Der er forlydender om, at Kreml vil samle alle sikkerhedstjenester i ét superministerium for statslig sikkerhed, hvilket igen har ført til spekulationer om en mulig genskabelse af KGB. Et sådant nyt ministerium vil dog i givet fald eksistere i en hel anden økonomisk og politisk virkelighed, end KGB gjorde.

Analyse af Jesper Gormsen

10.10.2016 | RUSLAND | Da Josef Stalin døde, var en af de første ting, man gjorde, at nedlægge Sovjetunionens gigantiske “Ministerium for statslig sikkerhed” og splitte det op i et separat indenrigsministerium og en komité for statslig sikkerhed, KGB. Og efter opbruddet i øst – i løbet af Ruslands første år som uafhængig stat i 1990’erne – blev KGB’s funktioner fordelt på flere mindre organisationer: grænsetropperne, udenrigsefterretningstjenesten SVR og den Føderale Tjeneste for Kontraspionage, FSK.

Der er nu gået tyve år, og FSK er blevet til FSB og har fået udvidet sine beføjelser væsentligt. Siden 2014 har det svirret med rygter om at FSB skulle slås sammen med udenrigstjenesten SVR, og den 18. september citerede avisen Kommersant unavngivne kilder i Kreml for, at der skal oprettets et nyt “Ministerium for statslig sikkerhed”, MGB. Det skal angiveligt rumme ikke bare FSB og SVR, men også den føderale vagttjeneste FSO, dele af katastrofeministeriet MTjS, indenrigsministeriet og statsanklagermyndigheden.

I vestlige medier har dét affødt overskrifter om, at Putin er igang med at genskabe KGB.

Sprogligt og organisatorisk holder sammenligningen sådan set fint. Udviklingen går i retning af institutioner med stadigt mindre specifikke opgaver. I Ruslands første år som selvstændig stat havde man “tjenesten for ydre efterretningsvirksomhed”, SVR, og “den føderale tjeneste for kontraspionage”, FSK. I 1996 skiftede FSK så navn til det knap så konkrete ”Den føderale tjeneste for sikkerhed” (FSB).

Hvis de specialiserede tjenester fusionerer i et nyt superministerium, MGB, tyder det på et organ, der ikke kun skal beskytte sit land land og sin befolkning, men også sig selv mod selvsamme befolkning.

Ukompleks kæmpe
På andre punkter holder sammenligningen med KGB ikke. Det kommende MGB vil – hvis det bliver en realitet – eksistere i en hel anden økonomisk og politisk virkelighed end KGB gjorde.
KGB havde en kæmpe kommandoøkonomi i ryggen, hvilket ikke længere er tilfældet. Ruslands økonomi er i dag stærkt afhængigt af råvareeksport, har stort set ingen forarbejdningsindustri og kun lidt højteknologisk produktion. Så lidt faktisk, at Harvard på sit økonomiske kompleksitetsindeks (ECI) placerer Rusland på 93. plads ud af opgørelsens 122 lande.
De russiske statsfinanser er imidlertid ikke kun presset af tidens lave råvarepriser og sanktioner, men også af korruption og manglende implementering og håndhævelse af allerede vedtaget lovgivning. Et eksempel er landets arbejdsmarked. Af de 75 millioner russere i den erhvervsaktive alder er seks millioner registreret som arbejdsløse og omkring 45 millioner er ansat i store og mellemstore virksomheder. Otte millioner arbejder konstant i den ”uformelle sektor”, hvor der ikke bliver betalt skat og sygesikring af deres løn. Og 22 millioner har en bibeskæftigelse i denne grå zone. Dette gigantiske hul i skattesystemet gør det selv sagt svært for den russiske stat at finansiere udgifter til pension, uddannelse og sundhed.

Upopulært parti
Politisk er situationen også helt anderledes, end den var i Sovjettiden, da KGB modtog efterretninger fra socialistiske regimer verden over og på alle niveauer var dubleret af et stærkt kommunistparti, KPSS. Selvom KPSS og KGB langt fra var eksemplariske meritokratier, så var det dog muligt for dygtige efterretningsfolk og partifunktionærer at arbejde sig op ad rangstigen, og det var forbundet med store risici at tage mod bestikkelse. En række afsløringer – senest de såkaldte Panama-dokumenter – tyder på, at det ikke længere er tilfældet. Og at det at være loyal i toppen af russisk politik tilsyneladende er vigtigere end dét at være fagligt dygtig.

Partiet Forenet Rusland, ledet af præsident Vladimir Putin (billedet), omtales ofte som “magtens parti”, men det er langt fra KPSS. Partiet har ingen klart formuleret ideologi og er forhadt i brede kredse. Matematiske analyser af parlamentsvalgt i september tyder på, at tilslutningen til Forenet Rusland ikke var 54, men 40 procent, og at valgdeltagelsen ikke var 48, men 36 procent. Det vil sige, at Kremls parti har sat sig tungt på parlamentet, Dumaen, med kun 15 procent af vælgernes opbakning.

Uoplyst enevælde
De fleste vestlige iagttagere er dog enige om, at Dumaens rolle primært er at kaste et skær af legitimitet over et regime, hvor den lovgivende magt reelt ligger i præsidentadministrationen. Den er igen tæt knyttet til sikkerhedstjenesterne og domstolene. Det vil sige, at en lille kreds omkring den russiske præsident reelt er både lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Dertil kommer, at tankegangen i toppen af det russiske regime i forvejen er stærkt ”sikkerhedsliggjort”. Som ifølge analytikeren Aleksandr Golts for nyligt formulerede det i magasinet Kontrapunkt:

”Såvel selve præsidenten som hans omgangskreds’ erhvervserfaring fra efterretningstjenesterne definerer deres holdning til den information, de modtager: hemmelig og skjult aktivitet anser de som vigtigere – hvis ikke den vigtigste – form for aktivitet. Den information som man kan finde i åbne kilder, anses af dem som værende misinformation tilberedt af fjenden.”

Spørgsmålet er, om endnu mere central styring og endnu mere hemmelighedskræmmeri er dét, Rusland har brug for.

Kæmpe på lerfødder
Til tv-stationen TVRAIN siger analytikeren Andrej Soldatov, at planerne om et sikkerhedsministerium mere ligner en følelsesmæssig reaktion på en oplevet trussel end en gennemarbejdet reformplan, fordi sammenlægningerne vil skabe en masse overlap mellem de forskellige tjenester. Soldatov tvivler på, at ideen til fusionen kan være kommet fra sikkerhedstjenesterne. I stedet mener han, at ideen må være må være udklækket i præsidentadministrationen, sikkerhedsrådet eller i Kreml.

Soldatov forudser, at der i givet fald vil blive en lang indkøringsfase, hvor embedsmænd i alle de involverede tjenester vil tænke mere på deres egne karrierer end på at gøre deres arbejde.

Skulle superministeriet blive til virkelighed vil det således langt fra blive et nyt KGB. Men dermed ikke være sagt, at det vil blive mindre farligt. For Ruslands naboer og for Ruslands egne chancer for at reformere sig selv.

Jesper Gormsen er skribent på Magasinet Europa

Billedet i artiklens top: Mikhail Klimentyev/AP/Polfoto