Den arktiske udfordring

Det kan lyde som storhedsvanvid, når lille Danmark pludselig vil have råderetten og ejerskabet over Nordpolen, men faktisk er Danmark i nogle sammenhænge en politisk supermagt, mener tidligere udenrigsminister Villy Søvndal. Vi bringer et uddrag af hans nye bog “Med håbet som drivkraft  – fortællinger om politik, fremskridt og verdens tilstand”.

Uddraget følger her:

Engang var Arktis et område, som eventyrere og stifindere var optaget af, et tåget område deroppe bag indlandsisen, der gemte sig og var lidt underligt og uforståeligt og ekstremt langt væk – og derfor ikke havde den store interesse hverken politisk eller økonomisk.

Det har ændret sig eksplosivt det seneste årti.

Der var selvfølgelig en vis interesse fra både amerikanerne og russerne under den kolde krig, hvor Grønland blev involveret på grund af Thulebasen og amerikanernes tilstedeværelse dér. Men med klimaforandringer, der har fået isen på Arktis til at smelte, åbner der sig nu muligheder for både Grønland, Rusland, Norge, Canada og USA, der alle har interesse i det arktiske område og alle på en eller anden måde grænser op til de gigantiske arealer, der tidligere blot var dækket af is.

Nu kan man gennem Nordvestpassagen sejle betydeligt hurtigere til Kina og kappe 16 dage og 4.000 kilometer af sejladsen på de tidspunkter af året, hvor passagen er isfri, ligesom mindre is i Arktis og rundt om de grønlandske stræder åbner for mere turisme og erhverv, først og fremmest minedrift og råstofudvinding. Det giver økonomiske muligheder for landene i den arktiske region, men det giver også store udfordringer med hensyn til klimaet og sikkerheden for de mennesker, der begynder at komme til området. Desuden er der en lang række muligheder for adgang til olie og mineraler, nu da isen er smeltet, og det har en vis interesse, især i perioder, hvor oliepriserne er høje, også selv om det er råstoffer, der er sværere at komme til end så mange andre steder på kloden.

Set med danske og grønlandske briller giver forandringer i Arktis derfor et langsigtet perspektiv om, at Grønland i fremtiden måske kan klare sig selv økonomisk – eller i hvert fald klare sig selv endnu mere. Men Grønland er et ekstremt dyrt samfund at holde ved lige, fordi infrastrukturen, leveringen af elektricitet, sikringen af vandforsyning og adgang til sundhed og andre ydelser alt sammen er dyrt at opretholde, fordi afstandene er så enorme. I øjeblikket svinger fiskeriet desuden meget op og ned, og derfor ville det være en fantastisk hjælp til hjemmestyret og befolkningen deroppe, hvis man kunne få gang i mineraludvinding og minedrift, både med hensyn til indtægter og nye arbejdspladser.

Da de muligheder opstod, bankede alle de store, globale virksomheder inden for minedriften på døren i Nuuk – kinesere, canadiere, australiere, franskmænd og amerikanere – og ville have adgang til undergrunden, på jagt efter den store mulighed for at investere og tjene penge. De slog sig alle sammen ned på Hotel Hans Egede i Nuuk og skabte en gylden tid for hotellerne, restauranterne og taxaerne, mens de ventede på muligheden for at få en bid af Grønland, et moderne Klondyke, der både var fascinerende og skræmmende. Der var en forestilling om, at det kom til at flyde med mælk og honning i Nuuk, og selv i Grønland var der en stor forventning om, at øget økonomisk uafhængighed nærmede sig på grund af alt det, der kunne hentes op af jorden. Men interessen er kølnet igen, og jeg er ikke sikker på, at balanceforholdet mellem Grønland og Danmark forrykkes afgørende, men det er bestemt hele tiden værd at kigge på, hvor meget Grønland kan gå videre ad selvstyrevejen. Samtidig synes jeg, der er en stigende erkendelse af fordelene ved rigsfællesskabet.

Jeg tror faktisk også, at det store flertal af danskere synes, det er vigtigt med rigsfællesskabet, at det giver Danmark noget, Danmark ellers ikke ville have haft, at der er en stolthed over, at disse flotte områder også er en del af Danmark. Bagsiden af medaljen er selvfølgelig den tragiske og hårde skæbne for mange af grønlænderne i Danmark, hvor et liv ikke altid lykkes lige godt, men det giver os alle en fornemmelse af det ansvar, vi også bærer over for Grønland og Færøerne. Samtidig er det vigtigt at påpege, at de gamle fordomme om Grønland og alkoholforbrug og mangel på udvikling ikke holder længere. Den unge generation jagter uddannelse og bedre levevilkår, og alkoholforbruget er nede på niveau med i Danmark. Også her viser det sig, at udvikling og støtte hen over årene faktisk gør en forskel – og det er selvfølgelig det, vi nu også skal overføre til debatten om den overordnede udvikling i Arktis.

Derfor er dansen med mulighederne og klimaforandringer i Arktis også en evig balance mellem for og imod. På den ene side bliver den oprindelige jæger- og fangerkultur udfordret. Man kan ikke længere jage på isen, som man kunne engang, fiskeriets udbredelse er truet, og isbjørnene kommer tættere på byerne og udgør en sikkerhedsrisiko. På den anden side åbner der sig en lang række muligheder for andre og nye erhverv, som kan erstatte noget af det, der går tabt i Grønland.

Og derfor er Danmark i nogle politiske sammenhænge nu også en supermagt. Det sker, når vi sidder med ved bordet i Arktisk Råd sammen med den russiske udenrigsminister Lavrov, den amerikanske ditto John Kerry og repræsentanter fra Canada, Norge, Sverige og Island. For Danmark er det i øvrigt sådan, at vi har tre repræsentanter – både udenrigsministeren, formanden for Grønlands landsstyre og den færøske lagmand.

Hvis man ikke har forstået det før, så går det dér op for en, hvilket fokus der i disse år er på Arktis – og hvor vigtigt det er, at Danmark har en holdning til det og arbejder med det. Samtidig kan jeg ikke komme i tanker om nogen anden begivenhed, hvor Danmark får lov til at bruge halvandet døgn på højeste niveau med både USA og Rusland. Det giver mulighed for at vende de arktiske problemer, men også for at diskutere de store, globale dagsordener, hvor Danmark sjældent ville få plads ved bordet. Derfor fik Lene Espersen også – helt berettiget – så store hug, da hun valgte at blive væk fra et møde i Arktisk Råd som udenrigsminister.

Det var nogle fantastisk spændende møder at deltage i, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en stor beundrer af John Kerry og det, han gør og kan. Han er meget vidende, ekstremt energisk og forfølger de rigtige dagsordener fra de rigtige positioner. Hans forgænger, Hillary Clinton, var kendt for at have et meget belastet forhold til russerne og især Lavrov, men det er tydeligt, at Lavrov har stor respekt for Kerry, og selv om det naturligvis ikke i sig selv ændrer verdens gang, så betyder det alligevel, at der måske er andre muligheder for gennembrud og mindre risiko for konflikt, når der er en god tone mellem parterne.

Det var Kerry, der fik glattet ud og fik tingene til at glide mellem alle, så vi kunne diskutere de ting, der var relevante: konsekvenserne af de mange sejladser gennem Nordvestpassagen, konsekvenserne af de mange nye krydstogtsskibe og så videre. Især den stigende turisme er bekymrende, fordi sikkerhedsrisikoen er kolossal, og alle ved, at hvis det går galt, så går det frygtelig galt. Hvis et skib med 3.000 passagerer går ned i de farvande, hvordan skal man så på nogen måde generere redningskapacitet til at hjælpe? Derfor opfordrer man for eksempel skibene til at sejle i kolonne, så hvis der sker et uheld med det ene skib, kan et andet hjælpe til. Derudover er der naturligvis bekymringer over de mulige ulykker og miljø katastrofer i forbindelse med en potentiel olieudvinding, og endelig er der leveforholdene for den oprindelige befolkning. Der er jo inuitter i både Grønland, Rusland og Canada, og de er truet af klimaforandringerne og de muligheder, der følger med af erhvervseventyr og turisme. Alle de ting kommer på bordet, når Arktisk Råd mødes – og derfor er det ekstra vigtigt, at Danmark altid er med.

