Europa står måske ved en skillevej, men har Europas såkaldte “eliter” overhovedet fattet alvoren? Det har Tysklands tre måske mest “elitære” figurer indenfor jura, økonomi og politik spurgt sig selv og hinanden om. Svarene er nedslående – og det er svært at se en vej fremad eller bagud for den sags skyld.
13.10.2016 | DEBAT OM EU’S FREMTID | Krise, krise, krise. Man behøver efterhånden ikke at liste Brexit-, euro- og flygtningekriserne op for at konstatere, at EU er i krise på flere planer. Alligevel gives der håndtryk og pressefotos ved topmøder, Den Europæiske Centralbank (ECB) pumper stadig milliardsummer i kriseramte stater, og ingen i Bruxelles og omegn tør gå offensivt til det helt store spørgsmål: hvilken vej skal vi bevæge os for at opretholde den velstand og sikkerhed, som er den egentlige legitimering af EU?
På en vindblæst efterårsaften forleden var det lykkedes den berlinske tænketank Centrum für europäische Politik at samle ingen ringere end Forbundsdagens formand Norbert Lammert, den mangeårige forfatningsdommer Udo di Fabio samt den tidligere tyske ECB-repræsentant Jürgen Starck til at give deres bud på, om Europas eliter overhovedet har forstået omfanget af krisen. Har de fattet, at der overalt i Europa er bevægelser, der – måske med rette – vil gøre briterne exit-kunsten efter?
De tre kombattanter kunne hurtigt blive enige om, at den europæiske integrationshistorie er en historie fuld af skilleveje, vildveje og omveje. Men i økonomen Jürgen Starcks øjne giver billedet af en aktuel skillevej alt for harmløse associationer.
En belastningsprøve
“Jeg ser ikke den nuværende krise som en skillevej, men som en belastningsprøve – spørgsmålet er, om unionen vil gå i opløsning. Det handler jo ikke kun om Brexit, men om en ophobning af problemer, der især er udløst af de sidste årtiers kludetæppe af europæiske kompromis- og løsningsforsøg,” lød det fra Jürgen Starck.
For tyskere er han især kendt for sin frivillige exit fra ECB’s direktion i 2012, hvor han skældte voldsomt ud på, at ECB i stadig højere grad forsøgte at løse strukturelle EU-problemer med pengepolitik og dermed er gået langt ud over centralbankens beføjelser. Med andre ord altså en meget “tysk” position, hvor Starck insisterede på, at centralbanken skulle blive ved sin læst: at holde et stabilt renteniveau.
På spørgsmålet, om eliterne har fattet rækkevidden af den nuværende krise, vendte han spørgsmålet om og konstaterede, at det kan de dårligt have undgået, for de har selv været med til at skabe den:
“EU’s spidser har været henrivende dårlige til at forklare kernepunkterne i den europæiske krisepolitik. De er nærmere blevet solgt som alternativløse, hvilket har næret protestbevægelserne yderligere.”
Binding med pligter
Norbert Lammert, Forbundsdagens formand og en af Tysklands skarpeste retorikere, ironiserede lystigt over, at netop dette panel skulle vurdere de europæiske eliters fatteevne – og lagde ellers ikke fingrene imellem.
“Før vi kan svare, må vi definere, hvem pokker Europas eliter er. Her foregøgles en entydighed, som er bekvem for den primitive EU-kritik, også i Storbritannien,” lød det fra Lammert.
“Vi kan heller ikke sidde her og svare på, hvorfor briterne valgte Brexit. De ved det ikke nødvendigvis selv. Hvis præcis den samme Brexit-afstemning var foretaget 14 dage tidligere eller senere, ville den knappe forskel formentlig være faldet den anden vej. Men nu sidder vi i situationen, og ikke engang lederne af Brexit-fløjen, som til dels også brugte elite-argumentet, ved, hvordan de vil gennemføre processen,” mente Norbert Lammert, der samtidig kaldte Brexit for et “voldsomt krisetegn for EU.”
“Hvis det faktisk kommer til Brexit, bliver kunsten at beholde så mange, så tætte og så venlige bånd som muligt. Vi skal under ingen omstændigheder straffe briterne og statuere et eksempel med deres situation. Vi må foretage en nøgtern afvejning af vores egne interesser, og vi skal værne os mod EU-medlemskaber a la carte. Hvis vi skaber et virtuelt medlem af EU – især af det indre marked – uden traktatmæssige forpligtelser, så er det begyndelsen på enden for union.”
Vildveje med egendynamik
Som formand for den tyske Forbundsdag skal man unægteligt veje sine ord på en guldvægt, da enhver retorisk overdrivelse lynhurtigt i hele EU vil blive tolket som en tysk position. Alligevel faldt dommen ret entydigt fra Lammerts side:
“Lige nu er problemet, at vejen for EU’s videre færd er spærret politisk – både vejen frem og vejen tilbage. De sidste årtiers europæiske udvikling har vist, at fejl og vildveje ligesom succeser kan få deres helt egen dynamik – og at vi ofte ikke kan overskue, hvad der er bivirkninger af det ene eller det andet.”
For at hive det ned på et konkret plan, gav han eksempler fra EU’s hidtidige integrationshistorie, der ifølge Lammert er kommet “uhyre meget længere”, end grundlæggerne havde forestillet sig.
“Winston Churchill talte i sin berømte Zürich-tale i 1946 for et forenet Europa, som Storbritannien nok skulle være nabo til, men ikke en del af. I Europa burde de endelig påbegynde en integrationsproces, mente han. Men i stedet for den planlagte forsvarsunion opstod her som bekendt en økonomisk union. Den fik så voldsom succes, at selv briterne syntes, at det var en pænt interessant skabning.”
I sidste ende blev briterne efter ti års forhandlinger medlem af fællesskabet i 1973, men ifølge Lammert aldrig med det mål at blive medlem af en politisk union.
“De ville forståeligt nok have adgang til det succesrige indre marked på lige fode med de andre lande. Og netop her lå en fejl, der skulle få sin egen dynamik: at vi alle sammen troede på, at nogen kunne få det ene og ikke det andet,” sagde Lammert og vandrede et par årtier længere frem.
“For europæerne viser det sig stadig tydeligere, at man ikke kan få en stabil valutaunion uden en politisk union. Den debat eksisterede også før valutaunionen. Her var Helmut Kohl en af dem, der mente, at det ene selvfølgelig forudsætter det andet – men vi har i 30 år prøvet at drive den politiske union fremad, og det bliver ikke til noget, mente Kohl. Så nu prøver vi at tvinge den frem med en valutaunion. Den tilstræbte mekanisme opstod bare ikke.”
Der står vi nu. Og kan ifølge Lammert kun forsøge at kigge fremad.
“Tilbagetoget til nationalstaten er umulig. En anakronisme fra det 19. århundrede, der forløb katastrofalt i det 20. århundrede, kan helt sikkert ikke være svaret i det 21. århundrede. Vi må i det mindste forsøge at reparere de strukturelle hindringer, som vi måske selv har bygget, men som står i vejen for en velfungerende union.”
Blokerede veje
Reparere. Men hvordan? Selv i Tyskland, det nok mest EU-integrationsvenlige land, er der ikke stemning for de store europæiske eksperimenter lige nu. Den situation havde aftenens tredje gæst, prof. dr. dr. jur. Udo di Fabio, et og andet at sige om:
“EU sidder i den fatale situation, at unionen hverken kan køre videre i sin nuværende form eller foretage grundlæggende reformer af traktaterne. Det forsøg ville åbenlyst gå til grunde i alle medlemsstaternes ratificeringsprocesser,” mente den tidligere forfatningsdommer, der ved den tyske forfatningsdomstol har truffet en række forholdsvist EU-venlige kompromisser om bl.a. Lissabon-traktaten og euro-redningsmekanismerne.
