Den ventede russiske stor-offensiv er øjensynlig begyndt, men atomvåben og Tysklands rolle i krigen kan blive lige så afgørende for den efterfølgende europæiske sikkerhedsorden.

Analyse af Hugo Gaarden

Ifølge Uraines præsident, Volodimir Zelenskij (billedet), er den forventede russiske stor-offensiv begyndt, og den tager sigte på at sikre Ruslands kontrol med Donbas i det østlige Ukraine samt landstrimlen langs Sortehavet til Krim. Det kan også betyde den komplette ødelæggelse af Mariupol, hvor 2500 ukrainske soldater har forskanset sig.

Hvis Rusland formår at tvinge det ukrainske militær ud af den østlige og sydlige del, kan præsident Vladimir Putin hævde at have vundet krigen, især hvis der bliver en fredsforhandlinger, der ender med, at Ukraine erklærer sig neutralt.

Men dét, der kan få langt større betydning for fremtidens europæiske sikkerhedsorden, kan blive atomvåben og Tysklands rolle. Krigen viser, at Putins trussel om at bruge de russiske atomvåben har fået USA og NATO til at undlade en direkte militær indgriben med soldater – kun med våbenleverancer. Det viser, at den vestlige sikkerhedspolitik, dvs. NATO, ikke har taget højde for en konflikt, hvor modstanderen har atomvåben, og hvor konflikten handler om er ikke-NATO-medlem.

Det fået Sverige og Finland til at overveje at blive medlem af NATO. Finland ventes at tage stilling inden et NATO-topmøde i slutningen af juni.

Men det har øjeblikkelig fået Rusland til at bruge atomvåbnene som et politisk kort. Den tidligere præsident, Dmitrij Medvedev, der er næstformand i Ruslands sikkerhedsråd, sagde for nylig, at det bliver umuligt for den baltiske region at blive atomfri, hvis de to lande slutter sig til NATO. I så fald vil Rusland ”genoprette balancen”, f.eks. ved at have flere atombevæbnede marinefartøjer i Østersøen og ved formelt at erklære, at der er opstillet atombevæbnede Iskander-raketter i Kaliningrad, og som kan ramme de europæiske storbyer.

Det er muligt, at europæerne ikke længere lider af den atomangst, der prægede sikkerhedspolitikken i 70’erne og 80’erne. Men Rusland har i hvert fald nu en chance for at puste til ilden i et Skandinavien, hvor der i årtier har været en undertone af, at Skandinavien skal være atomvåbenfrit. Det danske NATO-valg i 1988 understregede, at der ikke må være atomvåben på dansk jord. Men nu kan den betændte fodnotepolitik komme op igen, netop mens danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet over for EU.

Måske har Rusland ikke længer nogle ”politiske fodtropper”, der kan gå Moskvas ærinde, men sagen viser, at vi kan stå over for en meget vanskelig sikkerhedspolitisk situation, hvis der ikke bliver accept i befolkningen af en ny atompolitik, og hvis danskerne og svenskerne bliver bange for at have et russisk krigsskib med atomraketter sejle meget synligt op gennem Øresund.

Krigen i Ukraine har demonstreret, at Europa som helhed ikke har en effektiv atomar afskrækkelse, og at europæerne har kunnet presses til at være relativt passive over for Rusland. Økonomiske sanktioner er de hårdeste nogen side, og våbenleverancerne til Ukraine begynder at omfatte tunge angrebsvåben, men Ukraine har militært set skulle kæmpe alene mod en atommagt. Det er en situation, som Europa og dermed EU ikke kan leve med på langt sigt. Så vil EU aldrig kunne være på niveau med verdens stormagter, endsige forsvare sig selv, og det vil rejse tvivl om, hvorvidt et medlem af EU og NATO vil blive forsvaret i tilfælde af et russisk angreb eller en hårdkogt pression.

Hér kommer Tyskland i centrum, da Tyskland ikke har egne atomvåben, som Frankrig og Storbritannien har det. Det er kun bag lukkede døre, at tyskerne fører en diskussion om, hvorvidt landet skal have egne atomvåben, eller blive direkte involveret i det franske atomvåben eller et helt ny europæisk atomvåben.

Den tyske historie har fået tyskerne til at føre lav profil, også over for Rusland, men den situation kan slutte med Ukraine-krigen. Putins skinforhandlinger og kyniske krig viser, at Tyskland har været alt for føjelig over for Rusland gennem flere årtier, og det er blevet demonstreret pinagtigt den seneste tid, hvor Ukraine ikke vil se den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, fordi han som tidligere udenrigsminister og rådgiver har stået for en særdeles imødekommende politik over for Putin.

Trods advarsler i Udenrigsministeriet formulerede Steinmeier sin politik i sætningen ”Tilnærmelse gennem Sammenkædning.” Det gjaldt ikke bare i gas-politikken som Nord Stream-2 gasprojektet. Det har vist sig så pinagtigt, at Steinmeier nu har erkendt, at energipolitikken som ”den sidste bro” mellem Rusland og Tyskland var en fejltagelse.

Det får langsigtet betydning. Kansler Olaf Scholz har lagt en kursændring med en kraftig stigning af forsvarsudgifterne, men Tyskland er dog fortsat tilbageholdende over for at hjælpe Ukraine med våbenhjælp, og Tyskland må erkende, at den megen tale om samarbejde og dialog har manglet den hårde og militære dimension: Der skal også være en konkret trussel mod et land som Putins Rusland.

Det bliver en kæmpe udfordring for Tyskland at finde en balance mellem dialog og afskrækkelse, og det kan i sidste ende betyde, at Tyskland må have et direkte medansvar for en europæisk atomvåbenpolitik, ligesom Tyskland må kunne bekæmpe et militært angreb fra en atommagt, som bryder internationale normer. Kan Tyskland og Europa leve med, at der sendes soldater og våben til Afghanistan og Sahel-landene i Afrika, men ikke til Krim eller Donbas?

Dette perspektiv er overhovedet ikke drøftet i Europa eller USA i offentligheden – og slet ikke lyset af en utænkelig situation, der er blevet en realitet, nemlig Ukraine-krigen. Men det bliver det vigtigste tema for udformningen af en europæisk sikkerhedsorden, og det bliver en politisk og folkelig udfordring.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /SIMON SHUSTER / SHUMY, UKRAINE/