Med så store lande rundt om bordet og så forskellige holdninger og interesser repræsenteret i samme rum kunne man godt forestille sig, at det ville være ekstremt konfliktfyldt, men det er det ikke. Alle aftaler om området deroppe er forhandlet på plads på fredelig vis under accept af folkeretten. Men selvfølgelig kan der opstå gnidninger, når så store lande sidder med ved bordet. I forhold til Nordvestpassagen og mulighederne for at bruge den som sejlrute mener amerikanerne for eksempel, at det skal regnes som internationalt farvand, mens canadierne insisterer på, at det er canadisk territorium – og derfor skal man, som det er nu, havde canadiernes tilladelse til at sejle den vej. Den diskussion vil naturligvis blive mere intens i takt med mulighederne for at bruge passagen.

I øjeblikket er der også et kapløb om Nordpolen, hvor både Danmark, Rusland og Canada lægger billet ind på, at Nordpolen bør være en del af deres land, og spillereglerne er, at landene afleverer deres argumenter og begrundelser til FN’s havretskommission, der i sidste ende afgør, hvem der har ret. Der kan være store interesser på spil med hensyn til retten til olie og fiskeri på Nordpolen. Fra flere sider har der været spekuleret i, om Rusland ville spille med musklerne i Arktis og tiltvinge sig for eksempel Nordpolen, men jeg tror ikke på det. Jeg synes netop, at Rusland i Arktis udviser stor respekt for internationale aftaler og spilleregler, og jeg tror ikke, at det er et spil for galleriet – jeg tror også, at det gælder, den dag afgørelsen fra havretskommissionen kommer.

Samtidig har man en stor fælles interesse i at sikre miljøet deroppe, for hvis isen smelter hurtigt af og frigiver store mængder af CO2, kan det give en selvforstærkende effekt med store livsforandringer for de folk, der bor i Arktis. Vi har jo allerede set bygninger kollapse i russiske byer, fordi husene var bygget uden fundering oven på isen, der så forsvandt. Den slags kan blive hverdag og skabe klimanomade i Arktis – en problematik, vi helst vil undgå. Derfor må både udviklingen og udvindingen i Arktis tage ekstremt nøje hensyn til miljøet og klimaet. Grønland er jo indbyggermæssigt et lille land med omkring 50.000 mennesker – cirka halvdelen af Kolding Kommune – og derfor må vi heller ikke bare lade det oversvømme udefra af mennesker, der kommer ind med forskellige interesser og dagsordener.

Det kan lyde som storhedsvanvid, når lille Danmark pludselig vil have råderetten og ejerskabet over Nordpolen, men det er for strategisk at sikre, at vi har råderet over et gigantisk havområde i forhold til vores suverænitet på havet. Der kan være store interesser med hensyn til fiskeri, undergrund og sejlruter, og det er de interesser, vi forfølger. For nuværende er det formentlig slet ikke relevant at diskutere olieudvinding i Arktis, fordi det bliver så dyrt at hente op på grund af sikkerhed og miljøforanstaltninger, men den tid kan komme – og så er det vigtigt, at Danmark sammen med Grønland og Færøerne har sikret sig så gode forudsætninger som muligt.

Samtidig er det, der sker i Grønland, hvor man direkte og meget fysisk kan se klimaforandringer, når isen smelter, bræerne kælver i kæmpestore klumper, indlandsisen trækker sig tilbage med foruroligende hastighed, og sommeren kommer med ekstrem varme, et sindbillede på de klimaudfordringer, der i disse år rammer over hele verden. I Vietnam ved de, at de skal flytte en tredjedel af landets indbyggere væk fra Mekongdeltaet og Den Røde Flods delta, hvis havvandstanden stiger en halv meter. Det er altså en potentiel flytning af 30 millioner mennesker, vi taler om. Og på en række Stillehavsøer og øer i Det Indiske Ocean går befolkningen rundt og overvejer, hvor mange år der går, før deres ø er helt væk. Ørkener breder sig, og storme, orkaner og ekstreme oversvømmelser opstår i områder, der hidtil ikke har været plaget af den slags, både i Europa og i et vist omfang også i Danmark. Jeg mødte engang en islandsk forsker, der formulerede det dystert: »Det er menneskehedens største eksperiment, vi er i gang med. Vi ved ikke, hvor det ender, og den dag vi ved, hvor det ender, er det for sent at handle på det.«

Derfor er det også positivt i disse år, at der er større villighed til at anerkende nødvendigheden af politisk handling på klima- og miljøområdet. USA, der er en af de store miljøsyndere sammen med Kina, er blevet langt mere forpligtet på miljødagsordenen under Obama, og Kina er stilfærdigt ved at anerkende nødvendigheden af fællesaftaler.

