Ny dokumentar om Napolis historie og kriminelle anarki er et vidnesbyrd på en by, som er ude af kontrol. Den er skræmmende og bjergtagende på samme tid, og skæbnerne på Camorra’ens hjemegn griber fat i én, som mafiaen i flere tilfælde også har gjort det.

Baggrund af Christian Weber

TEMA: CPH:DOX 2019 | En toneangivende Italien-korrespondent beskrev engang, hvordan man kommer igennem hele følelsesregistret i Napoli. Hver eneste dag. Hvor man i Danmark spiller ”Prinsesse Toben” på tre-fire tangenter, er hele klaviaturet i spil i den sydende napolitanske gryde, hvor Vesuv og bugten bemægtiger sig horisonten.

Napolis historie fra efterkrigstiden og frem er omdrejningspunktet i Francesco Patiernos nye dokumentar, ”Camorra”, der udgør en del af CPH:DOX’s syditalienske aften den 31. marts på Cinemateket, hvor den bliver vist sammen med en anden ny dokumentar om mafiaen, ”Shooting The Mafia”.

Gennem materiale fra de italienske tv-arkiver fortæller Francesco Patierno om Napolis udvikling. En by, der er præget af kaos, fattigdom og korruption, men som på en eller anden måde holder sig selv i live i det kriminelle anarki.

Napoli har manglet det store opgør med magthaverne, fortælles det. Den sociale revolution er udeblevet, og byen er blevet gradvist blevet infiltreret af Camorra’en, den Napoli-baserede mafiaorganisation, som er kendt som en af de tre ”store” mafiagrene, hvor Cosa Nostra på Sicilien og ‘Ndrangheta’en i Calabrien nede ved den italienske støvletå udgør de to andre. Gradvist har de formået at sætte sig på den organiserede kriminalitet i Campanien, regionen, hvor Napoli er hovedby. Alt kan bruges. Tyveknægte, politikere, entreprenører og både små og store fisk på det illegale marked.

Der tegnes et portræt af en by, der blev tvunget for den organiserede kriminalitets fødder. Der er flere interviews med unge drenge, der som overlevelsesgrundlag har stjålet sig vej frem i en verden, hvor man må fjerne ham, der står foran i køen. Drenge, der knapt er teenagere, fortæller om at sælge heroin og om at stjæle pensionsudbetalinger fra gamle mennesker. De mener ikke, at de bekymrer sig om det eller fortryder det, men kameraet fanger nogle flakkende blikke, der afslører en gnist af tvivl.

Den gamle kongeby er fyldt med mord, affald og stoffer. Der er ikke meget plads til at drømme. Det handler om at komme i gang med indtjeningen. Undervejs spekulerer man alligevel på, om billedet af Napoli ikke bliver en anelse fortegnet. Der er også andre mennesker i storbyen end dem på bunden, men sidstnævnte træder ofte i en overskyggende forgrund. Et kort øjeblik i Napoli vil dog lade de fleste vide, at vildskaben i dokumentaren stemmer overens med virkeligheden.

Camorra’ens tillokkende smil
Raffaelo Cutolo er en bredt smilende herre, som han står der i et sirligt jakkesæt bag tremmer og giver interviews i 1980’erne. Man må forstå, at han aldrig har gjort noget som helst ondt i hele sit liv. Ikke engang aet en kat forkert. Cutolo, fortælles det, er en af hovedfigurerne i Camorra’ens fremrykning i Napoli. Han afviser alt, eller i hvert fald det meste, med kvikke bemærkninger og overskud, der ikke normalt er kendetegn på en indsat. Cutolo har tilpas mange politiske kontakter til, at han sjældent har det alt for ubekvemt. Camorra’en er et bæst, man kun har hørt om, men aldrig set, og selv om dens fodaftryk breder sig ud over hele Campanien, er rygterne om dens tilstedeværelse stærkt overdrevne, mener han.

Cutolo spiller et dobbeltspil. Han vil fremstå som en karismatisk frontfigur i offentligheden, samtidig med at han trækker i alle trådene bag gardinerne. Det giver ham en uafviselig magt. Som leder af Nuova Camorra Organizzata, som han ville øge Camorra’ens indflydelse i området med, er han en af de allerfarligste. Han sidder fortsat i 2019 indespærret for mord og afsoner flere livstidsdomme.

Cutolo har også siddet bag lås og slå på psykiatriske fængselsgange, men det er ikke noget, der har kunnet fratage ham højtbelagte øgenavne som ”Professoren”, ”Munken” eller ”Fyrsten”. Cutolo har senere erkendt, at kriminalitet er af det onde, men samfundet, hvor han har slået sine folder, er værre end det, mener han. ”Det er bedre at være skør end en drømmer, for den skøre kan hjælpes tilbage til forstanden.”

Det dragende ved kaos
De religiøse processioner gennem gaderne virker som det eneste ud over kriminaliteten, der sætter lokalsamfundet i system og hierarki. Staten virker ikke til at have noget at skulle have sagt. Samspillet mellem dyrkelsen af religion og kriminalitet er et af de mest fascinerende aspekter af uordenen. Det virker paradoksalt, hvis ikke blot utilstrækkeligt. Men måske er det en klog ting at gribe ud efter et relikvie eller en præsts velsignende ord, hvis der ikke er meget andet at klynge håbet til. Man forstår behovet for personlig ro, når man ser flere af de optagelser af de familiers levevilkår, som enten er ramt af fattigdom, af faderens død i en skudsalve eller begge dele.

Dette er også med til at give Camorra’en let spil, når der skal hverves nye medlemmer. For de tilbyder penge, status og fællesskab i et ingenmandsland. Det slår en karriere inden for kirken. For mange er det værd at tage risikoen ved det farlige liv, for der er i forvejen ikke meget at falde tilbage på.

Francesco Patierno har utvivlsomt fundet en guldgrube i de italienske tv-arkiver. Det er der blevet godt en times utrolig interessant dokumentar ud af om en af Europas mest fascinerende og kaotiske storbyer. Man spekulerer på, hvordan man ville komme gennem et liv der. Samtidig drages man mod den maniske metropol. I en sammenvævning af klip og optagelser på tværs af årstal og skæbner bliver man både forfærdet og betaget af Napolis utæmmelige drifter.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Foto i artiklens top: Fra filmen

Læs hele temaet “CPH:DOX 2019”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon