En stækket Angela Merkel har stadig mindre handlekraft i et EU, der i værste fald risikerer at blive splittet op i tre dele. Det mener en af Tysklands mest velrenommerede politiske analytikere, politologiprofessor Herfried Münkler, der tegner en dystert billede af Europas fremtid, hvis den tyske “magt i midten” smuldrer helt.
05.10.2016 | EU’s FREMTID | Tyskland ville egentlig ikke lede EU. Og landet ville slet ikke være den stærke hegemon, der tvinger de andre lande i unionen under sine vinger.
Alligevel har Tyskland fået en så toneangivende rolle i EU, at næsten alle lande i Europa de seneste ti år har kigget på den tyske kansler Angela Merkel (billedet), når kriser som den ukrainske eller græske har hobet sig op.
De tider er formentlig ved at være forbi.
Magten i midten
Før man slynger et hurtigt “flygtningekrisen” ud som årsagsforklaring, så bør man ifølge den tyske politologiprofessor Herfried Münkler først spørge, hvordan Tyskland blev til “Magten i midten”, som han kaldte sin omdiskuterede bog om Tysklands EU-rolle fra foråret 2015.
Her så han to faktorer som særligt afgørende.
For det første den ringe sydeuropæiske konkurrenceevne og den stærke euro, der har gjort Tyskland til en økonomisk stormagt i Europa – med alle de konflikter, det har medført.
For det andet EU’s østudvidelse, der er faldet i en tid, hvor USA gradvist har gennemført en tilbagetrækning fra årtiers sikkerhedspolitiske arkitektur i Europa og omegn. Det har ikke har bare gjort Tyskland til Europas økonomiske og geografiske midte, men ligefrem til den geopolitiske midte i Den Europæiske Union, lød det i Münklers bog.
En flygtningekrise siden
“Bogen udkom for halvandet år siden. Der er jo sket et og andet siden,” siger Herfried Münkler i dag til Magasinet Europa med henvisning til Brexit, flygtningekrisens udbrud og den tyske højrefløjs optur.
“Men jeg ser stadig en særlig tysk rolle i EU som en mulighed og en nødvendighed, hvis de nuværende centrifugalkræfter ikke skal rive unionen fra hinanden.”
I sin bog viste Münkler, hvordan disse centrifugalkræfter til dels er opstået på grund af europæiske tiltag som euroen, de direkte valg til Europaparlamentet og arbejdets fri bevægelighed – tiltag som skulle have skabt den store europæiske integration. Desto mere har Europa haft brug for en central, ledende kraft, mente han. Her kunne han kun pege på det økonomisk stærke Tyskland. I kraft af sin historie optræder landet endda som en sårbar hegemon, en soft power, som øvrige EU-lande ved deres fulde fem ikke kan være bange for.
Men viser Tysklands – eller rettere: Merkel-regeringens – egenrådige tackling af den overrumplende flygtningesituation i sensommeren 2015 ikke netop, at en ukronet ledende nation ikke ustraffet bare kan handle på egen hånd i en union af nationalstater?
Münkler protesterer her stille, men bestemt:
“Merkels beslutning om at åbne den tyske grænse i september sidste år blev netop truffet med Europa og redningen af Den Europæiske Union for øje – ud fra det ansvar, som Tyskland har i min definition som ‘magten i midten’,” siger han til Magasinet Europa.
“Hvis Merkel havde reageret anderledes på den ungarske aktion, som var med til at starte flygtningestrømmens bevægelsen mod Østrig, så havde østrigerne også lukket grænsen. På få uger havde vi skabt en opdæmning af 300.000, 400.000, måske 500.000 mennesker i Balkan-rutens skrøbelige stater. Et kriseplaget land som Grækenland kunne endegyldigt være brudt sammen,” siger den berlinske politologiprofessor.
Højrefløjens EU-bremse
Sparepolitikken og den overvejende “tyske” løsning på euro- og statsgældskrisen i Sydeuropa havde i forvejen skabt visse fronter mod Tyskland. Men i løbet af den seneste tid har der imidlertid vist sig tegn på deciderede oprør mod de tyske forestillinger om, hvordan kriser som flygtningekrisen skal tackles på europæisk plan. Fra Danmark over Ungarn til Frankrig skældes Merkels krisepolitik ud for at sætte Europas sikkerhed og identitet på spil. Med sin netop afholdte afstemning mod europæiske kvoteflygtninge er Ungarn endda gået på direkte konfrontationskurs med den EU-linje i flygtningekrisen, som Merkel er stærkeste fortaler for. Visegrad-staterne bakker generelt op om Ungarn, og selv Østrig og flere Balkan-lande smeder alliancer udenom Tyskland.
Igen må man se på de reelle handlingsmuligheder og kompromisser i hver enkelte krise, mener Münkler.
“Med Merkels brug af Tysklands statsterritorium som afløb for Balkan-rutens ophobning af flygtninge blev Tysklands rolle og ansvar som semi-hegemon i Europa på den ene side bekræftet. På den anden side var omkostningen, at Merkel satte det interne sammenhold i CDU på spil. Ja, hun mistede det ligefrem og banede vejen for det højrepopulistiske tyske opsving i form af Alternative für Deutschland (AfD). Lederansvaret har ironisk nok medført, at den tyske regerings handlekraft i Europa er stærkt svækket,” siger Herfried Münkler.
Front National skaber fransk handlingslammelse
“Her ser vi også grunden til, at det tysk-franske lokomotiv ikke har fungeret synderligt godt de sidste 10 års tid. Sarkozy og Hollande har konstant kigget i bakspejlet for at se, hvad Front National har for, hvordan meningsmålingerne reagerer på de store udfordringer også på europæisk niveau. De har desperat forsøgt ikke at træffe så meget som én beslutning, der kunne styrke Front National yderligere. I den lammelse står Tyskland efterhånden også,” siger Herfried Münkler.
“Den umiddelbare redning af et helt uforberedt Europa har medført, at de tyske muligheder for at forhandle kompromisser, at afbalancere og fordele byrder i Europa, er blevet langt ringere. Den grundlæggende ubalance vil i øvrigt snart vil blusse op igen, når de resterende 27 efter Brexit skal forhandle om, hvem der overtager de netto-indbetalinger, som Storbritannien hidtil har indbetalt til EU.”
Vi overser det store billede
En afgørende årsag til Herfried Münklers aktuelle EU-pessimisme skal findes i, at unionen med professorens ord især har udviklet sig i “usædvanligt harmløse og lykkelige tider efter Tysklands genforening”. Det gælder både den vovehalsede euro-konstruktion, Schengen- og Dublin-reglerne samt forsvarspolitikken, mener han.
“Unionen rystes for tiden af spørgsmål som flygtningekrisen, gældskrisen og Ruslands aggressioner. Det er ikke småting, men EU’s konstruktion er fuldstændig uforberedt på den slags udfordringer. Det nylige topmøde i Bratislava viste desværre, at vi ignorerer det store billede og ikke har mere i værktøjskassen end hensigtserklæringer og godt humør. Her skal tages nogle helt grundlæggende beslutninger, som griber meget dybere.”
Hvilke beslutninger?
“Der vil foregå et langsomt fokusskifte fra den interne flygtningedebat og fra den finans- og fiskalpolitiske debat til det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Her ligger de dramatiske udfordringer, som EU står overfor: stabilisering af det nærmeste Mellemøsten, den afrikanske middelhavskyst med den bagvedliggende konfliktzone mellem Mali og Somalia – og dertil den russiske udfordring fra øst,” siger Herfried Münkler.
“I en tid med tiltagende amerikansk disengagement i Europa og Mellemøsten er det åbenlyst, at der ikke findes et eneste europæisk land, som er i nærheden af at kunne tackle disse udfordringer alene. Og det er lige så åbenlyst, at tacklingen af disse problemer kun kan foregå i samarbejde med og ikke mod Rusland.”
Balancekunst uden fast grund
Selvom nødvendigheden af et samarbejde er åbenlys i Münklers øjne, så tror han ikke på europæiske fremskridt det næste års tid.
“Meget afhænger faktisk af valget til Forbundsdagen i 2017 – at Merkels CDU kommer rimeligt helskindet igennem som regeringsparti, og at AfD ikke kommer for langt over de 10 procent. I så fald vil Tyskland kunne bibeholde sin rolle som semi-hegemon, der kæmper for og afbalancerer EU’s sammenhold. Hvis det ikke lykkes, hvis CDU splittes endnu mere, så er jeg bange for, at det kan have fatale konsekvenser for hele Europa.”
Mener du, at EU i øjeblikket står og falder med én person, en tysk kansler?
“Hvis ikke Merkel, så ser jeg ikke andre i den rolle i Tyskland og endda i Europa lige nu – det sagt både på baggrund af hendes evner, hendes erfaring og Tysklands position. Men selvfølgelig kan der komme andre.”
I hele dette europæiske spil skal man i Münklers øjne heller ikke overse, at Merkel måske nok er faldet stærkt i popularitet i især Øst- og Sydeuropa, men at det meste af Europa – måske med Ungarn som konsekvent undtagelse – stadig oftest kigger på Tyskland, når der skal løses europæiske kriser og forhandles. Derfor forbliver spørgsmålet indtil videre, hvilke forhandlingsmuligheder Merkel – eller en anden kansler i “magten i midten” – vil have europapolitisk?
Polen med i magtaksen?
“En mulighed er en genoplivning af Polen, Tyskland, Frankrig som den afgørende magtakse,” siger Herfried Münkler.
“Men det kræver, at polakkerne er villige til at tage afstand fra Ungarns og Orbans linje og binde sig mere til Tyskland. En mere sandsynlig mulighed er, at trekanten mellem Berlin, Paris og Rom atter styrkes for at betone sammenholdet i de oprindelige seks EØF-lande (Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Holland, red.). Det kræver, at Tyskland giver den som repræsentant for en “vestnordisk” tankegang, der passer med lande som Holland og de skandinaviske, hvor international konkurrenceevne er i centrum,” siger Herfried Münkler.
I disse evige balanceakter ligger tidens egentlige europæiske udfordring, mener den tidligere tyske regeringsrådgiver. De skal nemlig konstant forhandles på ny – og det der nyt.
“Vi ved for eksempel ikke, om Renzi sidder på magten i Rom efter forfatnings-afstemningen (senere på året, red.). Tidligere var EU-politik kendetegnet ved at fortsætte, at have en retning, selvom der foregik regeringsskifte på nationalt plan. Med overgangen fra “Europa som politisk drivkraft” til “Europa som problem” har det ændret sig radikalt. Med hvert enkelte nationale regeringsskifte ændrer forhandlingsstrukturerne og mulighederne for at finde kompromisser sig på europæisk plan. Det er en katastrofal position,” siger Herfried Münkler og holder en sjælden talepause.
“Her kan Tyskland måske spille sin rolle som ‘magten i midten’, som den bløde, balancerende hegemon, i et par år endnu. Men uanset om det bliver Merkel eller ej, så vil denne rolle hurtigt kunne overbebyrde selv et stærkt Tyskland.”
En knækket union?
Med disse dystre EU-udsigter ser Herfried Münkler umiddelbart to veje for sig, hvis opløsningen bliver en realitet.
“Enten opstår der et kerne-Europa med en række nord- og vesteuropæiske lande, der skaber et europapolitisk direktorium med løst tilknyttede stater med langt færre pligter og rettigheder end i det nuværende EU. Eller unionen falder fra hinanden i et Øst-EU, et Nord-EU og et Syd-EU. Det vil ikke bare skabe en opdeling eller genindretning i tre meget forskellige blokke, som tænker meget økonomisk forskelligt. Det vil skabe tre blokke, der vil modarbejde hinanden på mange fronter. Af de to varianter er den første i mine øjne den mest tiltalende, fordi den trods alt giver en vis fremtidsudsigt. Et Europa, der knækker i tre dele, ligner derimod et endegyldigt farvel til den Europæiske Union og en kraftig svækkelse af hele Europa – sikkerhedspolitisk og økonomisk.”
Tror du, at Berlin om 10 eller 20 år ikke mere er centrum i Europa?
“Såvel i geografisk som i økonomisk og geopolitisk forstand kan det meget vel være tilfældet. Tyskland vil forblive en stærk europæisk magtfaktor i kraft af sin økonomi. Det bekræftes smerteligt i disse tider, hvor den næststørste økonomiske kraft, altså Storbritannien, er på vej ud af EU, men de to efterfølgende storaktører, Frankrig og Italien, er i massive økonomiske vanskeligheder. Men med den nuværende udvikling vil Tyskland næppe blive ved med at være ‘magten i midten’.”
Herfried Münkler (f. 1951), professor i politologi ved Humboldt Universitetet i Berlin, ekspert i sikkerhedspolitik, en af Tysklands mest renommerede politiske kommentatorer og tidligere udenrigspolitisk rådgiver for den tyske forbundsregering. Münkler har udgivet en lang række bøger, herunder “Macht in der Mitte – die neuen Aufgaben Deutschlands in Europa” samt den aktuelle “Die neuen Deutschen” om flygtninge i Tyskland.
(Foto: commons.wikimedia.org)
Mathias Irminger Sonne er freelancejournalist bosat i Berlin
Foto i artiklens top: Michael Sohn/AP/Polfoto