP-regeringen egentlig optimale betingelser for at gennemføre sine udenrigspolitiske ideer og ekspandere sine interesser internationalt.

Dette ændrede sig fra den ene dag til den anden i juni 2015, hvor regeringen mistede sit absolutte flertal i Tyrkiets parlament. Det overraskende valgresultat skyldtes i høj grad, at det pro-kurdiske parti HDP formåede at bryde valgspærregrænsen på 10 procent og dermed blev valgt ind i det tyrkiske parlament. HDP’s beslutning om at stille op som et samlet parti med en reel mulighed for at blive valgt ind medførte, at præsident Recep Tayyip Erdogan (billedet) i marts 2015 afviste ”Dolmabahce-aftalen”, en køreplan for fred indgået mellem regeringen og HDP måneden forinden, og generelt førte en hård og kompromisløs valgkampagne mod partiet.

Fred var blevet dårlig politik
En udbredt analyse er, at AKP, ved udsigten til HDP’s indvælgelse, vurderede, at fred var blevet dårlig politik, da fredsprocessen med kurderne ikke længere skaffede et tilstrækkeligt antal kurdiske stemmer. Samtidig fremmedgjorde fredsprocessen nationalistiske, tyrkiske vælgere.

Kampagnen for at diskreditere HDP lykkedes dog ikke i tilstrækkelig grad, og det estimeres, at cirka 1,5 millioner konservative kurdere flyttede deres stemme fra AKP til HDP ved valget i juni 2015. Mere konkret betød valgresultatet, at AKP gik fra 49,83 procent af stemmerne til 40,87 procent, hvorfor partiet mistede 53 valgsæder og dermed sit absolutte flertal.

Forhandlinger om en koalitionsregering brød hurtigt sammen, og i august udskrev regeringen derfor nyvalg til afholdelse i november 2015.

Genoptagelse af væbnet kamp
I mellemtiden udførte Islamisk Stat den 20. juli et terrorangreb i den sydøsttyrkiske by Suruc rettet primært mod etniske kurdere. To dage efter, den 22. juli, udførte PKK-allierede kurdiske militante et hævnangreb på to tyrkiske politimænd, som angiveligt skulle have samarbejdet med Islamisk Stat. I de følgende dage påbegyndte Tyrkiet bombardementer mod PKK-positioner i Irak, mens Erdogan kaldte fortsættelsen af fredsprocessen for ”umulig”.

Erdogan gentog, at Dolmabahce-aftalen var ugyldig, og at han ikke anerkendte HDP som en legitim forhandlingspartner, da partiet ifølge præsidenten var en politisk forlængelse af PKK. Beskrivelsen af HDP-parlamentarikere som værende associeret med terrorister blev et gennemgående tema for Erdogan og regeringen i valgkampen op til genvalget i november 2015.

Ved valget i juni 2015 havde AKP ikke blot mistet en stor andel af de kurdiske stemmer til HDP, men også en betydelig andel af de nationalistiske, tyrkiske stemmer til det ekstremt nationalistiske oppositionsparti MHP, som var stærkt utilfredse med regeringens forhandling med PKK. MHP gik således frem ved juni-valget og opnåede 28 flere valgsæder end ved forrige valg.

Stod i svækket position
Regeringspartiet stod således i en svækket position med en markant formindsket politisk magt. Partiet havde delvist mistet kurdiske stemmer og delvist nationalistiske, tyrkiske stemmer. For at genvinde et absolut flertal ved valget i november 2015 er det en udbredt analyse, at den tyrkiske regering greb muligheden da PKK-affilierede militante dræbte to tyrkiske politimænd, og genstartede den væbnede konflikt med PKK med et mål om at generobre nationalistiske stemmer.

Erdogan fulgte herefter en valgstrategi med henblik på at dæmonisere HDP, skabe ustabilitet og usikkerhed, med en målsætning om at tilbageerobre stemmer. Efter en valgkamp præget af konflikten med PKK, opnåede AKP 49,50 procent af stemmerne ved november-valget – en fremgang på 8,63 procentpoint – ved bl.a. at genvinde cirka to millioner stemmer fra det nationalistiske parti MHP, som gik tilbage med to procentpoint, og cirka en million konservative kurdere fra HDP.

Prisen for regeringens valgsucces
En åbenlys indvending mod overstående analyse er, at Tyrkiet har fortsat den militære bekæmpelse af kurdiske grupperinger med uændret kraft efter november-valget, hvor regeringen genvandt et absolut flertal i det tyrkiske parlament. Hvorfor ikke vende tilbage til forhandlingsbordet efter det succesfulde genvalg?

