Hvis vand- og elforsyningen i Sarajevo er røget, ses det som udgangspunkt ikke som problem for den enkelte borger men anses snarere for at være et brud på en ”etnisk rettighed”. Her 21 år efter Dayton-aftalens afslutning på krigen i landet er den politiske udvikling i Bosnien stagneret i et etnopolitisk limbo, og et faldende internationalt engagement hjælper ikke på situationen.

31.10.2016 | BOSNIEN-HERCEGOVINA | Det sker til tider, at Sarajevo står uden strøm og vand. Ikke på grund af krigshandlinger, for krigen sluttede for over to årtier siden. Men fordi et opstået problem ikke bliver løst, idet de politiske partier definerer sig etnisk og ikke kan finde ud af, hvem der har ansvaret for problemet, når det nu ikke kan knyttes til én specifik etnisk gruppes interesse.

Eksemplet kommer fra Edin Forto, der er delegeret ved den parlamentariske forsamling i Sarajevo og er medlem af partiet Nasa Stranka, som er et af de ganske få partier, der ikke definerer deres politik ud fra etnicitet.

“Uanset hvilket emne, der er til debat, får de etniske partier gjort det til et etnisk spørgsmål. Offentlig transport er ikke et etnisk spørgsmål. Hvis vandforsyningen i hovedstaden ryger efter midnat, er det ikke et etnisk spørgsmål. Vand er ikke en ‘etnisk rettighed’. Enten har du det, eller også har du det ikke. Du enten har offentlig transport, eller også har du ikke. Din by er beskidt, eller også er den ikke. Vi forsøger at forklare folk, at 99 procent af udfordringerne ikke er etniske,” siger Edin Forto.

Styrende for det politiske liv
At vand, strøm og offentlig transport anses for at være ”etniske rettigheder” er kun tre eksempler på, hvordan etnopolitik er styrende for det politiske liv i Bosnien-Hercegovina i dag.

Etnopolitikens tendens til at skubbe gængse politiske emner som offentlig transport, uddannelse, byplanlægning osv. over i skyggen af etnicitet og magtkamp mellem de tre etniske grupper; bosniakker (i nogle medier kaldet bosniske muslimer), bosniske kroater og bosniske serbere eksisterer i flere af samfundets forhold.

Seneste eksempel er den netop offentliggjorte folketælling, der har været tre år undervejs. Indtil juli i år vidste myndighederne i Bosnien ikke, om man havde en ung eller gammel befolkning, om befolkningen var højt- eller lavtuddannet og ikke mindst, hvordan de etniske grupper fordelte sig efter tre et halvt års krig med etniske udrensninger i 1990’erne.

Politiske benspænd
Folketællingen blev igangsat i 2013, og resultatet har sådan set ligget klart længe, men først nu det kommet ud af entopolitikens skygge og frem i offentlighedens lys. At det tog så lang tid er først og fremmest et billede på de tre etniske gruppers interne magtkamp.

En del af årsagen til dette er, at Dayton-aftalen delte det politiske system op efter etnicitet. Eksempelvis går præsidentembedet på tur mellem de tre etniske grupper og i flere politiske kamre sidder man ikke primært efter partitilhørsforhold, men efter etnisk tilhørsforhold. Partierne er derfor også oftest dannet på baggrund af de etniske grupper og henter deres stemmer ved valgene (billedet) hos en bestemt etnisk gruppe. Desuden har de etniske grupper mulighed for at blokere politiske forslag og beslutninger, som de mener går imod deres “vitale nationale interesser”.

De etniske gruppers magt i det politiske system betyder, at politik kun bliver gennemført, når de etniske grupper kan nå til enighed, hvilket oftest fører til en styrkelse af de etniske skillelinjer i landet. Det eneste, landets ledere kan blive enige om, er således at styrke deres egen position som etnisk gruppe og politisk elite.

