Længe før Brexit var der Grøxit – folkeafstemningen d. 23. februar 1982 i Grønland om at forlade EF. Her præcist 35 år efter nej’et til fortsat medlemskab, spiller EU fortsat en vigtig og formentlig lidt overset rolle i den arktiske del af Rigsfællesskabet. Ikke bare økonomisk med en årlig EU-støtte på små 350 millioner kroner, men også diplomatisk, hvor Grønland via Bruxelles photo-shopper Danmark ud af den udenrigspolitiske ligning og står på egne ben i internationale forhandlinger.     

Analyse af Rasmus Leander Nielsen

23.02.2017 | GRØNLAND | Langt hen på aftenen for præcist 35 år siden var spændingen stadig stor blandt ANISA’s EF-kritiske kampagnefolk, der var samlet i den gamle seminariebygning i Nuuk, hvor man afventede resultatet fra stemmeoptællingen i den grønlandske hovedstad. Grønland stemte den 23. februar 1982 for anden gang på blot 10 år om det EF-medlemskab, man følte man var blevet tvunget ind i 1973, som et ufrivilligt vedhæng til Danmarks indmeldelse i Det Europæiske Fællesskab.

De første indkomne resultater fra de fleste mindre byer og endnu mindre bygder pegede på et nej til spørgsmålet: ”Ønsker du at Grønland forbliver i EF?”. Men der var en forventning om et meget tættere resultat, når større byer blev talt med, end det havde været tilfældet ved den første afstemning den 2. oktober 1972. Her havde over 70 procent af de grønlandske vælgere stemt nej, men de grønlandske stemmer udgjorde dengang blot en lille del af det samlede resultat for Danmark.

ANISA – ”lad os gå ud” på dansk – var i 1981 blevet dannet med inspiration og en smule hjælp fra den danske pendant, Folkebevægelsen mod EF, og spillede en hovedrolle i nej-kampagnen. Bevægelsen med deltagelse af de dengang to relativt nystiftede venstrefløjspartier Siumut og IA (Inuit Ataqatigiit), samt bl.a. fagforbundet SIK og organisationen KNAPK (Sammenslutningen af Fiskere & Fangere), havde op til folkeafstemningen primært slået på, hvad der var – og stadig er – det vigtigste erhverv i Grønland: Fiskeriet.

Argumentet var, at det Hjemmestyre, man endeligt havde opnået i 1979, ikke var meget værd, hvis Grønland var iklædt en spændetrøje fra EF’s fælles fiskeripolitik og en urimelig kvote-konkurrence fra de europæiske industrifiskere. Også selv om en betydelig mængde støttekroner fra Bruxelles sandsynligvis ville falde bort ved et Grøxit.

Selv om et lille flertal i Nuuk på denne februardag i 1982 stemte ja til at forblive i EF, var det samlede antal på 12.624 nej-stemmer mod 11.174 ja-stemmer nok til at sætte gang i udmeldelsesprocessen. Godt tre år senere, d. 1. februar 1985, var Grøxit en realitet.

EF-afstemningen i 1972 accelererede et ’grønlandsk forår’
Med ti års mellemrum stemte Grønland to gange nej til EF, men med en væsentlig forfatningsretlig forskel. Med grundlovsændringen i 1953 var Grønland ophørt med at være en koloni og havde i stedet fået administrativ status som et dansk amt.

De knap 10.000 nej-stemmer i 1972 blev som nævnt blot lagt i puljen med de danske stemmer ved folkeafstemningen. Efter overgangen til hjemmestyreordningen i 1979 og det første valg til Inatsisartut (Grønlands Landsting) med Siumut som sejrsherre samme år blev en ny EF-afstemning hurtigt planlagt, hvor stemmerne fra den sydligste del af Rigsfællesskabet denne gang ikke talte med.

Resultatet i 1982 var langt tættere end i 1972, men stemmeprocenten var i 1982 steget markant fra 58 procent i 1972 til næsten 75 procent. En del af forklaringen skyldes, at det tvungne EF-medlemskab havde skabt en politisk vækkelse i Grønland – ’et grønlandsk forår’.

Tankerne om øget selvstændighed og politisk handlerum havde eksisteret i et stykke tid i Grønland og blandt grønlandske studerende i ungdomsoprørstidens København. EF-debatten fyldte ikke meget i Grønland før mod slutningen af 1971, men fik hurtigt herefter en afgørende rolle i dannelsen af mere levedygtige politiske partier, der igen medførte forarbejdet til Hjemmestyret og startskuddet til fortløbende selvstændighedsdiskussioner.

En debatpamflet, udgivet af den tværfaglige, EF-kritiske gruppering Grønlandskomiteen i forbindelse med den første EF-afstemning, oplistede i bedste 1970’er marxismejargon en række problemstillinger for Grønland i EF:

”Efter overgangsperioden vil det være EEC’s [EF’s, red.] overnationale organer, der vil være enerådende med hensyn til Grønlands videre skæbne,” lød den lidt skingre forudsigelse heri, der blev fulgt op af argumentet om, at de ”politiske muligheder for selvstændighed vil blive yderligere forringet, når grønlænderne foruden den danske statsadministration nu også får et bureaukratisk ekspertvælde i Bruxelles at trækkes med.”

Afarter af det sidste argument fandtes små 10 år senere også i ANISA’s kampagner, og EF-kritikken og selvstændighedsdrømmen blev således hinandens følgesvende og katalysatorer mellem de to EF-folkeafstemninger i Grønland.

OLT-relationer og fiskeriprotokoller
Selv om Grønland altså stemte sig ud af forløberen for EU, nemlig EF, for nu 35 år siden stopper historien ikke her. Der er flere årsager til at det tog tre år, at forhandle en udmeldelsesaftale på plads. For det første var der givetvis et spinkelt håb i København og Bruxelles, at det liberale parti Atassut i mellemtiden ville vinde et valg og med en udtalt mere EF-positiv linje afholde en tredje grønlandsk EF-afstemning. En art ommer-afstemning, som vi senere kender det fra Danmark i 1993 og Irland i både 2002 og 2009.

Atassut førte i starten af 1990’erne valgkampagner med netop dette budskab, men uden det store held. Den EU-positive parlamentariske rolle i Inatsisartut er de senere år langt hen ad vejen overtaget af partiet Demokraatit (Demokraterne), der så sent som sidste efterår foreslog, at der skulle udarbejdes en analyse af fordele og ulemper, hvis Grønland skulle søge om genoptagelse i EU-samarbejdet. Som det var tilfældet ved tidligere lejligheder, blev forslaget skudt ned af venstrefløjen, og et nyt grønlandsk EU-medlemskab på den kortere bane virker usandsynligt. Også fordi EU fortsat kædes sammen med Brigitte Bardot-gate om salg af sælskind.

For det andet var der i midten af 1980’erne – som det ligeledes var tilfældet med den skotske uafhængighedsafstemning for få år siden og i forlængelse af debatten i f.eks. Catalonien – flere steder på det europæiske kontinent en frygt for at regionale selvstændighedsgrupper ville sprede sig via en dominoeffekt. For det tredje og mest afgørende var der langstrakte forhandlinger, om hvilken aftale, der skulle træde i stedet for EF-medlemskabet.

Kun Algeriet havde forinden i starten af 1960’erne forladt det dengang spirende europæiske samarbejde, og der var dengang samtidigt langt tid til, at artikel 50 blev indskrevet i Lissabon-traktaten i slutningen af 2000’erne, dvs. den formelle bestemmelse om ’Frivillig udtræden af Unionen’ som Storbritannien forventes at iværksætte i næste måned i forbindelse med Brexit. Med andre ord var der i midten af 1980’erne ikke megen præcedens, hverken juridisk, praktisk eller politisk, for Grøxit.

Da Grønland i februar 1985 endeligt forlod EF var det med en såkaldt OLT-status, der står for Oversøiske lande og territorier, i lighed med en række tidligere franske, hollandske og britiske kolonier i Caribien og Stillehavet.

Selve OLT-ordningen havde i en årrække ikke partout den store betydning for Grønland, da udmeldelses-traktaten anerkendte, at Grønland var væsentligt forskellig – ’a special case’ – fra de andre små ø-samfund i OLT-ordningen og pga. det store fokus på fiskerierhvervet i aftalen og i efterfølgende ændringer af fiskeriprotokoller, der samtidigt regulerede den økonomiske støtte på over 300 mio. kr., Grønland efterfølgende modtog årligt fra EF og senere EU.

Lektor: Grønland photo-shopper Danmark ud af udenrigspolitiske billede via Bruxelles
Siden starten af 2000’erne, hvor en revision blev iværksat af OLT-tilknytningen, der kendes helt tilbage fra Rom-traktaten tilblivelse for 60 år siden, er Grønland begyndt at fokusere mere på samarbejdet og koordineringen med de andre over en snes OLT-aktører.

Samtidigt har der været en stigende række nye tiltag og udgivelser af fælleserklæringer mellem EU og Grønland. De seneste ti år er stor en del af den økonomiske støtte fra EU, der i 2015 var på ca. 340 mio. kr., flyttet fra de mere kommercielle fiskeriaftaler til en partnerskabsaftale, der især har fokus på uddannelse i Grønland.