En del af svaret kan findes i regeringens mobiliseringsstrategi.

En kompromisløs retorik op til genvalget medførte, at polariseringen i det historisk konfliktfyldte forhold mellem tyrkere og kurdere nåede nye højder. Temaet i perioden op til genvalget i november var klart og gennemgående: Tyrkiets enhed, broderskab og territoriale integritet var truet af terrorister, som ønskede at dele landet og splitte befolkningen.

Strategien virkede
Strategien var succesfuld ud fra det parameter, at regeringen opnåede sit mål om at genvinde et absolut flertal. Regeringen lykkedes med at præsentere og få store dele af vælgerne til at opfatte PKK som et kritisk problem der måtte løses. ”The Survey of Social-Political Trends”, en årlig anerkendt meningsmåling udført af Kadir Has Universitetet i Istanbul i december 2015 fandt, at det største opfattede problem blandt respondenterne var terrorisme. 39,3 procent af respondenterne, sammenlignet med 13,9 procent i 2014, opfattede således terrorisme som det mest alvorlige problem på den politiske dagsorden.

Undersøgelsen fandt videre, at 54,2 procent af respondenterne frygtede, at Tyrkiet risikerede at blive opdelt i forbindelse med konflikten med kurdiske grupperinger, hvilket er en stigning fra 46,2 procent i 2014. Flere end halvdelen af undersøgelsens respondenter udtrykte støtte til militærets operationer mod PKK.

Når bomber vinder stemmer
Mobiliseringsstrategien har ikke været gratis. Regeringens retorik har således bidraget til befolkningens frygt for terrorisme, hvilket ultimativt har udmøntet sig i et politisk ønske til regeringen om, at fortsætte bekæmpelsen af kurdiske grupperinger – også efter november valget.

Den tyrkiske regering har således fundet sig selv under et enormt pres for at løse den problemstilling, som regeringen selv har været med til at skabe. Når man inddrager argumentet om, at regeringen op til valget i juni 2015 vurderede, at ”fred var blevet dårlig politik”, og at regeringen derfor har søgt at tilbageerobre nationalistiske stemmer, er det nærliggende at konkludere, at den tyrkiske regering på nuværende tidspunkt ikke vurderer, at en genoptagelse af fredsprocessen vil være politisk opportun.

En bred folkelig opbakning er fortsat en nødvendighed for Erdogan, hvis ultimative ønske synes at være indførelsen af et super-præsidentsystem i Tyrkiet. Millioner af tyrkiske vælgere anser forhandling med PKK for udelukket, og de nylige terrorangreb i tyrkiske byer samt drab på soldater og politimænd, har pustet til den nationalistiske ild.

Samtidigt risikerer militærets operationer i civile områder i Sydøsttyrkiet, samt fortsatte bekæmpelse af kurdiske grupperinger i Syrien og Irak, at fremmedgøre en hel generation af unge, etniske kurdere, som kan ende med at miste tilliden til, at de har en fremtid i en samlet tyrkisk stat.

Tårnhøj pris
Prisen for Erdogans politisk magt har således været tårnhøj. Ikke blot leverede valgstrategien dødsstødet til regeringens udenrigspolitiske strategi, men den kurdiske fredsproces er ligeledes sendt på intensivafdelingen.

Mens udsigten til EU-optagelse i begyndelsen af det 21. århundrede fungerede som en styrepind for demokratiseringsreformer som satte ”det kurdiske spørgsmål” på rette spor, er det med flygtningekrisen i dag Tyrkiet, der sætter dagsordenen over for EU. Tyrkiets nylige forsoning med Rusland og Iran, samt Gülen-udleveringskonflikten med USA i kølvandet på kupforsøget den 15. juli, har desuden givet Tyrkiet større leverage over for USA.

I den nuværende kontekst er det derfor svært at forestille sig, at hverken EU eller USA – på den korte bane – kan tvinge Tyrkiet tilbage til forhandlingsbordet. Med Erdogans konsolidering af magten i kølvandet på det mislykkede kupforsøg, er i den nuværende kontekst kun den tyrkiske regering der kan vende udviklingen vedrørende den kurdiske fredsproces.

Men bliver det politisk opportunt for regeringen, før det bliver politisk for sent?

Deniz Yurdakul er stud. scient. pol. ved Københavns Universitet.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: AP/Polfoto.