Helt overordnet var der i renæssancen langt fra tale om lighed mellem kvinder og mænd, men det europæiske standssamfund betød, at der var andre skillelinjer end køn. Kvinden var langt bedre stillet i Europa end i Orienten. Vi bringer her det første af to planlagte uddrag af Steffen Heibergs nye bog ”Nye Horisonter – Europas kulturhistorie i renæssancen” i hvilken han argumenter for, at humanismen binder Europa sammen i et værdifællesskab.
Uddraget følger herunder:
Når vi hører, at kvinder i Toulouse mellem 1365 og 1371 var beskæftiget i byggesektoren, hænger det formentlig sammen med den sorte død. Som under de to verdenskrige i 1900-tallet mobiliseredes kvinderne til at løse opgaver, der hidtil havde påhvilet mænd. Det betyder ikke, at kvinder var en uudnyttet arbejdskraftreserve. Stort set alle kvinder i middelalderen arbejdede. Der var torvekoner, kræmmersker, kniplersker, syersker, tjenestepiger.
Et i dag stort set glemt kvindeerhverv er ammerne, som mod betaling ammede andres børn og ofte kombinerede amningen med pasning og opdragelse af småbørn, en udlicitering og professionalisering af moderrollen, et tilbud til mødre især inden for overklassen, der på grund af andre pligter ikke altid havde tid til at tage sig af børn i dagligdagen.
Hos den absolutte elite kan det naturligvis også have spillet en rolle, at amning og småbørn gik ud over figuren og dermed kunne være et repræsentativt problem. Den italienske historiker Carlo M. Cipolla (1922-2000) har sammenlignet ammernes betydning og funktion med nutidens babymadindustri. I Venedig var kvinder beskæftiget i Arsenalet med fremstilling af sejl til byens skibe. I flamske og norditalienske byer var mange kvinder beskæftiget med klædeproduktion, i nogle tilfælde i form af hjemmeproduktion, men det kunne også være på egentlige tekstilværksteder.
Overklassens kvinder var ikke i samme grad belastet af fysisk arbejde, men havde ansvar for store husholdninger, hvad der krævede både overblik og økonomisk sans. I den lille virksomhed hang produktion og husholdning sammen; det var ikke uden grund, at Christina af Pisa i begyndelsen af 1400-tallet opfordrede kvinder til at sætte sig ind i ægtemandens forretning, også for at sikre sig, at han ikke brugte pengene på druk og andre unyttige sager.
Forretningskendskab kunne også af andre grunde være vigtigt for kvinder. Overlevede kvinden de ofte mange børnefødsler, som var ægteskabets store risiko, kunne hun som enke overtage mandens forretning. I Nordeuropa var enker i modsætning til gifte kvinder økonomisk myndige og beholdt myndigheden, selv om de giftede sig igen. I 1600-tallets økonomisk ekspansive København var der flere enker blandt byens mest succesfulde forretningsdrivende. Der er lavet mængder af analyser af kvinders økonomiske muligheder, deres juridiske rettigheder og sociale vilkår. Det er en kolossal viden, der herved er indsamlet. Vi kan se nogle hovedlinjer, men de lokale forskelle kunne være meget store.
Helt overordnet var der naturligvis ikke tale om lighed, men det europæiske standssamfund betød, at der var andre skillelinjer end køn. En fyrstelig kvinde rangerede altid over en adelig mand; en borger, hvor rig han end var, blev aldrig en adelsdames jævnbyrdige osv.
Den britiske socialantropolog Jack Goody (1919-2015) har understreget sammenhængen mellem formueoverdragelse og ægteskab som en vigtig årsag til, at kvindens stilling trods alle begrænsninger har været friere i Europa end i Orienten.
Ægteskaber i Orienten var næsten altid mellem nærtbeslægtede, ofte mellem fætre og kusiner, for andre former blev mange steder anset for vanærende. Det betød, at en kvinde i Orienten ikke fik sin status garanteret juridisk og i en konfliktsituation ikke kunne støtte sig til en familie, der ubetinget tog hendes parti, sådan som det var tilfældet i Europa. Endelig betød fænomener som flerkoneri og nem adgang til skilsmisse, at kvinder i Orienten sammenlignet med Europa formelt stod svagt.
I modsætning hertil var ægteskab i Europa på alle niveauer en juridisk aftale mellem to familier. Ofte bidrog kvinden med formue, der gjorde det muligt for det nygifte par at etablere en forretning, men samtidig kunne man ad juridisk vej, bl.a. ved at båndlægge dele af formuen i form af særeje, sikre kvinden økonomisk og socialt i tilfælde af, at ægtemanden kørte forretningen i sænk. Kirken havde gennem middelalderen gjort kernefamilien til ideal, og især i Nordeuropa var der overensstemmelse mellem idealet og en økonomisk-social virkelighed, hvor den lille virksomhed, hvad enten det var en fæstegård, en krambod eller en håndværksvirksomhed (bager, skrædder, slagter, skomager osv.), var det karakteristiske. De arbejdende kvinder, gifte eller ugifte, møder vi i tidens billeder. Torvekoner og markedsscener var, som ovenfor anført, yndede kunstneriske motiver.
Men vi møder også kvinder beskæftiget med husarbejde. Pieter Cornelisz van Rijck har malet et romantisk billede (se artiklens top, foto fra bogen) af en sund og friskt udseende køkkenpige omgivet af kød, fisk, fjerkræ, brød, grøntsager og frugt. Det behøver ikke at være et idealiseret billede af en undertrykt og udnyttet arbejdskraft. Pigen på billedet kan udmærket have haft en god social baggrund. Selv i velhavende håndværkermiljøer var det almindeligt, at unge piger kom ud at tjene. Det gjorde dem ikke selvstændige, da lønnen i reglen ikke var andet end kost og logi; eventuelle økonomiske mellemværender blev i reglen varetaget af pigens forældre eller værger. Men tiden som pige i huset gav indblik i at bestyre større eller mindre husholdning. Det var uddannelse med henblik på, at den tid kom, hvor den unge pige blev gift og selv skulle stå for en husholdning. I øvrigt var det ikke alt, der kunne overlades til tjenestefolk og unge piger.
Et billede af Lucas van Valckenborch (ca. 1535-97) viser et par fornemt klædte patricierkvinder, der køber ind i fiskemandens bod. Det er vinter og snevejr, da billedet indgår i en serie med de fire årstider. Også Adriaen van Utrecht (1599-1652) malede en særdeles velassorteret fiskeforretning, hvor vi ser en velhavende borgerdame forklare fiskehandleren med den store kniv, hvad hun vil have.
Bortset fra husarbejde og medhjælp ved driften af en gård, et værksted eller en krambod var det uden tvivl klædefremstilling, der beskæftigede de fleste kvinder, selv om store tapetmanufakturer også beskæftigede mænd. Den spanske maler Diego Velázquez (1599-1660) har malet en scene fra et tapetværksted med kvinder i forgrunden, der spinder garn til brug for billedtapetet i baggrunden.
Trods de mange arbejdende kvinder er de fleste (mandlige) iagttagere enige om, at kvinders vigtigste opgaver er at få og opdrage børn. Selvstændige kvinder og mænd under tøflen var et karakteristisk indslag i teaterstykker og anden litteratur. Den tyske digter Hans Sachs (1494-1576) skrev et stykke til karnevalet i Nürnberg 1533, hvis pointe var, at hvis manden ikke satte kvinden på plads, ville han miste sine bukser, sin pung og sit sværd. Samme tema møder vi hos Shakespeare. Kate i Trold kan tæmmes, Rosalinde i Som man behager og Beatrice i Stor ståhej for ingenting var kvinder, der satte sig op mod den maskuline orden og skulle sættes på plads.
Det var ifølge den franske humanist Guillaume Postel nedværdigende for en mand at lade sig dominere, selv om han også argumenterede for kvinders værdighed og for, at de endog havde en fornuft. Mange kvinder arbejdede som prostituerede, og ligesom i dag foregik det på meget forskellige niveauer. Ikke overraskende er det luksusprostitutionen, vi ved mest om. Den burgundiske ceremonimester Georges Chastellain (død 1475) fortæller, hvordan man ved modtagelsen af et engelsk gesandtskab i Valenciennes reserverede byens badstuer til gæsterne og sørgede for, at der var alt, hvad der var nødvendigt for at “dyrke Venus”. Også Leo Rozmitals selskab oplevede burgunderhoffets brug af prostituerede ved modtagelse af fornemme gæster. Som bemærket af den hollandske historiker Johan Huizinga var der en modsætning mellem den efter hans opfattelse “skamløse” seksuelle adfærd ved det burgundiske hof og idealet om høvisk kærlighed. De burgundiske hofbordeller var en del af magtiscenesættelsen, men vi har ikke mange oplysninger om rekrutteringen af kvinder til denne form for virksomhed og heller ikke om, hvordan denne særlige tilværelse tog sig ud set fra kvindernes synspunkt.
Det samme gælder naturligvis prostitution på lavere niveauer i samfundet. Kilderne er enten moraliserende kirkemænd eller også lovgivning og retsakter, der fortæller om myndighedernes bestræbelser på at regulere fænomenet. I 1200-tallet sammenlignede Thomas Aquinas byernes bordeller med “hemmeligheder”, væmmelige og ulækre, men nødvendige som afløb for menneskelige urenheder. Ofte blev bordellerne drevet af byernes magistrater og finansieret af byens indtægter. I 1500-tallet tordnede både Luther og Calvin mod bordeller. Lutherske prædikanter fik lukket bordellerne i en række tyske byer, bl.a. Ulm, Augsburg, Regensburg m.fl. Ofte blev de på grund af “efterspørgslen” genåbnet efter nogle år, således i Freiburg i Sachsen i 1537, hvad der udløste et rasende brev fra Luther, som mente, at der var tale om hedensk adfærd. Det er en almindelig antagelse, at reformatorernes felttog mod prostitution fandt støtte i udbredelsen af syfilis. I 1527 blev bordellet i Zwickau lukket med den begrundelse, at mange havde fået den franske syge, dvs. syfilis. Men hovedbegrundelsen var dog nødvendigheden af at leve et kysk liv inden ægteskabet.
Noget tyder på, at tolerancen med hensyn til bordeller efter reformationen var større i katolske lande. I Venedig cirkulerede der i 1535 en trykt fortegnelse med navnene på 110 prostituerede med angivelse af adresser, priser og specialiteter. Tilsvarende lister kendes også fra slutningen af århundredet.
Men selv om tolerancen gennemgående var større end i Nordeuropa, erkendte man de sundhedsmæssige problemer. I Sevilla blev der i 1570 organiseret lægeligt tilsyn med bordellerne. Det var almindeligt at forlange, at prostituerede bar særlige kendetegn til advarsel eller oplysning. I Venedig ville man ikke have, at de prostituerede selv henvendte sig til kunderene ved kanalerne eller gondolerne. Typisk blev de venetianske bordeller lukket i tilfælde af pest, mens organiserede moralske felttog som i det protestantiske Nordeuropa sjældent forekom.
Til gengæld forbandt protestanterne prostitution med kirken, idet man mente, at årsagen til ondet var cølibatet. Og da cølibatet var afskaffet i protestantiske stater, var der ingen grund til at opretholde bordellerne. Den italienske digter Pietro Aretino (1492-1556) skrev i 1536 en dialog i antik stil, hvor en moder oplærte sin datter i skøgens håndværk. Den unge pige lærer om, hvilken opførsel hun kunne forvente af sine kunder på baggrund af deres nationalitet. Franskmænd, tyskere, svenskere, spaniere osv. havde alle deres karakteristiske adfærd. Den italienske matematiker og polyhistor Girolamo Cardano (1501-76) konstaterede, at der var mænd, som kun kunne få erektion, når de slog eller piskede en anden person.
En væsentlig del af prostitutionen var knyttet til militærvæsenet. Burgundiske soldaterkompagnier havde tilknyttet op til 30 skøger, som ud over at opfylde soldaternes seksuelle behov også stod for madlavning, sygepleje m.v. Kvindelig omsorg i videste forstand blev inkorporeret i den militære organisation. Hæren var i en vis forstand en storfamilie, og de tyske landsknægtkompagnier havde frem til midten af 1500-tallet ofte tilknyttet en “Hurenweibel” (en hore-sergent), der skulle holde styr på soldaterkvinderne. Men det var ikke kun prostituerede, der fulgte soldaterne; mange af kvinderne var soldaterhustruer, og med sig havde de også de børn, som var kommet til undervejs. Soldaterhorerne blev især på protestantisk side et moralsk spørgsmål.
Den engelske historiker John Rigby Hale (1923-99) har anført et eksempel, hvor en yngre huguenothærfører opfyldt af den hellige ild havde udelukket det sædvanlige følgeskab af kvinder fra hæren. Huguenotternes øverste leder, admiral Coligny, en mand med større verdenserfaring, roste den unge officer med ordene: “Fint, forudsat det holder”!
Et fænomen, vi ikke kender meget til, er børnebegrænsning, hverken i tilknytning til prostitution eller i almindelig familiemæssig sammenhæng. De almindeligste antikonceptionelle midler eller remedier var formentlig coitus interruptus og analt samleje, muligvis også fælles masturbation. Handlinger af denne art blev under alle omstændigheder anset for at være illegitim seksualitet. Før reformationen kunne overtrædelser i reglen sones med forskellige former for bod. Middelalderlige bodsbøger er meget detaljerede i deres beskrivelse af forskellige former for synder af denne karakter.
Uønskede graviditeter var altid et problem. Pero Tafur fortæller om fiskere, der fik barnelig i garnene i den venetianske lagune i 1430’erne. Mange retsakter fortæller om anklager for barnemord. Forsøg på at fremkalde abort var almindelige, men det var dødsensfarligt for kvinden, hvortil kom, at det næsten var umuligt at få syndsforladelse for en sådan handling. I større byer var det almindeligt at efterlade børn på dørtrinnet hos velgørende institutioner.
Steffen Heiberg (f. 1945) er historiker, forfatter, anmelder og tidl. forskningschef ved Frederiksborgmuseet. Ovenstående tekst er et uddrag af hans seneste bog “Nye horisonter – Europas kulturhistorie i renæssancen.” Læs mere her.
Billede i artiklens top: Museum voor schone kunsten, Gent.