Åbne arme og lukkede havne

2019-06-01T20:47:32+00:00 lørdag, 1. juni, 2019|

Den spanske ngo Open Arms, der hjælper mennesker i nød på Middelhavet, får dårligt lov til at lægge til land i Europa, og flere af organisationens livreddere har siddet varetægtsfængslet. Med deres indsats for andre menneskers overlevelse risikerer de frivillige meget lange fængselsdomme for menneskesmugleri i flere sydeuropæiske lande.

Baggrund af Sara Høyrup

Europa står i et dilemma: Hvad stiller vi op med alle de mennesker udefra, som søger nye muligheder i vores del af verden? ”Os selv først” står over for humanismens bud og internationale aftaler om at hjælpe vores næste.

I Italien er der mange, der ikke er i tvivl. Indenrigsminister Matteo Salvini har siden sidste sommer sendt klare signaler i alle retninger: Ingen skal rejse ind uden tilladelse, og ingen får tilladelse uden at høre til. På de sociale medier blomstrer hadet, og hjælpere som Open Arms står for skud.

Den spanske ngo’s ikke synderligt prangende både får dårligt lov at lægge til land i Europa, og flere af livredderne har siddet varetægtsfængslet. Med deres indsats for andre menneskers overlevelse risikerer de frivillige meget lange fængselsdomme for menneskesmugleri i flere sydeuropæiske lande.

Og så er der de bureaukratiske forhindringer. Et af dem var det sejlforbud, som Spanien gav skibene tidligt på året. I 100 dage kunne de ikke forlade havnen i bunden af Barcelonas område for yachter i millionklassen. Yachterne er ejet af rigmænd fra hele verden, som må rejse hen lige, hvor de vil.

Open Arms’ skibe fik sejlforbud i 100 dage. © Sara Høyrup

“Skide spanier”. “Jeg knepper din kone”. “Gid dine børn må møde en pædofil!”. Det er den type tilråb, som dominerer kommentarfeltet på kaptajn Òscar Camps’ Facebookprofil. Camps er leder af en af de ngo’er, der redder liv i Middelhavet. Liv, som ikke alle synes skal reddes.

Det skorter heller ikke på billeder af stor, saftig afføring som argument. Kaptajnen har tydeligvis bedre at tage sig til at end at rense ud i kommunikationen. Hadet i Italien er voldsomt. Det retter sig ikke kun mod migranterne, men også mod de europæere, der fisker druknende og folk i havsnød op. Især fordi bådene afleverer asylansøgerne på den side, hvor der er retsgarantier: Europa.

Det er den samme forskydning af hadet, som var den eksplicitte logik bag Anders Breiviks terrorangreb på en socialdemokratisk sommerlejr for børn. Det  ved vi fra det manifest, den norske terrorist skrev. Menneskeretsarbejderen Åge Borchgrevink tog sig – modsat de to hold retspsykiatere – besværet med at analysere teksten og finde frem til hadets rod.

Når hadet er stort nok, går det over alle bredder. Så rækker det ikke at rette det mod dets egentlige genstand, og det spredes til genstandens hjælpere og deres familier i en uendelige kæde af skyld. Spørgsmålet er, hvad hjælperne egentlig er skyld i, og hvem der egentlig er ansvarlige for dramaet ved Europas sydlige ydergrænse.

 

”EU-ledere vil blive stillet til ansvar”

Interview af Sara Høyrup

Open Arms’ både har fået forbud mod at samle druknende op. Begrundelsen er teknisk og går på deres dårlige tilstand. Kaptajn Òscar Camps protesterer og siger, at der var ingen, der stillede alverdens tekniske krav, da det for få måneder siden gjaldt om at redde et lille spansk barn, som var faldet ned i en skjult brønd. Alle sejl blev sat til for at redde drengen, som desværre for længst var afgået ved døden.

