Den italienske forfatter og filosof Niccolo Machiavelli er især kendt for værket “Il principe” (Fyrsten), der giver eksempler på, hvordan fyrsten ved at bruge fornuften kan nå sine mål. Et hovedsynspunkt er, at der altid er et element af vilkårlighed over politik, men at fyrsten med en hensigtsmæssig adfærd kan reducere tilfældighedernes indflydelse.
Vi bringer her det andet af to uddrag af Steffen Heibergs nye bog ”Nye Horisonter – Europas kulturhistorie i renæssancen” i hvilken han argumenter for, at humanismen binder Europa sammen i et værdifællesskab.
Uddraget følger her:
Thoma Mores Utopia og Erasmus’ bog om En kristen fyrstes opdragelse supplerer hinanden. Det er samme humanistiske horisont. De to værker er ofte blevet set i modsætning til Machiavellis hovedværker Il principe (Fyrsten) og Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio (Diskussion af Livius’ første ti bøger), der med historiske eksempler uddyber synspunkterne fra Fyrsten. I nogle henseender ligger Erasmus dog tættere på Machiavelli end på Thomas More. Fælles for Machiavelli (billedet) og Erasmus er, at der er tale om analyser af politisk adfærd; hos Erasmus med et kvalitativt moralsk og religiøst udgangspunkt, mens perspektivet hos Machiavelli er kvantitativt og magtpolitisk.
En afgørende begivenhed i 1400-tallets bogjagt var, da Thukydid, som i middelalderens Vesteuropa kun var kendt i brudstykker, blev genopdaget og oversat til latin af Lorenzo Valla i 1452. Med Thukydid genintroduceredes den motivbaserede historieskrivning, der stort set havde været væk gennem hele middelalderen.
Motivanalyser var ikke ukendte i middelalderen, men i reglen var de knyttet til en overordnet kristelig og ridderlig forestillingsverden. Det er heller ikke det samme som, at middelalderlig politik udelukkende var styret af en blanding af krænkelseskultur og aristokratiske militære normer pakket ind i kristne og ridderlige forestillinger.
Middelalderen vrimler med kyniske politiske praktikere. Men stort set ingen forholdt sig teoretisk til politik. En fornemmelse af professionel politisk kynisme giver dog den instruktion, som dronning Margrete 1. skrev for Erik af Pommern, da den unge konge i 1406 for første gang skulle repræsentere kronen på egen hånd, uden at Margrete var med. I forbindelse med hans Norgesrejse forfattede Margrete nærmest en lille håndbog i fornuftig politisk adfærd. Hensigten var naturligvis at undgå, at den uerfarne monark blev taget ved næsen af de politisk drevne norske aristokrater. Hovedpunkterne er, at kongen altid skal være venlig og forekommende, han må ikke under nogen omstændigheder fornærme andre. Der må ikke afgives bindende løfter, men han må gerne sige, at sagen bliver taget under velvillig overvejelse
Margretes instruks var politiske færdselsregler, men giver også en fornemmelse af de egenskaber, som betød, at hun gang på gang udmanøvrerede sine modstandere. En samtidig tysk historieskriver noterede da også, at hun skræmte andre med sin klogskab; en interessant vurdering i en tidsalder, der i den grad var domineret af maskuline militære idealer. Skal man give et bud på, hvem der som den første genintroducerede motivbaseret historieskrivning i antik forstand, er den franske (egentlig var han fransktalende flamlænder) historieskriver Philippe de Commines’ (1447-ca. 1511) såkaldte memoirer et godt bud. Philippe de Commines forklarer det politiske forløb ud fra samspillet mellem fyrstens politiske interesser og hans personlighed. Titlen er senere, men dækkende, idet udgangspunktet er personlige erindringer om to af tidens mest fremtrædende fyrster, den franske konge Ludvig 11. og den burgundiske hertug Karl den Dristige.
Det er to fundamentalt forskellige typer, personligt og politisk. Karl skildres som en ærekær politisk naivist, der lod sig styre af følelser og forfængelighed, i modsætning til den kyniske, smålige, beregnende Ludvig 11. Pointen er, at Karl den Dristiges ridderlige idealer politisk var uhensigtsmæssige, ja, vel nærmest grunden til, at han trods sit kostbare og moderne militærapparat ofte blev udmanøvreret af Ludvig 11. Philippe de Commines var selv et eksempel på den politiske kyniker, der ikke lod sig styre af traditionelle ridderlige idealer. Oprindeligt var han i hertugens tjeneste, men skiftede over til kongens parti, hvilket blev udlagt som, at han sveg sin herre. Nu var situationen kompliceret, idet Ludvig var Karls lensherre, men sideskiftet gjorde Philippe suspekt, selv om det i teorien kunne forsvares med den frie adelsmands ret til selv at vælge sin herre.
Påstanden om adelens ret til at vælge sit herskab kolliderede på den anden side med traditionelle troskabsidealer. Sikkert var det, at den, som i praksis skiftede herre, mistede troværdighed i omgivelsernes øjne. Det gjaldt bl.a. den danske adelsmand Corfitz Ulfeldt, der i 1600-tallet hævdede et lignende standpunkt. Commines nedfældede sine politiske erindringer omkring 1490, et par årtier før Machiavelli skrev Fyrsten. For begge gjaldt, at de var praktiske politikere og periodevis i unåde, samt at deres arbejder først blev trykt efter deres død.
Når også Machiavelli blev anset for suspekt, var det af samme grund. Som Philippe de Commines mente han, at traditionelle ridderlige idealer kunne stille sig i vejen for en hensigtsmæssig politik. Hvis en politiker ville nå sine mål, måtte han ikke være bundet af almindelige moralske standarder. I modsætning til Erasmus, som opstillede en række etiske normer for politisk adfærd, var statskunst i Machiavellis øjne en form for empirisk videnskab.
Machiavelli har selv fremhævet det mærkværdige i, at hvor kunst, litteratur og jura hentede sine forbilleder i antikken, altså i den historiske virkelighed, var det ikke i samme grad tilfældet med politik. Den tyske historiker Volker Reinhardt (f. 1954) gætter på, at Machiavellis empiriske tilgang til politik skyldtes indflydelse fra Leonardo da Vinci, som han en overgang arbejdede tæt sammen med. På den anden side er der i Machiavellis tilgang til politik mange paralleller til Commines. Begges forståelse af statsmandskunsten er formet af erfaringen som praktiske politikere.
Machiavelli er især kendt for Fyrsten, der primært var en analyse af politisk hensigtsmæssig adfærd, fokus er på den enkelte politiske aktørs adfærd og reaktion på konkrete udfordringer. Eksemplerne er primært hentet fra oldtidshistorien. Fyrsten er ingen lærebog eller facitliste, men giver eksempler på, hvordan fyrsten ved at bruge fornuften kan nå sine mål. Et hovedsynspunkt er, at der altid er et element af vilkårlighed over politik, men at statsmanden/ fyrsten med en hensigtsmæssig adfærd kan reducere tilfældighedernes indflydelse. Politik er det muliges kunst; fyrsten skal tilpasse sig udfordringer og forandringer. Staten som abstrakt begreb er ikke noget tema i Fyrsten. Det er den derimod i værket Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio. Machiavelli søger her forklaringen på den romerske republiks politiske stabilitet.
Det er et eksistentielt politisk spørgsmål for Machiavelli, som selv havde oplevet den florentinske republiks undergang. Hvorfor var Firenze gået under i modsætning til den romerske republik, der havde overlevet i århundreder? Årsagen finder han i den romerske forfatnings særlige blanding af monarki (konsulerne), aristokrati (senatet) og demokrati (folkeforsamlingen). Fyrsten og Discorsi … er til en vis grad komplementære analyser af statsmand og stat, selv om Machiavelli godt kan give udtryk for ret forskellige synspunkter. Som Commines lægger han vægt på betydningen af aktørernes psyke og personlighed. På dette felt er Commines skarpere, hvilket dog kan forklares ud fra komposition og fortællegreb. Ved at konfrontere to så fundamentalt forskellige personligheder som Ludvig 11. og Karl den Dristige får Commines indbygget en psykologisk dimension, der driver handlingen.
Det er karakteristisk, at Machiavellis analyser blev brugt af andre forfattere; ofte blev han nærmest skrevet af. Men medmindre der var tale om en polemik mod Machiavelli, var der en tendens til at skjule kilden – Machiavelli blev anklaget for at være umoralsk.
Beskyldningen hænger uden tvivl sammen med, at han gør moral og religion til kvantitative størrelser. Politik er et rollespil, fyrsten må nogle gange være en løve, andre gange en ræv. Opgaven er at opnå og fastholde magt for at sikre statens og dermed sin egen overlevelse. Den afgørende faktor er mennesket, der for Machiavelli ligesom for Augustin grundlæggende er ondt. Ikke alene relativiserer Machiavelli moralen, men også religionen.
Dens politiske betydning er for ham først og fremmest, at den historisk set var nødvendig for at civilisere en oprindeligt krigerisk befolkning. Religion stabiliserer. Også kristendommen ser han i kritisk-analytisk lys, idet han fremhæver, at den gør mennesker ydmyge, indadvendte og mindre handlekraftige. Den sætter mennesker i stand til at bære lidelsen snarere end at handle stærkt og beslutsomt. I kraft af sine konsekvenser for handlekraften var kristendommen en medvirkende årsag til Romerrigets fald. Samtidig gør Machiavelli kristendommen ansvarlig for tabet af antik viden. Det er et hovedsynspunkt hos ham, at sejrherrerne forsøger at udslette erindringen om fortiden. Det gælder også sejrende religioner. Når man kun kender menneskehedens historie 5.000 år tilbage i tiden, skyldes det ifølge ham, at sejrherrerne konstant har udvisket erindringen om tiden inden, et bemærkelsesværdigt synspunkt, idet Machiavelli hermed afviste den traditionelle kristne opfattelse af, at verden blev skabt for ca. 5.000 år siden.
Den amerikanske historiker William Bouwsma (1923-2004) finder, at Machiavelli sekulariserede politikken. I hvert fald forkastede han ultimative modeller og det traditionelle hierarkisk-kvalitative syn på magt. Universelle institutioner som pavedømme og kejserdømme var ikke væsentlige, fordi de var ude af stand til at skabe orden. Hans verden består af stater, der ikke anerkender nogen over sig. Machiavelli skriver i en overgangstid, men i de følgende 100 år mistede kejser og pave reel politisk indflydelse. Den Westfalske Fred, der i 1648 afsluttede Trediveårskrigen, gjorde staterne til de eneste virkelig betydningsfulde politiske aktører. Den, der beskriver virkeligheden, bliver sjældent påskønnet. De færreste ønsker at få deres værdier og illusioner udfordret.
Som fremhævet af Bouwsma blev Machiavelli angrebet af en hel hær af både katolikker og protestanter. Og naturligvis kom han senere på den pavelige Index over forbudte bøger. Blandt kritikerne var jesuitten Giovanni Botero (1544-1617), der angreb Machiavellis manglende forankring i kristendommen og kritiserede ham for at prioritere statsræson over moral. En anden katolik, flamlænderen Justus Lipsius (1547-1606), så Machiavelli som en mand, der havde set det intellektuelle lys uden at blive oplyst af det guddommelige. Også protestanter faldt over ham. Den franske huguenot Innocent Gentillet, som skrev den første egentlige, 600 sider lange, anti-Machiavelli (1576), der beskyldte den franske enkedronning Katarina Medici for at stå bag Bartholomæusnatten, natten til den 25. august 1572, hvor mere end 2.000 huguenotter blev dræbt, betegner således Katarina som machiavellistisk inspireret og kalder Fyrsten for “hofmandens koran”.
Men der var også positive tilkendegivelser. Analytiske tænkere som Michel Montaigne, Francis Bacon og René Descartes accepterede alle i et vist omfang Machiavellis syn på politik. En konkret kritik, der ikke var moralsk baseret, blev fremført af en anden florentiner, nemlig Francesco Guicciardini, som Machiavelli i øvrigt stod på venskabelig fod med. Guicciardini mente, at Machiavelli i alt for høj grad gjorde Rom og den romerske republik til en ideal politisk norm, at han med andre ord var ukritisk. Guicciardini var i en vis forstand en mere moderne historiker end Machiavelli. Begge skrev en fremstilling af Firenzes historie, men Guicciardinis er i højere grad underbygget af autentiske administrative og politiske dokumenter, som han havde fået adgang til, mens Machiavellis fremstilling i vid udstrækning er baseret på generelle ræsonnementer.
Derimod har de den realistiske Thukydidinspirerede tilgang til fortiden fælles. Machiavelli bliver ofte tilskrevet udtrykket “målet helliger midlet”. I virkeligheden går det tilbage til Guicciardinis traktat om Firenzes regeringsform, Dialogo del reggimento di Firenze (1520’erne), hvor det i en af dialogerne med udgangspunkt i en konkret historisk situation (krigen mellem Pisa og Genova i 1200-tallet) diskuteres, hvorvidt det er tilladeligt at slå krigsfanger ihjel. Konklusionen var, at det var i orden, ikke ud fra et kristent synspunkt, men et politisk. Machiavellis navn dukker op i mange sammenhænge, blandt andet hos Shakespeare. I første del af Henrik 6. kaldes hertugen af Alencon for “that notorious Machiavel” af jarlen af Warrick, “kongemageren”. I tredje del af Henrik 6. reflekterer hertugen af Gloster, den senere Richard 3., over sine muligheder for at erobre magten:
“Change shapes with Proteus for advantages
And set the murderous Machiavel to school
Can I do this, and cannot get a crown
Tut, were it further off, I’ll pluck it down.”
Machiavelli var slet ikke født på den tid, som de to dramaer er henlagt til, men Machiavellis navn er blevet betegnelsen for en bestemt politisk moral og praksis, et begreb, som Shakespeares tilhørere har forstået med det samme. 1500-tallets mest fremtrædende danske historiker Arild Huitfeldt (1546- 1609) var stærkt påvirket af såvel Guicciardini og Machiavelli som Philippe de Commines. Han var engageret i en oversættelse til dansk af Commines, som aldrig udkom, skønt der forelå et trykklart manuskript. Også Guicciardini ønskede han oversat.
Huitfeldts eget hovedværk var en Danmarks Riges Krønike i 10 bind, som udkom mellem 1595 og 1604. Hvert bind har en fortale, dedikeret til den unge Christian 4. med gode råd om regeringsførelsen, altså et kongespejl. Selv om Machiavellis navn ikke nævnes, er florentineren i høj grad til stede. Huitfeldt overtager mange af Machiavellis synspunkter, lange passager er direkte afskrift. Huitfeldt tilslutter sig Machiavellis syn på politik som en særlig intellektuel disciplin.
Huitfeldts hovedsynspunkt er, at statsmanden ikke skal lade sig lede af følelser. Man behøver ikke umiddelbart at reagere på en krænkelse, i stedet skal man afvente det rette tidspunkt. Forfængelighed er den værste egenskab hos en statsmand – synspunktet er hentet hos Philippe de Commines – og hans politiske skrækeksempel er Karl den Dristige. Huitfeldt fremhæver, at krige trods store ødelæggelser sjældent ændrer noget.
Denne del af argumentationen har Huitfeldt skrevet af efter Erasmus, hvis navn heller ikke nævnes. Huitfeldt er ikke pacifist som Erasmus, men er generelt skeptisk over for militære løsninger. Det gælder om at udmanøvrere sine modstandere politisk. Han er lige så kynisk som Machiavelli og accepterer det politiske mord som en mulighed. Endda begrænser Huitfeldt ikke som andre det legitime politiske drab til tyranmordet; med et eksempel fra svensk middelalder accepterer han mordet på en uskyldig, hvis det kan sikre statens fred. Huitfeldt forbinder Erasmus og Machiavelli/Commines på en ganske raffineret måde. Budskabet er, at det er umoralsk ikke at forholde sig til virkeligheden.
Huitfeldts synspunkter deltes af næste generations førende statsmand, nemlig den franske kardinal Richelieu. I sit såkaldte politiske testamente opstiller Richelieu en række politiske maksimer. Kongen skal lytte til gode råd, fokusere på det væsentlige og ikke fortabe sig i småting.
Han skal alt efter situationen udvise fasthed eller fleksibilitet og må for alt i verden ikke lade sig lede af følelser og personlige sympatier. For både Huitfeldt og Richelieu er statsmandskunst at udmanøvrere modstanderne med brug af så få ressourcer som overhovedet muligt. Problemet var, at både Huitfeldts konge, Christian 4., og Richelieus’ herre, Ludvig 13., så kongemagten i en middelalderlig optik, hvor ekspansion var et politisk succeskriterium og krigen i sig selv prestigegivende.
Gentagne gange advarede det danske rigsråd Christian 4. mod at engagere sig personligt i kamphandlingerne. Det ville være en katastrofe, hvis han kom noget til. Kongen skulle være, hvor overblikket var størst, ikke på kamppladsen med den snævre horisont. Men de gode råd stred mod kongens opfattelse af sig selv som militær leder. Under Torstenssonkrigen i 1644 var Christian 4. reelt ude med flåden i tre måneder og dermed væk fra København på et tidspunkt, hvor det ene udenlandske gesandtskab efter det andet, bl.a. fra Frankrigs kardinal Mazarin, kom til København. Dermed kostede Christian 4.s sommerkrydstogt muligheden for at erhverve det diplomatiske initiativ i en militært kritisk situation. Det var dårligt politisk håndværk.
Renæssancen var optaget af magt, dens legitimitet og dens afgrænsning. I Christian 3.s håndfæstning hedder det, at “regimentet” hænger ved kongens person, men at han ikke kan føre det alene og derfor altid “hos sig” skulle have en hofmester, en kansler og en marsk, foruden at han skulle “elske og fremdrage Danmarks Riges Råd” og med dem regere Danmarks Rige. Det danske system var på ingen måde usædvanligt; de fleste fyrster måtte som Christian 3. dele magten med forskellige stænder- og rådsorganer eller et parlament som det engelske. Det konstitutionelle aspekt havde ikke noget med demokrati at gøre, oprindeligt drejede det sig næsten altid om standsprivilegier og skattebevillingsret, men i Christian 3.s håndfæstning fik rigsrådet del i suveræniteten og ansvar for det abstrakte begreb Danmarks Rige. Dermed fik håndfæstningen et perspektiv, der rækker ud over den middelalderlige kongetjeneste og traditionelle personlige troskabsforpligtelser.
I modsætning til de ældre håndfæstninger er Christian 3.s en kontrakt, der definerer opgaver og forpligtelser. Det danske politiske system før 1660 med magtdelingen mellem konge og aristokrati bliver ofte betegnet som et eksempel på monarchia mixta, et monarki, hvor suveræniteten er delt mellem fyrsten og et repræsentativt politisk organ, teoretisk dækker begrebet over bestræbelser på at kombinere de tre aristoteliske statsformer (monarki, aristokrati og borgerforsamling).
Arild Huitfeldts danmarkshistorie beskrives tilsvarende som et historisk og politisk forsvar for monarchia mixta-princippet i dansk version. Når Huitfeldt i fortalen til Christian 3.s historie indfletter, at flere par øjne ser bedre end et, og sammenligner staten med et skib, hvor kongen nok står på kommandobroen, men ikke kan styre alene, er idealet naturligvis konstitutionelt, men det er ikke hans hovedanliggende. Han er tilhænger af et konstitutionelt system, fordi det giver den bedste og mest omhyggelige drøftelse af sagerne. Som forbilledet Guicciardini lagde Huitfeldt afgørende vægt på funktionsdueligheden.
At begge så forbandt funktionsduelighed med et system, som passede til deres baggrund og sociale idealer, er en anden sag. Fælles for Guicciardini og Huitfeldt var også, at de vægtede harmoni og kontinuitet i modsætning til de langt mere ideologiske monarchomacher i Frankrig, der hævdede, at legitim magtudøvelse forudsatte en kontrakt med folket.
Steffen Heiberg (f. 1945) er historiker, forfatter, anmelder og tidl. forskningschef ved Frederiksborgmuseet. Ovenstående tekst er et uddrag af hans seneste bog “Nye horisonter – Europas kulturhistorie i renæssancen.”Læs mere her.
Det første uddrag fra bogen – om europæiske kvinder i renæssancen – kan læses her.
Billedet i artiklens top: Palazzo Vecchio, Firenze – foto fra bogen.