På den måde er Grønland nærmest blevet et eksperimentarium for klimaforandringer. Det er der, folk tager til for at lære og forstå, hvad der sker. Ban Ki-moon var der med Helle Thorning, og EU-Kommissionen har også været deroppe. Det betyder ikke, at der kun skal sættes ind i Arktis, men det er, kan man sige, deroppe, forandringer tager fart og får konsekvenser rundtomkring i verden, når isen smelter og vandstanden stiger. Nogle af de mest tætbefolkede områder, vi har, er lavtliggende områder som for eksempel Bangladesh og Vietnam, hvor vi kan komme til at flytte store grupper eller bygge diger, der kan beskytte mod vandet. Dertil kommer som sagt de mange storme og orkaner samt ekstrem regn, som vi har oplevet i Danmark, og samtidig en fremvækst af ørken i egne af verden, hvor det bliver mere tørt, end det har været før. Alle disse ting kan sende store grupper af mennesker på flugt og skabe konflikter om adgang til livsnødvendig vand og jord.

Og hvis verden ikke håndterer disse problemer, så står vi med gigantiske udfordringer, som ingen ved, hvor ender. Der har jo både i Danmark og internationalt været en diskussion mellem klimaforandringsfornægterne – repræsenteret solidt ved Dansk Folkeparti og Bjørn Lomborg – og de 99 procent af FN’s klimapanel, der siger, at klimaforandringerne er menneskeskabte – og derfor kan vi også gøre noget ved dem. Problemet er, at det kan være svært at overbevise fornægterne, fordi vi ikke kan vente på, at vi får ret til sidst, for til den tid vil det være umuligt at ændre på. Det, vi sætter i gang med at skade jorden i disse år, er irreversibelt, og derfor bliver vi nødt til at handle, før vi kender hele svaret, ellers når vi til et punkt, hvor det får en selvforstærkende virkning, en sneboldeffekt, som vi slet ikke kan stoppe igen. Når vi for eksempel en havtemperatur, hvor vandet ikke længere kan absorbere CO2-en, så stiger temperaturen endnu mere, og begynder tundra områderne at afsmelte, frigiver de endnu mere CO2 – og så er der allerede gang i en ond spiral, som vi ikke kan ændre på. Det er derfor, der er så stor grund til at råbe vagt i gevær, så højt man overhovedet kan, og få verden til at handle i tide.

Og der er heldigvis handling, selv om jeg synes, det går for langsomt. Man kan jo ikke forhandle med klimaforandringerne og bede dem om at vente lidt, til vi har besluttet os. Vi har begrænset tid, og det skal hele verden forstå. De afgørende spillere som Kina og USA har blokeret, men er som beskrevet begyndt at bløde op nu og forstår de frygtelige konsekvenser af det her. Kineserne ved, at der skal ske noget, at de er pisket til handling, for eksempel i forhold til smogproblemerne i storbyen. Det reducerer levealderen med flere år, og mange småbørnsfamilier vil enten ikke bo i de store byer eller hurtigt væk derfra igen, fordi forureningen giver store problemer med luftvejssygdomme.

Derfor er der også grund til at være lige så ambitiøs, som Danmark i perioder har været med hensyn til at udvikle morgendagens teknologier, frigøre sig fra de fossile brændstoffer og skabe et mere bæredygtigt samfund. Der er ingen grund til at være bagstræberisk, for alle bliver alligevel trukket i den retning før eller siden – og jeg er sikker på, det betaler sig at have førertrøjen på.

Derfor satte vi os som regering også et helt klart mål om at være verdens førende land på grøn teknologi. Det gør noget godt for Danmark, men det gør også noget godt for virksomhederne, der kan eksportere deres produkter til resten af verden, der ikke er lige så langt, som vi er. Og derfor bliver jeg også så ærgerlig, når den nuværende regering slækker på ambitionerne. Både med hensyn til miljøet, hvor den ikke længere siger, at vi skal fuldstændig væk fra fossile brændstoffer, men bare skal nå noget af vejen, og med hensyn til at bruge vores grønne viden og produkter som eksport. Det er helt unødvendigt at gå baglæns i den her debat, og hvis man tager Venstre-brillerne på, virker det helt uforståeligt, at man slagter et guldæg, som man ved eksisterer.

Anders Fogh gik som tidligere beskrevet én eneste gang i sit politiske liv ud og indrømmede for rullende kameraer fra et Venstre-årsmøde, at han havde taget fejl. Den fejl handlede netop om miljødebatten, hvor han erkendte at have skåret for hårdt. Det var usædvanligt, for Fogh var altid lige så ufejlbarlig som paven. Men han indså, at der skulle ske mere på miljø- og klimaområdet, og derfor troede jeg, at Venstre havde indset, at det arbejde skulle fortsætte. Hvis vi nu opgiver rollen som det førende land på de her dagsordener, så er der to muligheder: Enten er der andre, der overtager rollen, eller også sker der det, at ingen gør noget – og det sidste er næsten det mest skræmmende.

Samtidig skal vi også huske at kigge indad og passe på Danmark. Når regeringen slækker på kystbeskyttelsen og begynder at tillade bebyggelser tæt på, bliver jeg bekymret. Tag en tur til Spanien og Frankrig, og se, hvad der sker, når man pakker alt til helt nede ved stranden, så sætter man pludselig endnu mere pris på at komme til Vesterhavet og se uforstyrret natur og masser af strand. Det skal vi værne om og ikke falde for fristelsen til at omsætte til hurtige penge. Danmark er i manges øjne et grønt og miljøbevidst land – se bare, hvor de spærrer øjnene op, når de ser, hvor mange der cykler i København eller bader i kanalerne – og den branding er vigtig at holde fast i.

For mig at se må målet på verdensplan være at nedbringe udledningen af CO2, også når de nye vækstlande vokser og kommer til at forbruge mere. Også her har Danmark været et foregangsland, fordi vi siden 1980 har fordoblet bruttonationalproduktet, men fastholdt energiforbruget på det niveau, det havde dengang. Med hjælp fra både afgifter og nye teknologier har vi vækstet vores nation uden energivækst, og det vækker genklang ude i verden – og deri ligger hele problemet med at komme klimaudfordringerne til livs. Som det er nu, er det den rige verden, der udleder CO2-en og skaber problemer for de fattige lande, hvor udfordringerne kan mærkes dag for dag. Derfor har vi rige lande også en stor moralsk og etisk forpligtelse til at ændre verden, og hvis vi ikke gør det, vil de næste generationer med sikkerhed undrende spørge, hvorfor vi ikke tog problemerne alvorligt og gjorde noget, mens omkostningerne var relativt små. I stedet risikerer vi nu at give en enorm regning videre til vores børn.

Med andre ord: Hvis vi skal nå i mål med at skabe fortsat udvikling og vækst i verden, sikre en mere balanceret og mindre konfliktfyldt dagsorden, så skal vi også rykke på klimadagsordenen. Det behøver ikke at lyde så religiøst, som det nogle gange kommer til, når det lyder, som om dommedag nærmer sig. Sådan tror jeg ikke, det bliver; det kommer til at gå langsomt, men sikkert i den forkerte retning med de tendenser, vi allerede ser nu: det ekstreme vejr, ørkenerne,der breder sig, vandet, der stiger, og så videre.

Der vil altid være virkelighedsfornægtere, men jeg synes, vi skal lytte til de klogeste videnskabsfolk, for det er ganske enkelt et eksperiment, vi ikke har råd til at være en del af.

Villy Søvndal er tidligere dansk udenrigsminister og tidligere formand for SF.

Ovenstående tekst er et uddrag af hans nye bog “Med håbet som drivkraft – fortællinger om politik, fremskridt og verdens tilstand”. Se mere her.

 

Billede i artiklens top: Claus Bonnerup/Polfoto