Med Amsterdam kommunes gave på 10.000 cykler til Zaatari-flygtningelejren i Jordan, er der for første gang etableret et konkret samarbejde mellem en bykommune i Europa og FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Eftersom flygtningelejre er kommet for at blive, er der nemlig brug for at tænke i konkret byplanlægning i stedet for i midlertidige teltlejre, mener humanitær ekspert.
Baggrund af Anne Bonnevie Lundbye
23.11.2016 | TEMA: EU OG FLYGTNINGENE | ”Tillykke, her er din nye cykel,” siger Amsterdams borgmester, Eberhard van der Laan, til flygtningelejrens indbyggere. Vi befinder os i verdens andenstørste flygtningelejr Zaatari i Jordan. Den første, der får en cykel, er en kvinde med et pink tørklæde om håret. Efter hende er det en mand. ”Shukran”, siger han, hvilket betyder tak på arabisk.
Det er kommunen i Amsterdam, der har doneret 10.000 cykler, som de har konfiskeret hjemme i den hollandske hovedstad, til flygtningelejren. Før cyklerne kom til lejren, kunne det tage en hel dag at komme på hospitalet. Med cyklerne tager det nu kun 15 minutter. Det er første gang, der er blevet samarbejdet på denne måde mellem FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og en bykommune. Det er både børn, såvel som voksne, der nu smilende kører rundt på cyklerne.
Flygtninge bruger i gennemsnit 17 år i en flygtningelejr. Ifølge UNHCR’s beregninger er den tid, som flygtninge bruger i flygtningelejre steget fra ni år i 1993 til 17 år i slutningen af 2003. Derfor mener den hollandske humanitære ekspert Kilian Klenschmidt, at regeringer verden over nu må vågne op og indse, at flygtningelejre er fremtidens byer. Der er brug for at tænke i konkret byplanlægning i stedet for i midlertidige teltlejre, siger eksperten.
Kilian Kleinschmidt er stifter af innovationsagenturet Switxboard, som arbejder med at skabe nye produkter, der skal forbedre behov og færdigheder hos flygtninge på verdensplan. Han har arbejdet 25 år for blandt andre UNHCR i flere flygtningelejre i forbindelse med operationer over alt i verden.
Manglende byplanlægning i flygtningelejre
Når først mennesker flygter fra krige, voldelige konflikter eller politiske kriser, som ikke ophører, vil de nødvendigvis være tvunget til at blive dér, hvor de flygter hen.
Når de flygter havner de typisk i en flygtningelejr, som oprindelig var tænkt som et midlertidigt opholdssted med de mest basale fornødenheder. Men når der kommer mennesker i hobetal, som ender med at blive boende i længere tid, så bliver man nødt til at gentænke hele scenariet, påpeger Kilian Schmidt.
Typisk bliver der i lejrene søsat små initiativer på ad-hoc basis, og der oprettes skoler eller aktiviteter for små børn osv. Men man anvender ikke de samme værktøjer, som man ville gøre i en by eller urbant område, understreger Kilian Schmidt.
Kakuma-flygtningelejren i Kenya blev eksempelvis bygget af UNHCR i 1992. Men flygtningelejren fungerer stadig den dag i dag, og nu bor der 185.000 mennesker med forskellige nationaliteter. Men præmissen er stadigvæk, at disse mennesker er afhængige af nødhjælp.
Unikt samarbejde
Kilian Klenschmidt mener, at politikere relativt hurtigt kan regne ud, om en konflikt vil fortsætte eller ej. Fx var der på et vist tidspunkt en politisk bevidsthed om, at krisen i Syrien formentlig ikke ville ophøre med det samme, pointerer han. Mange af de syriske flygtninge er i dag bosatte i den anden største flygtningelejr Zaatari, hvor Kilian Kleinschmidt har arbejdet:
”Her skulle man eksempelvis have indset senest et år efter krigens udbrud, at denne krig ikke ville ophøre lige foreløbigt. Hvis man havde gjort det, så kunne man have anvendt en anden form for kapacitet, end man gør nu. Så kunne man have investeret i ordentlige fasciliteter og en velfungerende infrastruktur,” siger han.
”For hvad gør du, hvis du pludselig har 80.000 mennesker boende i Zaatari og 100.000 ekstra borgere i byen, Mafraq, fordi de fleste faktisk bor i byen og ikke i flygtningelejren. Hvordan redesigner du så byen? Hvordan etablerer du hele strukturen i området på ny?” spørger han.
Cykler skabte idérigdom og innovation
Da UNHCR startede med at samarbejde med Amsterdam om at designe en by, kom der en ekspert i offentlig transport for at besøge flygtningelejren, fordi Kilian Klenschmidt havde spurgt ham om hjælp til at udvikle et offentligt transportsystem.
Det endte med, at Amsterdams kommune donerede de 10.000 cykler. Kilian Klenschmidt fortæller, at flygtningene tog cyklerne til sig med det samme:
”En uge efter hans besøg, var der tre butikker i lejren, der solgte cykler. Senere udviklede de udleveringsservices med cykler. Blandt andet blev der bragt pizza ud på cyklerne. Der er en betydelig initiativrigdom fra flygtningenes side, og de har opfundet, fabrikeret, genbrugt osv. Vi skal blive bedre til at tænke innovativt og bringe ny teknologi og know how ind i lejrene. Men dette er som regel ikke noget, vi tænker over, når vi hører ordet ’flygtningekrise’,” pointerer han.
Men teknologi er liv. Det hører sig til det 21. århundrede. Derfor er man i Zaatari også begyndt at eksperimentere med, hvordan flygtninge kan designe og printe deres egne produkter med eksempelvis 3D-printere.
At se muligheder er vejen frem
Globalt set skal det humanitære arbejde bevæge sig væk fra at se flygtninge som en byrde, mener Kilian Klenschmidt. Det skal være slut med krisetankegangen om et skrøbeligt miljø, hvor der absolut ikke er nogen muligheder, hvor man kun taler om overlevelse og fattige og sultne mennesker.
”Jeg vil hævde, at vi har brug for at komme ind i en ny epoke, hvor vi bliver bedre til at tiltrække de nødvendige investeringer så hurtigt som muligt. En stigende kapital, som alle i virkeligheden kommer til at nyde godt af. Det vil være vejen frem. At begynde at se en ‘flygtningekrise’ som en mulighed for forandring. I en flygtningelejr vil der alt andet lige være forandringer hele tiden, men du kan ligeså vel lave en positiv forandring, som kan hjælpe med at genbygge flygtninges liv. Selv hvis man tænker på, at de en dag kan vende tilbage til Syrien, så tænk på det som en investering i Syriens fremtid. Det vil på sigt komme os alle til gode.”
Hollandske Kilian Kleinschmidt har 25-års erfaring med at arbejde i flygtningelejre. Her med en af de unge flygtningedrenge i Zaatari-lejren i Jordan. (Foto: Anne Bonnevie Lundbye)
Anne Bonnevie Lundbye er freelancejournalist.
Billede i artiklens top: Muhammed Muheisen/AP/Polfoto