I stedet bringer bådene nødhjælp til Grækenland. ”Vi vil vise, at der er brug for det. Det burde jo ikke være nødvendigt at bringe nødhjælp til et førsteverdensland!” påpeger Camps til et arrangement på Universitat Pompeu Fabra i Barcelona.

Kaptajn Òscar Camps fortæller om vilkårene for livredning i Middelhavet. © Sara Høyrup

Camps har en idé om, at Tysklands åbne arme var en måde at sikre sig frisk arbejdskraft til et aldrende land: ”En million migranter havde de brug for, og da de havde fået det, smækkede de døren i.” Til det kan man indvende, at kansler Angela Merkel betalte en høj politisk pris for sin velkomstpolitik, og at præstedatteren kan have været drevet af moralske hensyn.

Desuden er der i alle magtstrukturer modsatrettede kræfter, der trækker i forskellige retninger; og ufaglært og utilpasset arbejdskraft har næppe noget land brug for som sådan. Forestillingen om et planlagt set-up bag den store flygtninge- og migrantstrøm midt under Syrienkrigen virker derfor mest som et forsøg på at skabe orden i de voldsomme begivenheder, kaptajnen har bevidnet og forsøgt at gøre godt i.

Mere hold er der måske i hans tanker om, hvem det er, der svigter, og hvad det kan få af juridiske konsekvenser. Camps nævner ”Haag-domstolen” og pligten til at bistå mennesker i havsnød, og det vil vi gerne høre nærmere om.

Hvem er det, der har ansvaret for, hvad der går for sig i Middelhavet?

“Der er helt indlysende, at der er et delt ansvar for krænkelserne af en række internationale traktater og af selve menneskerettighederne. Det sker i internationalt farvand og ud for Libyens kyster, og de libyske ledere er ansvarlige – men det er EU’s ledere også.

Det bliver folk som Donald Tusk og Federica Mogherini, vi kan stille for retten i Haag. De har ikke blot tilladt krænkelser af traktater og menneskerettigheder: De har indgået aftaler med en fejlslagen stat om, at den skal hindre folk i at flygte nordpå ad søvejen.

De europæiske ledere er medansvarlige for døden på havet. Og Europa svigter sit ansvar, når man sender folk tilbage uden først at undersøge deres ret til asyl i henhold til Flygtningekonventionen.”

Er der tale om et institutionelt eller et personligt ansvar?

“Begge dele. Der er også et personligt ansvar. Man kan ikke gemme sig bag en rolle, man udøver. Vi har hver især ansvaret for de beslutninger, vi træffer.”

Kommer vi til at se europæiske ledere på anklagebænken i Haag?

“Ja, det er jeg overbevist om. Og jeg tror ikke, det vil vare mange årtier, før det sker. På samme måde som ved de store forbrydelser mod menneskeheden, vil der også blive placeret et ansvar for det, der sker i Middelhavet lige nu. Det er foregået uden ophold i mange år efterhånden, og det sker med EU’s fulde vidende og aftaler med de nordafrikanske lande.

Der ligger et ansvar hos de enkelte lande, hos de enkelte ledere og hos Den Europæiske Union som sådan.”

Har Nordeuropa også et ansvar?

“Ja, helt klart. De nordeuropæiske stater har et ansvar i det omfang, de er med til at træffe beslutningerne i EU. Det er staterne – ikke EU-parlamentet – som fastlægger migrationspolitikken.

Der sker også en voldsom højredrejning i flere lande. Der er dystre tider på vej, men vi tror på, at det godt kan lade sig gøre at dæmme op for fremmedhadet og den menneskefjendske reaktion på problemet. Det kræver, at vi formår at formidle, hvad der er på spil i Middelhavet: menneskeligt og juridisk.”

Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.

Billede i artiklens top: En flok drenge uden opholdstilladelse skifter hjul for en dame i bekneb i Barcelonas Sants-gade: © Anna Surinyach


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon