Afghanistan: Vestens selvskabte nederlag

2021-08-16T11:40:57+00:00 mandag, 16. august, 2021|

USA’s og de vestlige landes krig i Afghanistan endte som et ydmygende militært og diplomatisk nederlag, fordi formålet med krigen aldrig blev gjort klart, fordi der ikke blev skelnet mellem Al Qaida og Taliban, og fordi Pakistans rolle ikke blev effektivt håndteret. Tilliden til Vesten har fået et knæk.

Kommentar af Hugo Gaarden

Talibans hurtige fremtrængen har sendt rystelser gennem verden. Alt tyder på, at hovedstaden Kabul falder inden for ganske få uger, måske få dage, måske uden kamp, men ved Ghani-regeringens overgivelse.

Den dramatiske udvikling burde ikke have overrasket, for ifølge de bedste analytikere af indsatsen i Afghanistan har Vestens nederlag ligget i kortene de seneste fem-seks år. Det skyldes, at USA, der var den absolutte hovedkraft i krigen, aldrig fik lavet en strategi for krigen, aldrig fik taget stilling til, om hovedmålet var Al Qaida eller Taliban, og at der aldrig blev en klar strategi for håndteringen af det største problem: Pakistan, der gav husly til Taliban og indirekte til Al Qaida.

Vankelmodigheden står i skærende kontrast til Taliban, der har vist en enestående strategisk evne gennem de seneste år.

Taliban har forhandlet med USA under præsidenterne Donald Trump og Joe Bidende, og de amerikanske forhandlere har givet indtryk af, at forhandlingerne og en amerikansk tilbagetrækning vil føre til en rimelig mindelig ordning mellem Taliban og regeringen i Kabul – om end forhandlerne næppe kan have troet på deres egen udlægning.

Samtidig har Taliban stille og roligt anvendt en militær strategi, der begyndte med en overtagelse af regeringsstyrkernes mest svage led i de fjerneste egne af landet. Derfra arbejdede Taliban sig indad, og i takt med at USA og de andre vestlige lande trak deres styrker ud, gik Taliban i aktion mod de større byer. Den seneste uge eller to har vist et regulært sammenbrud for regeringen, hvor den næststørste by og et økonomisk nervecenter, Kandahar, er faldet. Regeringsstyrker overgiver sig rask væk og afleverer de avancerede amerikanske våben til Taliban.

Alt tyder på, at Taliban vil rykke ind i Kabul – sandsynligvis uden kamp – og det vil være ydmygende for USA, hvis det sker før 20 års dagen for 9/11-terrorangrebet i New York.

Og dér har vi kernen i den forfejlede indsats fra USA’s side, bakket op af NATO og en række andre lande. Ifølge USA var ”krigen mod terror” rettet mod Al Qaida, der stod bag terrorangrebet i den 11. september 2021. Krigen var ikke rettet mod Taliban, selv om USA ville hindre den daværende Taliban-regering i at blive en base for terrorgrupper.

Men et par måneder inde i terrorkrigen ændrede USA kurs: Nu skulle fokus ikke være Al Qaida, men ”skurkestater” som Irak. Ja, USA standsede reelt kampen mod Al Qaida.

På det tidspunkt stod amerikanske styrke foran Bora Bora-hulerne ved grænsen til Pakistan, hvor Al Qaida og den daværende leder, Osama bin Laden, holdt sig skjult. Hulerne blev bombet uden stor virkning, men amerikanske specialtropper var sikre på, at de med forstærkning på få hundrede mand kunne indtage hulerne. Så ville terrorkrigen være slut. Inden juleaften 2002. Så kom meldingen om, at de ikke skulle gøre mere, og i 2003 besluttede præsident Georg W. Bush at invadere Irak.

Denne kursændring er detaljeret beskrevet af journalisten Peter Bergen, der netop har udgivet en ny bog, om bin Laden, og der blev udarbejdet en kongres-rapport, som blot ikke formåede at fastslå, hvem der gav ordre om at standse krigen mod Al Qaida. Var der nogen, der ikke ønskede at få terrorkrigen afsluttet? Den eneste, der var imod kursskiftet fra Al Qaida til Taliban, var Joe Biden – som vicepræsident for Barack Obama.

I den udvidede krig blev der aldrig fastlagt en éntydig strategi, som holdt sig gennem årene, hverken under en republikansk eller demokratisk regering, fremgår det af en meget anerkendt bog, Directorate S, skrevet af journalisten Steve Coll.

Der var konstant uenighed om omfanget af en militær indsats, og den enorme støtte til Afghanistan skabte en overmådig korruption, som ødelagde moralen i hæren og regeringen. I disse dage ser vi, at den amerikanske militærhjælp med våben, udstyr og træning til en værdi af ca. 500 milliarder kr. ikke har haft nogen virkning – andet end at sikre en topmoderne hær til Taliban. Der var konstant uenighed om håndtering af de politiske ledere, især præsident Hamid Karzai.

Men det største problem ifølge Coll var, at USA ikke kunne tage stilling til, hvordan USA skulle håndtere Pakistan og dets militær og efterretningsvæsen, der konstant gav husly til Taliban, og som måske ønskede et vestligt nederlag i Afghanistan. Den afdøde stjernediplomat Richard Holbrooke, fik ansvaret for krudttønden, og han ville netop se konflikten i lyset af det indviklede spil i regionen, og han ville forhandle med Taliban og føre en hård kurs mod Pakistan. Han døde midt i opgaven.

Coll konstaterede i 2014, at diplomatiets manglende evne til at forstå Pakistan (især efterterretningsvæsenet ISI) var USAs største strategisk fejltagelse, og krigen som helhed viste, hvor begrænset den amerikanske magt var.

Hele den vestlige alliance har i 20 år ført krig i et af verdens fattigste lande mod mænd, der bogstavelig talt er fodfolkssoldater – uden fly og elektronisk overvågning – og nu overlader samtlige lande afghanerne til en barsk skæbne trods løfter om demokrati, frihed og en bedre tilværelse for kvinder. Selv ikke vitale hjælpere får permanent asyl i Vesten.

Det ryster tilliden til USA og NATO. Det  er utænkeligt med en tilsvarende operation igen. Alligevel spekulerer NATO i at sende krigsskibe til et nyt potentielt konfliktområde i de kinesiske havområder. Mon Vestens befolkning tror, at USA og NATO kan klare en militær konfrontation med Kina – i havområdet eller omkring Taiwan – når de ikke kan klare Taliban? Tror allierede i Østasien det? Vesten står over for en gennemgribende geopolitisk revurdering.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Presseofficer Mathias RS13 Forsvaret/Forsvarsgalleriet/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.