Folketælling viste store ændringer
Derfor har det været så væsentligt for de tre etniske grupper, hvordan resultatet af folketællingen tog sig ud. Eftersom hele det politiske system er bygget op omkring etnicitet, har der været en frygt for et sammenbrud af systemet, hvis der viste sig at være mange borgere som identificerede sig med kategorien ”andre” og altså ikke med én bestemt etnisk gruppe. Den mindste gruppe, som er de bosniske kroatere, frygtede af samme årsag, at i tilfældet af en reducering af antallet af bosniske kroater, ville denne gruppe miste politisk magt i det etnisk opdelte politiske system.

Folketællingen viser, at der rent faktisk er store ændringer i den demografiske og etniske sammensætning i landet i dag. Mere specifikt viser den, at 50,11 procent af befolkningen er bosniakker, 30,78 procent er bosniske-serbere og 15,43 procent er bosniske-kroater, hertil er 2,73 procent af befolkningen kategoriseret som ”Andre”.

Folketællingen viser altså, hvordan bosniakker er klart i overtal i landet, hvilket blandt andet har fået de bosniske serbere til at udtale, at de ikke finder folketællingen og dens metoder troværdige.

Hvad dette resultat mere konkret vil have af betydning for det politiske system i Bosnien, kan kun fremtiden vise. Men i dette politiske system, hvor den politiske kamp kæmpes igennem etnopolitk og frygt mellem etniske grupper, har fremtidens stemme måske ikke så høj en klang i forhold til fortidens dybe røst.

International opbakning på retræte
Efter krigen blev Bosnien holdt sammen i et fast greb fra internationale organer som den Høje Repræsentant (HR) og Fredsimplementerings Rådet (PIC). Sammen skulle disse to institutioner sørge for at Dayton-aftalen blev implementeret. I denne sammenhæng gennemførte HR en lang række reformer, og landet var præget af en reformoptimisme fra slut 1990’erne og op igennem 00’erne.

Blandt andet skred man ind for at forhindre, at etnisk motiveret vold bremsede den frie bevægelighed. I dette tilfælde gik kontoret for den Høje Repræsentant ind og ændrede nummerpladesystemet i hele Bosnien, så man ikke længere ud fra nummerpladerne på bilerne kunne se, hvilken etnisk gruppe man tilhørte. Der opstod dog problemer med, hvorvidt det skulle være latinske eller kyrilliske bogstaver der var bag på nummerpladerne. Dette problem løste HR ved kun at bruge de 11 bogstaver, som er at finde i både det latinske og det kyrilliske alfabet.

Efter det nye nummerpladestystem blev gennemført, blev den frie bevægelighed forbedret i hele landet. Dette er et eksempel på den omfattende styring og regulering, som kom fra internationalt hold i de først 10 år efter krigen. Her fik man faktisk gennemført politik, der både involverede de etniske grupper, samlede staten, og samtidigt tog hensyn til de etniske gruppers forskelligheder.

Sidenhen er det internationale engagement i Bosnien faldet, og i takt med, at den internationale hånd langsomt har et løsnet grebet om landet, har etnopolitikken og nationalismen vundet frem.

Lang etnopolitisk skygge
Edin Forto fra partiet Nasa Stranka er et eksempel på, hvor svært det kan være for et parti, der ikke definerer sig selv og sin politik ud fra etnicitet, at bryde igennem systemet. Forto er dog også som medlem af et ikke-etnisk parti et eksempel på, at der rent faktisk er en bevægelse væk fra det etnocentriske, og hans parti er med til at skabe en debat omkring den etniske opbygning af det politiske system.

På trods af, at der er bevægelser mod et politisk system, hvor etnicitet spiller en mindre rolle, er det dog svært at forestille sig, at Bosnien træder helt ud af den etnopolitske skygge lige foreløbigt.

Clara Bredsdorff Bendtsen og Signe Bøgild Jespersen studerer statskundskab på Københavns Universitet. De har besøgt Sarajevo og Mostar for at undersøge den politiske situation i Bosnien-Hercegovina i dag

Billedet i artiklens top: Amel Emric/AP/Polfoto