“Det kan ikke forsætte som hidtil, fordi de demokratiske mekanismer ikke er vokset med unionens udvikling. Stykke for stykke har vi overdraget politisk og økonomisk suverænitet til unionen – ofte i meget ambitiøse projekter for eksempel i form af en fælles valutaunion med udligning af de finanspolitiske spilleregler. EU har altid påbegyndt den slags projekter med en idealistisk forventning om, at den demokratiske legitimation vil vokse med. Tag for eksempel de direkte valg til Europa-Parlamentet. De skulle skabe en europæisk offentlighed og solide politiske partier på tværs af de nationale grænser. Men det er ikke just sket,” lød det fra di Fabio, der sidste år vakte opsigt ved at forfatte den juridiske vurdering “Migrationskrisen som føderalt forfatningsproblem” på vegne af Bayerns CSU-regering.
Her plæderede han for en midlertidig bayersk grænsesikring under flygtningekrisen – og gik med sin udlægning af grænse-suverænitet og Schengen-reglerne stik imod Angela Merkels linje.
“EU’s idealisme har omvendt ført til, at EU med vilje har bibeholdt en lang række tvetydigheder og forbehold i sin udvikling. Det er gået ok en årrække, men med de nuværende akutte kriser er det blevet til et problem. Vi har ikke kunnet lave en vækst- og stabilitetspagt som håbet. Og Schengen er ikke forløbet som håbet – EU har åbenlyst ikke tacklet flygtningekrisen tilfredsstillende. Kun hvis det ad åre vil lykkes at løse disse to problemer pragmatisk, så kan EU genvinde så meget tillid, at spørgsmålet om fremtidens form overhovedet kan stilles offensivt,” sagde di Fabio.
Politisk vakuum
“Når vi snakker om Europas eliter, så handler det jo langt hen ad vejen om mennesker med en stor fx juridisk, økonomisk eller historisk indsigt i EU. De vil sjældent tilbage til et Europa udelukkende bestående af nationalstater. Det samler faktisk disse såkaldte eliter – de har en grundlæggende forståelse for nødvendigheden af et europæisk projekt, også i England,” lød det fra den mere EU-kritiske end EU-skeptiske di Fabio.
Også for den grundlæggende mere EU-skeptiske økonom Jürgen Starck ligger her et af de fundamentale problemer: Nødvendigheden, der har skabt sin egen logik i EU.
“Hvem har givet Kommissionen sine beføjelser? Og den Europæiske Centralbank?” spurgte han med åbne arme og kunstpause.
“Institutionerne har fået deres egen logik, fordi der er et politisk vakuum, som de glider ind i med den mission at redde euroen eller EU. I virkeligheden er det politiske beslutninger, men dertil findes jo de forskellige råd under Ministerrådet, stats- og regeringscheferne. Skal man bare acceptere, at de europæiske organer tildrager sig stadig mere magt? Svaret er måske ja, men så må man spørge: med hvilke konsekvenser? Det lægges ikke just åbent frem.”
Er vejen tilbage så den eneste vej frem? Tilbage til tiden før disse europæiske institutioner skive for skive fik denne magt?
“Lad os for eksempel se på valutaunionen, hvor jeg ikke var politisk ansvarlig, men dog har arbejdet med på projektet hen over flere årtier,” lød Starcks svar indledende.
“Man kan godt spørge sig selv, om vi skal gå tilbage til Maastricht-traktaten. Men hele pointen er jo, at Maastricht aldrig er blevet ført ud i livet. Det gælder allerede for anvendelsen af de fire konvergenskriterier tilbage til 1998-99 (Maastricht-traktatens fire krav for at blive medlem af euro-zonen – krav til stabilitet indenfor inflation, rente, valutakurs og offentlige finanser, red.). Mange begynder straks at snakke om kriselande som Grækenlands euroindførelse i 2002 og glemmer helt, at problemerne også gjaldt de store EU-lande længere tilbage,” sagde Jürgen Starck.
1.225.000.000.000 euro
“EU har med krisepolitikken siden 2010 efterhånden sat hele denne tankegang på hovedet med ESM (European Stability Mechanism, indført permanent 2012 som redningsfond, red.), hvormed ECB har bøjet sine beføjelser helt ud i ekstremerne og i nærheden af en overførselsunion. Der er med denne permanente krisepakke skabt permanente redskaber og mekanismer, der virker stik mod den oprindelige hensigt i det økonomiske samarbejde, imod kravet om medlemslandenes eget økonomiske ansvar. Derfor er det helt utopisk at tro, at vi kan vende tilbage til en Maastricht-traktat, som egentlig aldrig har været fungerende. Ønskværdigt, men umuligt,” lød det konkluderende fra Jürgen Starck.
På det økonomiske område sad således et stort set enigt – og ganske tysk – panel, der ser det som en brandfarlig sovepude, når der ses stort på stabilitetskriterierne og ECB permanent opkøber statsobligationer fra kriseramte lande og holder deres nationale finansinstitutter flydende.
ECB er i dag EU-staternes største långiver, pointerede Jürgen Starck, der fik et gys til at gå gennem det lyttende berlinske dannelsesborgerskab, da han nævnte de hidtidige støtteprogrammers samlede størrelse: 1,225 billioner euro (1.225.000.000.000 euro, red.).
“Vi har en folkeretslig aftale, og så siger EU-landenes regeringschefer og finansministre ‘ah pyt, vi anvender ikke kontraktens ordlyd, men udtænker noget nyt, og for at det har virkning, omgår vi traktaten som det lige passer’. Hvad pokker er det for en retsopfattelse? Også af denne grund ser jeg ingen vej tilbage til Maastricht. Der er simpelthen for mange nye mekanismer i spil, tilfældige produkter af krisepolitikken. Hvis jeg kigger i krystalkuglen, ser jeg derfor også et fremtidigt EU, hvor man prøver at møve sig igennem problemerne uden et holdbart koncept. Desværre.”
Patienten lever
Her roste Udo di Fabio, at ECB trods alt havde nået “visse mål”, fordi institutionen “ikke er demokratisk bundet.”
“ECB har skabt en slags bypass i en knudret europæisk valutaunion. Redningspakkerne var et forsøg på at redde en krisesituation for derefter at vende tilbage til traktaterne. Det er en velkendt folkeretslig figur: man tager et lovbrud med i købet for stykke for stykke at vende tilbage til retstilstanden,” lød det fra juraprofessoren.
“Man holdt renten på kritiske statsobligationer nede og sikrede en refinansiering af lande som Italien. Banksystemets immanente kriser blev holdt nede, og systemrelevante banker blev holdt oppe. Men ECB er ved at gøre noget gængs, som banken ikke er skabt til, idet den skaber solidarisk hæfte for risici. Det må man selvsagt advare mod i det lange løb, for det skader både det økonomiske og det politiske system.”
Niveauer nok
Bred enighed. Og ingen udvej i sigte. Slet ikke i en situation, hvor det langt fra kun handler om den – formentlig – forestående Brexit, men også om en række mindre EU-lande, som er tiltrådt Unionen af økonomiske grunde, og som ikke villige til vidtrækkende og måske endda nødvendige traktatreformer. Her talte Norbert Lammer som den eneste konkret om transformationen af det økonomiske fællesskab til en politisk union. Et hovedproblem ser han her især i Kommissionen, der ikke kan ikke have den dobbelt rolle som “vogter over traktaterne” og et efterhånden gængs politisk organ.
“De to opgaver udelukker hinanden. Her ville det klæde EU-konstruktionen, hvis der fandtes et organ, der kunne dække denne funktion,” sagde Lammert, der straks blev modsagt af sine to diskussionspartnere.
“Jeg er stik imod yderligere institutioner,” lød det fra Udo di Fabio, der – ud over at nævne Kommissionen – i rasende fart remsede Det Europæiske Råd, Ministerrådet og Parlamentet og deres indbyrdes magtbalancer op før og efter Lissabon-traktaen.
“Vi har allerede så mange niveauer, som det er umuligt at forklare almindelige vælgere. Så egentlig burde vi stræbe mod en forenkling af konstruktionen,” mente juristen di Fabio.
“Desuden er det er en illusion at tro, at en ny, bureaukratisk organiseret Kommission skulle kunne få medlemsstaterne til for eksempel at overholde stabilitetskriterierne og at acceptere flygtningekvoter.”
Klassisk trilemma
I sidste skulle det blive økonomen og EU-skeptikeren Starck, der hev debatten ned på jorden igen. Det skete med en generel beklagelse af, at den europæiske integration foregår hen over hovedet på borgerne.
“Der er i mine øjne sket en for stor centralisering de sidste år, for mange områder er vandret til Bruxelles, selvom de ikke hører hjemme der – mange beslutninger tages for langt fra borgerne. Dermed plæderer jeg ikke for en re-nationalisering, men for mere nærhed til borgerne, så den demokratiske legitimitet genoprettes,” sagde han.
Desværre står vi i Jürgen Starcks øjne i et “klassisk trilemma” i EU mellem integration, suverænitet og demokrati: man må nødvendigvis give afkald på det ene for at få de to andre.
“Tag fx EU’s integration i fht. indbyrdes grænser. Her har vi Dublin og Schengen, hvor der blev der afgivet et stykke national suverænitet til det europæiske niveau. Men nu har vi set, at de ydre grænser ikke er tilstrækkeligt beskyttet. Den nationale suverænitetsafgivelse har ikke ført til at denne opgave er blevet varetaget tilstrækkeligt på europæisk niveau. Den samme tendens ses i Maastricht-traktaten, hvor de nationale regeringers eget ansvar for statsbudgetterne blev lagt op på europæisk niveau, uden at de er blevet anvendt konsekvent nok.”
Pisk eller zombie
Selvom de aktuelle meldinger fra lande som Italien er yderst dystre, ville Jürgen Starck ikke være med til at male Europas økonomiske landkort helt sort.
“Der gøres stadig fremskridt i lande som Italien, Portugal, Spanien og Grækenland, den kritiske masse i forhold til reformer er ikke nået endnu. Produktions- og vækstpotentialet er styrket, og der er plads til mere,” lød det fra den tyske økonom.
Her så han et lyspunkt, som EU bør sælge bedre:
“Det indre marked er ikke fuldført, det har i mine øjne stadig potentiale. Men i dag bedrives der ikke en politik, der er rettet mod helheden af den europæiske union. Den drives derimod ud fra nationale interesser med tilbagetog mod det nationale niveau,” sagde han og beklagede den store forskel på vækstrater rundt omkring i eurozonen – en asymmetri, som han for år tilbage selv troede på langsomt ville udlignes med euroen.
Derfor ser han heller ikke en “japanisering” af EU i form af uovervindelig deflation.
“Hey, vi har – i disse globalt svære tider – trods alt en gennemsnitlig vækst på 1,7 procent. Men hvis politikken i medlemsstaterne – eller hvis pisken fra Bruxelles – ikke ændrer sig, så kunne der godt opstå en truende zombificering af eurozonen, så kunne vi godt gå ad den japanske vej,” advarede Jürgen Starck og lagde en stikpille til sin gamle arbejdsgiver:
“Siden 2012 har ECB desværre bidraget til at det nødvendige skifte ikke er sket.”
Var det virkelig så småt med lyspunkter i det ruskende berlinske efterårsvejr? Ikke helt. En enkelt gang mere tog Jürgen Starck den europæiske ja-hat på:
“Eskalationen af den europæiske krise har vækket mange ressentimenter imellem EU-landene. En positiv effekt er nok, at det har fået selv de unge til at forstå, at der ikke af sig selv hersker fred i al evighed i Europa. Der skal arbejdes for det.”
Norbert Lammert (f. 1948) er den tyske Forbundsdags formand, har studeret sociologi og politologi ved Oxford University og Universität Ruhr i Bochum, hvor han i dag fungerer som adjungeret professor ved siden af sit hovedhverv i Forbundsdagen.
Jürgen Starck (f. 1948) er økonomiprofessor, har bl.a. været statssekretær i det tyske finansministerium, før han i perioden 2006-2012 fungerede som øverste tyske repræsentant i den Europæiske Centralbanks direktorium.
Udo di Fabio (f. 1954) er prof. dr. dr. jur ved Institut for offentlig ret ved Universität Bonn, var i perioden 1999 til 2011 dommer ved Tysklands forfatningsdomstol med speciale indenfor folkeret, Europaret og parlamentsret, hvor han bl.a. traf afgørende domme om Lissabon-traktatens rækkevidde.
Mathias Irminger Sonne er freelancejournalist, bosat i Berlin
Billede i artiklens top: Virginia Mayo/AP/Polfoto