”Samarbejdet med EU indenfor handel, erhvervslivet, råstofområdet og energisektoren skal styrkes,” lyder det f.eks. ligeledes i den nye Koalitionsaftale, der blev indgået i efteråret efter en parti-udskiftning i den Siumut-ledede regering, der nu tæller begge de store EF-kritiske partier fra ANISA-tiden i 1980’erne efter IA’s indtræden.

Paradokset er, at hvor EF i forlængelse af folkeafstemningen i 1972 var en vigtig faktor for udviklingen af et politisk system og øget selvstændighed i Grønland, så spiller EU nu en vigtig rolle for Grønlands Selvstyre i forhold til at lære diplomatiet snørklede spilleregler og finde nye veje som udenrigspolitisk aktør.

Argumentet om en opdyrkning og spredning af Grønlands internationale venner via Bruxelles er senest udfoldet i den danske socialkonstruktivist og lektor ved Aalborg Universitet Ulrik Pram Gads bog fra sidste efterår, National Identity Politics and Postcolonial Sovereignty Games – Greenland, Denmark, and the European Union.

Heri analyseres det bl.a., hvordan Danmark – og dermed Grundlovens §19 om udenrigspolitiske anliggender på hele kongerigets vegne – lejlighedsvis helt ’photo-shoppes’ ud af det internationale holdbillede. Et argument, der genkendes blandt grønlandske diplomater, Magasinet Europa har talt med.

Bogen påpeger dog også nogle omkostninger i forbindelse med at stå egne diplomatiske ben. Et helt lavpraktisk eksempel er, at den grønlandske repræsentation i Bruxelles, der blev oprettet i starten af 1990’erne, kun har ressourcer til tre faste stillinger og en praktikant.

Et andet er, at man fra grønlandsk (og færøsk) side længe ønskede en egen indgang til repræsentationen, der deles med Færøerne og ligger side om side med den danske ditto. I starten var der dog ikke rindende vand eller toilet, hvilket betød at gæstende embedsmænd eller politikere måtte eskorteres ind til naboen på den danske repræsentation for at lade vandet.

Andre fremtidige udfordringer inkluderer den frihandelsaftale EU for nyligt har indgået med Canada (CETA), der skaber øget konkurrence for sammenlignelige eksportvarer og især evt. lavere fiskepriser for Grønland, og ikke mindst de udfordringer og usikkerhedsmomenter, som Brexit vil kaste af sig i den kommende tid.

Brexit får konsekvenser fra Grønland til Caribien
Historikeren Anne Applebaum blev kendt langt ud over alverdens historiefakulteter, da hun i marts sidste år forudså den vestlige civilisations sammenbrud, som vi kender den, hvis resultatet af bare tre valg faldt ud på en bestemt måde: Brexit (√), Trump (√) og en Marine le Pen-sejr ved det kommende franske præsidentvalg til maj.

Hvis vi ekstrapolerer Applebaums tre-valgs-forudsigelse til OLT-regi og bytter Trump ud med hollænderen Geert Wilders fra det EU-kritiske Frihedsparti, der står til fremgang ved valget i midten af marts, kan Grønland om ikke så forfærdelig langt tid stå mutters alene blandt OLT’erne. Briterne og dermed næsten to håndfulde mikrostater er allerede på vej ud af hhv. EU og OLT-ordningen.

Både de tidligere hollandske og fransk-tilknyttede tidligere kolonier kan lide samme skæbne efter de to valg de kommende måneder, hvor land/EU-exit portmanteau-ord igen kan få konsekvenser langt ud over Kontinentaleuropas grænser. Det kan måske forekomme spekulativt, men det gjorde Applebaums artikel også for under et års tid siden.

På den lidt kortere bane, og på det mere konkrete plan, er der en midtvejsevaluering af den partnerskabs-relaterede EU-støtte undervejs, hvor Grønlands snart forventes at komme med et høringssvar til nogle halvkritiske anmærkninger i udkastet til rapporten om Grønland-EU relationer.

Udkastet til rapporten nævner dog også Grønlands vigtige geostrategiske rolle i forhold til Arktis, som kan bruges som argument for et fortsat tæt partnerskab. EU’s Arktis-strategi er stadig noget vævende og ufuldstændig. Dermed kan Grønland med overvejende sandsynlighed fortsætte som en vigtig medspiller i forhold til det europæiske samarbejde, man ellers stemte sig ud af for 35 år siden.

Rasmus Leander Nielsen er seniorredaktør på Magasinet Europa og bosat i Nuuk

Billede i artiklens top: Peer Pedersen/Polfoto